DropDownMenu

Runestene



Egåstenen

Guldskat

Egå-stenen er en runesten, som blev fundet stående i et stengærde i landsbyen Egå i 1814. Her havde den fået plads efter at være udgravet af en høj eller bakke, Brobjergbakke ved Gl. Egå bro. Ved omsætning af stengærdet i Egå i 1839, kom topstykket for dagen. Egå-stenen er i dag udstillet på Nationalmuseet i København.En kopi af stenen er opsat i forhallen på Sølystskolen i Egå.
Rids af Brobjergs og Brobjergparkens historie
Af Peer Hove Kristiansen - artiklen er afsluttet 10/2 1997
Den 1. juni 1996 fejrede Brobjergparkens Beboerforening 25 året for de første indflytninger i blok A. En sådan lejlighed skaber ofte lyst til at kigge lidt "bagud"; ethvert område og enhver bebyggelse har jo sin hi- storie, - således også Brobjerg og Brobjergparken! I dette og de følgende numre af bladet (Parkavisen, udgivet af beboerforeningen) vil jeg forsøge at "ridse" lidt af denne historie op!
I 1814 rejste professor Vedel Simonsen rundt i landet for at samle oldsager, og på Århusegnen hørte han om en runesten, der var anbragt i gærdet mellem Egå kirke og Jens Ovesens toft. Han besøgte Egå og fandt stenen og sørgede for, at den blev sendt til det i 1807 oprettede Nationalmuseum i København. Stenen, der nu er kendt som Egå-stenen, havde stået på gårdens jord på Brobjerg. Den manglede i øvrigt den øverste del, men den blev fundet i 1839, da Jens Ovesens søn ville sætte gærdet om. Så stenen er nu hel og hører til blandt museets store samling af runesten.
Området omkring Brobjerg har været beboet langt tilbage i tiden. Der er gjort en del fund fra stenalderen, især af økser og dolke, men også fra broncealderen er der gjort fund. Og der kan stadig findes ting i jorden. I haverne ved Brobjerg Parkvej har Emil Staal gravet små flinteredskaber op af jorden! Her har nok været en eller flere bopladser, godt i læ for det store hav!
Selve runestenen daterer man til omkring år 1000, især fordi den bærer nogle kristne kors; der må være tale om den ældste kristne tid.
Runeindskriften lyder: Alvkild og hans sønner rejste denne sten efter Manne sin frænde, der var Keld den Norskes godsbestyrer.
Nogle historikere har funderet over denne Keld! Han har måske fået et område som tak for deltagelse i et af Knud den Stores togter?
I 1968 forsøgte sognerådet i Hjortshøj-Egå ved hjælp af en større underskriftindsamling at få runestenen "hjem". Det lykkedes nu ikke! Men de opnåede at få en kopi af forsiden sat op i den da helt nybyggede Sølystskole!
Navnet Egå findes også langt tilbage. I Pontoppidans danske atlas fra 1765 nævnes det, at Egå er skrevet på mange måder i gamle dokumenter: Eku, Æghu, Ekhøgh, Eghæ og Egooe. Har kanske navn af en å, som løber om byens mark ned i Kalø vig, foreslås det! På marken er adskillige gravhøje og offersteder, siges det!
I middelalderen og op til slutningen af det 18. århundrede var var der her som mange andre steder fællesdrift i de tre vange, som Egås marker var inddelt i. I Egå sogns markbøger fra omkring 1688 omtales Vestervang, Søndervang og Nordenvang. Ser vi på kortet over Søndervang, hvor Brobjergparken geografisk ligger nu, finder vi betegnelserne Haukrog fald, Dagland fald og Brobierig fald. Et fald er en skråning på en bakke!
Ved fællesskabets ophør i slutningen af 1700-tallet blev de små agre udskiftet, således at alle gårde fik større, sammenhængende marker, og så småt begyndte bønderne at flytte ud fra byens beskyttende fællesskab og bygge nyt ude på markerne. Det tog nu lidt tid. Det nye mødtes med lidt skepsis! Dengang som nu. Udstykningen af Egå bys jorder skete i udpræget stråleform, således at nogle gårde fik jord mod syd ned mod åen og kysten og derved også fik jord på den anden side af Grenå landevej, - set fra Egå by. Udskiftningen foretoges af landmåler A. Haar og var afsluttet i 1789.
I Frederik 7. tid var der som bekendt kongelig interesse for gravhøjene i landet. I 1851 indsendte gårdejer Søren Rasmussen Skipper gennem en prokurator i Århus et nydeligt håndskrevet brev til Nationalmuseet om en del "gjenstande" han havde fundet i sin jord. Museet var nu ikke imponeret. Man da han havde bedt om en godtgørelse, sendte de ham en "duceur" på 1 - èn - rigsdaler! Et par år senere foretog museet selv en undersøgelse i Østerrishøj. Det var i 1854. I indberetningen står der, at højen har været ret stor, men nu for en stor del er udplaneret til have. Det hele er meget forstyrret, mener museet.
Hvad der egentlig skete med "de adskillige gravhøje og offersteder", får vi måske et fingerpeg om i en indberetning, som lærer ved Egå skole R.S.Nielsen omkring 1880 skrev om grave m.m. i Egå sogn. I indberetningen skrev han bl.a.: I tiden mellem 1850 og 1860 var der mange høje i dette sogn; men de høje kornpriser og den lille dagløn ledte til at fjerne mindesmærkerne. Ved samme tid begyndte byggelysten, og stenene i mindesmærkerne blev da taget. Dertil kommer endnu, at to brødre, der boede dèr i nabolaget og ved alle tider spillede førsteviolin i den tid, gav eksempler, som desværre fulgtes. Mærkelig nok bor de nu begge i fattighuset ..!
Den omtalte lærer gav i øvrigt anledning til, at der oprettedes en friskole i Egå. En del beboere var ikke tilfreds med, at han i 1880 blev førstelærer. Han byttede da også senere - med myndighedernes tilladelse - embede med en lærer i Svendborg.
I 1875 havde Jens Grosen Sørensen, der var født 1853 i Skæring, købt en gård i Egå. (Matr. nr. 3). Han gav 1000 kr. pr. tønde, i alt ca. 22.000 kr. Han giftede sig med Ane Kristensen fra Todberg, og de fik gennem årene et stort antal børn. Flere af dem blev kendt også uden for området, bl.a. Maren Grosen, der blev forstanderinde på Testrup Sygeplejehøjskole og Uffe Grosen, der blev højskoleforstander på Vallekilde højskole. Andre af børnene Ejnar Grosen, Johannes Grosen og Svend Grosen fik deres virke i Egå-området.
For gårdejerne i Egå udgjorde Grenå landevej en grænse, og flere af gårdene solgte jorden "på den anden side" af landevejen fra. I 1880'erne solgte Jens Grosen et stykke fra. Køberen byggede en ny gård og kaldte den "Solklint". Det siges lakonisk om den, at den ligger ualmindelig smukt!
I 1922 overtog Ejnar Grosen forældrenes gård og byggede et aftægtshus til dem. Kort tid efter købte han noget jord langs landevejen til et gartneri, og det viste sig hurtigt, at Jens Grosen ikke kunne "stilles". Helt frem til sin død i 1931 deltog han i arbejdet både på gården og i gartneriet.
Ejnar Grosens 8 år ældre bror Johannes Grosen havde ikke vist den store interesse for landbruget. Det var gartneriet, der interesserede ham, så det var en selvfølge, at den yngre bror overtog fødegården. I 1911 købte Johannes Grosen så af gårdejer Søren Jensen Sørensen , Egå (matr. nr. 11) den del af hans jord, der lå "uden for" landevejen. Det var det såkaldte Brobjerg. Året efter giftede Johannes Grosen sig med Helene Pedersen. Han omtales 1940 i en bog om Egå på denne måde: Han driver et udmærket og indbringende gartneri og er en dygtig og ihærdig mand. Han var i en periode medlem af Hjortshøj-Egå sogneråd.
Kilder: J.G.Villadsen & Villads Villadsen: Træk af Egå Sogns historie gennem tiderne (1941) Aviser.

