Jernalderen


DropDownMenu



Vikingetiden


Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Vikingetiden, ca. 800-1050
Indledning
Den periode, som i dag kaldes vikingetiden, omfatter tiden ca. 800-1050. Ordet "viking" blev brugt både i vikingetiden og længe før og betød dengang vistnok søkriger, sørøver og hærfærd til søs. Siden forsvandt det fra det danske sprog, men kom via de islandske sagaer ind igen i 1800-årene og blev altså valgt til at betegne denne periode.
Det, som især definerer vikingetiden, er de store togter, der udgik fra de nuværende skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige, samt erobringerne og bosættelserne i det fremmede – for Danmarks vedkommende bl.a. plyndringen af Paris i 845, bosættelserne i England i slutningen af 800-årene og i Normandiet kort efter 900, samt erobringen af hele England i 1013 og igen i 1016.
Perioden danner overgang mellem de såkaldt forhistoriske tider og middelalderen. Mange træk peger bagud, og særlig mange træk peger fremad, for i løbet af de ca. 250 år introduceredes mange grundlæggende nyheder, som slog rod og udvikledes. Foruden kristendommen, kirker og en begyndende kirkeorganisation fik man bl.a. byer og bybefæstninger, kongelige borge og en ekspanderende kongemagt, nye specialiserede skibstyper, et møntvæsen, broer og stenarkitektur, bøger og latinsk skrift. Der skete en europæisering af Danmark og dansk kultur, især fra og med anden halvdel af 900-årene. Vikingetiden er også den første periode i Danmarks historie, hvor man har kendskab til konkrete, navngivne personer og begivenheder.
Danmarks udstrækning i vikingetiden Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk) Allersenest fra midten af 900-årene og sandsynligvis allerede fra 700-årene eller lidt før havde Danmark omtrent samme udstrækning som i middelalderen. Foruden det nuværende Danmark omfattede riget Sydslesvig, Skåne og Halland, mens Bornholm og Blekinge vistnok først blev indlemmet i 1000-1100-årene. I perioder havde danske konger også overhøjhed over området omkring Oslo Fjord (bl.a. omkring år 800) og fra anden halvdel af 900-årene til 1035 periodevis over større dele af Norge. Dertil kom kongemagten i England i 1013, 1016-35 og 1040-42.
Rigsdannelsen: ’Danmark’ og ’danerne’

Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Hvornår blev Danmark til? For de tidlige danske historieskrivere gik riget tilbage til den fjerne sagntid, da deres historier begynder. I modsætning til i mange andre lande berømmes ingen historisk kendt konge for at have skabt det rige, som omkring midten af 900-årene omtales på de to kongelige runesten i Jelling. I nogle lande synes der at være en forbindelse mellem rigsdannelse og kristendommens indførelse, f.eks. i Norge og Sverige, men det gælder ikke Danmark. Rigsdannelsen kan belyses af nogle få skriftlige kilder, men i dag giver også arkæologien oplysninger om forløbet.
Rigsdannelsen var utvivlsomt en lang, dramatisk og ujævn proces. Generelt gik udviklingen formentlig fra indbyrdes uafhængige stammesamfund, over vekslende stammeforbund med en overkonge fra den ledende stamme, til et egentligt kongerige med fælles konge. Det skete sandsynligvis under påvirkning og pres sydfra i forbindelse med indgribende politiske, økonomiske og samfundsmæssige ændringer og gennem mange kampe. Processen tog fart i yngre romersk jernalder (3-400-årene e.Kr), og i 500-årene var der måske et "rige" bestående af stammeforbund ledet af "danernes konge" og med en udstrækning omtrent som i vikingetiden. Gennem tiden ændredes kongemagtens indhold, opgaver og rettigheder samt rigets styreformer givetvis mange gange, og både i vikingetiden og senere er der eksempler på, at der var flere konger på samme tid, og at riget var delt og igen blev samlet. Riget eksisterede i et kompliceret spil mellem udenlandske magters periodevise ekspansionsbestræbelser, en national eller nordisk identitet, konkurrence om tronen blandt kongeslægtens unge mænd, praktiske behov for enhed, og regionale forskelle og ambitioner.
