Moselig


DropDownMenu

Moselig



Huldremosekvinden


Fra Nationalmuseet(www.natmus.dk):
Huldremosekvinden
I 2. årh. f.Kr. blev liget af en kvinde lagt i en gammel tørvegrav i Huldremosen ved Ramten på Djursland. Et voldsomt hug, med et skarpt redskab, havde hugget højre overarm næsten over, inden kvinden døde. De særlige iltfattige forhold i mosen betød, at kvinden blev bevaret som moselig med hud, hår, tøj og maveindhold. Hun blev fundet og gravet op i 1879, da en arbejder skar tørv i Huldremose.
Som de fleste moselig, der er fundet i Danmark, var kvinden fra Huldremose fuldt påklædt. Hun var iført en nederdel af uld, et tørklæde og to skindkapper. Kvinden var mere end 40 år gammel, da hun endte i mosen. Hun var altså en ældre kvinde, når man ser på levealderen i jernalderen. Fundet af hende har givet næring til mange forskellige diskussioner og tolkninger gennem tiden. En mulig tolkning er, at hun blev dræbt og efterfølgende ofret i mosen.
Huldremosekvinden er fundet i en mose på Djursland i Jylland 1879. Dateringen er stadig lidt usikker, men man mener, hun er lagt i mosen omkring 55 år. e.Kr Især tøjet er velbevaret; hun var iført et skindslag af fåreskind og et skørt vævet af naturfarvet uld. Liget har i mange år været gemt bort i Nationalmuseet i Københavns magasiner.
Moserne i Jylland har vist sig at indeholde en hel del moselig fra den ældste jernalder og frem til lige efter Kristi fødsel. De særlige opbevaringsforhold har bevaret disse oldtidsmennesker for os og med hjælp fra den nyeste viden inden for en række videnskaber, får vi stadigvæk ny viden om vores tidlige forfædre.

