DropDownMenu

Gravhøje


Borum Eshøj
Fra danske fortidsminder
Borum Eshøj - Et centrum i bronzealderen.


  Borum Eshøj tilhører gruppen af stormandshøje fra den ældre bronzealder omkring 1.400 f.Kr., og fra dens tre egekistegrave stammer nogle af verdens fineste fund fra bronzealderen. Den oprindeligt ca. 38 x 9 m store gravhøj ligger næsten 100 m over havet nordvest for Århus, og har en både klassisk og tragisk - men også spændende - fundhistorie, som siden 1988 er suppleret med nye udgravninger og rekonstruktioner.
I dag er der kun lidt tilbage af den oprindelige storhøj. Afgravninger og arkæologiske undersøgelser har reduceret højen kraftigt, så der nu kun står en højkerne (1) på omkring 19 x 6 m tilbage. Adskillige omliggende gravhøje forsvandt også næsten fuldstændigt under ploven, indtil nogle af de sidste overpløjede rester blev undersøgt af Moesgård Museum i 1990-erne. Totalt kendes der omkring 40 gravhøje fra plateauet omkring Borum Eshøj. Det første fund som kendes fra Borum Eshøj stammer fra 1850, hvor Højballegårds første ejer Palle Hansen under afgravning af jord i højens østside stødte han på en stenkiste. Heri lå bl.a. et bronzesværd og en guldbelagt dobbeltknap. Vejvæsenet begyndte så at tage sten og jord fra højen, men Palle Hansen protesterede og søgte i 1853 audiens hos Frederik VII. for at få højen fredet. Han forærede kongen det tidligere fundne sværd, men det gik desværre siden hen tabt da Frederiksborg Slot brændte i 1859. Palle Hansens fredningsmissionen lykkedes, men desværre glemte man at notere fredningen i ejendommens skøde, og ødelæggelsen af højen kunne derfor fortsætte under efterfølgende ejere.
I 1871, fremkom således den første egekiste med et skelet fra en 50 - 60 årig kvinde, 157 cm høj og med langt, flettet lysblondt hår. Graven blev ikke undersøgt af arkæologer, men blot gennemrodet med en ildrager og indholdet væltet ud på marken. Fundene overlevede dog på mirakuløs vis den ublide medfart, og nåede ad snørklede omveje til slut til Nationalmuseet. I kisten var kvinden lagt på en kohud, og iklædt en flot ulddragt (2) bestående af en trøje med halvlange ærmer og et langt uldskørt med et bælte. Ved gravlæggelsen var liget blevet dækket med et stort uldtæppe, og hun var medgivet rige gravgaver (3): 1 bronzedolk, 1 halsring, 3 spiralformede fingerringe, 2 bronzearmringe, 1 bælteplade og 2 smykkeplader samt knapper, sikkerhedsnål, kam og et lille lerkar.
Da fredningen af højen blev opgivet, besluttede Nationalmuseet i 1875 at foretage en udgravning (4) af den afgravede høj ved at grave en bred grøft gennem højens midte. Herunder fandtes yderligere 2 egekister og en brandgrav.
Den første egekiste  (5) med en 20 - 22 årig ung mand, 166 cm høj og med blond hår, fremkom ca. 14 m indenfor højens oprindelige østfod. Egekisten var omgivet af adskillige stensætninger som sikkert har været anvendt i forbindelse med begravelsesritualerne. Den unge mand var iført en uldkofte og dækket af en stor uldkappe, hvorpå der lå en sværdskede båret af en bred læderrem over højre skulder. Sværdet i skeden var dog symbolsk erstattet af en kort bronzedolk, og i graven var den unge mand yderligere medgivet en dragtnål, en hornkam, en dobbeltknap i træ og en lille spånæske med låg. Årringsdatering har siden hen dateret egekisten til 1.345 f.Kr.
Under den videre udgravning fremkom en lille stendynge med en brandgrav i højens top lige under græstørven. Blandt de brændte ben lå et efter brandgravene meget rigt gravudstyr: Et lille bronzesværd med guldtrådsomviklet greb, en ragekniv med guldbånd, en guldtrådomviklet pincet og en guldbelagt dobbeltknap. Fundene daterer brandgraven til begyndelsen af yngre bronzealder mellem 1.000 - 800 f.Kr. Til slut fandtes en egekiste centralt i højen, og det er sikkert denne grav som højen oprindeligt blev rejst over. Egekisten indeholdt liget af en 50 - 60 årig mand, ca. 170 cm høj og med blond hår. Han lå udstrakt på kohud som var nyligt afflået, da den overalt var fyldt med hylstre fra maddiker. Den gamle mand var iklædt et lændeklæde af uld med et bånd om livet, en rundpuldet hue, og liget var dækket af en rundskåret kappe. Ejendommeligt nok var den eneste gravgave en trænål i kappens side. Den opfølgende årringsdatering gav her resultatet 1.353 f.Kr.
Vi kender således i alt 3 egekistegrave, 1 brandgrav og i al fald 1 stenkiste fra Borum Eshøj (6), og det er meget besnærende at forestille sig, at i al fald de 3 egekistegrave med den gamle mand, kvinden og den unge mand repræsenterer samme familie. Dette spørgsmål kan måske besvares gennem fremtidige DNA-analyser. Samlet dokumenterer gravene en kontinuerlig brug af højen gennem bronzealderen, og de tilbageværende højsider mod nord og syd rummer givetvis yderligere gravanlæg. Belært af forhistorien blev den resterende høj fredet og tinglyst på ejendommen i 1932.
Til en gravhøj af Borum Eshøjs størrelse er der naturligvis også tilknyttet gamle sagn. Det fortælles at højen var hjemsted for en trold som kom i kamp med trolden fra Jelshøj med Svend Felding som mellemmand. Du kan finde sagnet mere detaljeret refereret under Jelshøj.
Stedet er ikke bare på grund af Borum Eshøj (7) et besøg værd. Siden 1988 har Moesgård Museum i nært samarbejde med lokalsamfundet udgravet og rekonstrueret (8) 3 af de omliggende overpløjede gravhøje på deres oprindelige plads og opført en kopi af et klassisk, treskibet bronzealderhus (9) ud til parkeringspladsen på stedet. Højudgravningerne bekræftede fundbilledet fra Borum Eshøj med gentagne begravelser og talrige stenlægninger (10). Langs den ene høj fandtes også stolpespor (11) efter et hus fra slutningen af bondestenalderen, som er kulstof 14-dateret til 2.000 f. Kr. Huset havde tre store tagbærende stolper, og solide vægstolper som er markeret ved højen. Det tilstræbes, at der med tiden bliver opsat yderligere information om disse spændende udgravninger på stedet.
Trehøje bronzealdergravplads i Mols Bjerge.
 
