DropDownMenu


Højmiddelalder

Højmiddelalder

Fra Anders Bøgh, Århus Universitet (www.danmarkshistorien.dk):
Højmiddelalderen, ca. 1050-1340
Indledning
Betegnelsen 'middelalder' bruges i dansk historie normalt om de ca. 500 år, hvor den vesteuropæiske katolske kirke under paven i Rom spillede en væsentlig rolle i Danmark. Den danske konge Harald Blåtand og dermed i princippet også hans rige var ganske vist gået over til kristendommen ca. 965, men først små hundrede år senere nåede kirken en sådan grad af organisering, at det begyndte at minde om forholdene i andre europæiske lande. Der er derfor god mening i at kalde perioden fra ca. 1050 til Reformationen i 1536 for middelalderen. Når vi så kalder den første del af middelalderperioden for 'højmiddelalderen' skyldes det, at det er denne betegnelse man i almindelighed bruger om Europas historie ca. 1050-1340. I dette ligger en opfattelse af perioden som et tidsrum præget af vækst og blomstring.
Vikingetiden, som vi kalder perioden ca. 800-1050, var præget af stærk ekspansion udadtil i form af plyndring, handel og kolonisering, et landbrug, hvor kvægavl spillede hovedrollen, samt trosforestillinger, der det meste af tiden var domineret af asatroen (Odin og Thor osv.), mens kristendommen kun meget langsomt trængte frem i periodens slutning. Alt dette ændrede sig fra omkring midten af 1000-tallet.
Ca. 1050 var det endegyldigt slut med skandinavernes militære overlegenhed i forhold til det øvrige Vesteuropa. Det var slut med ekspansionen, og det blev nærliggende i højere grad at vende sig indad og udvikle samfund og produktion ad de mønstre, som var kendt fra det øvrige Vesteuropa.
I landbruget synes der således i begyndelsen af højmiddelalderen at være sket en vægtforskydning fra kvægavl/animalsk produktion til, at hovedvægten kom til at ligge på agerbrug/vegetabilsk produktion. Med middelalderlig landbrugsteknologi kunne man få ca. seks gange så mange kalorier ud af et givet jordareal ved at dyrke korn på det frem for at bruge det til husdyravl. Til gengæld krævede det betydeligt mere arbejde. Årsagen til denne ændring var formentlig en voksende befolkning, der skulle brødfødes, ligesom øgede krav om afgiftsbetaling fra jordens dyrkere til jordejere, kirke og kongemagt kan have spillet ind.
En voksende agerbrugsproduktion krævede, at man fik eller i højere grad brugte en plov, som kunne vende jorden, en såkaldt hjulplov, samt at man dyrkede skiftende afgrøder og lod jorden ligge brak, det vil sige udyrket hen, en hel del af tiden. Dette skete i det meste af landet i form af det såkaldte vangebrug.
Den voksende vægt på agerbrug medførte, at der kunne leve betydeligt flere mennesker i Danmark, og der er ingen tvivl om, at højmiddelalderen var præget af en meget stærk befolkningsvækst. På basis af den lidt bedre kendte udvikling i England, kan man gætte på, at der var tale om noget i retning af en tredobling af befolkningstallet til måske ca. 1½ million mennesker omkring 1300.
Men også udviklingen af samfundets institutioner blev præget af en stærk kulturimport. Det gjaldt i særlig grad for kirkeorganisationen og kongemagten. Resultatet blev her som i det meste af det øvrige Europa et samfund med to efterhånden konkurrerende øvrigheder: Kongemagt og kirkemagt.
Opbygning af kirke- og kongemagt ca. 1050-1131
Kongemagten var den drivende kraft i opbygningen af kirkeinstitutionen. De vigtigste træk i denne opbygning i perioden var en fast inddeling af landet i bispedømmer, indførelse af en fast skat til kirken på i princippet en tiendedel (10 %) af al produktion, derfor kaldet tiende og etableringen af et dansk ærkebispesæde 1103/04. Ved at støtte kirken sikrede kongen sig religiøs sanktion af sin egen magtudbygning samt bistand fra uddannede gejstlige, som kunne læse og skrive og administrere, og som havde kendskab til den internationale udvikling af lov og ret.