Tollundmanden




Tollundmanden kan ses på Silkeborg Museum, men det er kun hovedet, som er "ægte". Resten af kroppen er genskabt.
Fra www.tollundmanden.dk:
I tørvemoserne andre steder i Jylland har man i begyndelsen af 1950erne fundet flere særdeles velbevarede lig fra den ældste jernalder ca. 3-400 f.Kr. Internationalt kendt er især Tollundmanden - måske det bedst bevarede oldtidsmenneske i verden. Han er så livagtig at se på, at politiet i Silkeborg var de første, der blev alarmeret, da fundet blev gjort. Det er en mand på ca. 30 år mand, der bar tydelige spor af at være hængt. Årsagen til dette kender vi ikke. Måske en ofring til guderne? Tollundmanden ligger udstillet på Silkeborg Museum.
Tæt ved Tollundmanden fandt man endnu et lig, Grauballemanden. Han var fra samme tid, men havde fået halsen skåret over fra øre til øre. Grauballemanden er udstillet på Moesgaard Museum i Århus.
I 1938 fandt man Ellingkvinden. Hun var ca. 25 år og var, som Tollundmanden, hængt. Hendes frisure er den bedst bevarede frisure fra jernalderen. Bemærkelsesværdig er en fletning på næsten en meter, der var oprullet i nakken på hængningstidspunktet.
Kriminalpolitiet i Silkeborg modtog mandag formiddag den 8. maj 1950 en alarmerende meddelelse. Man havde om lørdagen, fundet et lig i en mose ved Bjældskovdal, ca. 10 km vest for Silkeborg. Liget blev altså fundet den 6. maj 1950. Fundet var gjort af to brødre og deres familie, der gravede tørv til brændsel. De mente, at det måtte dreje sig om et offer for et nyligt mord, så frisk så det ud.
Da man på samme tid havde efterlyst en københavnsk skoledreng, der var forsvundet i Midtjylland, gik finderne ud fra, at det nok var ham, de havde fundet...
Da politiet fik at vide, at fundet var gjort 2½ m nede i tørven, og der ikke var tegn på nylig nedgravning, var de dog næsten klar over, at det nok snarere var en sag for folkene på Silkeborg Museum end for politiet.
Alligevel tog politiet straks derud sammen med folk fra museet - og ganske rigtigt - nede i mosen, ca. 60 m fra det faste land, lå et lig sammenbøjet, som om det sov. Selvom man kun kunne se lidt af liget, kunne man skimte, at det havde et reb om halsen.
Man blev hurtigt klar over, at det var et vigtigt fund, og man tilkaldte derfor den kendte arkæolog, professor P.V. Glob fra Århus.
John Kauslund var 11 år, da Tollundmanden blev fundet i 1950. Han var søn af Grethe Højgaard, som sammen med sin mand og hans bror var med til at finde Tollundmanden.
Faktisk, fortæller John Kauslund, var det moderen, der først blev opmærksom på at der lå noget eller nogen i tørvegraven.
Brødrene var skeptiske overfor at det skulle være et moselig, man var stødt på, men... Mor smøgede ærmerne op og gravede ud i dyndet, et godt stykke ind i brinken, hvor man stod og skar tørv, og sagde: "Nu kan I sige hvad I vil, men der er noget underligt her." Hun blev ved med at grave ind, og der stikker hun sine fingre ind og får sine fingre ind imellem pandebrasken og kalotten på Tollundmandens hoved...fortæller John Kauslund.
Professor P.V. Glob deltog i udgravningen
Aviserne
De lokale aviser fortalte ivrigt om fundet af liget i mosen. Nogle kaldte ham "manden fra Moselund", mens andre mente, det var en kvinde. P. V. Glob blev udspurgt, og det var vist ham, der fandt på, at liget skulle kaldes Tollundmanden. De to findere kom nemlig fra den lille landsby Tollund, der ligger i nærheden af mosen. Allerede næste dag begyndte forberedelserne til udgravningen af Tollundmanden. På dette tidspunkt vidste ingen endnu, hvilke værdifulde oplysninger han havde at give os i nutiden. Ingen andre moselig har kunnet fortælle så meget om hvordan mennesker i jernalderen så ud, og hvordan de levede.
Den endelige udgravning af Tollundmanden på Nationalmuseet i 1950 viste, at han var helt nøgen bortset fra et smalt læderbælte af oksehud om livet. I bæltets ene ende var der skåret et aflangt hul, som bæltets anden ende var trukket igennem og fastgjort med en sløjfe.
På Tollundmandens hoved sad en spids skindhue, der var syet sammen af otte stykker fåreskind med hårsiden vendt indad. Syningen var foretaget med en tråd - formodentlig af uld. Den er på tykkelse med "kinesertråd", og en nål på størrelse med en lille stoppenål var blevet brugt.
De fleste moselig, man har fundet fra jernalderen, har enten tøj på, eller tøjet er lagt ved siden af eller over dem. Oftest er det en kappe syet af læderstykker enten fra får eller okse. Som regel drejer det sig om to kapper, hvor den ene har været båret med hårsiden udad, så den kunne holde regnen ude.
Vi ved ikke helt sikkert, hvad der er sket med Tollundmandens tøj. Mest sandsynligt er det, at tøjet er rådnet væk. Hvis det har været vævet af plantefibre som hør og nælde, vil det være gået i opløsning i mosen. Og hvorfor skulle Tollundmanden have bælte på, hvis han ikke har haft tøj på?
Tollundmanden kan også være blevet lagt nøgen i mosen, eller man har på hans sidste vej fra hængningsstedet måske blot ikke har fået hans tøj med. Det kan også have ligget ved siden af ham i graven, men være forsvundet i tidens løb, ved tørvegravning eller på anden måde.
Kun 80 meter fra hvor man fandt Tollundmanden, havde man tidligere fundet et andet moselig, Ellingkvinden. Hun var iført en skindkappe og havde et skindstykke svøbt om hoften og benene.
Undersøgelser af Tollundmanden
Siden fundet 1950, er Tollundmanden løbende blevet undersøgt på kryds og tværs med de nyeste undersøgelsesmetoder. Umiddelbart efter fundet blev Tollundmanden udgravet og undersøgt på Nationalmuseet i København. Det skete med lige så stor omhu og akkuratesse, som hvis det havde drejet sig om et moderne mordoffer. Både kriminalpolitiet, retsmedicinerne og andre sagkyndige blev inddraget i undersøgelsen.
Gennem årene har den ældre herre gennemgået en række undersøgelser: Obduktion og røntgenundersøgelse hos retsmedicinere på Bispebjerg Hospital, fingeraftrykundersøgelse hos politiet, flere Kulstof-14 undersøgelser og senest CT-scanning på Århus Kommunehospital. Der blevet taget mere end 16.000 røntgenfotografier af Tollundmanden med den nyeste CT-teknik, og 15 forskere har arbejdet med de sidste undersøgelser.
Tilsammen giver disse undersøgelser os et fantastisk indblik i Tollundmandens liv og død, og hvordan hans samtid for mere end 2.000 år siden så ud.
Det har dog ikke været muligt at foretage dna-analyser af Tollundmanden, fordi der formentlig ikke er molekyler tilbage i vævet. Det er dog ikke udelukket, at det vil blive muligt engang i fremtiden at foretage dna-analyser af Tollundmanden.
Da Tollundmandens krop ikke er konserveret, kan de ukonserverede knogler og indtørrede bløddele i fremtiden give forskerne (f.eks. læger, biologer og arkæologer) mulighed for at lave nye undersøgelser af Tollundmanden. Hans blodtype, arveegenskaber og andre ting vil man sandsynligvis kunne undersøge om få år.
Kun fantasien sætter grænser for, hvad fremtidige undersøgelser vil kunne fortælle os om Tollundmanden og hans skæbne.