Trehøje-gravhøjene i centrum af den store arealfredning i Mols Bjerge ligger i det måske smukkeste overdrevslandskab som er tilbage i Danmark, og stedet besøges af titusinder på alle tider af året. Ad grusveje /1) kan man køre gennem Mols Bjerge, og afmærkede stiruter understøttet af forskellig markinformation (2) fører gennem det på visse steder yderst kuperede terræn. Fra toppen af gravhøjene ved Trehøje (127 m.o.h.) findes den mest imponerende panoramaudsigt (3) over det omliggende landskab og hav, som sikres gennem et stort og vedholdende plejearbejde, som gennem de seneste årtier bl.a. har frilagt området for slørende nåletræsbevoksninger. Afgræsning med kreaturer, får og heste sikrer også, at området bevarer sin åbne overdrevskarakter.
Overdrevsarealet (4) omkring Trehøje er gammelt græsnings- og agerland, som blev grundlagt allerede i oldtiden. Da området ikke har været udsat for moderne kultivering, ses stadig mange spor fra fortiden. Det åbne græsklædte overdrevslandskab med spredt løvtræsbevoksning stammer fra begyndelsen af bronzealderen for 3-4.000 år siden, hvor løsgående kvæg afgræssede arealet, og opbrød den tidligere tætte skovbevoksning. De monumentale og højtliggende gravhøje i Mols bjerge, hvoraf Trehøje (5) blot er de største og mest iøjnefaldende, stammer fra samme tid. Selvom ingen af højene er undersøgt arkæologisk, blev højene sikkert grundlagt over rigt udstyrede egekister med de mest betydelige personer fra bronzealderens høvdingesamfund (se Borum Eshøj), og siden hen tilføjet adskillige andre grave (se Egehøj). Der blev også tilføjet mindre høje omkring de første storhøje, og efterhånden opstod en egentlig gravplads, hvoraf hen ved 30 gravhøje stadig ligger indenfor 2 km afstand fra Trehøje.
Til de største af bronzealderens gravhøje (6) er der brugt op til ca. 650.000 græstørv. I fladeareal svarer dette til, at tørven fra hen ved 7 hektar frugtbart land skulle afskrælles, transporteres og opstables for blot at bygge en enkelt af storhøjene. I den ældre bronzealder (1.800 - 1.000 f. Kr.) hvor højbyggeriet var på sit højeste, anslås det, at der rejstes mellem 100 og 150 gravhøje årligt i landet. Totalt kender vi omkring 60.000 gravhøje fra bronzealderen i Danmark, men kun ca. 25 procent er bevaret i dag. Bronzealderens højbyggeri afspejler således en enorm investering af frugtbar agerjord til rituelt brug, samt en efter vor målestok nærmest uhyrlig manuel arbejdsindsats. De første fredninger af gravhøjene ved Trehøje (7) blev gennemført allerede i 1895. Fredningssten (8) ved enkelte gravhøje markerer disse tidlige, frivillige fredninger.
Frem til 1700-tallet var den marginale sandmuld på området opdyrket af bønderne fra Vistoft, hvorefter lyngen (9) dækkede området. De smalle og langstrakte marker - de såkaldte højryggede agre - fra denne opdyrkning ses stadig på arealet omkring højene, og er et af Danmarks bedste bevarede eksempler på denne gamle driftsform (10). De typisk 8-15 m brede og bølgeformede marker opstod ved gentagende, langsgående tilpløjning mod midten af de smalle marker, hvorved der også gradvist opstod sænkninger mellem de enkelte marker - de såkaldte agerrener. De højryggede agre ses bedst i skrålys om aftenen fra en af gravhøjene, hvorfra udsigten over både Knebel (11), Begtrup og Ebeltoft Vig også er fantastisk.
I oldtiden har der sikkert også været små marker på Trehøje-området. De blev pløjet med den simple ard-plov som modsat middelalderens hjulplov ikke vendte jorden. Markerne blev blot opfuret på kryds og tværs, og mange gange har udgravninger af gravhøje vist, at højene som jo forsegler et lille stykke af det oprindelige land, blev anlagt på gamle marker. I jordoverfladen under gravhøjene ses således et ofte farverigt ”spaghetti-mønster” fra ardpløjningen, og der kendes også flere eksempler på, at der forud for gravhøjens opførelse blev foretaget f.eks. rituelle ompløjninger af stedet, hvor højen skulle ligge. Med de omfattende fredninger af det gamle kulturlandskab i Mols Bjerge er også disse mere undseelige, men arkæologisk og naturvidenskabeligt vigtige, levn fra fortiden sikret mod fremtidig ødelæggelse.

Hohøj og oldtidssporene i Alstrup Krat.

