DropDownMenu

Keramikkande fra Ribe





Fra Videnskab.dk:
Keramikkande fra Ribe
Utroligt oldtidsfund i Ribe fik arkæologer til at tabe kæben

Arkæologerne »troede ikke deres egne øjne«, da en lille keramikkande dukkede op i en grav i Ribe. Kanden har været brugt som urne eller gravgods og peger i retning af, at der har boet handelsmænd, som kom meget længere væk fra, end man tidligere har vidst. Lignende er aldrig tidligere fundet i Danmark.
En lille keramikkande gjorde arkæologerne fuldstændig paf. Dens lige er aldrig tidligere set i Danmark - og så er den fuldstændig intakt, hvilket er helt sensationelt.
»Er det en joke?« Sådan lød de første kommentarer på billedet af en lille keramikkande, som en arkæolog lagde op på sin Facebook-profil. Og på gravpladsen i Ribe, hvor kanden blev fundet, var skepsissen lige så udtalt.
»Vi blev helt paf, da vi så den. Det kan da ikke passe, tænkte vi. Vi rodede rundt i vores hoveder efter forklaringsmuligheder,« fortæller arkæolog Søren Sindbæk, udgravningsleder på en netop færdiggjort uddannelsesudgravning på gravpladsen.
Kunne det måske være en urtepotte fra 1800-tallet? En møntskat fra 1600-tallet? Noget helt tredje, som fantasien ikke rakte til?
Men nej. Svaret var ligetil, omend utroligt: Den lille kande er importeret fra Frankrig eller Belgien i Ribes opstart som by, og den har været brugt som urne, med stor sandsynlighed for en udefrakommende handelsmand fra Frankerriget. Det er helt unikt.
Vinkanden blev fundet i forbindelse med en uddannelsesudgravning for førsteårsstuderende på Middelalder- og renæssancearkæologi på Aarhus Universitet. Du kan læse mere om udgravningen, som netop er afsluttet, og dens øvrige fund på Facebooksiden ’Ribe Rosen Allé 2015’.
Den franske kande blev gravet ud af arkæolog Sarah Croix fra Aarhus Universitet. Du kan læse mere om Sarahs forskning i artiklen ’Forskere: Danmark fik sin første by 70 år tidligere end troet’.
Udgravningen er et resultat af et flerårigt samarbejde mellem Sydvestjyske Museer og Aarhus Universitet. Læs mere om Ribes gravplads i boksen under artiklen.
»Vi har gravet i Ribe i så mange år, så det er vitterligt en stor sjældenhed, at man møder noget, der slet ikke passer med det, vi tidligere har fundet. Havde vi i forvejen en masse skår fra den slags kander, kunne vi sige 'hurra, nu har vi fundet et flot eksemplar' – det fantastiske er, at den dukker op helt uden fortilfælde,« lyder det fra Søren Sindbæk, professor MSO i Middelalder- og Renæssancearkologi ved Aarhus Universitet. Ribe er startet med et brag
Det kan måske være svært at forstå, hvorfor en lille, undselig vinkande kan vække så meget vantro.
Forklaringen er den, at arkæologer aldrig tidligere har fundet importkeramik fra Frankrig eller Belgien på det tidspunkt i historien, hvor den optræder. Vi taler starten af 700-tallet, hvor Ribes handelsplads efter alt at dømme kun lige var i sin opstart.
Ifølge Søren Sindbæk har mange haft svært ved at forestille sig, at markedspladsen i Ribe, Skandinaviens første by, fra start har været meget andet end et lokalt foretagende, som så med tiden er vokset sig større og større og længere og længere ud i verden. Den lille kande slår alvorlige skår i den forestilling.
»I mange år har den langsomme og gradvise start været arkæologiens yndlingsfortolkningsmodel. Dette fund hører til i en meget tidlig fase af byens historie, og der har åbenbart været forbindelser helt ned i de centrale dele af Frankerriget. Det peger på, at Ribe som by er startet med et brag – ikke med en hvisken,« siger Søren Sindbæk, som også er medleder af Danmarks Grundforskningsfonds nystartede ’Centre for Urban Network Evolutions’ ved Aarhus Universitet.
Et kar oven på kanden har været med til at beskytte den og sørge for, at den kunne findes i fuldstændig intakt stand i dag, langt over 1.000 år efter, den blev lagt i jorden.
Kanden blev fundet, da arkæologistuderende Victor Palsted Bizoev blev sat til at undersøge nogle skår i jordoverfladen. Skårene viste sig at stamme fra et kar, der lå på hovedet. Muligvis har karret ligget sådan for at yde den lille kande neden under beskyttelse; det er i hvert fald, hvad det har gjort.
Mod alle odds stod den lille vinkande af lyst lertøj fuldstændig intakt, nøjagtig som den blev sat ned i jorden for langt over 1.000 år siden.
»Med det samme kunne vi se, at det, der dukkede op, ikke lignede det, vi plejer at finde. Dansk keramik er altid sortbrun eller rød, så den lyse keramik fortalte os straks, at den ikke var lokal. Da den var gravet helt ud, var vi klar over, at det måtte være et gammelt fund, men der var ingen af os, der anede, hvad vi havde med at gøre,« siger Søren Sindbæk og tilføjer: »Ingen af os kunne rigtig tro vores egne øjne.«
Efter at have rådført sig med kollegaer fra nær og fjern, kunne arkæologerne konstatere, at de stod med en kande, som er lavet under det merovingiske dynasti (ca. år 450 til 750 e.Kr.) i enten Frankrig eller Belgien. Meget nærmere dateringen er det desværre svært at komme på nuværende tidspunkt.
»Forslagene løb over stok og sten, men i løbet af nogle timer fik vi os sporet ind på, at der var nogle tydelige paralleller til Frankrig,« siger Søren Sindbæk.