Tiden frem til 1065 var præget af hårde kampe mellem den norske konge Harald Hårderåde og Svend Estridsen om magten i Danmark. Da kong Svend efterhånden havde fået konsolideret sin stilling, tog han ca. 1060 fat på en reform af den danske kirke i tæt samarbejde med ærkebispen af Hamborg-Bremen, som på dette tidspunkt var den danske kirkes overhoved. Resultatet blev, at den danske kirke fremover fik otte fastafgrænsede bispedømmer. Dette forudsatte et økonomisk grundlag for bispestolene i form af jordegods eller forøgede mængder af jordegods, som i vidt omfang blev skænket af kongen og hans slægt. Til gengæld var det frem til ca. midten af 1200-tallet en selvfølge, at det var kongerne, der udnævnte bisperne.
Snart efter begyndte opførelsen af domkirker i sten, de første domkapitler blev grundlagt og de første klostre blev stiftet. I 1070’erne var der ifølge Adam af Bremen over 600 kirker i Danmark, næsten alle bygget i træ. Derimod var den krønikeskrivende kannik stærkt utilfreds med, at tienden endnu ikke var indført, og at danskerne stadig tog på plyndringstogter i Østersøen; dog mod at betale tribut til kongen.
Et andet indre konsolideringstegn var, at det snart lykkedes kongemagten at skaffe sig monopol på at udstede mønter, hvorved al udenlandsk mønt blev ulovlig som betalingsmiddel i Danmark. Derved kunne kongen skaffe sig betydelige indtægter ved omveksling og tvungne pengeombytninger.
Svend Estridsen efterfulgtes som konge med tiden af hele fem sønner. De synes til en vis grad at have repræsenteret forskellige forestillinger om den videre udvikling og i hvert fald én af dem, Knud den Hellige, havde så travlt med reformer, at det efter alt at dømme kostede ham livet. Han forsøgte at indføre tiende, søgte at indføre strengere straffe for voldsforbrydelser begået på hellige dage og steder samt at sikre fremmede, dvs. gejstlige og handlende, retsbeskyttelse på linie med de indfødte. Han synes også at have forsøgt at udskrive skatter til kongemagten. Bægeret løb over, da han udskrev ledingen til et erobringstogt mod England, som aldrig blev til noget, hvorefter han gav sig til at opkræve bøder fra deltagerne. I 1086 blev han myrdet under et oprør.
En af hans brødre og efterfølger som konge, Erik Ejegod, fik imidlertid paven til at kanonisere sin dræbte bror Knud og dermed gøre ham til helgen, og derved kom det til at se ud, som om Gud gik ind for alt, hvad Knud den Hellige havde foretaget sig. Formentlig fik Erik Ejegod også indført tiende i Danmark og dermed lå vejen åben for, at landet i 1103 eller 1104 kunne få sit eget ærkebispesæde i Lund i Skåne. Ærkebispeværdigheden omfattede i første omgang også Norge og Sverige. Den første ærkebisp blev Asser af Trundslægten. Erik Ejegod døde på Cypern i 1103 på vej på pilgrimsfærd til Jerusalem kun fire år efter, at Det Første Korstog havde erobret Det Hellige Land for de kristne.
Herefter synes at være fulgt en nogenlunde stilfærdig konsolideringsperiode under kong Niels. Dette må nok forstås sådan, at de magnatslægter fra perioden, som vi kender, såsom Trundslægten, Hvideslægten, Bodilsønnerne og nogen, vi ikke kender noget særligt til, holdt hinanden i balance. Denne balance gik imidlertid tabt efter, at kong Niels' søn, Magnus, myrdede Erik Ejegods søn, Knud Lavard i Haraldsted Skov 1131.
