DropDownMenu


Solvognen



Solvognen

Fra Nationalmuseet (www.natmus.dk):

Solvognen blev fundet i september 1902, da der blev pløjet for første gang i Trundholm Mose, Nordvestsjælland. Den er fremstillet i ældre bronzealder, ca. 1400 f.Kr. Den elegante spiralornamentik, som pryder den gyldne solskive, afslører dens nordiske herkomst. Solvognen anskueliggør forestillingen om, at solen på sin evige rejse blev trukket af en guddommelig hest. Vognen er ikke en del af trosforestillingen. Solbilledet og hesten er sat på hjul for at kunne gengive solens bevægelse.

Fra www-wikipedia.org
Solvognen


Solvognen er et dansk nationalklenodie – et enestående bronzealderfund i bronze og guld. Solvognen er en hulstøbt hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul, og både hest og skive har øskener til fastgørelse af liner. Solskiven er belagt med guld med fine mønstre i cirkelformede motiver.
Solvognen blev fundet den 7. september 1902 i Trundholm Mose, Nørre Asmindrup Sogn i Odsherred i Nordvestsjælland i forbindelse med den første pløjning af mosen. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj. Solvognen var dog beskadiget allerede i bronzealderen, da den sandsynligvis blev lagt i mosen som offergave. I 1998 afslørede en metaldetektor samme sted nye fragmenter af de seks hjul. Figuren er dateret til ældre bronzealder – ca. 1350 f.Kr.
Bagsiden af solvognen
Solvognen giver vidnesbyrd om bronzealderens religion. Solen var det centrale i religionen. Bronzealderens mennesker forestillede sig, at solen blev trukket over himlen om dagen. Om morgenen førte en fisk solen til et skib, som bar solen indtil middag. Her tog solhesten over og førte solen videre til eftermiddagsskibet. Til aften førte en slange solen til underverdenen, der lå under den flade jord. Hernede var solen mørk, mens den på natskibe blev bragt tilbage til morgenens udgangspunkt, hvor fisken atter tog over. Således blev dagens cyklus opretholdt i al evighed af solens hjælpere fisken, hesten, slangen og skibene.
Solvognens begrebsverden støttes af flere helleristninger samt dekorationer på rageknive (1100 – 500 f.Kr.). Den forgyldte solskive sidder på solvognen, så vognen bevæger sig fra venstre mod højre, altså i solens retning om dagen. Den modsatte side af solvognen mangler den forgyldte solskive det er den mørklagte sol om natten på vej tilbage fra højre mod venstre til sit startsted ved solopgang. Solvognen illustrerer med sine to forskellige sider solens bevægelse i løbet af et døgn.
Både på helleristningerne og på rageknivene trækker hesten solen i en line. Hjulene på solvognen hører således ikke til fortællingen. Hjulene er påsat, for at solskiven og hesten ved rituelle ceremonier kunne køres frem og tilbage og gengive solens bevægelser.

Af Lone Claudi-Hansen
Solvognen
Solvognen forestiller solen, der trækkes af en hest over himlen. Den blev ødelagt og lagt frit på den fugtige mosejord i bronzealderen omkring 1350 f.v.t. I en mose ved Trundholm
Solvognen blev opdaget en sensommerdag i 1902 på en højtliggende opdyrket mose ved Trundholm i Nordvestsjælland. Da en mand pløjede sin mark, trak hans plov en lille bronzehest op ad jorden. Lidt efter kom også en rund bronzeskive frem. Den var belagt med guld og havde indridsede cirkler.Manden afmærkede stedet og tog tingene med hjem til sin gård, hvor hans børn fik lov til at lege med dem. Først en uge efter fik Nationalmuseet besked om fundet. Stedet blev gennemsøgt, og man fandt dele af hjulene og mere guld fra solskiven. Museets folk rekonstruerede solvognen og fandt ud af, at den var blevet ødelagt og lagt frit på den fugtige mosejord omkring år 1350 f.v.t.
Sol og hest
Solvognen forestiller ikke en vogn men en hest, der trækker en sol. Både hesten og solen har hjul under sig, så de kan køre.
For bronzealderens folk var solen en guddommelig kraft. På mange af deres smykker og våben var der indridset billeder af sole, skibe,heste, slanger, fisk og fugle. Ud fra disse billeder mener man i dag at have genskabt bronzealderfolkets opfattelse af universets sammenhæng:Om natten blev solen båret af et skib gennem underverdenen. Ved solopgang hjalp en fisk solen og derefter en rovfugl. Midt på dagen hentede hesten solen og trak den, indtil den om eftermiddagen landede på skibet igen. Ved solnedgang trak en slange solen til natskibet, hvor rejsen gennem underverdenen kunne begynde på ny. Hvis denne opfattelse er rigtig, forestiller solvognen en hest, dertrækker solen over himlen.
Hvad blev solvognen brugt til?
Solvognen blev måske brugt ved religiøse fester til at genskabe solens rejse, ligesom vi i dag genskaber Jesus' fødsel i krybbespil.
Man har fundet små bronzefigurer, der forestiller slanger, heste,dansende kvinder og mænd med store økser fra bronzealderen. Ibunden af disse figurer er der små plader og huller, der viser, at dehar været fastgjort til noget. Måske sad de på skibe lavet af træ. Disse figurer blev sikkert også brugt til religiøse fester - måske for atvise solens rejse på skibet om natten.
I maj 2011 kom den sidste af fem nye pengesedler på gaden. Temaet på de nye sedler er broer og oldtidsfund. På1000-kronesedlen ses Storebæltsbroen og Solvognen.