Kandens udformning er karakteristisk for Frankerriget
Flere keramikskår fra Frankerriget?
I interviewet med Claus Feveile nævnte den inkarnerede Ribe-arkæolog muligheden for, at selvom kanden er den første dokumenterede keramik fra Frankerriget, er det ikke ensbetydende med, at det er den eneste. Da det er lettere at sammenligne og stedbestemme et kar end skårmateriale, øjnede han mulighed for, at man ville kunne finde flere rester fra samme område blandt skårene på Ribes markedsplads.
På Claus' opfordring tjekkede Søren Sindbæk efterfølgende alle relevante typer skår fra markedspladsen og »tør godt udelukke, at der er flere kander af samme slags.« Claus Feveile har i en mail til Videnskab.dk ytret, at han stiller sig tilfreds med dét resultat.
Det er blandt andet kandens karakteristiske udformning, der peger arkæologernes opmærksomhed i retning af Frankerriget. Hældetudens kløverbladsmunding, hankens form og måden, lertøjet er brændt på.
»I forhold til de øvrige ting, man finder heroppe, er det en rigtig flot kande. I modsætning til den hjemlige keramik er den fremstillet på en drejeskive og brændt i en keramikovn. Den har bestemt udgjort finere gods, end hvad man ellers har været vant til,« lyder det fra arkæolog Silke Eisenschmidt, som er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland. Hun har ikke selv været med til at gøre fundet, men har beskæftiget sig med vikingetidens grave fra Hedeby og Sønderjylland. Af de omkring 2.000 undersøgte grave fra dette område er der kun tre med frankiske kander (som dog er af en anden type end kanden fra Ribe).
»Fundet viser, at den person, som blev begravet der, sandsynligvis kommer fra det frankiske område, og at han har levet og boet i Ribe, før han døde. Det er et superflot og enestående fund,« siger Silke Eisenschmidt.
Vidstrakte handelsnetværk gjorde Ribe til noget særligt
Ifølge Søren Sindbæk fortæller kanden en historie om det vidstrakte handelsnetværk, som gjorde Ribe til noget særligt i starten af 700-tallet, på tærsklen til vikingetiden.
»Kanden her kommer fra et tidspunkt, hvor Nordeuropa, især ift. handel og politiske magtspil, er ved at forandre sig grundlæggende, og der foregår en meget aktiv ekspansion fra Frankerriget.«
Søren Sindbæk var leder af den uddannelsesudgravning, som kanden blev fundet i forbindelse med. Her ses han holdende den lille vinkande, som har vakt så stor postyr.
»Middelhavsområdet er på det her tidspunkt blevet et langt mindre attraktivt fællesskab kulturelt og økonomisk efter de ekstremt destruktive krige med resterne af det byzantinske rige og de meget succesfulde islamiske hære. Jeg tror, at fundet er et udtryk for, at personer i Frankerriget udforsker mulighederne mod nord.«
»Kanden hører hjemme på et tidspunkt, hvor vi i de historiske kilder begynder at høre om udhandel i Nordsøområdet, og hvor Vesteuropas kulturelle og økonomiske akse begynder at dreje fra syd mod nord.«
En person, der har kendt til en vinkandes værdi
Søren Sindbæk forestiller sig – ligesom Silke Eisenschmidt – at urnen indeholder resterne af en handelsmand fra Frankerriget.
»Kanden er en fremmed brugsvare på dette tidspunkt, og den er tilbehør til en vindrikningskultur, man ikke har herhjemme. Det er en meget eksotisk ting, og det, at personen er blevet begravet med den, peger for mig på, at han eller hun kommer fra en kultur, hvor den er nyttig. De ting, vi typisk finder i gravene, er ikke mærkelige eksotiske ting; det er ting, som har givet mening for folk.«
Manden er rejst til Ribe inden for en social ramme, formentlig som købmand, og er blevet accepteret i tilstrækkelig grad til at få en formel begravelse, mener Søren Sindbæk.
Frankerriget var et kongerige i den tidlige middelalder. Det eksisterede fra det 5. til det 9. århundrede og har fået navn efter frankerne, der egentlig var flere stammer, som havde søgt tilflugt i Gallien. Ved dygtighed og held blev frankerriget i løbet af tre hundrede år til det vigtigste rige i Vesteuropa, og ud fra det opstod nogle århundreder senere både Frankrig, Tyskland og en række mindre stater. Frankerriget udviklede sig efter det vestromerske riges sammenbrud til et magtcentrum og senere til en stormagt i Vesteuropa.
Frisere er et nordvestgermansk folk. Størstedelen af friserne bor i det nederlandske Frisland og i de tyske områder Øst-Frisland og Nordfrisland. De første historiske vidnesbyrd om friserne stammer fra romerne, der i år 12 f.Kr. under et togt i Germanien mødte friserne, der på den tid boede lige nord for Rhinen. Senere bevægede friserne sig mod nordvest og dannede et rige i kystområderne i det nuværende Holland. I en periode var friserne underlagt Frankerriget.
»Denne person er kommet meget langt væk fra og til en meget fremmed verden. En person med andre skikke, en anden religion og andre netværk – at sådan en person bare skulle dumpe ind og blive accepteret er urealistisk, hvis ikke han har haft en social ramme. Og når vi er et sted som Ribe, som bærer præg af lang udveksling, er det mest sandsynligt at forestille sig, at det er en handelsmand.«
Kanden blev udgravet af arkæolog Sarah Croix, som selv stammer fra Frankrig og har arbejdet med Ribes arkæologi og forbindelser med omverdenen i flere år.