Fra rundtomruner.dk:
Runealfabetet
Runerne er Nordens ældste skrifttegn. De ældste runeindskrifter stammer fra jernalderen omkring 200 e.Kr., og runeskriften var i brug til langt op i middelalderen.
Inspiration og form
Runerne opstod i det germanske sprogområde og blev især brugt i de nordiske lande. Tegnene var inspireret af den latinske skrift, som romerne havde udbredt til det meste af Europa. Når man ser på runerne, er det tydeligt, at nogle af dem ligner de latinske forbilleder meget eller er næsten identiske med dem.
Runerne er konstrueret som tegn, der er beregnet til at blive skåret eller hugget ind i forskellige materialer som for eksempel træ, ben, metal og sten.
Runealfabetets historie
Oprindelig bestod runealfabetet af 24 tegn, men omkring vikingetidens begyndelse skete der et markant skift: alfabetet blev reduceret til kun 16 tegn, og nogle tegn blev tilmed forenklet. Dette skifte betød ikke, at lyde gled ud af sproget, men derimod at nogle tegn blev brugt til at betegne flere lyde. For eksempel kunne u-runen læses som både u, o, y, ø, v og w.
Med kristendommens indførelse i Norden i 900-1000-tallet fulgte den latinske skrift, som efterhånden blev den dominerende skrift. Runerne blev imidlertid ikke glemt, men blev tværtimod brugt helt frem til 1400-tallet. I middelalderen udvidede man runealfabetet, så der var tegn, som svarede til de latinske bogstaver.
Futhark
Runealfabetet kaldes ofte futhark efter lydværdierne af de første seks tegn (th-lyden blev betegnet med én rune). Rækkefølgen var en anden end i det latinske alfabet.
Hvem kunne læse og skrive?
De bevarede fund med runeindskrifter antyder, at det hovedsagligt har været overklassen, håndværkere, handlende og kirkens folk, der kunne læse og skrive runer.