Neandertal
Fra www.nordfjends.dk
Istid og stenalder
Sidste istid varede iflg. de bedste skøn ca. 100.000 år. Heraf var Danmark kun dækket af is de sidste ca. 15.000 år. Den store opvarmning, som afsluttede istiden i Danmark skønnes at være sket i to tempi. Først en opvarmning for ca. 14.700 år siden, hvor der må formodes at have været mennesker i det nuværende Danmark. Opvarmningsperioden strakte sig over ca. 2.000 år, herefter igen ca. 1000 år med temperaturfald, hvor mennesker igen må være trængt sydpå. Istiden sluttede endeligt for ca. 11.700 år siden, d.v.s. den sidste indlandsis skulle i Danmark være forsvundet o. 9-10.000 f. Kr. Der har givet levet mennesker i Danmark før og under dele af sidste istid, især sandsynligt under den midlertidige opvarmning på de ca. 2.000 år. Vi ved blot stort set intet om dem. Bortset fra den strålende, fiktive beskrivelse i Johs. V. Jensens, Den lange Rejse. Bræen.
Længere nede i Europa er der fundet spor efter hele eller delvise forfædre til homo sapiens, Neandertalere og Cro Magnon'er. Formentlig har de to fortidsmennesker mødt hinanden nede i det sydøstlige Europa for o. 30.000 år siden, hvor man daterer de første fund af Cro Magnon'er. Under alle omstændigheder uddøde Neandertalerne for ca. 25 - 30.000 år siden efter at have eksisteret vel siden o 300.000. Cro Magnon er en homo sapiens, altså helt sikkert blandt vore forfædre. Neandertaleren var større, formentlig stærkere, men nok ikke helt så klog og tilpasningsdygtig. Man formoder, at Cro Magnon'erne bedre var i stand til at overleve sidste istid, at de slet og ret tog den eksisterende føde, foruden hvilken Neandertaleren måtte uddø. Cro Magnon'erne stammer i øvrigt fra Afrika. Uanset hvor i Danmark, Europa, eller i verden man bor, så er det ret sikkert at antage, at vore stamfædre er Cro Magnon. Vil man gerne adskille sig fra f. eks. svenskere, bliver det næppe på forskel i stamfædre.
Neandertalerne mente man tidligere at have påvist eksistensen af i Danmark ud fra fund af dyreknogler i en grusgrav ved Hollerup NV for Langå, der kan dateres til 130-115.000 f. Kr. Man har ment, knoglerne var knust af menneskelige væsner m.h.p marvspaltning. Neandertalere formodede man, det har været, da de jo er påvist at have eksisteret i det sydlige Tyskland ca. 400 km længere mod syd o. denne tid. Nyere undersøgelser af dyreknoglerne synes dog at afkræfte denne teori. Man må derfor nok konstatere, at de første mennesker i Danmark tidligst kan konstateres under slutningen af sidste istid, d.v.s. nok for o. 14.000 år siden, lyder de bedste arkæologiske skøn.