»At bruge en vinkande som den her som gravgods, er helt i tråd med skik og brug i Frankerriget. Måske er det en tilrejsende franker, som er blevet begravet her i Ribes ældste tid. Det vil vi måske kunne afgøre ved hjælp af naturvidenskabelige analyser af knogler. Gravpladsen her gemmer på mange hemmeligheder, og meget tyder på, at folk fra lande uden for Skandinavien, blandt andet frisere og saksere, også var blandt de første ripensere,« udtaler Sarah Croix i en pressemeddelelse fra Sydvestjyske Museer.
Var manden i virkeligheden 'bare' lokal?
Det er dog ikke alle, der føler sig fuldstændig overbevist om, at urnens ejermand har været af udenlandsk afstamning. Claus Feveile har taget del i alle udgravninger i Ribe fra midten af 1980'erne og frem til 2011 og har et enestående overblik over byens fundmateriale.
»Det er ikke første gang, der bliver fundet importeret keramik i Ribe, det er vi vant til på markedspladsen. Men vi finder altid kun skår, og så kan det være svært at se, hvad årsagen er til, at den er der. Er den importeret til videresalg, eller er det den fremmede købmand, der tager sit udstyr med?«
»Det kan selvfølgelig godt være en fremmed, der er begravet, men jeg tror mest på, at det har været en lokal. Du kan sagtens finde en genstand, som er frisisk, men som er brugt lokalt. Men det vil nærmere undersøgelser af knoglerne kunne afsløre,« siger Claus Feveile (Læs mere om denne uenighed i boksen under artiklen).
Et flot fund er kanden dog unægtelig, understreger Claus Feveile, som i dag arbejder med fortidsminder hos Kulturstyrelsen:
»Det er fuldstændig fantastisk, at vi i Danmark for første gang har et helt importkar fra den periode. Man skal være heldig et par gange eller tre i sådan en kandes liv, for at det kan lade sig gøre.«

Troldsting Bulbjerg

Troldsting
Troldsting er det højdedrag, som fra Bulbjerg strækker sig ind i landet mod syd. Området var i stenalderen en del af Bulbjerg-øen, og det lave sund, som forbandt Limfjorden med Jammerbugten, var rigt på fugle, fisk og skaldyr.
I området findes gravhøje fra bronzealderen, enkelte stensætninger og en del bautasten. Der er fundet flinteaffald, halvfærdige dolke, brudstykker af bronzestøbeforme, ravklumper og køkkenredskaber. Fundene fortæller, at området har været beboet op igennem bondestenalderen og ældre bronzealder. Som navnet antyder, har stedet været omgærdet af mystik. Et sagn fortæller, at det var her troldene mødtes og holdt ting, men tingfreden blev brudt, da to stridbare trolde begyndte at kaste sten efter hinanden. Den mere nøgterne videnskabelige forklaring er, at de mange store sten er bragt hertil af istidens gletschere for ca. 18.000 år siden.
På P-pladsen ”Troldsting” ved Bulbjergvej lidt vest for Ellidsbølvej er der opsat et skilt, som fortæller mere om området. Hvid rute fører ind til Tinghøjen, hvorfra man kan gå ud igennem Troldsting til Panserstien nedenfor kystskrænten.

Vikingegravplads ved Frøstrup

Gravpladsen er fra ca. år 800, og består af henimod hundrede høje og højninger samt et utal af bautasten nogle ved højene og andre på højene. En stor del af bautastenene udgør en skibssætning. Gravpladsen blev fredlyst i 1881. Nationalmuseet foretog i slutningen af forrige århundrede udgravninger, hvorved det viste sig, at grav-pladsen er en blanding af grave med udbrændte lig og brændtbensgrave.

Sløjkanalen


Sløjkanalen er i dag et vandløb, der starter lidt NV for Fjerritslev i Nordjylland og løber i SV-lig retning mod Limfjorden. Man mener, at kanalen i vikingetiden var en del af en forbindelse fra Limfjorden til Skagerak. Der findes ingen dokumentation, men en stærk tradition. Fra kanalens nordende er der i dag intet spor af et udløb ved Grønnestrand, men det kan meget vel være forsvundet ved sandflugt.
Det er min vurdering, at Sløjkanalen i det 10. århundrede var en del af søtransportvejen fra Østersøen til Vesterhavet, mens vejen fra Hedeby til Hollingsted var lukket pga. den tyske besættelse af Hedeby.
For mig forekommer det indlysende, at Hedebys eksistens er nært knyttet til transporten over Jyllands fod fra Hollingsted til Hedeby. Paul Sawyer har i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 3 udtalt, at landtransporten mellem Hedeby og Hollingsted ikke har haft nogen betydning, da det var enklere at sejle gennem Limfjorden. Det er næppe korrekt. Handelsskibe kunne formentlig ikke besejle den vestlige Limfjord pga. faren for pirater, da området bestod af mange øer og bugter. Og så var der ikke andre genveje.
934 besætter tyskerne Hedeby, og transportvejen via Hollingsted lukker. Alternativet er Limfjorden. her opbygger man så en sikker passage efter Hedebys opskrift. Det må være sket o.935 på Gorm den Gamles initiativ.
Sløjkanalen anlægges med passende bredde og dybde. Den samlede længde er ca. 12 km, men har nok ikke skullet graves hele vejen. Garnison og toldkontor oprettes, hvor Aggersborg nu ligger. (Der findes rester fortolket som tidligere landsby.) En havn med handelsplads oprettes i nærheden. Det kan have været Løgstør på sydsiden af Limfjorden.
Ringborgen Aggersborg anlægges ikke sammen med de andre ringborge 980-983, men er en senere tilkomst som samlings- og træningslejr for erobringen af England fra o.1005. Borgen er kun dateret efter byggestil, og denne behøver ikke at have ændret sig fra de andre ringborge opført lige efter 980.