Fra Wikipedi.com:
Grauballemanden


Grauballemanden er et dansk moselig og formentlig det bedst bevarede i verden.
Han blev fundet i en mose ved Nebel to kilometer syd for Grauballe ved Silkeborg under tørvegravning den 26. april 1952. Han lå kun ca. en meter under overfladen og blev fundet, da tørvegraver Tage Busk Sørensen ramte hans ene skulderblad med spaden. Tørvegraveren kunne mærke, at det ikke blot var en trærod, han havde ramt, og undersøgte sagen nærmere. Frem fra tørven dukkede et moselig, der var fantastisk velbevaret. Tørvegraverne kontaktede læge Ulrik Balslev i Aidt, der igen kontaktede Forhistorisk Museum i Århus, hvorefter museets leder, professor P.V. Glob, rykkede ud. Det blev ham, der kom til at forestå udgravningen og det første arbejde med Grauballemanden, som moseliget blev døbt.
Han lå på maven i mosen, med højre ben bøjet og højre arm vredet tilbage. Han var noget deform, da trykket fra jordlagene havde mast ham lidt. Der var hverken spor efter beklædning, smykker eller andre ejendele. Det kunne konstateres, at det nøgne lig var af en mand på ca. 30 år og 175 cm høj. Manden var henrettet med et snit gennem halsen fra øre til øre. Endvidere havde han læsioner på kraniet og det ene skinneben.
Ifølge den på det tidspunkt nyligt opfundne kulstof 14-datering blev han bestemt til at være fra 210-410 e.Kr. [1], hvilket placerede ham i jernalderen, nærmere bestemt yngre romersk jernalder. I 1978 blev der foretaget en ny datering, der gav resultatet 52 f.Kr. +/- 55 år, altså førromersk jernalder eller de allerførste år af ældre romersk jernalder. De to noget forskellige dateringer var foretaget på muskelvæv, mens man i 1996 foretog en kulstof 14-datering ved hjælp af accelerator-massespektrometri (AMS) på en prøve af Grauballemandens hovedhår. Her blev resultatet (+/- en standardafvigelse) en datering til 375-255 f.Kr., hvilket vil sige førromersk jernalder [2]. Han dateres derfor i dag officielt til ca. 290 f.Kr. [3]
Grauballemanden er så velbevaret, at hår, negle og skægstubbe er bevaret. Selv hans fingeraftryk kunne registreres og var lige så fine og tydelige som på en levende. Håret er kraftigt og rødblondt, men farven er fremkommet ved kemiske reaktioner under det lange ophold i mosen. Den oprindelige hårfarve er svær at fastslå, men der gættes på mørkeblond eller mørk.
Årsagen til, at liget er så velbevaret, er de særlige kemiske processer i en tørvemose, der bevarer organisk materiale gennem en garvningsproces. Da Grauballemanden blev gravet op, var han næsten færdiggarvet. Han blev udstillet for offentligheden i en uge, hvor der blev holdt nøje øje med hans tilstand, mens 20.000 besøgende betragtede liget [4]. En yderligere behandling af konservator Lange-Kornbak med egebarkudtræk konserverede ham færdigt i løbet af 18 måneder. Nu ligger han på Moesgård Museum ved Århus. Han har fået sit eget lille rum på museet med en indledende udstilling om ofringer i tørvemoser bl.a. om fundet af offerbrønden i Smederup mose i 1942.
I 2001 blev Grauballemanden sendt til en tredages undersøgelse på Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus. Undersøgelserne omfattede bl.a. CT-scanning, MR-scanning, DNA-test, kikkertundersøgelse og en 3D-model blev opbygget. Ud fra disse oplysninger blev der lavet en rekonstruktion af hans hoved. Undersøgelserne var så grundige, at man har kunnet fastslå mange nye detaljer om ham. Fx fik han klippet håret regelmæssigt, da hårspidserne var jævnt afskåret. Han havde barberet sig ca. 3 uger, inden han blev dræbt; hans sidste måltid bestod af flere forskellige kornarter, bl.a. byg, emmerhvede og havre, samt frø fra over 60 forskellige andre urter og græsser. Der var ingen spor af friske bær eller urter, hvorfor han formentlig er død om vinteren. Dette forklarer yderligere den velbevarede tilstand, da han er sænket ned i iskoldt vand. Han havde begyndende leddegigt og tandrodsbetændelse, men var ellers en rask yngre mand på 34 år. Læsionen i kraniet er tilføjet efter hans død, og den er enten forårsaget af de mange års tryk fra mosen eller fremkommet ved færdsel på mosen under tørvegravning. Skinnebenslæsionen har han derimod pådraget sig i levende live. Hans hænders finhed, som man tidligere tolkede som undgåelse af fysisk arbejde, skyldtes mosens påvirkning. Som ved andre moselig, der er kommet voldeligt af dage, er forskerne uenige om, han blev dræbt som straf eller som ofring. Grauballemanden findes på Moesgaard Museum.