Borgerkrigsperioden 1131-57
Drabet på Knud Lavard i 1131 førte til en lang periode, der for det meste var præget af borgerkrig. Umiddelbart efter mordet begyndte Knud Lavards bror Erik Emune at føre krig mod kong Niels om kongemagten. Hertil fik han hjælp af den tyske kejser, som gerne fiskede i rørte vande, og da ærkebisp Asser i 1134 skiftede side, vandt Erik Emune det skæbnesvangre slag ved Fotevik i Skåne. Her faldt kong Niels' søn Magnus og tre bisper. Sidstnævnte viser, hvor tæt sammenvævet kirkemagten var med kongemagten. Kong Niels undslap med nød og næppe, men blev senere dræbt af borgerne i byen Slesvig.
Erik Emunes regeringstid blev kort og blodig. I 1137 blev han gennemboret af et spyd under et møde på et ting. Herefter var der nogenlunde roligt under hans efterfølger Erik Lam. Da denne trak sig tilbage i 1146, blev Knud Magnussen valgt til konge i Jylland og Svend Eriksen i Skåne og vist også det resterende land. Hermed var kortene givet til en ny runde i borgerkrigen med en efterhånden betydelig indflydelse til den tyske kejser, som den svageste part regelmæssigt appellerede til om hjælp. Et af resultaterne af dette blev, at Danmark blev len under kejseren frem til 1182.
Efterhånden begyndte Knud Lavards søn, Valdemar (den senere Valdemar den Store), med støtte fra Hvideslægten at blande sig i kampen. Efter Blodgildet i Roskilde, som kostede Knud livet, og slaget på Grathe Hede, som kostede Svend livet, fremstod Valdemar i 1157 som borgerkrigens sejrherre.
Valdemarstiden 1157-1241
I 1158 fik Valdemar gjort sin efterhånden vigtigste støtte fra Hvideslægten, Absalon, til biskop i Roskilde, hvilket skulle blive indledningen til et meget tæt samarbejde mellem konge og kirke om samfundets videre udvikling. Dette gav dog problemer med ærkebispen, Eskil, af Trundslægten, som i 1177 måtte lade sig afløse af Absalon som ærkebisp. Som noget helt enestående i den katolske kirke fik Absalon lov til at beholde Roskilde bispestol samtidig med, at han var ærkebisp. I 1192 overlod han dog bispestolen i Roskilde til sin nevø, Peder Sunesen, hvis bror, Anders Sunesen, efter at have været kongens kansler, overtog ærkebispesædet efter Absalons død i 1201. På de øvrige bispestole kom der også efterhånden bisper, som var fuldt loyale overfor kong Valdemar, mens man fik fjernet forskellige mindre loyale og (potentielt) oprørske kongeætlinge.
Den tiltagende indre magtkonsolidering gav sig snart udtryk i en offensiv udenrigspolitik over for de slaviske stammer, kaldet vendere, som beboede Østersøens sydkyst. Disse havde ivrigt benyttet sig af magtens svækkelse til at drive plyndrings- og kolonisationstogter mod Danmark. I 1147 proklameredes Det Andet Korstog for at genvinde et område, der var gået tabt for de kristne i Mellemøsten. Imidlertid lykkedes det på vist især tysk foranledning at få paven til også at rette korstoget mod de hedenske slaviske stammer i det senere Østtyskland. De to stridende danske konger – Svend og Knud - sluttede våbenstilstand og allierede sig med de interesserede tyskere. Alligevel blev dette første korstog i Østersøområdet en total fiasko set med danske øjne.
For Valdemar den Store blev pacificeringen af venderne imidlertid en hovedsag. Han og hans nærmeste medarbejdere anlagde stenborge til rigets forsvar i fx Nyborg, Korsør, Kalundborg, København, Vordingborg og på Sprogø, ligesom Dannevirke blev udbygget til en mægtig murstensmur. Et foreløbigt højdepunkt nåedes i 1169, da Valdemar indtog Rügen og lagde øen under Roskilde bispestol. Hermed var kongen gået fra forsvar til en blanding af korstog og erobringer i Østersøområdet. Dette foregik ofte i samarbejde, men for det meste i stærk konkurrence med tyske magter.
Valdemars søn og efterfølger, Knud 6., sikrede sig overherredømmet over Pommern og tilbageviste den tyske kejsers krav om fornyelse af lensforholdet. Knud overlod herredømmet over Slesvig til sin bror, Valdemar, der efterhånden kunne udstrække det til Holsten og omliggende områder.