Efter sidste istid begynder så Danmarks forhistoriske tid, d.v.s. kun arkæologiske, ingen skriftlige kilder. Før og under istiden er der intet materiale, der kan fortælle om liv og levevilkår. Arkæologer kan som regel få forbavsende meget ud af et ganske sparsomt materiale. Det er ikke engang muligt her.
Ældste jægerstenalder, d.v.s. hvor der i Danmark kun var jægere og samlere. Ingen bofaste. Sættes af arkæologer (i Skive Kommunes Historie) til o. 13000 - o. 9000 f. Kr. Det er nok en del nærmere 9000 end 13000, hvis det skal fastholdes, at Danmark næppe var beboet under istiden. Hvis man (rimeligt realistisk) antager, at der har levet mennesker i Danmark under den første opvarmningsperiode fra ca. 12.700-10.700 f. Kr. og herefter nok først igen fra o. 9.700 f. Kr., så passer den anførte tidsangivelse så nogenlunde.
Fra denne periode har man navngivet efter fund af flintaffald og -redskaber, efter lokaliteten Bromme i Midtsjælland: Brommekulturen, en blandet skov- og tundra- og jægerlivsform fra sidste del af istiden. Ca. samtidig med kulturer, man har fundet spor efter i Sønderjylland, Hamburg- og Federmesserkulturerne. Efter isens bortsmeltning og skovens indvandring skiftede jægerkulturen karakter fra omkring 9000 f. Kr. I urskoven begyndte Maglemosekulturens folk at jage, bedst kendt fra bopladser ved indlandets søer i de store sjællandske moser som Åmosen og ved nogle jyske åer. Kystbopladserne ligger nu på havets bund. Jægerne kunne dengang gå til England.
I nærheden af Stårup, Vinkel og Halskov enge har man fundet en skafttungespids (et typisk brommekultur redskab), som dog ikke kan forbindes med en egentlig boplads, men som kan være en bortskudt pilespids, der kunne indikere Bromme- eller (måske starten på) Maglemosekulturen (hvor dette redskab dog forsvinder). Et mere sikkert tegn på en boplads har man fundet ved Feldingbjerg Bæk i nærheden af Tastum Sø, hvor der var adskillige skafttungespidser, som ses afbildet herunder.
Ældre jægerstenalder, med mere bofaste, kystbopladser ved Limfjorden kan tidfæstes til o. 9000 - o. 4000 f. Kr. Maglemose- (indtil o. 6400 f. Kr.), kongemose- (indtil o. 5400 f. Kr.), og ertebøllekulturer (o. 5400 - o. 4000 f. Kr.).
Der er kun få fund fra maglemosekulturen i Skive Kommune, o. Estvad, Dommerby og Resen. De efterfølgende kongemose- og ertebøllekulturer har fund fra Dommerby og Kobberup samt - de mest bemærkelsesværdige - køkkenmøddingerne i Krabbesholm Skov. Denne kultur kunne således lige så vel have heddet Krabbesholmkulturen (har en lokal Skive historiker / arkæolog foreslået), men vel vidende, at Ertebølle blev afdækket og forstået før Krabbesholm, som først blev professionelt udgravet i 1889. Ertebølle blev derfor navngiver til denne kultur. Der er senere fundet tilsvarende rester af køkkenmøddinger i Ørslevkloster, Tårup og Ørum sogne. Bue og pil var i løbet af ertebøllekulturen blevet jagtredskaber. I modsætning til de relativt store skafttungespidser finder man nu mange og ganske små pilespidser af flint. Havet fyldte dengang mere end nu, takket være øget issmeltning, og skabte et øst- og et norddansk ørige. Det lune, salte hav egnede sig til at fange østers. Desuden blev hjorten, vildsvinet og sælen det dominerende jagtvildt. Man har formentlig flyttet bopladser mellem kyst (sommer) og indlandssøer / åer (vinter). Efteristidens bevægelser i landskorpen efter afsmeltningen har druknet de syddanske kystbopladser med tilhørende fiskeredskaber. Her ser vi for alvor havets betydning som fødekilde.
Bondestenalderen o. 4000 - o. 1700 f. Kr. var tiden, hvor den fastboende bonde afløste den omstrejfende jæger og samler. Tamdyr, kornavl, keramik og slebne økser og en ny gravkultur. - Lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. Afløses af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje, -dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet. Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter, hensætninger af lerkar osv.
Fra omkring 2800 f.Kr. kommer der som noget nyt den såkaldte enkeltgravskultur. Kulturen er bedst kendt fra Jyllands magre jorder, hvor skeletsporene er vasket helt ud. Gammelkendte redskaber ændrede sig, både flintøkser, stridsøkser og lerkar. Bopladserne synes indskrænket til enkeltgårde. Der kendes mange grave på egnen fra enkeltgravskulturen. Man har såmænd her også benyttet tidligere tiders jættestuer til enkeltgravskulturens døde. En af de store gravkister finder man i Bøstrup i et lidt højere terræn oven for Ørslevkloster Sø. Denne gravplads blev udgravet allerede i 1898. Ud over kisterummets store sten er der fundet spor af skeletter og lerkar. Ved Strandet Hovedgård er der fundet hustomter og en overpløjet gravhøj med en række børnegrave, har man ud fra en analyse af tandemaljen konkluderet. Det er enkeltgrave, hvor man over et længere tidsrum har lagt tidligt døde børn. Måske. Tilsvarende enkeltgrave har man fundet i Lund, med det særkende, at kistelågene var (bevidst?) forkullede.
Som overgang til bronzealderen kalder man tiden fra o. 2400 - o. 1700 f. Kr. for dolketid. Der bliver her flintminedrift ved Limfjorden i næsten stordriftsformat. Der fortsættes med stenbyggede enkeltgrave - med genbrug som i jættestuerne - og i Midtjylland uden høj.