Fra www.dagen.dk
Moseliget far Vejle

Det mere end 2.000 år gamle moselig.

Moseliget fra Haraldskær ved Vejle er i hænderne på konservatorerne.
Moseliget fra Haraldskær Mose, bedre kendt som Dronning Gunhild, får i øjeblikket kongelig opmærksomhed på konserveringscentret nord for byen. Det 2.200 år gamle moselig skal gøres klar til at indtage sin plads i VejleMuseernes nye kulturhistoriske museum, der åbner i Spinderihallerne i foråret 2013.
Dronning Gunhild blev for få uger siden flyttet fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle centrum til konserveringscentret, og under flytningen fandt konservatorerne spor efter insekter på det klæde, hun havde ligget på. Derfor var deres første gerning at fryse moseliget ved -38C i fem døgn for at tage livet af eventuelle småkryb, der kunne gøre skade på det fine fund. Næste skridt er at støvsuge moseliget, så hun fremtræder ren og fin, når hun skal lægges på et særligt fremstillet leje, udskåret helt nøjagtigt i en særlig type fast skum og på baggrund af en 3D-scanning af moseliget.
Inden Dronning Gunhild flyttes ind i museet, skal medicinere fra Århus desuden have adgang til at tage prøver fra de rester af indvolde, man har set på scanninger af moseliget. Håbet er bl.a., at der måske vil være rester af maveindhold tilbage, der kan fortælle endnu mere om livet i jernalderen og måske mere om Dronning Gunhilds skæbne.

Fra www.graenseforeningen.dk
Windeby liget

Windeby-liget
Moselig fundet ved tørvegravning i 1952 i Domlandsmoor ved Windeby syd for Ekernførde. Det er et af vore bedst bevarede og alligevel mest gådefulde moselig. Liget er Kulstof 14-dateret til ældre romersk jernalder (41-118 e.Kr.). I mange år fejlagtigt opfattet som en pige, og derfor kaldt Windeby-pigen, men nye antropologiske undersøgelser og DNA-prøver har vist, at det ikke drejer sig om en pige, men om en dreng, der døde af sygdom ca. 16 år gammel.
Windeby-liget kan i dag ses på Gottorp Slot.