Det kuperede terræn omkring Hohøj og i det nærliggende Alstrup Krat lige øst for Mariager by rummer en række enestående og varierede kulturminder fra både oldtid, middelalder og historisk tid som absolut er et besøg værd. At vi har et detaljeret kendskab til dette område skyldes først og fremmest et stort anlagt tværvidenskabeligt undersøgelsesarbejde i slutningen af 1990`erne. Resultatet herfra er nu udgivet som bog, og der er etableret en ca. 3 km lang afmærket og offentlig tilgængelig stirute gennem området med punktvis markinformation, samt udgivet en gratis turguide som fås på stedet.
Et besøg tager bedst udgangspunkt ved den store Hohøj (1) på toppen af bakken 110 m over havet. Et udgravningssnit ind i højen i 1997 viste, at den allerede blev opført i den ældre bronzealder omkring 1.400 f. Kr. Fra sneglegangen som fører op ad Hohøj og fra det geodætiske målepunkt (2) på toppen af højen, er der en mageløs udsigt over det omgivende agerland (3) syd for højen og over det bakkede landskab omkring Mariager Fjord (4) nord for højen, selvom den efterhånden sløres en del af opvoksede træer. Målepunktet - et såkaldt postament - er et punkt i det danske hovedopmålingsnet, og sådanne står tit på gravhøjene. På Sorring Loddenhøj og Jelshøj er der opsat tilsvarende postamenter.
Med sine 72 m i diameter og 12 m i højden er Hohøj Danmarks største gravhøj, men endnu vides det ikke, hvilken grave den rummer. Flere har gennem tiden forgæves efterstræbt højens hemmeligheder, men siden 1898 har den været fredet. Nu tillades indgreb kun, hvis de er meget nødvendige og fagligt velunderbyggede, som det var tilfældet, da Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Randers Museum og Århus Universitet i 1997 anlagde et 15 m langt snit (5) ind i højens sydside, for at bestemme højens alder. Ved den lejlighed viste det sig også, at bronzealderfolket for 3.400 år siden først havde anlagt et plant højfundament, som udadtil var støttet af store sten på toppen af den naturlige bakke. Herpå opbyggede de så den næsten 20.000 m3 store græstørvsopbyggede høj. De formuldede græstørv i højen kunne stadig tydeligt ses i snittet som mørkebrune linier i højens forskellige byggefaser og lag.
Som det ofte er tilfældet, er det et gammelt sagn som har givet Hohøj sit navn. Det fortælles, at Kong Ho ligger gravlagt i højen iført rustning og en sabel af det pureste guld. Et andet sagn fortæller, at her bor en meget rig bjergmand, og at man til tider kan høre låget på hans skattekiste smække - det advarer også folk mod et grave efter skatten, da der i så fald vil overgå dem stor ulykke. Bjergmanden i Hohøj havde også en stor kedel, som han ifølge folketroen benyttede som kogekar. Det fortælles, at en karl engang lagde sig til at sove på højen, men lige da han vågnede hørte han en stemme fra højens indre: "Vandet er varmt, og kniven er slebet, og grisen skal stikkes som på Hohøj ligger".
Sagnene kan synes underholdende og anekdotiske i dag, men der er næppe tvivl om, at mange sådanne historier før moderne fredningslovgivning har været kraftigt medvirkende til at bevare utallige fortidsminder mod uhensigtsmæssige skattegravninger og rovdrift. Hohøj har også en spændende historie i nyere tid. Inspireret af digterpræsten St.St. Blicher afholdtes der fra 1912 og frem til 1938 store folkemøder (6) på stedet, og Hohøj er stadig rammen for årlige grundlovsmøder. Under 2. verdenskrig benyttede den tyske besættelsesmagt Hohøj som observationspost, og langs skovvejen op til højen ses stadig 21 dybe indgravninger (7) blev benyttet som vognskjul for de 55 kampvogne, som var udstationeret i Mariager.
I græsgangen ca. 100 m sydøst for Hohøj lå der i den tidlige, såkaldte førromerske jernalder mellem 500 f. Kr. og år 0 en boplads (8). Ved udgravning af et ca. 7.000 m2 stort areal påvistes 6 gårdsanlæg, hvoraf det ene blev totaludgravet. Hustypen var jernalderens typehus - det treskibede langhus med to indre rækker af tagbærende stolper og en størrelse på ca. 17 x 5 m. Fundet af bopladsen er meget interessant, idet der fra samme periode i skovområdet Alstrup Krat på skrænterne nord for Hohøj ligger nogle af de bedst bevarede oldtidsmarker (9) vi kender i Danmark. Detaljerede opmålinger af området påviste også, at bopladsen via en vej stod i forbindelse med disse marker og en kvægfold samme sted.
Oldtidsmarkerne i Alstrup Krat har været i brug over to perioder. De blev anlagt i slut-ningen af bondestenalderen omkring 2.000 f. Kr., og senere genopdyrket i tiden fra yngre bronzealder til tidlig jernalder (750 f.Kr. - år 0). Det er væsentligst skellene fra jernaldermarkerne som ses: På skrånende terræn som trappeformede terrassekanter og på mere plant terræn som lave skelvolde der indrammer de små rektangulære markarealer. Alstrup Krat er også et besøg værd i kraft af dets krogede og stemningsfulde træer. Gamle krogede bøgetræer vidner om gamle ekstensive driftsformer med plukhugst, og skovens træressourcer blev også udnyttet til brændsel i en kalkovn på stedet og til trækulsfremstilling i små kulgruber, som findes utallige steder i skoven.
De mest synlige kulturspor i Alstrup Krat og skoven tæt ved Hohøj er dog de gamle hulveje, og de i alt 16 mindre gravhøje som ligger spredt i området. 3 af dem er blev undersøgt.
Gravhøjene repræsenterer totalt set en meget lang brugsperiode over næsten 2.000 år fra kistebegravelser i ældre bronzealder omkring 1800-1500 f.Kr. til urnegrave fra førromersk jernalder omkring år 0. De små gravhøje indeholdt overraskende velbevarede anlæg - bl.a. en smuk stenpakket gravurne (10) fra yngre bronzealder ca. 700 f.Kr.
Den afmærkede rute i Alstrup Krat følger flere steder meget dybe og gamle hulveje (11) gennem områdets stejle skrænter. Her har færdsel til fod, hest eller med vogn forløbet gennem årtusinder. Nedenfor skrænterne i krattets nordlige del findes også velbevarede vejdæmninger over den fugtige bund som sammen med tilstødende hulveje i skrænterne sigter mod det gamle overgangssted over Marenmøllebæk. Her kan også tomten af en vandmølle fra 1200-tallet stadig ses.
Alstrup Krat og Hohøj er virkelig et righoldigt kulturområde, som det på det varmeste kan anbefales at gå på opdagelse i, og som takket være en massiv formidling er et oplagt eskursionsmål.