Runealfabetet

Egå korset



I forbindelse med udgravningerne til det nye Gymnasium i Egå i 2004 fandt man et forgyldt bronzekors. Korset er 5 cm stort og dateres, efter dets type, til slutningen af 900 årene eller begyndelsen af 1000 årene.
Det kan meget vel være det ældst fundne kors fra Danmark. At nogle vikinger i Egå området var kristne har man før set tegn på. På Egå stenen, fundet i Egå, er et kors indhugget foroven.
Vikinger fra Egå ved Århus var kristne allerede for 1100 år siden. Det viser fundet af et kors i en arkæologisk udgravning.
Arkæologerne graver i området, hvor der skal bygges et nyt gymnasium i Egå, og her fandt arkæologen Claus Skriver et forgyldt bronzekors ved hjælp af en metaldetektor.
Korset er fra 900-tallet, og arkæologen siger til Metroxpress, at det er et af de tidligste tegn på kristendommens indtog i Danmark.
Udgravningerne viser, at der har ligget en vikingelandsby, hvor beboerne var ret velstående.
Skrevet af: Johannes Reimer

Jellingestenen


Fra Nationalmuseet (natmus.dk):

Jellingestenen

"Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne"
Den store runesten i Jelling kaldes ofte for ”Danmarks dåbsattest”, dels fordi navnet Danmark nævnes i indskriften, dels fordi stenen er et meget håndgribeligt bevis på trosskiftet. Der er dog i de senere år fundet mange metalsager med detektor, der har et kristent indhold. Vi må derfor regne med, at Danmark forud for den ”officielle” kristendoms indførsel, har været præget af kristne strømninger, og at nogle af landets indbyggere måske allerede har været kristne, da Harald Blåtand satte runestenen i Jelling. Vi ved for eksempel, at den danske Harald Klak blev døbt i Mainz i 826 sammen med mere end 400 personer fra sit følge. Dåben blev overværet af den frankiske kejser Ludvig den Fromme.