Da Valdemar, senere kendt som Valdemar Sejr, overtog kongemagten, kunne han fortsætte denne ekspansion og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2., ham officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. den allerede da ganske betydningsfulde by Lybæk (Lübeck). Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219 i slaget ved Lyndanise, hvor Dannebrog ifølge en langt senere tradition faldt ned fra himlen.
Snart efter vendte billedet imidlertid. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt på Lyø i Det Sydfynske Øhav, og snart faldt hele imperiet fra hinanden. Valdemar måtte løskøbes fra fangenskabet for en ufattelig stor løsesum på 44.000 mark sølv, en voldsom økonomisk åreladning af riget. Efter løsladelsen forsøgte han forgæves at vinde det tabte tilbage i slaget ved Bornhøved i 1227. Takket være indgriben fra paven lykkedes det dog med nød og næppe at bevare herredømmet over det nordlige Estland, som forblev et hertugdømme under den danske krone indtil 1346, hvor det blev solgt til Den Tyske Orden.
Estland var imidlertid ikke det eneste såkaldte fyrstelen, som opstod under Valdemar Sejr. Som man gjorde i andre europæiske kongeriger, udnævnte Valdemar de sønner, som ikke skulle efterfølge ham som konge, til fyrster og overlod dem områder i rigets periferi som fyrstendømmer. Vigtigst af disse blev Slesvig, som blev hertugdømme for den næstældste søn, Abel, men også Lolland, Halland og Blekinge blev på denne måde i kortere eller længere tid fyrstedømmer under den danske krone.
Indre og ydre magtkampe 1241-ca. 1300
Kong Erik Plovpenning fik snart de indbyggede konfliktmuligheder i samfundssystemet at føle. Hans yngre brødre var ikke tilfredse med de rettigheder, de havde fået i deres fyrstelen, hvilket snart førte til krigeriske forviklinger. Det endte med, at kong Erik blev dræbt på foranledning af sin bror, Abel, der var hertug i Slesvig. Herefter efterfulgte Abel ham som konge, til han kort efter faldt i krig. Derefter greb den tredje bror, Christoffer magten, mens Abels søn måtte nøjes med at være hertug i Slesvig.
Men også nogle af bisperne mente, at de havde krav på mere, end de havde. Dette gjaldt især de to rigeste bisper, ærkebispen og Roskildebispen. Efter et forspil under Erik Plovpenning brød stridighederne for alvor ud under ærkebisp Jakob Erlandsen fra 1254, hvorefter de stod på til ærkebispens død i 1274. Kort sagt ønskede ærkebispen og Roskildebispen at få samtlige kongens rettigheder i forhold til deres undergivne og at frigøre sig fra kongens overhøjhed i verdslige sager. I realiteten ønskede de altså at blive selvstændige fyrster som mange af deres kolleger længere sydpå. Striden stod især om grænserne for bispernes domsmagt og om deres militære forpligtelser i forhold til kongen. I sidste ende vandt kongemagten efter mange trakasserier, fordi paven af andre politiske grunde fandt det klogest at støtte kongen.
I mellemtiden var kong Christoffer pludseligt død, hvorefter hans enke, Margrethe Sambiria, greb magten i sin umyndige søn Erik Klippings navn. Herefter opstod der store vanskeligheder i forholdet til hertugdømmet Slesvig og dets allierede i grevskabet Holsten. I 1261 blev enkedronningen og den unge konge ligefrem taget til fange efter et tabt slag. En tysk fyrste fik dem dog frigivet, hvorefter han fungerede som militærdiktator i Danmark i nogle år. Efter at Erik Klipping blev myndig, vistnok i 1266, kom forholdet til Norge og Sverige til at spille en tiltagende rolle, idet to af Erik Plovpennings døtre var blevet dronninger i disse lande, hvorefter de norske og svenske kongehuse mente, at de havde krav på arv i form af store godsområder i Danmark. Hertil kom, at en indenlandsk stormandsopposition efterhånden begyndte at gøre sig stærkt gældende. Man var især utilfreds med kongens anvendelse af sin domstol, rettertinget, som rask væk dømte folk for majestætsforbrydelse, hvorved de mistede både deres liv og deres gods, hvis de stod kongen i vejen.
