Luftfotoarkæologi


DropDownMenu

Luftfoto fra Videnskab.dk







Om luftfotoarkæologi

Der er tre typer spor, som kan ses ved luftfotoarkæologi:
1. Afgrødespor
2. Jordfarvespor .
3. reliefspor.

1. Afgrødespor.
Ved Afgrødespor er der positive og negative spor.De positive spor fremkommer ved at der ved menneskelig aktivitet er ændret på jordbundens sammensætning på en måde så det fremmer plantevæksten. Hvis der etableres f. eks stolpehuller vil der ofte komme mere muld ned i hullet når stolpen sættes ned eller der vil komme mere muld i hullet hvis den fjernes eller rådner op. Denne muld vil så bedre kunne holde på fugtigheden i perioder med megen tørke.
Det er ligeledes af betydning, hvilken plantevækst, der er på området. Bedst er afgrøder med mange planter pr m2 eklsempelvis græs. Mindre afgrødetæthed er der på majsmarker.
Negative afgrødespor fremkommer ved at sten, grus eller sand nedsætter jordens evne til at binde vand eksempelvis overpløjede gravhøje, gamle veje mm.
Når disse spor skal afsløres er det af afgørende betydning på hvilket tidspunkt fotograferingen foretages - oftest bedst om sommeren i tørkeperioder.
Det er ligeledes af betydning, hvordan fotograferingen foretages i forhold til solens stråler -bedst den sidste time før solnedgang og bedst med solen strålende ind fra siden.
Jordbundsforholdene har ligeledes stor betydning, idet sandet jord som i det vestlige Jylland hurtigere vil give positive spor i tørkeperioder.
2. Jordfarvespor
Jordfarvespor skyldes hovedsagelig jordbyggede anlæg, som er pløjet over. De fleste jordfarvespor er lyse eksempelvis overpløjede gravhøje. Omvendt vil voldgrave, grøfter, hulveje typisk være mørke på grund af mere muldholdig jord.
3. Reliefspor
Reliefspor fremkommer, når et område stikker mere eller mindre op over eller ned i jorden, hvorved der opstår en reliefvirkning.Den største gruppe af menneskeskabte reliefspor udgør gravhøjene. Mange af disse ligger i skovområder, hvor almindelig fotografering ikke vil kunne afsløre sporene. Ved LIDAR scanning, som er scanning med laserteknologi, kan reliefforskelle selv i skovområder påvises.
En grundig gennemgang om luftfotoarkæologi er der i den fine bog:
Luftfotoarkæologi i Danmark, Lis Helles Olesen & Esben Schlosser
Bogen udgives af Holstebro Museum. Der er et utal af fotografier - desværre kun i det vestlige Jyllandog på Fyn.

Fra Holstebro Museums hjemmeside:

Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.
”Luftfotoarkæologi i Danmark” af Lis Helles Olesen, Holstebro Museum, og Esben Schlosser Mouritsen, Ringkøbing-Skjern Museum, er en stor bog i alle henseender. Både hvad angår format, tykkelse og indhold gør bogen et stort indtryk på anmelder, og oplevelsen bliver automatisk også stor, idet den er beskrivende på så mange planer. Det er en bog, der beskriver et forholdsvis nyt område inden for dansk arkæologi, nemlig de muligheder, der ligger i erkendelse og udstrækning arealmæssigt af gamle og nye lokaliteter set fra et fugleperspektiv.
Bogen er på 416 sider med Forord fulgt af 13 faglige afsnit samt 56 sider med tillæg, engelsk resumé, fyldig figurliste, noter, litteraturliste og billedliste. Således kan det med det samme konstateres, at her er tale om et virkelig fint og gennembearbejdet værk, der vil være aktuel og danne skole i mange år fremover på dette felt. Den er desuden skrevet i et let og for alle forståeligt sprog, og det skal lige nævnes, at anmelder ikke er faldet over slå- eller stavefejl.