Runesten fra Tillitse

Fra: WWW.fortidsmindeguide.dk
På stenen står: Toke ristede runerne efter sin stedmor , en velbyrdig kvinde

Svenstrupstenen


Fra www.fortidsmindeguide.dk
På stenen står:
Thorgot (mand) eller Thorgund (kvinde) rejste denne sten efter sin fader Asved. Til ve (sorg) fandt han arskab (dvs. han mødte svig) sammen med Ildes sønner”.
Svenstrup-runestenen ved Kjellerupgård.
Trekantområdet Mariager - Randers - Viborg er rig på runesten fra vikingetiden. Kun ganske få står dog på deres oprindelige plads ved de gamle gravhøje eller ud til veje eller overgangssteder, hvor runestenenes tekst kunne påminde den forbipasserende. Langt de fleste runesten blev ved overgangen til kristendommen i løbet af vikingetiden overført til kirkerne - måske i et forsøg på at kristne de gamle hedenske grave eller måske for mere direkte at få bugt med den gamle hedenske tro, som det arkæologiske fundmateriale fra perioden tydeligt viser, også havde tilhængere langt ind i kristen tid.
Den flotte runesten i indkørslen til Kjellerupgård ved Kjellerup Sø er ingen undtagelse. Dens forrige plads var ved en i senmiddelalderen nedrevet kirke på bakketoppen ca. 200 m. syd for gården, som der ikke længere ses synlige spor af i dag. Den lidt over 1,5 m. store runesten (1) er i lysegrå og let rødlig granit, og på den plane flade mod vejen ses en indskrift i et bånd langs stenens kant og i et lodret bånd lidt til højre for midten af stenen. Runeskriften er i det såkaldte yngre futhark-alfabet (2) med kun 16 tegn, som kompliceres af, at de enkelte tegn i alfabetet kan have flere forskellige betydninger.
Direkte oversat til det latinske alfabet lyder teksten:
” thurkutr : risthi : stin : thansi : iftir : asuith : fathur : sin : han uai : fan : arskab : mith : ilta : sunum”
På nudansk siger den:
”Thorgot (mand) eller Thorgund (kvinde) rejste denne sten efter sin fader Asved. Til ve (sorg) fandt han arskab (dvs. han mødte svig) sammen med Ildes sønner”.
Sprogstilen og skriften daterer runeteksten (3) til vikingetiden mellem år 950 og 1025. Omtalen af en svigefuld død er sjælden og findes kun på 2 af de omkring 200 runesten vi kender i Danmark.
Som på Svenstrup-stenen gengiver runeteksterne oftest slægtsrelationer enten direkte som minde eller hyldest over en afdød eller i forbindelse med bedrifter, erhverv, krig eller rejser. Det er også tidstypisk at runestenens ”afsender” næsten altid lader sit eget navn nævne på stenen. Udover at understrege et evt. slægtskab opnås herved også en form for udødeliggørelse, på linie med den der gives personen som mindes i teksten.
Runeteksten har sikkert oprindeligt været tydeliggjort ved opmaling af den indristede tekst, og hvor runestenen oprindeligt stod får vi nok aldrig at vide. Måske stod den ved en nu sløjfet gravhøj, men dens nuværende placering med den smukke udsigt over Kjellerup Sø (4) er stadig stenen værdig.
Ved kirkerne i Sønder Vinge, Ålum, Øster Bjerregrav, Laurbjerg, Grensten, Vester Tørslev, Spentrup, Virring, Rimsø, Kolind, Øster Alling og Gylling i Århus Amt kan du se andre flotte runesten fra den store brydningstid i vikingetiden.
Aalum Kirke Runesten