Skrydstrup - gravhøj
Den fornemme Skrydstrupkvinde har måske boet i et af de meget store træbyggede huse fra samme tid. Illustration: Sune Elskær
 
Gravhøjen ligger midt i en meget vigtig egn. I det centrale sønderjyske område er der fyldt med gravhøje fra Bronzealderen. Langt de fleste er dog forsvundet i dag. Skrydstrupkvindens gravhøj blev undersøgt i 1935. Det var en af de sidste af de berømte egekistegrave, der blev fundet.
En central bronzealderbygd. Skrydstrupkvindens høj lå sammen med mange andre høje fra bronzealderen og i nærheden er der fundet flere bebyggelser fra samme tid. Kun 700 m væk ligger således et stort hus på 225 m2 fra 1300 f.Kr. Måske har den døde kvinde boet eller haft sin gang der. En vigtig høj. Skrydstrupkvindens grav blev fundet i 1935 men et par år tidligere var der fundet to andre grave i højen. Det var begravelserne af to mænd fra samme tid som kvinden. Højen er restaureret, så den nogenlunde har den størrelse og omfang, den oprindelig har haft. Begravelsessted for højfolket. Skrydstrupkvinden var kun 16-18 år gammel, da hun døde. Hun var 170 cm høj og hun havde håret sat op i en kunstfærdig frisure. Måske var hun ud af en fornem slægt. Skrydstrupkvindens høj har været stor og også rummet mere end en begravelse. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturstyrelsen
700 m fra Skrydstrupkvindens gravhøj er Danmarks største hus fra bronzealderen fundet. Det var 500m2. Huset er afmærket på stedet, hvor det blev fundet. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturstyrelsen

Fra fortidsmindeguide.dk:

Bronzealderen 1.700 - 500 f. Kr.



Bronzealdergravpladsen Trehøje på Mols i smukt overdrevslandskab.Foto: K. Kristiansen.
- Det åbne landskab og gravhøjenes tidsalder
Bronzealderen er agerbruget og kvægavlens tidsalder, hvor en stadig større befolkning kunne brødføde og hvor erhvervsformen for alvor slår igennem i form af solide huse på bopladsen (se f.eks. Egehøj). Agerbruget blev i bronzealderen udvidet på bekostning af skoven, og i skoven græssede også et stort kvæghold, hvorved det lysåbne såkaldte overdrevslandskab opstod, som det for eksempel ses ved Trehøje på Mols.
Det er gravfundene og bopladserne som tegner billedet af bronzealderens høvdingesamfund, som var stærkt præget af stigende udenlandsforbindelser og handel. Bronze er en legering af kobber og tin. Modsat flint som findes naturligt i Danmark måtte bronzen importeres. I begyndelsen importeredes færdigvarer forbeholdt de ledende høvdingeslægter, men da den hjemlige bronzestøbning kom i gang, bredte brugen og anvendelsen af metallet sig blandt mere almindelige mennesker - særligt til smykker og våben, som vi kender fra periodens mange rige grav- og offerfund. På baggrund af de rige guldfund fra perioden betegnes bronzealderen populært også for oldtidens "guldalder". Med bronzen fulgte mange kulturelle impulser, og til gengæld for bronzen eksporteredes bl.a. kvæg og rav.
Bebyggelsen voksede og antager i bronzealderen en mere specialiseret form, og samtidig begyndte en erhvervsmæssig specialisering i samfundet. Metalhåndværket som producerede unikke smykker, våben og de velkendte lurer opnåede sit højeste stade i denne periode.
Der var gode naturlige forudsætninger for en massiv bebyggelse i bronzealderen. Store områder med relativ let sandmuld blev opdyrkes med den simple ard-plov, som modsat middelalderens vende-plov blot opfurede jorden. På gammel havbund og i de frugtbare ådale var frugtbare græsningsområder for kvæg og andre husdyr, og samtidig udnyttedes havets rige føderessourcer, og skoven leverede byggematerialer til bl.a. langhusene på bopladserne. Den lette adgang til havet muliggjorde også handel og udveksling af ideer med andre, ofte fjerntliggende, stammesamfund.
Udgravninger og fund har givet et detaljeret indblik i bronzealderens gravskik og leveform. I løbet af de ca. 1.300 år bronzealderen varede (1.700 - 500 f. Kr.) skete der store ændringer i gravskikken, og nogle af verdens bedst bevarede og rigest udstyrede gravfund stammer fra Danmark (se f.eks. Borum Eshøj)
Der findes mere end 25.000 fredede gravhøje fra sten-, bronze-, og jernalderen spredt udover landet, men med undtagelse af skove og andre udyrkede arealer er oldtidens store højgrupper nu som regel reduceret til enkeltliggende høje. Intensivt landbrug og anden moderne, maskinel arealudnyttelse har i de seneste århundreder ødelagt tusinder af fortidsminder. Kun enkelte steder – oftest på sammenhængende udyrkede områder - kan fortidens højgrupper stadig fornemmes. Se f.eks. Thorsø Høje og Trehøje.
De største og højest beliggende høje blev bygget i ældre bronzealder (1.700 - 1.000 f. Kr.), men kun få mennesker blev begravet heri (se Hohøj , Stabelhøje og Jelshøj). Højene rejstes som gravsted for stammesamfundets ledende slægter, hvor f.eks. høvdingen og hans familie blev gravsat i træ- eller stenkister og medgivet rige gravgaver. De afdøde var ofte iklædt flotte vævede dragter.
Omkring de første storhøje anlagdes siden hen nye gravhøje, og nye grave blev også tilføjet i de ældre høje, hvorved gravpladsen efterhånden opstod. Trækisterne af udhulede egestammer kan være utroligt velbevarede. Højenes tørvelag fungerede først som en svamp der holdt regnvand tilbage. Siden hen dannedes et lufttæt og beskyttende allag ad naturlig vej af jernforbindelser fra tørvene, som forhindrede den naturlige nedbrydning af graven.
I yngre bronzealderen (1.000 - 500 f. Kr.) skiftede gravskikken karakter. Ligbrænding introduceredes i Danmark og gav sig først udtryk i brandgrave anlagt i solide stenkister (Se Egehøj)
Gravgaverne begyndte også at antage en mere symbolsk karakter, da de alligevel som regel skulle brændes. Det blev lettere og måske også mere almindeligt at blive begravet.
I slutningen af bronzealderen blev ligbrænding helt enerådende, og i takt hermed opstod urnegraven som vi stadig bruger. Gravurnerne som kan være udsmykket med ansigtstræk eller have form som et lille hus, blev hovedsageligt nedgravet sekundært i solsiden af de gamle gravhøje eller anlagt i egne små gravhøje omkring de gamle storhøje. Sådanne er kun undtagelsesvist bevaret på udyrkede arealer (se f.eks. Trehøje og Hohøj)
Bronzealderens imponerende højbyggeri sætter stadig sit præg på det danske landskab. Højene vidner om en kolossal forenet arbejdsindsats styret af fælles idealer og religion. Tankevækkende er det også, at højene repræsenterer en stor religiøs investering af frugtbar agerjord, hvor store og frugtbare landbrugsarealer blev skåret til tørv til brug for højbyggeriet.
En anden kendt side af bronzealderens åndsliv er helleristningerne. Helleristninger er indhuggede billeder, figurer eller tegn på sten. I sammenligning med de øvrige skandinaviske lande findes der ikke ret mange helleristninger i Danmark. Forklaringen er simpel: Med undtagelse af på Bornholm findes ingen klipper i Danmark, og helleristningerne var derfor henvist til at blive indhugget på enkeltliggende sten, som i forhold til en bjergflade har et ganske begrænset areal. Med undtagelse af de store Bornholmske klippe-helleristningsfelter med figurscener, som mere relaterer sig til de sydsvenske helleristninger, er de fleste danske helleristninger derfor oftest enkeltstående ornamenter eller billeder.
De fleste danske helleristninger blev indhugget på sten ved oldtidens gravanlæg (Se Mandbjerghøj). De mange små skålformede fordybninger - de såkaldte "skåltegn" - er den almindeligst forekommende helleristning som ofte ses sekundært indhugget i anseeligt antal på toppen af dækstenene på bondestenalderens stendysser, som også bronzealderfolket i mange tilfælde genbenyttede til sine begravelser..