Betegnelsen "danerne" og "danernes konge" (på latin: rex danorum) kendes tilbage til 500-årene, hvor danerne må have været en førende stamme inden for det senere rige, og fra og med slutningen af 700-årene, da der jævnligt var konfrontationer med Frankerriget, omtales "danernes konge" tit i frankiske kilder. En af disse konger var kejser Karl den Stores modstander Godfred, og det blev noteret, at han i året 808 lod opføre en vold tværs over Jyllands rod ved den fælles grænse. Det må være en udbygning af Dannevirke. Ingen andre konger end "danernes" er omtalt i de frankiske kilder i relation til det, som var det danske område i sen vikingetid, men alligevel diskuteres det stadig, om de kun var konger af Jylland.
Markante udviklinger omkring år 700 tyder på, at Danmark allerede var samlet til ét rige på den tid. Øget vareproduktion og store nye handelsnetværk i Nordeuropa gav nye muligheder for stort udbytte og overskud og viser samtidig, at der var magthavere, som kunne opretholde fred på markeder, landeveje og sejlruter. Store bygværker blev opført til forsvar af sydgrænsen og kontrol af de indre danske farvande. Det gælder de ældste faser af Dannevirke fra omkring år 700 og den 500 m lange Kanhavekanal på Samsø fra år 726. Kanalen tillod hurtig passage af skibe fra den dybt indskårne Stavnsfjord til havet vest for øen. Skibe stationeret her kunne dermed kontrollere en stor del af søfarten. I 6-700-årene udvikledes desuden sejlførende skibe i Norden. Det er en forudsætning for udøvelsen af effektiv kontrol af et område med mange øer som Danmark – magten over danske farvande var en forudsætning for riget. Det var også i århundrederne før vikingetiden, at Danmark fik nye naboer. Slaviske folk bosatte sig syd for Østersøen, og Frankerriget erobrede Frisland og Saksen.
Den ældste omtale af Danmark (Denemearc) som betegnelse for et geografisk lokaliseret rige er fra ca. 890 og findes i to beretninger til Alfred den Store, konge af det sydengelske rige Wessex. Her beskrev den nordnorske høvding Ottar bl.a. sin sejlads fra Skiringssal (Kaupang) i Sydnorge til Hedeby ved den danske sydgrænse, mens købmanden Wulfstan berettede om sejlads fra Hedeby og østpå. Navnet Danmark betyder egentlig danernes "mark", dvs. danernes område eller land, eller danernes grænseområde.
Geografisk beliggenhed, Norden og sydgrænsen
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Teglstensmuren ved Dannevirke. Danmarks Riges Historie (1896).
Danmarks beliggenhed betingede de dominerende og varierede kontaktflader, som både bragte nye impulser og meget gods til landet og gav retning til udadvendte aktiviteter. For søfarten lå og ligger landet som en port, eller en barriere, mellem Vesteuropa og Østersøområdet. Der var forbindelser ad søvejen både til De Britiske Øer, til det europæiske fastlands kystegne og områder langs de store floder og til landene omkring Østersøen, herunder det nuværende Sverige. Samtidig var der kort sejlads til Norge og til den sydvestre del af det nuværende Sverige. Havet og effektive skibe bandt riget sammen og var også forudsætningen for, at Danmark og det meste af Norge og Sverige i mange henseender havde en særegen og fælles kultur og religion.
Kun ved Jyllands rod var og er der landforbindelse sydpå til Europa. Omkring år 700 opførtes her en mægtig grænsevold, Dannevirkes ældste fase, som markerede både en politisk grænse og en kultur- og sproggrænse. Syd herfor boede saksere og frisere og mod øst de slaviske abodritter. Gennem tiden var der mange indbyrdes konfrontationer, men også skiftende alliancer mellem Danmark og de slaviske lande, der også var udsat for pres fra det mægtige frankiske Karolingerrige og siden Det Tyske Rige. Dannevirke blev udbygget mange gange indtil slutningen af 1100-årene og spillede en afgørende rolle i de politisk-militære forhold til magterne sydpå.
Vikingetidens begyndelse
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Der er mange gode grunde til at anse "ca. 800" som begyndelsen på perioden, for på den tid skete der afgørende ændringer i forholdet mellem Norden og Vesteuropa. Begyndelsen defineres af det først kendte af den serie nordiske togter i Vesteuropa, der begyndte kort før år 800: plyndringen af det berømte Lindisfarne Kloster på en lille ø ved Nordenglands kyst den 8. juni 793. Det var utvivlsomt nordmænd, som var aktive her. Herefter omtales vikingeoverfald i Vesteuropa så tit, at det må være udtryk for nye tilstande, og omtrent samtidig begynder skriftlige kilder fra Frankerriget at omtale danske konger og forhold i Danmark - især grænseproblemer, missionsforsøg (som normalt var knyttet til magtpolitisk aktivitet) og danske vikingers hærgen i Vesteuropa. Den nyvakte interesse for Danmark skyldtes især, at Danmark og Frankerriget var blevet naboer, efter at Frisland og Saksen var erobret og tvangskristnet af Frankerriget under Karl den Store i slutningen af 700-årene og op til 804.