Efter Hedebys endelige tilbageerobring 983 bliver Sløjkanalen uinteressant. Den kan efter det oplyste være blevet benyttet af Harald Hårderåde 1061 på flugt fra Svend Estridsen, men da var den allerede delvis sandet til, så skibene skulle slæbes for at komme ud i Skagerak.
De vigtigste varer transporteret fra øst til vest og vice versa må have været pelsvarer fra Rusland hhv. våben og klæde fra Mellemeuropa.
Sløjkanalen undersøges
Nordjyllands historiske museum undersøger Sløjkanalen, der sandsynligvis var sejlbar i vikingetiden
Forud for etablering af en ny højspændingsledning – Skagerrak 4 – som skal sikre elforsyningen i Danmark og Norge i fremtiden, foretager Nordjyllands Historiske Museum i efteråret 2011 forundersøgelser af dele af linjeføringen.
Kablet kommer i land ved Bulbjerg i Jammerbugten, hvorfra det løber til Aggersund og videre til Tjele ved Viborg – i alt findes ca. 23 km i Nordjyllands Historiske Museums ansvarsområde. Kablet krydser Sløjkanalen vest for Gøttrup i Jammerbugt kommune.
I dag er Sløjkanalen en vandfyldt grøft, men i vikingetid og tidlig middelalder menes kanalen at have været en sejlbar forbindelse mellem Limfjorden og Jammerbugten. Dette forklarer muligvis vikingeborgen Aggersborgs strategiske placering kun syv km sydøst for Sløjkanalens udløb i Limfjorden. Fra Aggersborg har man således både kunnet sejle mod øst og mod vest, men også mod nord mod Norge, som var en vigtig handelspartner i vikingetiden.
Limfjorden omtales i flere skriftlige kilder bl.a. som samlingspunkt for flåden forud for togter mod England. Det berettes også, at Knud den Store kom ind i Limfjorden fra vest på vej hjem fra England.
Sløjkanalen er muligvis identisk med det sted, hvor den norske Harald Hårderåde i 1061 trak sine skibe over land for at få dem ud i det åbne hav, da han flygtede fra den danske konge Svend Estridsen.
Nordjyllands Historiske Museum forundersøger området, hvor kanalen skulle have ligget, i slutningen af november/begyndelsen af december. Museet håber, at undersøgelser af kanalen kan kaste ny viden af sig om denne spændende periode af danmarkshistorien.
Sejlads i Limfjorden
Agger Tange og Harboøre Tange kaldes de to dele af landtangen mellem Limfjorden og Vesterhavet. I dag er den åben for skibsfart, men i lange perioder af fortiden har den været lukket. I tiden for de store vikingetogter til de Britiske Øer var der fri passage. Længere østpå, nær ringborgen Aggersborg, måtte vikingernes skibe sandsynligvis trækkes over en smal tange, kaldet Sløjkanalen.
Agger Tange og Harboøre Tange i 1791 (rød) og i dag.
Fakta: Limfjorden er egentlig ikke en fjord men et sund. Den er åben i begge ender. Den vestlige åbning i Thyborøn Kanal fremkom efter en række stormfloder i 1825-62. Før den tid var fjorden virkelig en fjord, selvom vi har beretninger om stormflodsgennembrud af tangen flere gange i 15- og 1600-tallet.
Skriftlige kilder beretter, at man allerede i vikingetiden samlede flåden I limfjorden, når man skulle på togt til England, og at Knud den Store kom vestrfra ind i Limfjorden på vej hjem fra England. Men hvordan hænger det så sammen? Var der en passage mod vest ligesom i dag? Og hvordan beviser man det tusind år efter?
Agger Tange er dannet af de enorme sandmasser, som bølgerne transporterer med langs kysten. Sandet bliver så aflejret i form af en tange eller odde, eksempelvis Skagen Odde. Jyllands vestkyst vil altid søge at opnå en ligevægt ved at udjævne hullerne ved udløb af indre farvande. Gennembrudene sker ved pludselige, dramatiske vejrbegivenheder med storm og høj vandstand – en stormflod. Når der sker et gennembrud, som i 1825, får det omfattende konsekvenser for den økologiske balance i fjorden, idet vandets saltindhold stiger dramatisk. Det betyder, at nogle dyrearter dør, mens nye finder vej ind i det tidligere ferske vand. Når man i dag skal påvise disse åbninger og lukninger af Limfjorden, bruger man derfor dyrearterne til at aflæse, om vandet var ferskt eller salt. I praksis er det selvfølgelig de dyrearter, der efterlader sig et spor når de dør, nemlig skallerne. De optælles i boreprøver, hvor man kan datere de enkelte sandlag, som skallerne ligger i, ved hjælp af kulstof-14 metoden. På denne måde kan man se, om et lag med en given alder er dannet i ferskt eller salt vand. Denne metode er brugt til, at påvise, at passagen var åben indtil for ca. 2500 år siden, derefter var den lukket i godt 200 år indtil den lukkede op igen og forblev åben frem til ca. 1100 e. kr.
De historiske overleveringer bekræfter, at der var en passage mod Nordsøen i 1026-27 og igen i 1085, da Knud den Hellige samlede sine skibe ved Vestervig forud for et planlagt angreb på England. Fremme ved år 1200 omtaler historikerne Saxo og Sven Aggesen fjorden som lukket mod vest, men det fremgår klart, at de havde kendskab til, at den førhen havde været åben. Et andet tegn på tilsanding omkring år 1100 er, at man omkring 1135 flytter bispesædet fra Vestervig til Børglum: Den vestligste Limfjord, som førhen var et trafikalt knudepunkt med stor kongelig og kirkelig bevågenhed, var blevet et udsted med ringe fremtidsudsigter for handel og kommunikation.