I 1282 måtte Erik Klipping bøje sig for stormandsoppositionen og gå ind på Danmarks første håndfæstning. Heri blev der stillet klare grænser op for anvendelsen af det kongelige retterting og for brugen af majestætsforbrydelsesstraffen, ligesom det blev fastslået, at det forhandlingsmøde mellem kongen og de vigtigste stormænd, som efterhånden fik betegnelsen Danehof, skulle afholdes hvert år.
Fire år senere i 1286 fandt man kong Erik myrdet med 56 knivstik i Finderup Lade. Et halvt hundrede år senere mente man at vide, at Erik Klipping "var en gennemført liderlig karl og krænkede stormændenes hustruer". Om han var det, og om det var det, der kostede ham livet, får vi aldrig at vide. Derimod ved vi, at dronning Agnes, der som enkedronning nu kom til magten på sin umyndige søn, Erik Menveds, vegne, fik lederne af stormandsoppositionen med marsk Stig Andersen i spidsen dømt fredløse for mordet. Forinden var disse imidlertid flygtet til Norge, hvorfra de siden deltog livligt i den norske konges angreb mod Danmark.
Fra 1289 kompliceredes den politiske situation yderligere, da Jens Grand valgtes til ærkebisp. Han begyndte snart at hævde nogle af de samme synspunkter, som Jakob Erlandsen havde forfægtet. Atter fulgte langvarige stridigheder, der i 1302 afsluttedes med, at Jens Grand af paven blev forflyttet udenlands, mens kongen skulle betale en større erstatning til ærkebispesædet. Fra 1310 kom der atter en ærkebisp, Esger Juul, som satte sig op mod kongen. Det endte dog foreløbig med, at han måtte flygte til det pavelige hof.
Det var altså brogede forhold, der mødte Erik Menved, da han overtog magten fra sin mor i 1293. Bedre blev det ikke, da hans yngre bror Christoffer fik overladt den sydlige del af Halland som fyrstelen og snart efter begyndte at intrigere med nordmænd og svenskere mod sin bror kongen.
Højmiddelalderen, ca. 1050-1340 Kongemagtens opløsning ca. 1300-1340
De store vanskeligheder, som kongemagten mødte, førte til en gradvis udhuling af dens økonomi. Svaret på dette blev efterhånden en stadigt øget optagelse af lån mod sikkerhed i forskellige dele af riget. Dette førte til nye vanskeligheder med især de udenlandske fyrster, som ved at yde kongen lån fik andel i riget. Til slut i 1332 var hele riget overdraget til kreditorer og kongemagten gået totalt fallit.
Erik Menveds svar på det kaos, der omgav ham, var at føre en offensiv udenrigspolitik både mod nord og mod syd. Vigtigst var hans kostbare, men ikke helt uefne forsøg på at skaffe sig magt og indflydelse i de stærkt voksende nordtyske byer med Lübeck i spidsen. Her var der masser af penge, og jo flere af dem kong Erik kunne få fingre i, jo større var hans muligheder for politisk fremgang ude og hjemme.
Kongedømmets største problem var, at indtægterne langtfra stod mål med udgifterne. Krigsførelse var meget dyr, ikke mindst da den i høj grad foregik ved hjælp af af lejetropper; bl.a. fordi herremændene efterhånden blev upålidelige deltagere i kongens krige. Og med den tiltagende uro blev det i stigende grad nødvendigt at beherske riget fra stenbyggede borge med faste garnisoner. Samtidig var de faste skatteindtægter stærkt aftagende. Godsejerne havde fået overladt skatterne af alle deres undergivne, og dertil kom, at de bønder, som selv ejede deres jord, selvejerbønderne, i stort omfang opgav deres ejendomsret for at blive fæstebønder. Dermed overgik deres skattebetaling til deres nye herre, og det er muligt, at 'skattetænkningsarrangementer' har spillet en rolle i denne sammenhæng, men dertil kom, at urolige tider gjorde det stærkt påkrævet for bønderne at finde sig en værner/beskytter.