I bogens første kapitler bliver læseren indført i luftfotoarkæologien samt baggrundene for det foreliggende arbejde. Selv om det ikke er helt nyt, det der med at kigge på og lokalisere fortidsminder fra luften, er her faktisk tale om et pionerarbejde, der beskriver alle indgangsvinkler til emnet. Men historisk set har luftfotos været anvendt kortvarigt tilbage i 1950- og -60-erne, hvor vi ser de første spæde tiltag til denne undersøgelsesmetode til erkendelse af fortidsminder – dog uden publicering. Men der skulle gå mange år, inden tiden var moden til en dybdegående og seriøs erkendelse af, at metoden med at kigge ned fra et fly var perfekt til at erkende danske fortidsminder i større stil. I udlandet, især i vore nabolande England og Tyskland, benyttede man sig tidligere af metoden med at rekognoscere fra luften med succes, hvilket er fint beskrevet i litteraturen. Pudsigt at der skulle gå så mange år, inden nogen tog det til sig her i landet. Men hellere sent end aldrig.
”Luftfotoarkæologi i Danmark” er resultatet af efterhånden en del års arbejde fra luften, hvor Lis Helles Olesen og Palle Eriksen publicerede den første danske udgivelse i 2002: ”Fortiden set fra himlen – luftfotoarkæologi i Vestjylland” og videre via større europæiske projekter. Fra 2007 blev det mere intenst via et fireårigt forskningsprojekt, der blev støttet af såvel ministerier som af fonde. Resultaterne heraf er således publiceret nu.
Læseren får meget grundigt præsenteret alle de elementer, der skal gå op i en højere enhed, for at få gode resultater med lokalisering af skjulte fortidsminder, samt fotografering af synlige fortidsminder. Blandt disse fortidsminder findes især voldsteder, der viser sig ved såkaldte reliefspor. Reliefspor ses også ved skyttegrave fra anden verdenskrig, som tillige er nævnt i bogen, foruden i form af højryggede agre under visse omstændigheder, og naturligvis gravhøjene, der er de mest gængse. I afsnittene om metoder gennemgås hvilke faldgruber der er ved tolkning, for det er ikke nok blot at tage op i et fly og kigge ned. Lysforhold/-indfald, tidspunkt, fugt og afgrødetype spiller en væsentlig rolle for at opnå de bedste resultater. Man skal være godt forberedt inden rekognoscering, og jordbundskort, almindelige kort (ikke mindst historiske) samt LIDAR-kort er nødvendige i forberedelsen til en tur i højden. Pudsigt nok er LIDAR metoden ikke beskrevet i forlængelse af metoder i bogen, men har fået helt sit eget afsnit, ”Laserscanning” på side 313. Dette er vel også det eneste kritikpunkt, som anmelder kan fremkomme med vedrørende bogens inddeling. LIDAR betyder Light Detection and Ranging, og er kort fortalt afstandsmåling fra en given højde til jordoverfladen med laser, hvilket gør målingen og dermed resultatet usandsynlig nøjagtig, og det er muligt at erkende selv små højdeforskelle i for eksempel skovområder.
Efter den grundige indføring i luftfotoarkæologien, følger afsnittet ”Lokaliteterne”. Det har været nødvendigt at inddele forskellige anlæg i 16 overordnede kategorier, hvilket ellers ville have resulteret i en noget rodet gennemgang. Det kan virke rodet i forvejen, da en lokalitet sagtens kan indeholde flere forskellige anlægsspor, men det er der faktisk taget god hånd om bogen igennem. På mange af de viste lokaliteter har der været foretaget arkæologiske udgravninger, og hvor det har været muligt, er fund og andet præsenteret på fornem vis. Der er næsten tale om små udgravningsberetninger med arkæologisk dokumentation i form af udgravningsplaner i flere tilfælde, og disse kan direkte sammenlignes med fotooptagelserne, og det kan også ofte ses, hvor stor udstrækning et fortidsminde har arealmæssigt. Fascinerende! Det faktum, at forfatterne fremviser andet end ”kun” luftfotos, gør bogen endnu mere indtagende, end man skulle forvente. Hvor det har været muligt, er der sågar afbildninger af oldsager fundet på de berørte lokaliteter.