Fra Illustreret Videnskab
Mordoffer liget

I mere end 100 år har en gådefuld kvindemumie samlet støv på skiftende museer i den tyske by München. Ingen anede, hvor kvinden stammede fra, men blandt fagfolk gik mumien med de tykke fletninger for at være et moselig fra Dachauermosen nord for München.
Offer for mord
Men arkæologerne tog fejl: Forskere fra universitetet i München har nu undersøgt kvinden, og højst overraskende har det vist sig, at hun stammer fra Inkariget i Sydamerika, levede i perioden 1451-1642 og døde i en alder af 20 til 25 år. Ikke nok med at kvinden kom langvejsfra, hun døde også på brutal vis.
Skanningerne har afsløret, at hele den forreste del af kraniet er knust. Ifølge forskerne blev kvinden slået med en stump genstand med sådan en kraft, at pandebenet blev banket helt ind i hjernen.
Begravet i ørkenen
Efter sin død blev kvinden begravet et knastørt sted, formentlig i Atacamaørkenen ved Stillehavskysten i Chile, hvor liget tørrede ud og med tiden blev til en mumie.
Syg kvinde fik knust kraniet
Forskernes undersøgelser af mumien afslørede ikke alene et brutalt mord, men også at kvinden var dødeligt syg af en infektionslidelse.
Dna-analyser af vævet i tarmene viser, at kvinden led af infektionslidelsen Chagas’ sygdom, som overføres af en parasit. Forskerne har fundet spor efter parasitten i mumien og formoder, at kvinden har været syg i årevis.

Fra www.natmus.dk
Egtvedpigen


Egtvedpigen
Egtvedpigen er en af de mest kendte personer fra oldtiden. En sommerdag i 1370 f.kr. blev hun begravet i en egekiste, der blev dækket af en gravhøj - den såkaldte Storehøj nær Egtved By, vest for Vejle. Selv om der ikke er meget tilbage af Egtvedpigen, er hendes fortælling en medrivende historie om bronzealderfolket.
Af selve pigen er kun hår, hjerne, tænder, negle og lidt hud tilbage. Hendes tænder afslører, at hun var 16-18 år, da hun døde. På kroppen bar hun en kort trøje og et knælangt skørt lavet af snore. På maven havde hun en bælteplade af bronze udsmykket med spiraler. Hun havde også fået en kam af horn med sig. Den var sat fast i hendes bælte. Om hver arm var en ring af bronze, og en spinkel ring sad om hendes øre. Ved hendes ansigt lå en lille æske af bark med en bronzesyl og resterne af et hårnet. Ved Egtvedpigens fødder var der placeret en lille spand af bark – i denne har der været en form for øl. Her lå også en lille tøjbylt med brændte barneknogler fra et 5-6 årigt barn. Enkelte knogler af det samme barn fandtes i barkæsken. Egtvedpigen så igen dagens lys, da hendes grav blev udgravet i 1921 - efter næsten 3500 år.
Sensationel afsløring: Egtvedpigen er ikke dansk