- Hohøj ved Mariager er Danmarks største gravhøj. I bronzealderen blev der brug omkring 20.000 m3 græstørv til at bygge højen

Fra Kulturministeriet:
1. Gravhøje
Af Constanze Rassmann


Fig. 1. Udgravning af bronzealderhøjen Skelhøj nord for Kongeåen. Foto: Museum Moesgaard

Gravhøjene er landskabets tidskapsler. Udgravning af gravhøjene genererer informationer om stratigrafiske og kronologiske iagttagelser, byggeprocesser, individer og grupper, samt landskabsudnyttelse og -udvikling. Vores viden om bronzealderens gravhøje er i høj grad præget af implicitte antagelser. Nyere forskning viser dog, at processerne og ritualerne bag højene er mere komplekse end hidtil antaget (Holst og Rasmussen 2013 og 2015). Selvom gennemgang af ”Die Funde der älteren Bronzezeit” umiddelbart giver indtryk af, at der er gravet mange bronzealderhøje, så er de fleste af udgravningerne dog af ældre dato - og med fokus på de enkelte grave og gravgaverne. Højenes opbygning, deres omgivelser og sammenhæng med de andre høje i højgrupperne har været af mindre interesse.
Bronzealderens gravhøje er som udgangspunkt mindst 2-3 m høje og har en diameter på mindst 15-20 m, men kan i øvrigt variere markant mht. omfang. Bronzealdergravhøje adskiller sig ikke alene på grund af deres størrelse men også på grund af deres opbygning med græs- eller lyngtørv. Størrelsen af gravhøjene kan selvfølgelig også variere i forhold til nedpløjningsgrad, ligesom højene tit består af flere faser med ”tilbygninger” fra både fra bronze- og jernalder. Traditionelt kan man anse højene for at placere sig på bakketoppe eller på højderygge, men de kan også sagtens findes på lavere terræn. Den enkelte gravhøj er ofte en del af sammenhængende systemer af højrækker eller grupper bestående af flere høje.
Højens opbygning
Den første gravhøj bygges over en centralgrav. Højen bliver opbygget af stablede græs- eller lyngtørv med græssiden liggende nedad. I velbevarede høje, hvor de enkelte tørv kan skelnes, kan man studere højens konstruktion. Ved undersøgelserne af Skelhøj blev der påvist at byggeprocessen var en organiseret og koreograferet proces. Højen blev opbygget i forskellige segmenter og sektioner. De forskellige hold, som stod for de forskellige segmenter af højen, hentede tørv fra deres del af landskabet og stod for deres egen byggeområde og rampe ind i højen (Holst og Rasmussen 2013, Holst og Rasmussen 2015, Holst, Rasmussen og Breuning-Madsen 2004).
Tolkning af stratigrafi bliver vanskeliggjort af forskellige faktorer:
1.Ramper, højtrin eller sektioner, som er del af den samme byggefase, men pga. deres forskellige materiale kan fremstå som forskellige faser
2.Jordbundsprocesser (f.eks. podsolering) som kan ligne forskellige faser
3.Fragmenterede monumenter pga. moderne forstyrrelser såsom tidligere udgravninger, plyndringshuller, landbrug.