Billedmaterialet er simpelt hen fantastisk. Anmelder måtte tage sig selv i, gang på gang, at sidde og dvæle ved enkelte billeder for at få øje på flere end de i teksten omtalte detaljer. Og det lykkedes fint ind imellem. På en del billeder, hvor det ikke ses tydeligt, hvad der skal vises, er der hensigtsmæssigt sat små pile ind. Ikke ofte tænker man på, hvor rig vores fortid i virkeligheden er på fortidsminder, da langt de fleste ligger skjult under mulden. Men tracé-undersøgelser og forundersøgelser har dog i de seneste årtier givet et stærkt fingerpeg om intensiteten, ikke mindst i bogen ”Danmarks længste udgravning” om gasledningsundersøgelserne, der blev publiceret i 1987, men også i ”Med graveske gennem Sønderjylland” fra 2012, som er anmeldt her i historie-online.dk. Man bliver simpelt hen overrasket over, hvor tæt oldtidens og middelalderens aktivitetsspor ligger i landskabet. Via luftfotos får vi nu et betydeligt bredere ”tracé” at operere i. Fotografierne fra luften giver et godt overblik over, hvordan bebyggelserne ligger i landskabet, men der skal altså arkæologiske udgravninger til også, for at datere præcist. Luftbillederne kan hjælpe til med at udvælge de bedste steder for det vigtige fysiske arbejde. Når det er sket, vil vi kunne genskabe landskabets brug til omtrent enhver tid. Ved at benytte luftfotos kan man udpege hvor og hvor meget af et anlæg, en boplads, en landsby, man ønsker at undersøge fysisk, og i længden derved opnå et langt bedre overblik hurtigere, end ved de traditionelle metoder (landrekognosceringer med efterfølgende forundersøgelser og egentlige arkæologiske undersøgelser). Det vil også være muligt at sætte ind overfor de mest truede lokaliteter (og dem er der virkelig mange af!) langt hurtigere. Men luftfotos betyder ikke, at de ”gamle” metoder helt kan glemmes. I bogen nævnes også, at man ikke får alt med. Det viser sig, at der ofte dukker overraskelser op. Nogle af disse overraskelser læser vi om i aviserne (de større detektorfund og nye anlæg i form af rester efter landsbyer og borganlæg, for eksempel), mens langt de fleste blot bliver registreret på landets museer. Der bliver virkelig brug for arkæologer i fremtiden, hvis vi skal nå blot en brøkdel af, hvad der gemmer sig derude. Netop dette vil gå op for læseren, efter at have læst og sat sig ind i det store potentiale, som luftfotoarkæologi i Danmark vil yde til videnskaben om vores fælles fortid.
I afsnittet om resultater fra flyvningerne fremlægges et større statistisk materiale, der underbygger luftfoto-metodens anvendelighed og muligheder – hvilket siger noget om, hvad der kan forventes i resten af landet udenfor de arealer, der er beskrevet i bogen. Det må være opfordringen til nogen om at tage fat på den opgave, hvis ikke det erfarne team, som forfatterne af bogen her udgør, påtager sig den opgave. Det kan man kun håbe på, at de vil.