Erik Menved forsøgte i vidt omfang at kompensere for de svigtende faste indtægter ved at opkræve ekstraordinære skatter af bønderne, uanset hvem de tilhørte. Dette førte imidlertid til oprør; i 1313 rejste således både bønder og herremænd sig i Jylland. Da oprøret med stort besvær var nedkæmpet, måtte de oprørske udover at betale en gevaldig bøde/ekstraskat opføre fire borge, hvorfra der fremover kunne holdes styr på dem.
Erik Menved så sig således især i slutningen af sin regeringstid i stærkt stigende grad nødsaget til at finansiere sine krige ved lån. For et lån skulle der stilles sikkerhed og betales renter. Dette klarede man ved at overlade et landområde til långiveren som pant, og så kunne han selv opkræve de kongelige indtægter i området og derved få sit lån forrentet. Långiverne var udenlandske fyrster og hjemlige stormænd. Ved Erik Menveds død i 1319 var således hele Skåne og Fyn og adskillige borge med tilliggende landområder pantsat.
Dette gjorde det mildt sagt ikke lettere for broderen, Christoffer 2., som i 1320 blev valgt til Erik Menveds efterfølger. Jo mere der var pantsat med tilhørende kongelige indtægter, jo vanskeligere blev det at betale gælden tilbage.
Som betingelse for sit valg blev Christoffer afkrævet en håndfæstning af stormændene. Hermed var der skabt et mønster, som med få undtagelser skulle gøre sig gældende helt frem til enevældens indførelse i 1660. Håndfæstningen startede med at bekræfte og udvide alle bestående privilegier for forskellige stænder eller samfundsgrupper. Dermed kom den til at danne den formelle indgang til stændersamfundet. Derudover indskrænkede den kongemagtens råderum på en lang række områder til fordel for det verdslige og gejstlige aristokrati. Kongen måtte således ikke gå i krig eller give love uden samtykke af "rigets stormænd", og alle nye afgifter, der var opfundet efter 1241, skulle afskaffes. Herremændene var herefter kun forpligtede til at gå i krig indenlands, og kun mod at kongen dækkede alle udgifter. Endvidere måtte Christoffer forpligte sig til at betale al kronens gæld til indenlandske kreditorer. På denne måde søgte stormændene at inddæmme kongemagten.
Christoffer valgte imidlertid i det store og hele at forsøge at klare sig med militære midler mod sine kreditorer med det forudsigelige udfald, at de inden- og udenlandske kreditorer slog sig sammen om at erstatte Christoffer med hertug Valdemar af Slesvig. Den nye kong Valdemar 3. måtte som betingelse for valget gå ind på en endnu skrappere håndfæstning. Han var imidlertid et barn på 10 år, så den egentlige magthaver blev hans morbror og formynder, grev Gert (Gerhard) af Holsten.
Herefter delte kreditorerne det meste af rovet. Blandt disse var udover grev Gert også hans fætter, grev Johan af Holsten. Resultatet blev et kaos af plyndrende holstenske borgherrer og oprørske danske bønder og herremænd. På et tidspunkt valgte grev Johan at støtte kong Christoffers genkomst med det resultat, at den unge kong Valdemar blev trukket tilbage. Grev Johan tog sig godt betalt for sine tjenester, og da Christoffer døde i 1332 var han i realiteten blot konge af et hus i Sakskøbing. Der var ingen reelle muligheder for at vælge en ny konge, da landet var delt mellem de to grevefætre, et par mindre udenlandske panthavere og den svenske konge, som efter et oprør i Skåne havde købt landsdelen af grev Johan i 1332. Kongemagtens fallit var total, og landet var formelt og reelt uden konge i otte år til 1340.
Som et næsten symbolsk udtryk for kongemagtens fallit standsede al produktion af mønter vest for Øresund ca. 1330, efter at mønterne i mange år forinden havde mistet stadig mere af deres (metal)værdi. Danskerne måtte herefter ikke alene lyde udenlandske herrer, men også bruge udenlandsk mønt.