Fig. 2. Skelhøj har givet et god indblik i højenes opbygning. Her kan man tydeligt se spor efter de enkelte tørv, der til sammen danner gravhøjen. Foto: Moesgaard Museum

Omkring foden af højen findes der forskellige anlæg. Højfoden kan være omgivet af randstenskæde, stenkapper og andre stenkonstruktioner eller stolper - i sjældne tilfælde af en helt omringende grøft. Stenene er tit blevet fjernet ved pløjning og kan derfor kun påvises på grund af stenspor. I nogle tilfælde er der fundet skåltegn på randstenene. Mellem stenrækken og højfoden findes der af og til et stendække eller stenarrangementer, som kan antyde en tilbagevendende proces af at lægge sten ned.
Senere gravlægningerne graves ned eller ind i den bestående høj eller indsættes i en udvidelse af konstruktionen. Mens gravhøjen forsegler den gamle overflade, forsegler udvidelsen den senere overflade.
Mulige fokuspunkter:
•Stratigrafiske iagttagelser
•Organisation af højens opbygning
•Landskabsgenese og -udnyttelse: Højen forsegler forskellige lag som repræsenterer forskellige tidshorisonter og tilstand af landskabet (pollenprofiler, non pollen palynomorphs, gødning )
•Fundene i højfylden kan afspejle forhistorisk aktivitet i området og kan være vigtige for faser, som ellers kun er belyst sparsommelig (f.eks. tidlig- og mellemneolitiske fund i Museum Midtjyllands område)
•Materialerne brugt i stenkæderne og -dække, skåltegn?
Gravformerne
De typiske grave fra ældre bronzealderen er egetræskister, som ligger i en stenramme, -pakning eller –leje (læs mere om egekistegrave her). Egekisterne kan også ligge uden nogen form for beskyttelse i gravhøjen. Kisten kan være pakket ind i skind, tang eller andet. Der findes også simple aflange gruber, som ligger på eller bliver nedgravet i undergrunden. Gravenes orientering varierer vidt og er ikke fastlagt med hensyn til f.eks. køn.
De fleste af de ovennævnte grave er jordfæstegrave, selvom skeletmateriale ikke altid er bevaret. Det er dog ikke kun ubrændt men også kremeret knoglemateriale, som bliver begravet i gravene. I enkelte tilfælde bliver kremeret knoglemateriale også lagt ned uden en tydelig afgrænset gravkonstruktion og er dermed svær at erkende under udgravning.
I yngre bronzealder er de typiske brandgrave urnegrave, som nedlægges både i gravhøje og på fladmarksgravpladser.
Gravene i bronzealderhøjene kan stamme fra yngre perioder end bronzealderen og kan dermed adskille sig fra de her opremsede gravtyper.
Mulige fokuspunkter:
•Gravenes placering i højen
•Materiale brugt til bygning af gravene (f.eks. bestemt type sten)
•Aktivitetsspor på gravområdet (tilhugning af kiste, afbrænding m.m.)
•Knogleanalyser (mangler generelt).

Gravgaver
Ikke alle grave i højene er rigt ekviperet. I nogle grave findes der slet ikke gravgaver, imens andre har mange genstande. Det kan være alt fra flintgenstande, bronzegenstande, rav- og glasperle og genstande af træ samt andet organisk materiale.
Mulige fokuspunkter:
•Iagttagelser og bevaring af genstande af organisk materiale
•Genstande fra gravhøjene uden klar kontekst kan være deponeringer og ikke gravgaver - som bl.a. påvist i Holland (Fontijn, 2002))
Omkring og under højen
Højene er manifestationer af en længerevarende proces og en del af et kulturlandskab. Højene fremkommer sjældent alene og er ofte del af en gruppe af flere høje, hvor de ældste kan dateres til enkeltgravskultur. Omkring og under gravhøjene findes der ofte flere spor af forhistoriske aktiviteter, bopladsanlæg, ardspor m.m. Det kan dog være et problem at definere det kronologiske forhold mellem disse. Der forekommer også rækker af kogestensgruber (Thörn, 2007, Kristensen, 2008) og hulveje, som muligvis blev anlagt på samme tid som gravhøjen (Egeberg, 2014). Der er en stadig igangværende diskussion, hvorledes gravhøjslinjer afspejler forhistoriske vejsystemer (Løvschal, 2013).
Mulige fokuspunkter:
•Mange høje forsegler spor efter boplads, som så kan have fremragende bevaringstilstand
•Ardspor
•Sammenhæng mellem høje i grupper og rækker
•Undersøgelse og dateringer af veje, kogestensrækker og kulthuse.