Som nævnte er her tale om et både omfattende og dybdegående bogværk. Og naturligvis er der også præsenteret et fyldigt komparativt materiale – eller områder er nok mere korrekt at sige. Som et komparativt område har man valgt den tyske Vadehavs ø Föhr, der er veldokumenteret i denne sammenhæng. Et par andre områder, som man har lagt specielt vægt på, er afsnittet ”Vikingetid og middelalder ved den sydlige del af Nissum Fjord” og ”Yngre jernalder og vikingetid langs Varde Å”. I alle afsnit får læseren et solidt indtryk af, hvor vigtigt og interessant detailundersøgelser er. Her kommer man i dybden med udvalgte lokaliteter, og igen påpeges det, at samspillet mellem de forskellige undersøgelsesmetoder er af afgørende betydning. En lille ekstra detalje er kortet på side 286, der viser flyveruterne i årene fra 2008 til 2011 (den sidste var en kursusflyvning). Når man læser om resultaterne fra disse overflyvninger, bliver man forbavset. I to sogne er 97 % af alle fund erkendt fra luften.
Der er andre aspekter i bogen, som ikke er medtaget i nævneværdig grad her i anmeldelsen. Blandt andet brugen af lodfotos og omtale af mere specifikke kategorier. Her er de statistiske udredninger over lokaliteter omtalt, og der er skrevet en god kildekritisk gennemgang, ligesom enkelte anlægstyper er behandlet her. Det er i bogen også påvist, at ved hjælp af og i samarbejde med detektorfolk kan man få dateret nogle af de lokaliteter, der erkendtes fra luften. Men det giver sig selv, at det kun gælder de metalrige lokaliteter, der er fra jern- og middelalder. Da vi ved, at mennesker gerne opholdt sig på nogenlunde de samme steder i lang tid – nogle gange i årtusinder – vil egentlige arkæologiske sonderinger og/eller udgravninger derfor ofte være nødvendige. Men det skal og bliver også påpeget, at detektorundersøgelser sammen med luftfotos er non-destruktive metoder, der sammen med andre lignende metoder som magnetometerundersøgelser kan være medvirkende til at danne overblik over lokaliteter og samtidig "gemme" dem til fremtiden.
Hvis noget kan kritiseres ved bogen, må det være titlen. For der er ikke tale om luftfotos af hele Danmark, men af seks udvalgte områder; de fire beliggende i Vestjylland og et i Midtjylland/Himmerland, samt et på Nordfyn. Det er dog påfaldende, når man ser på oversigtskortet side 409, at langt de fleste lokaliteter er netop i Vestjylland (af de 127 omtalte lokaliteter, af i alt 745, er blot 13 beliggende udenfor Vestjylland). På et kort på side 234 er alle lokaliteter markeret. Måske er det, fordi forfatternes museer og bopæle ligger i det vestjyske, og det har været betydeligt nemmere at operere her? Måske er det fordi de bedste (mest illustrative) lokaliteter ligger her? Eller måske noget helt andet? De 127 lokaliteter i bogens kapitel 4 er vel beskrevet og dokumenteret, og indledningsvis fortælles, hvorfor netop disse blev udvalgte ud fra faglige kriterier. Men de andre 618 erkendte lokaliteter gemmer også på fortidige anlægsspor. På side 305 oplyses det, at der er registreret hele 2746 lokaliteter, men at langt de fleste af disse er rundhøje efterfulgt af hulveje og bopladser. Det er et typisk og naturligt træk at trække det bedste frem, men i denne forbindelse ville det have været godt, hvis læseren kunne få indtryk af nogle af de fravalgte lokaliteters beskaffenhed også. Men selve valget af de 127 lokaliteter er der absolut ikke noget i vejen med. Det er virkelig interessant læsning og studeren, som vi bliver præsenteret for. Her i anmeldelsen er det umuligt at fremhæve alle de lokaliteter, der er nævnt i bogen. Men antallet alene viser, hvor vigtigt et redskab luftfotografering er, og det vil vinde frem fremover, ikke mindst i kraft af den nye, nemme og billige metode - at anvende droner.