Sløjkanalen
Fakta: Stednavnet Sløjkanalen eller Sløjen menes at stamme fra ordet "Slod", som betyder færdselsåre; et sted hvor man slæber noget
Den islandske sagaskriver Snorre Sturlasson skriver, at Harald Hårderåde under sine militære kampagner i Danmark i 1061 flygtede fra Svend Estridsen ind i Limfjorden. På fjordens bredeste sted lykkedes det ham i ly af mørket, at lette skibene for last og trække dem over land ud i det åbne hav. På det tidligste pålidelige kort vi råder over, fra sidst i 1700-tallet, er der godt fire km land med høje klitter mellem bredningen og Skagerrak. Men kan man forestille sig, at der i vikingetiden var lettere passage?
Undersøgelser af muslingeskaller i sandlagene, dateret ved hjælp af kulstof-14 metoden, peger på, at der var forbindelse til det åbne hav i tiden lige efter Kristi fødsel. I lagene dannet på dette tidspunkt forekommer der nemlig arter, der kræver et højere saltindhold i vandet. I slutningen af 1700-tallet var der som nævnt ca. 4km til havet fra bunden af Sløjen og langt inde i landet ved Kollerup er vraget af en strandet kogge; et middelalderligt fragtskib dateret til ca. 1150, fundet.
I 1000-tallet må situationen have været lidt anderledes. Man benyttede sig på denne tid af, at slæbe, ”drage”, skibe over land, hvor det kunne afkorte sørejser. At dette var almindeligt afspejler sig i de mange stednavne rundt om i Danmark med ordet ”drag” eller ”dræt”. Harald havde i sin flåde mange mænd og næppe nogen tung last. Det er således meget troværdigt, at han slæbte sine skibe ved Sløjkanalen.
Mikkel H. Thomsen - med bidrag af Else Roesdahl

Sejlruter i Vikingetiden


Bremdal lokalhistorie
Vikingetiden
Vikingetiden ophørte her omkring i år 1085
I 1913 kunne man læse at Struer oprindelig må have heddet Struker, senere Struger, afledt af ordet struk,der betyder "indsnævring af en strøm" idet kilen indsnævres med 2 odder, samt at et sagn fortalte, at Knud II den Hellige (1080-86) lod en flåde opankre i Kilen, udrustet for at indtage England. De fleste lokale beboere er overbeviste om at Kilen har været samlingstedet og man har også haft et ekkolod inde i Kilen og set nogle spor af noget der kunne være vragrester, uden at man fandt bevis for at det var vikingevrag.
I 1913 konkluderede avisen Konkordia: "Hvis Vikingeskibene var opankret i Kilen, så måtte der have været god sejlads gennem snævringen til Kilen, som også fungerede som vadested og derfor ikke var særlig dybt".
Om vikingerne søgte så langt ind er de lærde til gengæld i tvivl om. Vikingerne var gode søfarer og viste at opdriften i saltvand var højere end i brakvand og selv om dybdegangen på et fuldtastet langskib (sejlførende krigsskib med 40-50 vikinger) var knap 1 meter og en vægt på 6-8 tons så ville den formentlig ligge så dybt i Kilens brakvand, at den ikke kunne kommer over det lave vand ved vadestedet, som tilsyneladende altid har ligget der. Desuden ville vikingerne være lukket i en fælde, hvis der opstod en situation der krævede flugt.
Og da skibene efter skrifterne ventede på en gunstig østenvind, så skulle vikingerne ro ud af Kilen før de kunne sætte sejl og udnytte vinden. Noget tyder da også på, at vikingeskibene har ligget langt nordligere. Eller at de har ligget flere steder i Limfjorden.
I Sven Aggersøns beretning om flådens samlingssted i året 1085: "At den flåde hvormed "Knud den II (senere efter sin død ophøjet til helgen i 1101) ville gøre togt til England, samledes i Humla, hvor han ventede på østenvindens gunst".
Sven Aggersøns historiske småskrifter på latin, hvoraf han også nedskrev datidens grundlov, (Knud og Absalons Venderlov), var født i året 1163 og man mener at hans skrift stammer fra omkring 1181-82 og er derfor det tidligste skrift om vikingetidens afslutning.
Humla er det gamle navn for byen Humlum (Forledet i Humlum er muligvis et tillægsord eller navneord af den stamme, der foreligger i mandsnavnet gammeldansk Humli der betyder "bjergknold"), og dette højdedrag må have været vikingernes stedfæstelse af samlingsstedet. Der har altså været en havn (Humlavig) et eller andet sted i Humlum sogn. Oversætteren af de gamle skrifter mente at havnepladsen måtte være ved Nissum Bredning, men den kunne også ligge et andet sted, nemlig ved den vig hvor Humlum fiskerleje/havn ligger nu. Det kommer helt an på hvor mange skibe det har drejet sig om. Men ligger tallet på omkring 1600 skibe, så kræver det plads, megen plads.
Området ville være et perfekt opsamlingssted idet man her kunne ligge i læ for venstenvinden, have gode udsigtsforhold når skibene skulle samles (fra limfjorden øst fra), der var nem adgang til ferskvand, fiskemuligheder og flade arealer til dyrenes græsning mens man ventede på vejrskiftet.
Afsejlingsforholdene er perfekte når det drejer sig om hurtigt at få dybt vand under kølen, når vinden skiftede til sydøst eller øst. Desuden er der flere flugtmuligheder både over land og over vand.
Man skal huske på, at Limfjorden så noget anderledes ud på den tid. Den var ikke lukket mod vest og der var også adgang mod nord tæt ved Bulbjerg (omtrent ved Lund fjord, Løgstør bredning)
Landskabet hævede og sænkede sig efter istiden omkring en en linie tværs over Jylland. Den gik gennem Lemvig, lidt nord for Struer og videre østpå. Nord for linien hævde landskabet sig, hvorimod landskabet sænkede sig syd for samme linie.