4. Røser
Af Lilian Matthes


Fig. 1. Spredningskort over røsegrave i Danmark. Efter Lilian Matthes, Museum Sønderjylland
Røser er forholdsvis sjældne i det danske oldtidslandskab. En søgning i Fund og Fortidsminder giver et resultat på 135 danske lokaliteter, hvoraf de fleste findes på Bornholm, Fig. 1.
De findes tillige i Nord- og Vestsjælland,hvorimod denne anlægsform kun træffes sporadisk i resten af landet. Gravhøje med røser er fredet. Derfor er der kun udgravet ganske få. I Museum Sønderjyllands ansvarsområde findes kun tre-fire gravhøjskonstruktioner, der har vist sig at være ”ægte” røser.
Røser er høje, der er opbygget af mange mindre marksten, der er lagt som stenlægning ud over hele højen og ofte afgrænset af større sten, således at hele højfylden består af sten, og kun en lille del er tørv eller jord. Det, at anlægstypen tilsyneladende er mere udbredt i Østdanmark, kan derfor måske skyldes, at vi bl.a. mangler viden om gravhøjenes opbygning og konstruktion i Vestdanmark.
I forbindelse med stormskader o.l. er der i Sønderjylland gravet enkelte anlæg, der kan defineres som røser, Fig. 2. Udgravning af røser er relativt tidskrævende, idet de ofte rummer flere faser, der kan være komplicerede at udrede. Røsen rummer ofte en centralgrav, der definerer gravkompleksets anlæggelsestidspunkt. Derudover kan forekomme sekundære stenlægninger bl.a. små lave stensætninger, der har dannet ramme om flere senere anlagte gravkonstruktioner.
Fig. 2. Udgravning af stormskadet gravhøj/røse ved Helmpolde, Arrild sogn. Foto: Lilian Matthes, Museum Sønderjylland.
Fra Sønderjylland er det bedste eksempel på en nyere udgravning af en røse Hjulgraven fra Hjordkær, der blev undersøgt i 1978. Anlægget blev i 2011 rekonstrueret og flyttet fra den oprindelige lokalitet, Fig. 3. I den forbindelse valgte man at genbruge de oprindelige sten fra stenlaget, suppleret med nye. Højen var opbygget i fire faser. Den ældste høj var 15 meter i diameter. Ved højfoden fandtes pælehuller efter et hegn, der muligvis havde bestået af et flettet risgærde. På eller under højens overflade lå et lag sten, der havde dækket hele højen.
Fig. 3. Rekonstruktion af Hjulgraven fra Hjordkær. Foto: Signe Pedersen, Museum Sønderjylland.
Første højfase
Centralt i højen fandtes en stendynge, der var forbundet med en omgivende stenkreds med stenrækker, der tilsammen dannede et hjulkors med fem eger. Midt i den centrale stendynge fandtes en grav med sparsomme rester af et skelet, der har ligget på ryggen med hovedet i vest, men uden oldsager (Grav 134). Graven var omgivet af en oval grøft med spor af lodretstillede stolper eller planker, antageligt en slags dødehus. I og ved grøften fandtes dårligt bevarede knogler, der kan have stammet fra en hund. I den sydlige del af stendyngen fandtes en stammekistegrav med et kranium i hver ende (Grav 127). Begge de døde var udstyret med flintdolke af type IV.
Anden højfase
Den anden højfase var omgivet med en krans af store stolper. Den grav, der hørte til fasen (Grav 2), var nedgravet i toppen af den ældste høj. Foruden tandemalje fra et barn rummede den skår af et lerkar, fragmenter af en bronzedolkklinge, en ravperle, fragmenter af en bronzenål, en bronzearmring, et bronzebånd og en bronzebøjlenål.
Tredje højfase
Tredje højfase havde ingen randmarkering. Den dækkede over en grav (Grav 1), der var anlagt op ad den foregående højs sydlige fod og var dækket med en stendynge. Den yngste høj havde rester af en randstenskæde. Herover har højen været brolagt med en ca. 1,2 m bred stenkrave. Der fandtes ingen grav, men et sværd, der blev fundet i 1888, kan stamme fra denne grav.
Fokus ved udgravning:
•GIS- og fotodokumentation af stenlægningen bl.a. for at dokumentere eventuelle faser. Stenlægninger kan være meget komplekse og består ofte af sten af forskelig karakter.
• Det er i nogle tilfælde muligt at skelne bestemte stentyper, der kan knyttes til en aktuel fase. Stenene er tilsyneladende indsamlet fra en og samme lokalitet netop til den pågældende lejlighed.
•Større sten bør undersøges for eventuelle helleristninger eller skålsten (se afsnit om helleristninger).
• Fritlægning af området rundt om højfoden for at se eventuelle anlægsspor fra trækonstruktioner, dvs. eftersøg stolpespor i en radius af mindst 5 m.
• Prøvetagning af eventuelle stolpehuller i anlægget til makrofossilanalyse og datering.
• Prøvetagning af eventuelt organisk materiale fra stenlægninger eller gravsætning.
• Husk at fladeafdække under stenlægningen, da der kan forekomme ardspor eller nedgravninger, der kan være meget svære at erkende.

6. Ligbrændingspladser
Af Anne-Louise H. Olsen


Fig. 1. Ligbrændingsgrube, der ses som et rektangulært fyldskifte i forlængelse af en lille stenkiste fra ældre bronzealder per. III. Kisten var centralgrav i en overpløjet høj. Fylden øverst i ligbrændingsgruben var græstørv og genfyldt, opgravet undergrundsmateriale med partier af rødlig aske. Kraniefragmenter fra ligbrændingsgruben passede sammen med kraniefragmenter fra kisten, hvilket viser, at der ikke er tale om to grave. Den døde var en voksen kvinde. Damsgård, THY 2959. FF110112-52.
I forhold til antallet af kendte brandgrave er antallet af kendte ligbrændingspladser fra bronzealderen forsvindende lille. Fra Fyn er fremlagt flere eksempler på ligbrændingspladser fra yngre bronzealder (Madsen og Thrane 1992).
Fra Thy kendes et mindre antal ligbrændingsgruber fra ældre bronzealder, og disse har to paralleller på øen Sild (Bech & Olsen 1996).
Ligbrændingsgruberne i Thy ligger alle i umiddelbar tilknytning til kisten og i flere tilfælde overlappende med denne. Som følge heraf blev de første forekomster ikke erkendt som ligbrændingsgruber – det var først ved fremkomsten af en klassisk ligbrændingsgrube ved Damsgård (herunder), at tolkningen stod klart. Efterfølgende viste det sig, at flere tidligere undersøgte fund kunne tolkes på samme måde.