Hvis der kan tales om nogen fare ved at benytte metoden at lokalisere fra luften, må denne bestå i det faktum, at man fra politisk side, eller de bevilligende myndigheders side siger, at det er rigeligt at vide, hvor de skjulte fortidsminder ligger - og så i øvrigt ikke foretage sig yderligere. Det kunne forfatterne godt have gjort lidt mere ud af i bogen, uden at det vil komme til at virke uaktuelt om nogle år. Naturligvis kan der undgås arkæologiske udgravninger ved anlægsarbejder (ved at flytte disse), hvilket i og for sig er både godt og meningen (in situ bevaring), men vi skal huske på, at luftfotoarkæologien trods alt ikke giver et helhedsbillede. Det vil stadigvæk være nødvendigt med gode forundersøgelser efterfulgt af egentlige arkæologiske udgravninger, da overraskelser i sagens natur aldrig lader sig afsløre på forhånd. Og det er ofte overraskelserne i arkæologiske sammenhænge, der yder de største og mest forbavsende nyheder til forskningen og derefter formidlingen af vores kulturarv.
I bogen vises nogle enkelte lokaliteter med anlægsspor, som man ikke umiddelbart kan typebestemme og ej heller datere (samlet omtalt på side 244). Der forekommer 5-6 stykker i alt i denne kategori – og her vil egentlige arkæologiske undersøgelser sandsynligvis være eneste metode til en afklaring: I de situationer er der kun et at gøre - nemlig at få skovlen i jorden. Der kan være tale om hidtil ukendte forhistoriske anlæg, eller anlæg som mest ligner noget, man har i udlandet, men der kan også være tale om nyere spor efter dyrefolde og lignende. Jeg vil mene, at luftobservationer her er af stor betydning, og at en hurtig reaktion fagligt (arkæologisk) set vil være på sin plads, for at få bestemt disse lokaliteters potentiale. Lad ikke luftfotoarkæologien blive en sovepude til undskyldningen ”in situ bevaring” i stedet for forskning, men lad luftfotoarkæologien blive det redskab, som kan være katalysator til erkendelse af nye opdagelser. Så kan man jo altid bestemme sig til helt eller delvis fredning af en lokalitet senere, hvis det viser sig formålstjenligt. Denne problematik synes anmelder, at forfatterne hverken stiller sig positivt eller kritisk til, hvilket kunne være ønskeligt, da de er i besiddelse af den største erfaring på området her i landet. Bogen er mere neutralt beskrivende end krævende kritisk set fra et fagligt synspunkt. Men det må være op til den enkelte at gøre sine tanker om det fremtidige arkæologiske aktivitetsniveau, måske bliver resultatet, at vi bare skal erkende, at vi ikke kan undersøge og/eller bevare alt.
”Luftfotoarkæologi i Danmark” er en bog, som alle med interesse for vores oldtid og middelalder i bred forstand vil kunne få glæde af. Det er fascinerende at gå på opdagelse på udvalgte steder i vort land, også hjemmefra i dagligstuen, hvilket der nu er mulighed for via de detaljerede fotos. Både ung som gammel vil sikkert nyde bogen til fulde, hvis man investerer de ca. 450,- kr. Nok en dyr pris, men man får til gengæld noget for pengene. Derfor en opfordring til at bruge bogen som ren oplysning, ligesom den vil være ganske god og anvendelig i forskellige undervisningssituationer på mange klassetrin i forskellige fag. Anmeldelsen afsluttes her, men meget andet positivt kunne være sagt... derfor prøv ved selvsyn at tage del i oplevelserne. Du vil ikke blive skuffet. Anmelders samlede bedømmelse kan således ikke blive til andet end ”seks flyvemaskiner ud af seks” mulige.
Luftfotoarkæologiens historie
Det er ca. 100 år siden, at det første luftfoto af et arkæologisk objekt blev taget. Stonehenge i England blev fotograferet fra ballon. Billedet afslørede anlæg i jorden, som man ikke havde erkendt tidligere. Det gav startskuddet til luftfotoarkæologien, hvis opblomstring og stagnation ellers er stærkt knyttet til de to verdenskrige.