Her ses et billede af egetræskisten, som Egtvedpigen lå i. Sammen med uld-tøjet, som er ekstremt godt velbevaret, blev Egtvedpigen begravet med et bronzebælte, der er udsmykket med små spiraler. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet)
Charlotte Price Persson Journalist
21 maj 2015
Egtvedpigen betragtes som et af Danmarks bedst bevarede bronzealderfund.
Egetræskisten med resterne af den 16-18-årige pige er i dag Nationalmuseets stolthed. Hud og kropsdele er forsvundet, men den unge piges unikke klædedragt ligger fuldstændig, som den gjorde, da hun blev begravet for cirka 3.400 år siden.
Egtvedpigen er med andre ord et dansk bronzealderikon. Nu viser det sig bare, at hun slet ikke er dansk.
Det afslører nye analyser af Egtvedpigens tænder – mens videre analyser af hendes tøj, hår og negle afslører, at hun har rejst over store afstande i de sidste 23 måneder af sit liv. Det er banebrydende ny viden.
»Det er så vildt, som det kan være. Vi har aldrig før haft en indikation på, at hun ikke skulle være fra lokalområdet omkring Egtved, og da jeg startede med at undersøge hendes tøj, var det for at undersøge datidens handelsmønstre. Vi blev allesammen helt vildt overraskede,« lyder det fra ph.d. Karin Margarita Frei, som er seniorforsker ved Nationalmuseet.
»Den ikoniske Egtvedpige, som i folks bevidsthed nærmest er dansk, viser sig nu i virkeligheden at være migrant. At pigen var en rejsende, nærmest hvad vi i dag forstår ved en pendler, vil ganske sikkert få betydning for,
hvor forskningen bevæger sig hen i de kommende år,« lyder det fra professor Helle Vandkilde, som ikke selv har deltaget i det nye studie.
De nye resultater er publiceret i Nature Scientific Reports.
Pigen er langt mere international, end vi troede Baggrunden for det nye fund er en metode, som Karin M. Frei er verdenskendt for at have udviklet: Med såkaldte strontiumisotop-analyser af tekstiler kan hun afsløre, hvor folk handlede tekstilernes råmaterialer for tusindvis af år siden.
Den banebrydende metode tager udgangspunkt i spore-grundstoffet strontium, som findes i planter, jord og vand. Strontium overføres til dyr og mennesker gennem føde og væske, ved at den erstatter calcium. Hvis et får har græsset på en mark i Danmark, Tyskland eller et tredje sted, kan uldens strontiumisotop-signatur afsløre, hvilken mark der var tale om.
Du kan læse mere om metoden i artiklen 'Nyt geokemisk Danmarkskort opklarer uløste mysterier'.
Fakta
Egtvedpigen så dagens lys (igen), da husmand Peter Platz i 1921 ville fjerne de sidste rester af en gravhøj på sin mark. Med sin skovl ramte han noget hårdt – som viste sig at være en kiste lavet af egetræ og et af Danmarks mest velbevarede bronzefund: Egtvedpigen.
Egtvedpigens hud og kropsdele er for længst forgået, men hendes klædedragt ligger lige så fint i kisten, som hun blev lagt i den. Dragten er todelt med et knælangt skørt, som er lavet af snore. På maven har pigen båret en bælteplade af bronze, som også stadig ligger i kisten.
Tilbage lå også pigens tænder, som tidligere har afsløret, at hun var mellem 16 og 18 år, da hun døde.
Ved Egtvedpigens fødder lå et 5-6-årigt barn, som formentlig er afgået ved døden på et tidligere tidspunkt. Barnet var nemlig kremeret.
Barnet deler strontiumisotopværdier med pigen og noget tyder på, at de har rejst sammen, de ser ud til at i hvert fald komme fra samme sted.
Deres tilknytning til hinanden er dog fuldstændig ukendt, idet ingen af dem har efterladt sig noget DNA for eftertiden.
Da Karin M. Frei lavede strontiumisotopanalyser på det uld, som Egtvedpigens dragt er lavet af, fik hun sig noget af en overraskelse.
Det stammede nemlig ikke fra får, der havde levet i Danmark, som man havde regnet med. »Hun har denne her pragtfulde dragt, som er det, der har gjort hende berømt og kendt; men ulden er simpelthen ikke fra får, der har græsset i Danmark – råmaterialet kommer fra flere steder, og de er alle uden for Danmark,« fortæller Karin M. Frei og tilføjer: »Hun er langt mere international, end vi troede.«
Tænderne afslører: Egtvedpigen er ikke født i Danmark Strontium-isotopanalyserne kan dog også bruges på andet end tekstiler, idet dine knogler eksempelvis optager strontium gennem hele livet.
Derfor er det selvfølgelig brandærgerligt, at Egtvedpigens knogler ikke længere eksisterer. Det gør hendes tænder til gengæld.
Måske tænker du ikke over det til hverdag, men dine tænder er faktisk også en slags knogler, og når du spiser, optager de strontium og kan på den måde afsløre, hvor du har guffet føde i dig – ja, faktisk kan de give en præcis tidslinje over, hvor du er født henne, og hvor du har befundet dig det meste af din barndom.
Det skyldes, at tændernes emalje – det yderste lag på kronen, som du kan se i mundhulen – bliver færdigudviklede på forskellige tidspunkter i barndommen.
De første kindtænder er de første, hvor tandemaljen færdigdannes, og ændres ikke derefter.
Derfor vil en strontiumisotop-værdi for den tand afsløre, hvor du har opholdt dig tidligt i din barndom.
Da Karin M. Frei analyserede Egtvedpigens første kindtand, kunne hun derfor se, hvor pigen er opvokset - og det er altså ikke i Danmark.
Egtvedpigen levede i bronzealderen og blev begravet for cirka 3.400 år siden. På billedet ses en rekonstruktion af det tøj, man fandt i hendes kiste. Hun har længe været Nationalmuseets store stolthed - men dansker er hun altså ikke. (Foto: Sagnlandet Lejre</a>)
(Det er dog ikke ensbetydende med, at forskeren nu med 100 procent sikkerhed kan sige, hvor Egtvedpigen så er vokset op – men det vender vi tilbage til lidt senere.)
En lys ide gav »fænomenale resultater«