Kors Havreholm
Kristendommen kom til Danmark
Havreholm
I vikingetiden var det meste af Europa blevet kristent, men vikingerne var godt tilfredse med deres egne guder og holdt fast i dem. Derfor havde de tidlige missionærer, der kom til Danmark i 700- og 800-tallet for at udbrede kendskabet til kristendommen, svært ved at overbevise vikingerne om, at det ikke var nornernes tråd eller Odins lune, der bestemte vejen til dødsriget.
Kristendommen syntes dog at være et nødvendigt onde for handlende vikingekøbmænd i Europa, hvis de ville indgå handelsforbindelser med anderledes troende. Derfor lod de handlende vikinger i udlandet sig ofte primsigne – de afsværgede de gamle guder uden nødvendigvis at modtage dåben.
Vikingerne valgte i løbet af 900-tallet kristendommen til dels på grund af den omfattende handel med de kristne, men især på grund af et stigende politisk og religiøst pres fra det tyske rige i syd. I slutningen af vikingetiden, omkring 1050, var de fleste vikinger blevet kristne. De blev døbt, gik i kirke og blev begravet på kristen vis.

Krigers amulet Krigers amulet
Med indgangen til december er månedens detektorfund valgt med de røde julebriller på. Den fine guldring har således Jomfru Maria med Jesusbarnet som motiv.
Ringen blev fundet af Jytte Christensen ved Hald Hovedgård i forbindelse med et detektortræf, afholdt af Midtjysk Detektorforening en solbeskinnet lørdag i starten af oktober.
Ringen skal formentlig dateres til 1400-tallet og kan således have tilhørt en af Viborg-bisperne, der havde sæde på Hald i denne periode af middelalderen. I senmiddelalderen var Jomfru Maria en af de mest dyrkede skikkelser, og ringen har altså været højeste mode. Det må have ærgret ejeren at have mistet den....
Toftum mønt
Stormandens vidstrakte forbindelser
Månedens detektorfund i december 2015 er gjort af Amund Segerhard ved Toftum Næs. Foto: Amund Segerhard.
Viborg Museum fik i 2009 via flittige detektorfolks fund kendskab til en bebyggelse ved Toftum Næs, som ligger, hvor Jordbro Å og Mønsted Å løber sammen. Ved nærmere blik på luftfoto kunne der konstateres aftegninger af mange grubehuse, store treskibede bygninger, hegn og andre mere specielle bygningsværker.
De sidste to somre er der så foretaget udgravninger, som viser, at der på stedet har ligget en udstrakt bebyggelse med centralfunktion. Sandsynligvis har det været den lokale stormands residens. I Viborg Bogen 2015 kan du læse om udgravningerne, hvor museumsinspektør Kamilla Fiedler Terkildsen fremlægger de foreløbige resultater.
Her skal det dog dreje sig om det seneste detektorfund fra lokaliteten. Igen er det den flittige detektorfører Amund Segerhard, der løber med titlen månedens detektorfund. Han har været så heldig at finde en meget sjælden angelsaksisk mønt af Kong Ceolwulf af Mercia 821-823. Så vidt vides er der kun fundet to mønter magen til denne i England og en i Norge. Altså er det den første af sin art, der er fundet i Danmark! Mønten er slået i London eller Canterbury og vidner således om vidtstrakte handelsforbindelser.