Fra www.fortidsmindeguide.dk
Runestenene ved Ålum Kirke. >br>
Ved Ålum Kirke findes en enestående mulighed for at opleve nogle af vikingetidens flotte runesten. Her står ikke mindre end 4 forskellige runesten, men om nogle af stenene overhovedet oprindeligt har stået ved kirken er højst usikkert. De fleste af de godt 200 runesten vi kender i Danmark står godt nok ved nutidens kirker, men dette er en sekundær placering. Runestenene er som regel blevet flyttet til kirkerne i forbindelse med overgangen til den kristne tro i vikingetiden. Med overflytningen til kirkerne, som mange steder er grundlagt i den senere del af vikingetiden, kom de gamle hedenske grave ”ind i varmen” igen. Mange runesten har sikkert oprindeligt stået ved nu sløjfede gravhøje eller langs vikingetidens veje og overgangssteder, hvor de kunne påminde den forbipasserende og bidrage til at den afdøde eller bedrifterne som ofte nævnes på stenen ikke blev glemt.
Ålum Kirke (1) ligger i den frugtbare Nørreå-dal som forbinder Randers og Viborg. Området er rigt på fortidslevn fra mange forskellige tider. Udenfor kirkens våbenhus står de to største runesten (2), og i kirkens våbenhus står yderligere to runesten (3).
Den lidt over 2 m. store runesten (4) udenfor våbenhuset er den som påkalder sig størst interesse, da der på bagsiden findes en indhugget stiliseret rytterfigur (5). Det var fundet af dette billede som i 1890 førte til erkendelsen af runestenen, som da lå med tekstsiden nedad nedenfor kirkebakken. Stenens tekst som snor sig i et indrammet spiralformet bånd (6) på langs stenens kant lyder oversat til nudansk:
”Vigot rejste denne sten efter sin søn Esge; Gud hjælpe hans sjæl vel”
At Gud anråbes på stenen er interessant, da det viser, at runestenen tilhører vikingetidens senere del, hvor kristendommen efterhånden havde vundet fodfæste i Danmark. Om rytterbilledet på bagsiden har nogen direkte sammenhæng med runeteksten kan ikke afgøres.
På den lidt mindre sten (7) udenfor kirkens våbenhus ses en lignende spiralformet runetekst som også minder en afdød. Teksten lyder:
”Thyre, Vigots kone lod denne sten rejse efter Sibbes søn, hendes ”søstlig” som hun holdt mere af end (om det havde været hendes) egen søn (eller en kær søn)”
Runestenens nyere fundhistorie har også relation til kirken. Den fremkom i 1902 under omlægning af kirkegårdsdiget, men hvor den oprindeligt har stået er som nævnt uvis. Navnet Vigot går igen fra den store sten med rytterfiguren, og det er derfor sandsynligt at de to runesten repræsenterer samme slægt. Runeteksternes næsten identiske udformning og stil med spiralformet runebånd (8) understøtter også dette. Ifølge slægtsforskere og runologer betyder ordet ”søstlig” fasters søn.
De to runesten (3) i kirkens våbenhus er begge fundet i kirken. På den store sten står:
”Tole rejste denne sten efter sin søn Ingeld, en meget velbyrdig ”dreng”. Dette minde vil ....”
Slutningen af teksten kan ikke oversættes, men det er interessant, at ordet dreng nævnes. I vikingetiden er det betegnelsen for en voksen mand - ofte en kriger - og på flere andre runesten mindes netop ”drengen” som en ledende kriger, der ofte faldt i tapper kamp i fremmede lande.
Den anden runesten i våbenhuset er kun et brudstykke af en større sten. Den blev fundet i 1843 under soklen til våbenhuset, men desværre er der bevaret så lidt af teksten, at det endnu ikke har været muligt at foretage nogen oversættelse.
Hvis du har lyst til at forsøge dig med et genkende runerne på stenene ved Ålum Kirke, har du her (9) en lille oversættelse af vikingetidens runealfabet til vores latinske bogstaver. Ved kirkerne i Sønder Vinge, Øster Bjerregrav, Laurbjerg, Grensten, Vester Tørslev, Spentrup, Virring, Rimsø, Kolind, Øster Alling og Gylling i Århus Amt - og ved den nærliggende Skjern Kirke i Viborg Amt kun 5 km. vest for Ålum - kan du opleve andre flotte runesten fra vikingetiden.
Ålum Kirke er også et besøg værd i sig selv. Den smukke kvaderstenskirke (10) stammer fra omkring år 1200, og har både en interessant historie og mange flotte bygningsmæssige detaljer. Særligt indgangsportalen (11) mellem det nuværende våbenhus og kirkeskib med 3 dobbelte granitsøjler er et prægtigt stenhuggerarbejde. En interessant lille folder om kirkens historie kan købes i kirkens våbenhus..
Langåstenen