Luftfotomaterialet forøgedes betydeligt under krigene, og flere piloter blev opmærksomme på mulighederne. Den første videnskabelige brug af luftfotoarkæologi stammer fra 1920’rne og skyldes O.G.S. Crawford i England. Siden 2. Verdenskrig er udviklingen gået stærkt i mange europæiske lande. Især i England er der foregået et systematisk udviklingsarbejde. Aerial Photography oprettedes ved Cambridge University i 1948, et arkiv for luftfotos oprettedes i 1965 og flere arkiver med optimale opbevarings­forhold med over en million billeder findes i dag forskellige steder i England.
Siden 1993 har man arbejdet på et nationalt kortlægnings­program af forhistoriske og historisk objekter, dels med systematiske flyvninger og dels med registrering af omkring 15.000 fotos om året. Siden den kolde krigs ophør er også mange østeuropæiske lande påbegyndt systematisk brug af luftfotoarkæ­ologi.
Et internationalt netværk for luftfoto-arkæologi ”Aerial Archaeological Research Group” – AARG blev dannet i 1980. I Danmark har meget få personer tidligere beskæftiget sig med luftfotoarkæologi. Som den første og eneste arkæolog tog Hans Stiesdal flycertifikat i 1955. Hans Stiesdal fotografe­rede især middelalderlige anlæg, men opdagede også spændende og ukendte forhi­storiske anlæg. St. Joseph fra England kom i fem somre til Danmark og fandt over 100 nye arkæologiske lokaliteter.
Den eneste systematiske indsats, der tidligere er gjort her i landet, skyldes tidligere major P. Harder Sørensen, som registrerede 447 oldtidsagre i Nord­jyllands og Viborg amter. Denne registrering er udgivet af Skov- og Naturstyrelsen i 1991. På flere arkæologiske museer foretages der nu flyvninger, når der er gode vejrforhold.

Formålet med projektet "Fortiden set fra himlen" er at synliggøre og kortlægge de enestående muligheder som luftfotoarkæologi rummer i både forskningsmæssig, formidlings­mæssig og i planlægningssammenhænge.
Det handler om at skabe større viden om og forståelse for vores skjulte kulturarv.
Projektet er af Kulturministeriet udpeget som et nationalt opdrag, og det er en del af den regionale kulturaftale mellem kommunerne i det tidligere Ringkøbing Amt og Kulturministeriet.
Store projekter i udlandet har allerede vist luftfotoarkæologiens store potentiale. Vi skimter mulighederne i Danmark. Gamle luftfotoserier kortlægges, tolkes og udtegnes. Mange timers flyvninger giver nye optagelser af skjulte, ukendte fortidsminder og synlige nationale mindesmærker. Hundreder af fredede fortidsminder overflyves og overvåges for at vurdere mulighederne for at lave tilsyn for luften. Havbunden udforskes fra luften, og internationale og nationale møder skal styrke forståelsen for og samarbejdet omkring vores fælles kulturarv. Ny teknik tages i brug, og sidst, men ikke mindst skal der skrives og fortælles vidt og bredt om forhistorien og projektet.
Luftfoto-arkæologien viser vejen frem mod en større hensyntagen til den skjulte kulturarv. Med tiltrædelse af Maltakonventionen har Danmark forpligtet sig til at gøre brug af ikke-destruktiv arkæologi. Mængden af informationer om forhistoriske anlæg i eksisterende og nyoptagne luftfotos vil forøge forskningsmulighederne og give nye udfordringer for arkæologer, og samtidig skabe bedre oversigt over den skjulte kulturarv til gavn for den fysiske planlægning.
Den enestående mulighed luftfotoarkæologien giver for at dække store områder på en meget økonomisk måde - både hvad angår tid, penge og arbejdskraft - har i flere lande gjort den uundværlig i udforskningen, fortolk­ningen og beskyttelsen af såvel enkeltlokaliteter som hele fortidslandskaber.