Forbindelserne mellem Danmark og Vesteuropa omkring år 800 øgedes vistnok også, hvad angår handel og andet fredeligt samkvem. Grundlaget var lagt i 700-årene, hvor der mange steder i Nordeuropa opstod nye handelspladser og etableredes nye handelsruter. I Danmark var f.eks. Ribe blevet grundlagt omkring år 700 som et organiseret, internationalt sæsonmarked, der også tiltrak mange specialiserede håndværkere. Siden udviklede Ribe sig til en by med fastboende befolkning. Kort efter år 800 nyordnedes Hedeby som en planmæssigt anlagt bebyggelse ved sydgrænsen; det blev vikingetidens største by i Norden. De frankiske Rigsannaler har endda en notits herom under året 808. Her fortælles, at den danske konge Godfred flyttede købmænd hertil fra handelspladsen Reric (som lå østpå ved Østersøens sydkyst, vistnok ved det nuværende Wismar). Snart efter blev der slået mønt i Hedeby efter frankisk forbillede. I slutningen af 700-årene skete også vigtige ændringer i de kunstneriske udtryksmåder.
De første konger, Ansgar og mission sydfra
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
I 700-årene omtales et par danske konger. Ongendus (eller Angantyr) afviste i begyndelsen af århundredet kristne missionsforsøg, og i 782 og 798 nævnes Sigfred i forbindelse med et frankisk rigsmøde og oprør blandt sakserne. Fra året 804 flyder kilderne mere rigeligt. I 804 var Godfred (eller Gudfred) "danernes konge", og der berettes om konfrontationer ved grænsen i dette og de følgende år. I 810 blev Godfred dræbt på et togt til Frisland af en af sine egne mænd, og der blev sluttet fred mellem den nye konge, Hemming, og kejser Karl. Efter Hemmings død i 811/812 udbrød der tronstridigheder, som også beskrives, og der var skiftende alliancer mellem danskere, de slaviske abodritter og frankere; sådanne alliancer blev også aktuelle flere gange i den følgende tid.
I året 826 kom den frankiske missionær Ansgar til Danmark sammen med tronkræveren Harald Klak. Harald var døbt samme år i Ingelheim hos den karolingiske kejser Ludvig den Fromme; året efter blev han igen fordrevet fra Danmark. I 830 drog Ansgar på missionsrejse til byen Birka i sveernes land. Det skete efter opfordring fra svenske sendebud til kejseren. Efter hjemkomsten i 831 indviedes han til ærkebisp over et nyoprettet ærkebispesæde i Hamborg med ansvar for missionen i Danmark og Sverige. Efter den danske kong Horiks plyndring af Hamborg i 845 blev ærkebispesædet forlagt sydpå til Bremen. Ansgar besøgte igen Birka omkring år 850 og missionerede ved samme tid i Danmark, hvor han af kong Horik og siden af efterfølgeren Horik den Unge fik tilladelse til at bygge kirker i Hedeby og i Ribe og ringe med klokke. Ansgar døde i 865, og hans levnedsbeskrivelse (Vita Ansgarii), der blev forfattet kort efter af hans efterfølger Rimbert, er den vigtigste kilde til den tidlige missionshistorie i Norden. Missionen selv fik næppe varig betydning, men ærkebispen af Hamborg-Bremen var indtil 1103 kirkeligt overhoved for hele Norden.
Der er få og tit modstridende skriftlige oplysninger om Danmark i første halvdel af 900-årene. Men bl.a. blev en dansk konge, Gnupa, i året 934 besejret af den tyske konge Henrik Fuglefænger og døbt, og i 948 nævnes bisper af Hedeby, Ribe og Aarhus. Det er første gang Aarhus nævnes. Alle tre byer blev befæstet med en kraftig vold, Ribe vistnok i 800-årene og de andre i første halvdel eller midten af 900-årene – vel som konsekvens af urolige tider.