Men andre gør også krav på opankringspladsen. Den engelske munk, Ælnod, skrev omkring 1120 at Kong Knud i 1085 samlede en kæmpeflåde på 1000 danske skibe, 60 norske og grev Robert I af Flanderen skulle ligeledes stille med 600 skibe. Samlingsstedet kalder Ældnod for "Occidentalis Portus" (den Vestre havn) og det kunne godt være Humla for den sags skyld, men nogle historikere mener at det må være Krik Vig ud for Vestervig Kirke, 10 km nord for Skibsted fjord, et sted hvor Oksevejen førte igennem og hvor der var livlig handel, forsyningshavn og tingsted. Skibsted fjord forlænget med Sindrup Vejle ville være tæt ved Aggertangen, hvor der i 1100 tallet var udsejling til Vesterhavet.
Men da Ælnod kun skriver "den vestre havn" og det kan såmænd være mange steder. Så er Sven Aggesøn mere præsis med ordet "Humla". Så det åbne spørgsmål er derfor. Hvor lå Humla vigen i år 1085?
Et eller andet sted, hvor 1600 skibe kunne ligge i læ for venstenvinden!
Fra Sven Aggesøns historiske skrifter
"Paa den Tid, da han blomstrede i sin Magts Fylde, kom han med Sorg til at tænke paa, at han var bleven berøvet det Magtområde, han skulde have haft i Arv efter sin Faders Morbroder (Knud den Gamle). Efter at han altså havde sammendraget en Hær og stævnet en Flaade sammen, for at han kunde gaa løs paa England og erobre det, begav han sig til Humla, der paa den Tid var en Havn, som laa meget nær ved Havet (Vesterhavet), og bød sin Hær samle sig der. Og mens han nu, efter at have faaet sin Flaade samlet, laa der og ventede paa Østenvindens Gunst, lød det larmende Rygte pludselig for Kongens Øren, der forkyndte, at et Anslag om Forrædderi mod Riget var opstået i Slesvig. Han hastede da med al mulig Skyndsomhed i rivende Fart derhen, for at han kunde kvæle denne Sammensværgelses Spirer i deres Første Begyndelse. Da han nu var kommen derhen og havde fængslet og lænkebyndet Forbrydelsens Ophavsmænd og sat dem under sin Bevogtning, skyndte han sig i meget ilsom Fart tilbage til Flaaden, som han havde maattet forlade i Anledning af det uventede indtraadte Tilfælde, og han troede at skulle finde den paa det Sted, hvor han ved Tilfældets Indtræden havde ladet den tilbage. Men da han var kommen til den forud bestemte Plads, erfarede han, at alle Folkene med Trods og Ulydighed havde begivet sig hjem til deres eget"
Vikingerne var blevet trætte af at vente og da mange af dem mente, at årstiden nu var forpasset til et togt til England, så de vente tilbage til deres egn og familie i stedet. Kong Knud blev rasende og ville opkræve en stor bøde 40 mark til hver enkelte skibshøvedsmænd og en bøde på 3 mark til ledingsmændene af almuen. Kong Knud rejste nu fra den ene landsdel til den anden for at opkræve bøden og startede hos vendelboerne.
"Men folket her, som jo var vilddyragtigt og ustyrliges blod og lod ham føle i dets Natur liggende Raseri istedenfor at betale hans bøder. Saa ivrigt var nemlig Befolkningens Vrimmel stimlet sammen, at end ikke een, fra hvis Husarne (ildsted) der opstod røg, for sig særligt fik Lov til at blive tilbage"
Kong Knud blev forfulgt ned gennem Jylland, over Middelfart Sund lige til Odense, hvor han blev dræbt.
Dermed endte reelt vikingetiden.
Nordvestjylland op til år 1100
Nordjylland så meget anderledes ud den gang, det var en samling småøer og vikingerne kunne derfor sejle både mod nord og mod vest, når man kom forbi Aggersborg ved Løgstør. Men hvordan så den egentlig ud?
Man kan i det mindste sige, at området langs hele Limfjorden har ændret sig radikalt siden Vikingetiden. Mange års sandflugt, erosion af fjordens kyster, aflejringer og en ikke uvæsentlig landhævning mod nord, har i høj grad ændret landskaberne.
Nordvestjylland er et ø-rige
Forskellige gamle skrifter indikerer at den vestlige del var et ø-rige. Ordet limfjorden går helt tilbage til vikingetiden og er nævnt i et utal af gamle skrifter. Adam af Bremen fortæller om Jylland, at der er øer nær ved fjordene og blandt de få byer han nævner er Aalborg, der flere steder betegnes som civitas og det er bemærkelsesværdigt, fordi Aalborg ligesom ikke har prædikat som bispeby.
Også landsdelen Vensyssel (Wændill) nævnes ofte i kilden, hvilket kan være et tegn på at landsdelen har været befolket med ikke så få mennesker. Han skriver desuden: "Der er mange øer i denne bugt, den første af dem er Vendsyssel. Den ligger ved indsejlingen til dette farvand. Den anden Mors, den tredie Thy i kort afstand til hinanden.
Limfjordslandet er sansynligvis fra meget gammel tid delt op i en række navnemæssig klart adskilte landskaber. Andre skrifter nævner Hals i forbindelse med kongemøder. Aggersund nævnes af Ælnoth som Ubis agri. Endelig nævnes Oddesund nogle gange i flere forskellige kilder.
Det interessante er, at disse 4 hyppigt nævnte steder (Hals, Aalborg, Aggersund og Oddesund) alle ligger ved naturgivne overfartssteder. Vestervig nævnes først i forbindelse med munken Thøger, der i midten af 1000 årene skulle have grundlagt kirken der.