Hvis Egtvedpigen havde været i live, da Karin M. Frei fik sine overraskende resultater, havde der nok været en række spørgsmål, forskeren gerne ville have stillet den unge pige:
Hvor kom du fra? Hvad lavede du i Danmark? Hvor rejste du hen, og hvorfor endte du i en gravhøj i Egtved?
Alle disse spørgsmål kunne hun af gode grunde ikke stille Egtvedpigen selv, men inspireret af sine resultater fra pigens dragt fik Karin M. Frei pludselig en lys ide, som skulle vise sig næsten at kunne tale på den afdødes vegne:
»Så var det, jeg tænkte, at hår på mennesker og får ligner jo hinanden, og det kunne jo være, at jeg kunne overføre metoden og videreudvikle den til menneskehår,« siger Karin M. Frei med tydelig begejstring i stemmen. For det kunne hun.
Efter at have taget strontiumisotopanalyser af blandt andet sit eget hår kunne hun konstatere, at menneskehår kan afsløre et menneskes færden, ligesom uld kan afsløre et fårs.
»Så prøvede jeg at gøre det på hendes hår også, og ud fra det kunne jeg se, at resultaterne var helt fænomenale. Virkelig helt utrolige.«
De sidste 23 måneder af pigens liv kortlagt Håret på dit hoved vokser cirka en centimeter pr. måned. Det vil strengt taget sige, at hver centimeter i dit hår har en strontiumisotop-værdi for det sted, du har opholdt dig i den måned. Med Egtvedpigens 23 centimeter lange hår fik Karin M. Frei pludselig en unik indsigt i, hvor pigen har befundet sig de sidste 23 måneder af sit liv. Og det var slet ikke så få steder. »Hun har rejst meget og over store afstande, frem og tilbage – det er helt utroligt,« siger Karin M. Frei.
Fakta Før du nu giver helt afkald på et stykke dansk kulturarv, skal det tilføjes, at Egtvedpigen stadig ér et dansk fund.
Der er ikke tale om, at hun skal eksporteres nogle steder hen eller på anden måde kan tages fra os. Men måske skal Schwarzwald overveje snart at oprette et nyt museum.
Kristian Kristiansen, som er medforfatter på studiet og har været med til at lave de arkæologiske tolkninger af fundene, har selv advokeret for, at bronzealderens mennesker flyttede sig meget langt og meget hurtigt.
I 2012 forsøgte han - i samarbejde med adjunkt Morten Allentoft og professor Eske Willerslev fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet - at udvinde DNA fra Egtvedpigens hår og på den måde finde ud af, hvor hun genetisk stammer fra. Dog uden held; al DNA var ødelagt af gravhøjens sure miljø og lave pH-værdi.
Derfor er det stort at opleve, at naturvidenskaben nu endelig bakker op om hans teorier, fortæller han: »Jeg har fået kritik for, at mine teorier var for vidtrækkende. Men det her viser, at de her samfund jo var langt mere organiserede, end vi har troet – end selv jeg har troet. Jeg havde håbet på noget i den her retning, men jeg havde ikke turde tro på det,« siger Kristian Kristiansen, som er professor på Universitetet i Göteborg.
Egtvedpigen er formentlig født i Sydtyskland
Bare for lige at slå en krølle på et enestående analysearbejde opdagede Karin M. Frei som en sidste utrolighed, at der stadig fandtes rester af Egtvedpigens negle i kisten.
Som en tommelfingerregel repræsenterer en tommelfingernegl cirka de sidste 6 måneder af en persons færden.
Neglene bekræftede resultaterne fra Egtvedpigens hår: Hele Danmarks bronzealderpige har været en særdeles berejst en af slagsen.
Strontiumisotopanalyserne viser, at hun i hvert fald har foretaget to meget lange rejser i sidste del af sit liv, og noget peger på, at rejsen er foregået mellem Sydtyskland og et sted i Sydjylland eller Nordtyskland. Sydtyskland danner formentlig også ramme om pigens sande fødested.
Og selvom det i sig selv er utroligt at have rejst i bronzealderen i den udstrækning, Egtvedpigen har, bliver det alligevel endnu mere utroligt af, at hun er en kvinde, fortæller professor Kristian Kristiansen.
»Det er jo altid mændene, vi har talt mest om, så derfor er det vigtigt, at vi nu har fået en kvinde ind i billedet. Vi har hidtil kunnet vise, at handelsmænd og krigere har flyttet sig måske 200 kilometer på det tidspunkt, men vi har endnu ikke kunnet vise arkæologisk, at kvinder har flyttet sig så langt,« siger han og fortsætter: »Det, at vi kan bevise, at der også er en kvinde, der har lavet den rejse, det bekræfter for mig, at der fandtes en organiseret rejse og handel mellem Sydtyskland og Danmark, og at de var forbundet med politiske alliancer, langt ud over hvad vi hidtil har kunnet forestille os.«
Schwarzwald giver mening rent arkæologisk