Vikingetogter
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Det meste af 800-årene var præget af vikingetogter i udlandet. De var tit nøje forbundet med handel, og det førte til udviklingen af et geografisk vidtspændende netværk af ruter. For Danmarks vedkommende rettede togterne sig især mod England og mod kyster og flodegne på det vesteuropæiske fastland. Arkæologiske fund og nogle få skriftlige oplysninger fortæller, at der også var aktiviteter østpå. Formentlig var mange af disse togter private foretagender eller organiseret af medlemmer af kongefamilien og andre høvdinge, som var fordrevet hjemmefra. Men i alt fald i Frisland og Hamborg var også danske konger aktive. I løbet af 800-årene udviklede togterne sig til massebevægelser, hvor bander og hære overvintrede i udlandet, og i slutningen af 870'erne, da store dele af England var erobret, bosatte hæren sig i Øst- og Midtengland. Formentlig fik de et godt tilskud af indvandrere fra Danmark. Mange stednavne, en stærk påvirkning af det engelske sprog og mange mindesmærker af sten vidner stadig om denne nordiske magtovertagelse og omfordeling af meget jordegods. I store engelske byer som York og Lincoln var den nordiske indflydelse også markant og medførte økonomisk opblomstring.
Andre steder overdrog den tyske eller frankiske konge et område ved mundingen af en stor flod til en dansk høvding, f.eks. den rige by Dorestad ved Rhinen, for at høvdingen og hans krigere skulle hindre andre vikingers overfald. I Normandiet fik det varig betydning, at høvdingen Rollo (som enten var norsk eller dansk) fik overdraget landet ved Seinens nedre løb i 911. Stednavne viser, at mange danskere bosatte sig her, og Rollos efterkommere organiserede og udvidede området til et stærkt selvstændigt hertugdømme, som i 1066 erobrede England og fastholdt magten her.
De store togter i Vesteuropa ebbede ud omkring år 900, men erfaringerne hos dem, som gennem 800-årene var vendt hjem med eller uden gods og guld, må have spillet en stor rolle for nye synsvinkler på mange forhold i hjemlandet bl.a. kongemagten og den hedenske religion.
Harald Blåtand og Jellingmonumenterne
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
Fra midten af 900-årene og frem kan både kongerækken og hovedtrækkene i den politiske historie og i religionsskiftet følges. Blandt de centrale kilder er Jellingmonumenterne. Både i dimensioner og udformning er de af kongelig kvalitet, og de udgør tilsammen et nøje planlagt mindesmærke over kong Gorm og dronning Thyra og over deres søn Harald Blåtand, der vistnok repræsenterer et nyt dynasti på den danske trone. Det blev påbegyndt som et hedensk monument, formentlig af kong Gorm, med en stor skibsformet stensætning (Nordens største) og en runesten til minde om dronning Thyra.
Det blev udbygget af kong Harald med en høj (Nordhøjen, som er landets største gravhøj), hvor faderen Gorm blev begravet med prægtigt udstyr på hedensk vis i 958 eller 959. Få år efter, ca. 965, blev Harald kristnet og lod nu Jelling ombygge og udbygge til et kristent monument. Den længdeakse, der var fastlagt af skibssætningen, blev fastholdt gennem alle ombygninger.
En stor trækirke blev opført, og kong Gorm blev vistnok overført hertil fra sin grav i den hedenske høj. Skibssætningen blev delvis ødelagt eller fjernet ved anlæggelse af en stor ny høj (Sydhøjen), som var endnu større end Nordhøjen, men ikke en gravhøj; sandsynligvis var den en mindehøj for moderen og måske Harald selv - og måske også tinghøj. Præcis midt på aksen mellem de to høje ved kirkens sydside lod Harald desuden rejse en stor, tresidet, billedprydet runesten, hvis indskrift lyder: "Harald konge lod gøre disse mindesmærker efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder. Den Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne". Alle anlæg samt et stort område nord for Nordhøjen var omgivet af en kraftig palisade i form af et ligesidet parallelogram med Nordhøjen som centrum. Langs palisadens indersider lå et antal bygninger.
Jellingmonumenterne signalerer et nyt syn på kongemagten. Samtidig synes de i den sidste udformning med hedenske og kristne anlæg side ved side at signalere et politisk budskab om glidende overgang til kristendommen. Den store runesten giver et særlig markant signal om tradition og fornyelse: Indskriften er i runer (ikke latinsk skrift), og sproget er dansk (ikke latin). Men teksten er arrangeret i vandrette linjer som i en bog (ikke i lodrette rækker, som det var normalt på runesten), og de to store billeder af henholdsvis et dyr (måske en løve) og af Kristus er placeret på stenen, som var de et opslag i en af tidens pragtfuldt illustrerede kirkelige bøger. Det er første gang, en runesten blev prydet med monumentalbilleder. Jellingstenen er "en bog af sten" og indvarsler den latinske bogkultur og den nye kunst, som fulgte med kristendommen.