Fra www.fortidsmindeguide.dk
2: Runestenen var frem til 2015 opsat vandret, men er nu restureret og genopsat lodret som oprindelig i vilkingetiden.
Runestenen ved Langå Kirke
Runesten er mindesten fra vikingetiden og tidlig middelalder. Stenene er typisk opstillet af en person til minde om en slægtning, en god ven eller kollega. Stenene blev oftest stillet ved vejkryds, vadesteder eller andre vigtige mødesteder. .
De fleste af de godt 200 runesten, som er bevaret til i dag, står ved eller i kirker. Det har været udbredt at genbruge runestenene til bygningssten, da man opførte de romanske stenkirker i 1100 og 1200-tallet. Runestenene er senere genfundet under omsætning af kirkemure, kirkediger og opgravning af gulve. Runestenene har været hugget til kvadersten, slået itu til murfyld eller lagt hele som syldsten eller tærskelsten. Allerede fra midten af 1600-tallet havde man fattet interesse for runestenene, og de blev beskrevet og tolket af bl.a. Ole Worm. Mange af stenene blev fragtet til København og placeret i Kongens Samling. .
Fra midten af 1800-tallet begyndte man rundt i landet at indsamle og passe på runestenene, blandt andet ved at opstille dem ved kirkerne. Man så kirken som repræsentant for den særligt danske historie, og derfor var det naturligt at placere runestenene ved kirken. I Østjylland kan du ved kirkerne i Ålum, Sønder Vinge, Øster Bjerregrav, Laurbjerg, Grensten, Skjern, Vester Tørslev, Virring, Kolind, Rimsø og Øster Alling opleve andre af vikingetidens flotte runesten.
Vikingetiden var en brydningstid mellem årtusinder gammel hedensk tro og den ”importerede” kristendom, og det er i den tid, at de første danske kirker grundlægges. Udgravninger ved f.eks. Hørning og Lisbjerg kirke har vist, at vikingetidens kirker var små træbyggede kirker, som i middelalderen ofte blev erstattet af solide romanske stenkirker. Ved Moesgård Museum kan du se en rekonstruktion af den træbyggede stavkirke fra Hørning Kirke, hvorfra der også kendes en meget rigt udstyret kvindegrav - en såkaldt kammergrav - anlagt i et træbygget kammer. .
Med seks runesten er Langå det sogn i Danmark, hvor der er fundet flest runesten. Alle runestenene er i årenes løb blevet kløvet eller slået i mindre stykker for at blive genbrugt til bygning af kirken, broer eller veje. Vikingetidens mindesten var helt op i 1800-tallet eftertragtede byggesten.
Først med Naturfredningsloven i 1937 blev bevaring af runesten og fortidsminder sikret.
Selvom der er fundet seks runesten i Langå, er runestenen ved kirkens tårn dog den eneste, som stadig er i byen. En af stenene (Langåstenen 4) er udstillet på Museum Østjylland i Randers, de fire øvrige er forsvundet.
Runestenen på Langå Kirkegård, Langåstenen 3, er fra den sene del af vikingetiden, omkring år 970-1020. Den bevarede del af runerne fortæller, at stenen er rejst af en viking til minde om sin bror, der var en velrespekteret storbonde (thegn).
Den bevarede runeindskrift:
”X (rejste denne) sten (efter Y) sin broder, en meget god thegn” viser, at der er fem runebånd, som begynder længst til højre på stenen og løber såkaldt ”bustrofedon” - slangeformet, hvor skriften skifter retning fra linje til linje.
Runeskriften er vikingetidens såkaldte ”futhark”- alfabet (Se illustration 5) som har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Ordet ”thegn” på Langåstenen 3 er ristet med en indskudsvokal; ”thegæn”, hvilket daterer runestenen til slutningen af vikingetiden. Det 16-tegn lange Futhark-alfabet er runeskriftens 2. fase. I vikingetiden afløste det jernalderens 24-tegns runealfabet. Runeskriften kan opfattes, som et selvstændigt skandinavisk modstykke til det latinske alfabet som opstod omkring 200 e. Kr., men som først vandt indpas i Norden i løbet af middelalderen i 1400-tallet.
Langåstenen 3 blev fundet i kæret syd for Langå i efteråret 1861. Det var meningen, at stenen skulle bruges i forbindelse med brobyggeri, og selvom stenhuggeren så runerne, kløvede han den. Runerne på stenens højre halvdel blev måske hugget bort, idet han frygtede, at stenen skulle blive taget fra ham. Fundet af runestenen blev dog opdaget, og stenen blev fragtet til kirkegården, hvor den har været lige siden.
Runestenen har ligget ned i mange år med nogle af runerne dækket af jord. Da syren i jorden var ved at ødelægge stenens overflade, var det nødvendigt at få stenen restaureret og rejst op. Det er lokale borgere, virksomheder og foreninger samt provstiet og en fond, som har doneret penge, så det i 2015 blev muligt at restaurere og genrejse runestenen, der i dag står lodret, som den gjorde i vikingetiden med runeindskriften på højkant.
Fjenneslev runestenen