Sagaerne taler gang på gang om at Limfjordsegnene blev hærget af de svenske og norske konger og at danskerne overalt havde samlinger af folk. Områdets politiske betydning var stor. Så sent som i 1200 tallet giver Saxo oplysninger om at "fjorden er så rig på fisk, at den sikkert yder indbyggerne lige så meget føde, som hele agerlandet tilsammen". Det var derfor en egn som var værd at hærge for de nordiske konger.
Der gives mange oplysninger om flådesamlinger og kongeophold gennem hele vikingetiden, dog specielt for perioden fra Knud den Store til Knud den Hellige. Ælnoths beskrivelse af bondeoprøret i 1086 og stormen på Aggersborg tillægges kongsgården her en vis betydning og det nævnes også at bispen er bosiddende i den nærliggende landsby, Bejstrup.
I kong Valdemars jordebog fra 1230'erne nævnes i bogens ø-liste. Vust (sogn i Hanherred; Thy) på lige linie som de andre ægte øer
Byer ved Limfjorden
Hals: Den gunstige beliggenhed lige inden for indløbet til Limfjorden har tidligere givet lokaliteten betydning. De islandske sagaer fortæller, at det var her at den norske kongesøn Harald Gråfeld år 970 blev dræbt af Gorm den Gamles sønnesøn Guldharald og i 1191 samledes den danske korsfarerflåde ved Hals før afrejsen til det 3 korstog:
Hals mod nord og Egense mod syd ligger på hver sin side af Limfjorden, som på dette sted kan sammenlignes med en flod. Således opfattede Harald Haardraade ifølge Snorre Sturlason i Heimskrigla da også indsejlingen til limfjorden ved Hals i 1061: "Med limfjorden har det sig sådan, at indløbet kun er som et smalt flodløb..."
Aggersborg (aggersund): Stedet har givetvis på det tidspunkt været en livlig handelsby. Det samme gælder for handelspladsen ved Vestervig (og er den væsentlige grund til placeringen af et bispesæde der).
Aggersborg har været en ret anselig langby. Bopladsen har været helårligt og stedfast, idet flere af husene viste spor efter reparationer. Oldsagsmaterialet fra udgravningerne er stort. Der er fundet mange spor af importerede varer.
I det største af de udgravede huse, et 41 meter lang hus, var et tegn på særdeles velstand. I et stolpehul lå en sammenklemt guldarmring og i samme hus er der fundet perler af bjergkrystal og skår efter glaskander.
Guld, bjergkrystal og glas var absolut ikke dagligvarer i vikingetiden.
Borgens beliggenhed og formål, skal ses i lyset af vandvejenes forløb og tyder på at den skulle kontrollere en tregrenet vandvej (øst-vest og nord). Det vil sige en offensiv kontrol (indkrævelse af skat og told) og den defensiv kontrol (forhindre fjendtlige overraskelser fra søvejen)
Landtrafikken
Vestpå gav trafikal passage store vanskeligheder med de store åløb og udstrakte moser, mens midtjyllands morænelandskab og dalstrøg østfra var mere farbar. Der var en rimelig tørskoet vej (hærvejen) fra Hamborg i syd, vest om Slesvig, over Flensborg Åbenrå til Viborg i Nord. Allerede syd for Viborg, ved Torning, grener det gamle vejforløb sig, en af dem påbegyndte "nedstigningen" til vadestedet ved Non Mølle, øst om Hald sø og vest om viborgsøerne. Samt mod nordvest for at følge alhedens jævne slette med kurs mod Skive, for ved Hagebro vadested over Karup Å, at sende en vejgren vestpå mod Holstebro. Herfra gik der en vej mod Oddesund over Kærgårds Mølle og videre op over skrænterne ved Toftum Bjerge til Oddesund. En kortere rute, men knap så farbar, var at søge mod vadestedet ved "Struger" (Struer) og videre til Oddesund
Så allerede ved middelalderen begynder det overordnede vejnet at indstille sig efter de topografiske hensyn.
Mens hovedvejen fortsætter sin lange færd mod Ålborg, løber vejen mod Løgstør og Aggersund nordpå nær himmerlands vestkyst, mens en række veje holder sig oppe i højlandet mellem Skals å, Tjele langsø og Nørre å's dalstrøg på vej mod Randers og Hobro.
Viborgs nærmål er Viborgs udhavn, Hjarbæk, dens fjernmål er Salling, Mors og Thy. Fra Fiskbæk ved Kvols fortsætter vejen vestpå mod Karup Å's mundingsvad ved Skive.
Skive er et af de mange eksempler på typografisk lokaliserede åmunding (Aros)
De landtrafikale ruter gennem oldtiden undgik som regel de fugtige strækninger, derfor var kystnære lokaliteter som Ålborg, Aggersborg oplagte overfartssteder til nordjylland og Skive var et oplagt sted for en anløbsplads med retning imod Viborg. Oddesund var ligeledes et oplagt overfartssted til Thy
Kyststrækningerne og sejlruter
Kyststrækningerne fra Oddesund mod vest var stejle klinter. Klinterne kunne godt være anløbspladser, såfremt de havde brede strande og nem adgang (vej) til baglandet.
De ældste vidnesbyrd om en forbindelse mellem Nissum Bredning og Nordsøen er fra 1026-27, da Knud den store drog denne vej med sin flåde på vej hjem fra England.
I år 1085 berettes igen om en åbning, hvor Knud den hellige samlede en flåde ved Vestervig (A. Jessen 1920).
I følge gamle sagn har åbningen til vesterhavet været syd om Agger Tange over Ferring Sø i det 11 århundrede.
Åbningen er sandsynligvis sandet helt til omkring år 1100. Både Saxo og Svend Aggersøn nævner fjorden som lukket omkring år 1200. Men de vidste dog begge, at fjorden tidligere har været åben. Andre kilder nævner, at Agger Tange blev gennembrudt i året 1825.