De sidste årtier af vikingetiden
Fra Else Roesdahl,Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk)
De næste årtiers magtpolitik blev præget af konger, der døde tidligt uden sønner, og i Danmark skabte de slaviske folk (venderne) nu problemer. Her blev Knud den Store efterfulgt af sin søn med Emma, Hardeknud, der efter halvbroderen Harald Harefods død i 1040 også blev Englands konge. Hardeknud døde i 1042 i England og efterfulgtes her af halvbroderen Edward Bekenderen, en søn af Emma og hendes første mand, kong Ethelred; også han døde barnløs. I Danmark blev Hardeknud efterfulgt af den ligeledes barnløse norske konge Magnus den Gode, søn af Olav den Hellige, Norges skytshelgen. Magnus slog venderne i et stort slag på Lyrskov Hede i Sønderjylland i 1043, og snart kom det til kampe om riget med Svend Estridsen, en dattersøn af Svend Tveskæg. Magnus døde i 1047, og næste konge blev Svend, som gennem adskillige år kæmpede om magten med Magnus' onkel, den norske konge Harald Hårderåde, der var vendt rig hjem fra tjeneste hos kejseren i Byzans. Mønter er en vigtig kilde til den omskiftelige politiske historie i disse år.
Vikingetidens udgang prægedes således af mange kampe, men med Svend Estridsen fik Danmark omsider igen en dansk konge med basis i hjemlandet, og kristendommen var rodfæstet efter 100 år som landets officielle religion. Det blev grundlaget for vigtige indenlandske reformer i Svends lange regeringstid.
Vikingetidens slutning defineres ud fra oplysninger i skriftlige kilder om forhold i England: Enten året 1042, da den dansk-engelske kong Hardeknud døde, hvilket blev enden på nordisk herredømme over England, eller 1066, da den normanniske hertug Vilhelm (Erobreren) erobrede England. "Ca. 1050" bruges tit som middelvej.
At anse vikingetiden for at slutte i ca. 1050 er velbegrundet. Ganske vist kunne ingen vide, at det i 1042 var endeligt slut med nordisk herredømme over England. Der var adskillige forsøg på at generobre landet, bl.a. den norske kong Harald Hårderådes mislykkede togt i 1066 og Knud den Helliges planlagte togt i 1085, som aldrig kom af sted. Men fra omkring 1050 begyndte en stor, ny bølge af indre udvikling både i Danmark og i de andre nordiske lande. Der var nu lukket for de gode muligheder i England, hvor danske konger havde regeret i et kvart århundrede, og mange mænd havde haft gode stillinger og indtægter. Det ser ud, som om man nu lagde kræfterne i at udvikle hjemlandene og deres ressourcer. En ny tid begyndte.
Hvirringfundet
Fra Horsens museum:
Stor var glæden, da denne 4,5 cm høje bronzefigur for få dage siden blev indleveret til Horsens Museum. Figuren stammer nemlig fra 800-årene, dvs. fra den ældre del af vikingetiden, hvor menneskelignende gribedyr var vældigt brugt på metalgenstande. Hverken vi eller vore kolleger på andre museer kender umiddelbart lignende fund, men nu er jagten gået ind – og den sidste historie om dette helt specielle fund er ikke fortalt endnu! (læs mere…)
På stykket, der nu er danefæ, ses fire figurer, hvis fødder griber fat i bunden af stykket, og hvis arme er forbundne med hinanden. På bagdele og bryst, der stritter godt bagud, ses en dekoration, der måske skal illudere pels eller klædedragt. Om skikkelsernes ankler ses en ring, hvilket sammenholdt med pelsen og de fire skikkelsers robuste udtryk leder tanken hen på dansende bjørne. Øverst på de fire skikkelser ses et bagudvendt ansigt, mens der i toppen er en indfatning til en nu manglende smykkesten. Bunden af figuren udgøres af en firkantet plade med et lille hul, så figuren har været placeret på f. eks. et skrin. I bundens hjørner ses et lille, rundt ansigt mellem hver af de fire figurer. Så snart vores eftersøgning af lign. genstande bærer frugt, skal vi nok skrive mere om fundet på hjemmesiden.