Den røde prik på kortet afmærker Egtved, hvor den berømte bronzealderpige blev fundet. De stiplede, grønne linjer viser, hvilke områder strontium-isotopanalyserne af pigens tænder, hår, negle og tøj har fundet frem til, at hun kan stamme fra. Det mest sandsynlige oprindelsessted er dog Schwarzwald, som er markeret med en rød plet. (Illustration: Marie Louise Andersson, Nationalmuseet)
Det er godt nok ikke til at sige med 100 procent sikkerhed, at Egtvedpigen stammer fra Sydtyskland.
Tysklands strontiumisotopværdier er ikke kortlagt lige så minutiøst som Danmarks – et arbejde som vi i øvrigt kan takke Karin M. Frei og hendes mand prof. Robert M. Frei for.
Men der er flere ting, der gør Sydtyskland til en oplagt kandidat: For det første giver det mening i en arkæologisk sammenhæng. I Egtvedpigens kiste var der ingen elementer, der pegede på Sydtyskland, men i mange andre bronzealdergrave har forskerne fundet blandt andet rav og metaller, som viser, at der har været en vigtig forbindelse.
For det andet er strontiumisotop-værdierne i dragtens uld som sagt forskellige. Men hvis man kombinerer værdierne for ulden, tænderne, håret og neglene, peger de faktisk indtil videre alle sammen på ét sted: Schwarzwald i Sydtyskland. Man kan ikke udelukke andre steder i Europa, men ifølge Karin M. Frei er det »ret unikt, at de alle findes ét sted. Jeg har ikke kunnet finde andre steder, som var tæt nok på, og som har alle disse strontiumisotopsignaturer.«
For professor Helle Vandkilde, som lavede ph.d.-projekt om bronzealderen, giver det også god mening at tænke sig, at Egtvedpigens sande oprindelse i virkeligheden har været langt uden for Danmark.
»Egtvedpigen tilhørte samfundets privilegerede, og netop det segment kan tænkes at have været de mest mobile. I hvert fald har de eksotiske sager med sig i graven, og hele livsstilen vidner om stor viden om bronzealderens verden udenfor,« siger professoren, som er ansat ved Institut for Kultur og Samfund, Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet.
Endnu mere mystik om Egtvedpigen
Med det nye studie er vi blevet meget klogere på Egtvedpigen – på godt og ondt.
Godt nok må vi danskere sande en smertefuld kendsgerning: Egtvedpigen var ikke en af vores. Omvendt har vi lært et af vores vigtigste stykker kulturarv meget bedre at kende, og vi ved nu langt mere om Egtvedpigens liv og færden for 3.400 år siden.
»For mig,« siger Karin M. Frei, »er det helt utroligt, at det kan lade sig gøre at komme så tæt på en person – pludselig bliver hun meget mere spændende.«
Men mystikken om det danske – nej, tyske – bronzealderikon hersker stadig, understreger forskeren. I virkeligheden er der egentlig bare kommet endnu mere mystik nu, mener hun.
»Hvorfor er hun kommet hertil? Hvad er det, der knytter hende til Egtved? Det kan vi ikke se i analyserne. Man kan faktisk ikke se i hendes strontiumisotop-værdier, at hun har opholdt sig i Danmark overhovedet i de sidste 6 måneder op til sin død, så måske er hun død lige efter, hun er kommet hertil? Vi kan forestille os så meget, men vi ved det faktisk stadig ikke.«
Til gengæld tror Karin M. Frei på, at det nye studie kommer til at påvirke vores opfattelse af mange andre bronzealderfund.
Hun håber også, at hendes nye metode vil kunne bruges i retsmedicinsk sammenhæng – med et enkelt hårtot vil man måske i fremtiden kunne afsløre, om en forbryder har befundet sig på et gerningssted eller ej.
»Det er banebrydende rent metodisk, for vores forståelse af perioden og for vores forståelse af et dansk ikon,« slutter Karin M. Frei.