Sasserstenen ved Fjenneslev Kirke.
Fra: www.fortidsmindeguide.dk:
Fjenneslev Kirke i den lille landsby Kirke-Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted er en romansk kirke med to syv meter høje tårne, som i modsætning til den øvrige kvaderstens-opbyggede kirke er opført i teglsten. Fjenneslev Kirke indtaget en central rolle i Danmarkshistorien eftersom den er en af den berømte Hvide-slægts kirker. Hvide-slægten var blandt Danmarks rigeste og mest indflydelsesrige og omtalte slægter, som i 1100-tallet ejede omkring halvdelen af alle ejendomme på det vestlige Sjælland - samt ejendomme øvrige steder og i Skåne. De store besiddelser blev erhvervet gennem slægtens nære relationer til kongemagten, og er sidenhen beskrevet i Saxo´s Danmarks-krønike. .
Ærkebiskop Absalon er den mest kendte af Hvide-slægten og et kalkmaleri på kirkens triumfvæg fra 1100-tallet gengiver Absalons forældre, Asser Rig og Inge Eriksdatter, som skænker kirken til Gud. Gamle sagn fortæller, at Inge opførte kirketårnene, da hun fødte to sønner, mens Asser var i krig.
Fjenneslev Kirke er interessant både for et besøg af kirken, men også fordi at der ved kirken er fundet ruiner fra en gård, som formodes at have tilhørt Asser Rig og ved kirkens våbenhus findes en meget flot runesten. .
Sasserstenen ved Fjenneslev Kirke.
Runestenen har siden 1982 været opsat lige vest for kirkens våbenhus. Den blev fundet i 1825 under nedrivning af det tidligere kirkegårdsdige, men har oprindeligt stået et andet sted. Som det er tilfældet med de fleste af de godt 200 kendte danske runesten, findes kun et fåtal af runestenene på deres oprindelige sted. Langt de fleste er siden vikingetiden blevet flyttet og som regel til kirker. Måske en handling som afspejler et forsøg på at kristne de gamle hedenske sten? .
Runestenens indskrift er meget atypisk da den læses ovenfra og ned på stenens smalside og over teksten ses et indhugget kors, som tydeligt indikerer at runeteksten er fra brydningstiden mellem hedensk og kristen tro omkring år 1000. Runeteksten tilhører stilmæssigt det "Yngre Futhark-alfabet" med 16 tegn og Sasserstenen dateres følgeligt til ca. år 1030. .
Teksten som har givet runestenen sit navn lyder: "Sasser rejste stenen og gjorde broen". Med teksten hyldes således afsenderen "Sasser", som rejste stenen, samt den ædle handling han udførte med at opføre en bro. Det må derfor formodes, at runestenen oprindeligt har stået ved en nærliggende bro / overgangssted, som vi for eksempel også kender det fra Sjelbro-stenen. Det bedste bud på den oprindelige placering er "Sasserbro" over Tuelå kun 3 km vest for Kirke Fjenneslev, som må have taget navn efter runestenen - se kort HER. Her undersøgte Sorø Museum i 1982 en stenlagt vej anlagt på kraftige, kløvede egestammer. Om det er denne vej som regnes for broen eller at vejen ledte frem til en træbygget bro over den dengang mere vandrige å, hvor runestenen sikkert var opstillet er endnu ikke afklaret, men fundet af et smykke fra 1100 tallet matcher perfekt sammenhængen med runestenen og Hvide-slægtens store lokale indflydelse. .
Ruinen ved mindelunden nord for kirken. Lige nord for kirken ligger Mindelunden hvor grundridset fra en nu jorddækket ruin er markeret i græsset. En opsat mindesten fra 1903 fortæller, at her lå Asser Rigs bolig i den tidlige middelalder og kort øst for ruinen står et egetræ plantet i 1920 til minde om om genforeningen af Sønderjylland. .
Den nu ikke længere synlige ruin blev undersøgt af Nationalmuseet i 1891 og repræsenterer kælderen fra et stenbygget hus, som formodes at have indgået i Asser Rigs stormandsgård ved Fjenneslev. Kælderen havde en vestvendt åbning og har sikkert haft hvælvet loft. Bygningen formodes at have været i flere etager, men hverken omfanget af bygningerne eller deres udseende kendes i detaljer. Du kan læse mere om Hvide-slægten på en informationstavle ved Mindelunden eller her (link til PDF-fil) .