Flytningen af bispesædet ved Vestervig til Børlum i 1100 tallet skyldes sandsynligvis en tilsanding af passagen gennem Agger tange, hvorved Vestervig fik mindre betydning som handelssted.
Landskabsbillede og eventuelle sejlruter fra Limfjorden.
1. Hanstholm-Hjardemål (Skradekær), menes ikke mulig på grund af lukning omkring år 400 .e.kr
2. Bygholm Vejle, kunne være mulig i år 1060
3. Sløjkanalen, kunne være mulig i år 1060
4. Agger-Tange udsejlinger. Øverste rute ud for Vestervig og nederste rute over Ferring Sø
Den blå optegnede rute menes at være "Sløjenområdet"
Udsejlingen mod nord
Blandt de ældre historiske kilder for en åbning af Limfjorden mod Skagerrak over Hanherred er den islandske sagaskriver Snorre Sturlason. Snorre beskrivelse af den norske kong Harald Haardraades flugt fra den danske kong Svend i år 1061 og findes findes citeret i mange senere skrifter.
Snorres beretning er nedskrevet i det 12. århundrede. Det meget omtalte skrift lyder som følger i oversættelsen fra 1964 udgaven af kongesoger (K.S.Petersen 1976)
"Kong Harald heldt med skipa sine lenger inn i fjorden, der har er breiast og som dei kaller Lusbreid. Der er det eit smalt eid lengst inne i vika mot Vesterhavet og ditt rodde kong Harald om kvelden. Men om natta, få det hadde vorti mørkt, lossa dei skipa og drog dei over eidet, og alt det gjorte dei frå seg og seglbudde seg att føre dag og helt nordetter langs Jylland. Då kvad dei: Harald dansken radt utor hansa smatt ..."
I andre oversættelser f.eks. J. Stenstrup (1876) og G. Storm i 1877 nævnes ikke noget om vigen mod vesterhavet, men taler om et eid ved vigen "vestr til hafs". En anden oplysning der gives af Steenstrup er at Harald sejlede ind i fjorden hvor den var breddest, hvilket svarer til Livø Bredning.
Spørgsmålet er om Harald var flygtet mod nord eller vest over Agger-tange.
K.Erslev (1873) og G. Strom (1877) foreslog at flugten må være foregået over Bygholm vejle og ud til Skagerrak ved Bulbjerg (2).
Sven Larsen (1975) lægger ruten over Lønnerup fjord, Kløv å og ud i Skagerak ved Vigsø: (1) Et tredie forslag kommer fra J.T.Møller i 1982 som foreslår en flugtvej over Sløjkanalen og ud i Skagerak ved Kollerup Strand (3)
For den vestlige flugtvej igennem Nissum Bredning (4) taler bl.a. R.H.Kruse (1869) og J. Stenstrup (1876).
Stenstrup mener at det eid, som Snorre omtaler, må svare til sandbarren ved Løgstør og at Limfjorden må have været åben mod vest, således at Harald var reddet ved blot at komme over sandbarren. Det tidsmæssige aspekt gør dog ikke den flugtvej sandsynlig, idet "man roede til eidet på en aften, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis man skulle ro fra Livø bredning.
Man har foretaget geologiske undersøgelser af jordbunden omkring Limfjorden og sætter man det ind i historisk perspektiv, er sandsynligheden for, at der på Harald Haardraades tid må have været et smalt stykke land, som adskilte Skagerak fra Sløjenområdet. Der er intet som taler for en reel sejlbar forbindelse på denne tid og dog!
Fundet af en middelalderskogge ved Strandgård (nogle hundrede meter inde i landet bag Kollerup Strand) og som var strandet engang i 12-1300-tallet, tyder på, at kystlinien har ligget langt længere mod syd i forhold til i dag.
Fra det sted er der godt 10 km til Limfjorden med lavtliggende enge. Ved at sammenholde oplysninger om perioder med og uden klitdannelse med daterede havniveaukurver og variationer i middelhøjvandet fra ca år 650 til i dag, antydes det at havniveauet må have været op til 1 meter højere omkring år 1000-1100.
I øvrigt er det også sandsynligt at fjordarmene ved Sløjen endnu ikke var sandet til i det 11.århundrede.
Flugten i det 11. århundrede kan således godt have fundet sted over Sløjen, fordi det var muligt for Harald at ro sine skibe så tæt på Skagerak, at han har været i stand til at trække dem resten af vejen. Om han valgte denne rute eller over Bygholm Vejle, hvor afstanden fra Skagerak dengang var lige så kort, kan ikke konstateres med sikkerhed. Til gengæld vides det næsten sikkert, at Skadekærområdet lukkede allerede inden år 400 e.kr
Humla, som opsamlingsstedet i 1085
Når Svend Aggersøn nævner Humla, som ledningssamling af vikingeflåden, så var der en havn eller landingssted med god adgang til havet.
Dermed får man flyttet flådens leje ind i Venø Sund, en placering der fra et besejlingssynspunkt synes mere oplagt end selve Nissum bredning eller for den sags skyld Vestervig, idet igen af stederne gav ly for vestenvinden.
Placeringen af kystnære steder andre steder i Limfjorden, viser da også, at man hyppigt undgik kyster med stejle klinter. Venøsund kunne derimod give læ for vestenvinden og lå i øvrigt tæt på en lokalitet med færdsel, nemlig Oddesund.
De seneste historiske undersøgelser fra 1992 (Limfjordsprojektet), peger da også entydig på, at det er det rette sted for ledningssamlingen. Det er det mest sandsynlige sted, hvor flåden kunne ligge og vente på østenvindens gunst.
Sven Aggersøns præcise beretning om flådens samlingssted i året 1085: "At den flåde hvormed "Knud den II ville gøre togt til England, samledes i Humla, hvor han ventede på østenvindens gunst", er dermed med god sandsynlighed lokaliseret til Venø Sund.