Maske runesten fra Århus

Fra www.Arild-hauge.com
Fra vikingtiden er det fundet flere såkalte maskesten. Dette er reiste sten, med eller uten runeinnskrift, med avbilding av en maske. Som presentasjonen under viser over de forskjellige maskesten som er funnet, har de vært reist som en minnesten i et større kultanlegg sammen med flere andre sten, eller som enkeltstående minnesten.
Det er kun funnet én maskesten som står alene uten runetekst (Sjellebrostenen) og den står i dag der den alltid har gjort, hvor man fra oldtiden av har krysset Alling Å. Plasseringen av denne stenen, og at den det ikke er noen forklarende runetekst på hvorfor den er reist, har fått mange til mene at maskestenen er reist for å beskytte veifarende mot åmanden / nøkken eller hva man skal kalle de onde krefter som finnes i elv.
Aarhusstenen (DR 66 - Aarhus 4), som kanskje er den mest kjente av de såkalte maskesten, er også funnet helt indtil en elv, nemlig Aarhus Å, men den har en runeinnskrift som forteller at den er en minnesten. Den ble funnet som grunnsten til en vandmølle, og derfor kan man ikke med sikkerhet si noe om dens opprinnelige plassering.
Det er funnet fem maskesten i Jylland i Danmark, hvis vi teller med Bjerringstenen som har rester av en maske på baksiden, alle fra Region Midtjylland. Det er også funnet fire maskesten i Skåne, det gamle danske vikingområde i nuværende Sverige, en i Västergötland og tre i Södermanland i Sverige. Med litt velvilje kan man også kalle, Maltstenen fra Jylland og to andre runesten i Södermanland i Sverige også for maskesten, men de er ikke av samme stiltype som de øverige maskesten.
Vi vet ikke hvilken funksjon maskene har hatt for de som lot dem hugge inn i sten, men det er enighet om at motivet betyr mere enn det kun å ha en pen dekorasjon på stenen. Flere hypoteser er lagt frem, bl.a. at masken er en frontprojeksjon av Det store dyr, som man ser avbildet på flere Skånske rune- og billedstener, hvor stenens motivetkrets er det store dyr, skipet og masken.
Det de fleste hypotesene har felles, er at motivet har hatt en ondt avvergende funksjon. Om motivet skulle skremme vekk åmannen eller annet skrøymt, eller skremme andre mennesker fra å skade minnesmerket eller gi en beskyttende virkning, skal jeg ikke si noe om, men heller la de forskjellige maskestenene i oversikten under tale for seg selv.
De typiske masker på maskestenene, er ikke kun funnet hugget inn i sten, men også på andre gjenstander, som for eksempel på Mammen-øksen, sverdhjaltet av elghorn fra Sigtuna, seletøyet til hest fra Sigtuna, sølvsmykket fra Gnezdovo nær Smolensk, på en åregaffel på Gokstadskipet og de to skrinene fra Cammin og Bamberg, hvor Bambergskrinet har opp til syv masker. (se eksempler under).
Vi kan med andre ord se at maskemotivet er brukt i en rekke anledninger, på alt fra runesten, våpen, seletøy, skip og amuletter til relikvieskrin.