2. Snit gennem ligbrændingsgruben fra fig. 1. En stor del af brændslet var mosetørv, der ses som et sort lag i snittet. Laget er tykkest i midten, hvor liget har ligget og hindret en effektiv forbrænding. I fyldskiftets sider ses sorte blokke, der afspejler de enkelte tørv. Over brandlaget ses tørv og opgravet undergrundsmateriale. Damsgård, THY 2959. FF110112-52.



Fig. 3. Nærbillede af brandlaget på fig. 2, hvor det ses, at de forkullede tørv har en filtagtig konsistens.
Ud mod ligbrændingsgrubens side, bagest i billedet, har forbrændingen være mere effektiv, og her ses rødgul og hvid aske blandet med sorte blokke af tørv. Brugen af tørv som brændsel var almindelig i bronzealderens Thy. Det gjaldt også i husholdningen. Damsgård, THY 2959. FF110112-52.




Fig. 4. Lille stenkiste - centralgrav i en høj, nedsat i et fyldskifte. I kisten fandtes brændte knogler af et 7-13 måneder gammelt spædbarn. I fyldskiftet fandtes trækul, og undergrunden under fyldskiftet var svagt rødfarvet. Undersøgt i 1982. Først 10 år senere, efter fremkomsten af Damsgård-fundet, stod det klart, at der var tale om en ligbrændingsgrube. Villerup, THY 1696. FF 110612-86.


Fig. 5. Lille stenkiste fra ældre bronzealder per. III, centralgrav i en høj. Kisten rummede brændte knogler af to børn. Til højre for kisten ses to fyldskifter med rødgul, askeholdig fyld og ganske små stumper brændt knogle. Her er formentlig tale om en ligbrændingsgrube for hvert barn. Efterfølgende er knoglerne fra begge børn placeret i kisten. Ginnerup. THY 5055.


Fig. 6. Stenkiste, formentlig fra ældre bronzealder per. III, med en ligbrændingsgrube i forlængelse af graven. Den gravlagte var en person på 18 – 35 år. Nørhå, THY 1550.
Fokuspunkter
•Vær opmærksom på, at der kan forekomme ligbrændingsgruber i forbindelse med grave. I Thy er gruberne kendetegnet ved rødgul fyld, som skyldes indholdet af tørveaske, mens der i andre egne af landet formentlig vil være tale om trækul.Der behøver ikke altid at være tale om en grube, og i så fald vil der kun være en plet med aske og trækul, som er meget udsat for at blive ødelagt ved pløjning.
•Finder man en grube, bør fylden floteres og solderesten gemmes, så alle knogledele kommer med. Husk også makrofossilanalyse af forkullet materiale fra fylden, hvilket kan give oplysninger om, hvad bålet bestod af. Gem evt. en prøve af fylden før flotering til andre analyser.
•På Fyn er der iagttaget stolper i forbindelse med ligbrændingspladser. Området omkring grav og ligbrændingsplads bør undersøges omhyggeligt for spor efter den fysiske indretning af ligbålet. Alle oplysninger, der kan hjælpe til at belyse processen, er af betydning.

7. Ligbrændingssteder og brandgrave
Af Mogens Bo Henriksen
8. Graven
Af Anne-Louise H. Olsen


Fig. 1. Stenkiste med ligbrændingsgrube fra ældre bronzealder per. III, undersøgt i 1992 efter anmeldelse fra ejeren. Graven er en af de vigtigste, Museum Thy har undersøgt i de sidste 30-40 år. THY 2959 Damsgård.
Indtil for ca. 40 år siden, hvor bopladserne for alvor kom ind i fundbilledet, var bronzealdergravene den vigtigste kilde til viden om bronzealderens mennesker, samfund og materielle kultur.
I Thy kan man i dag iagttage en tydelig udvikling, hvor det er meget sjældent, at museet i dag får meddelelse fra en landmand om, at han pløjer på sten på sin mark. Der er grund til at formode, at gravfund bliver ødelagt på markerne i et hastigere tempo end nogensinde før, samtidig med at der undersøges langt færre gravfund end tidligere. Det skyldes bl.a. strukturændringer i landbruget, hvor de store maskiner og maskinstationer har vundet indpas, og formentlig også en ny museumslov og deraf følgende ændring i befolkningens indstilling til arkæologi.
Stenkister
Bronzealdergravskikken viser klare regionale forskelle, der kan være begrundet i såvel forskelle i naturgrundlaget som i ideologiske og kulturelle forskelle. I Thy er næsten alle begravelser forud for urnegravenes indtog ved midten af bronzealderen foregået i stenkister, hvilket hænger sammen med, at bronzealderens landskab i denne del af landet var meget træløst og manglede materiale til de store bulkister, der kendes fra det øvrige land.
Stenkisterne kunne ikke undgå landmandens opmærksomhed under markarbejdet, og de har ydet god beskyttelse for indholdet. Sammen med en meget stor tæthed af høje har det resulteret i et meget stort antal undersøgte grave med velbevaret gravgods. Ikke desto mindre er der brug for nye undersøgelser, hvor en moderne metodik kan tages i brug ved undersøgelsen.
Der findes også stadig nye træk ved gravene, som ikke har været erkendt tidligere – et eksempel er ligbrændingsgruber, som siden 1990'erne er fundet i Thy ved flere lejligheder (se afsnit om ligbrændingspladser).
Gravens indhold og placeringen af de forskellige genstande m.m. i kisten giver indblik i:
•sociale forhold
•samfundsstrukturer
•ideologi
•regionale forskelle mellem forskellige egne af landet
Importerede genstande som glasperler belyser kontakter og forbindelser til områder uden for den lokale region, og metalanalyser medvirker til indkredsning af oprindelsesområdet for det importerede metal, der blev anvendt.
I heldige tilfælde, hvor kisten er anlagt på kalkundergrund, eller der er benyttet kalksten i konstruktionen, kan ubrændte knogler være bevaret. Disse er af stor betydning for et bredt spektrum af naturvidenskabelige analyser. Adskillige mandslange kister rummer dog brændtbensbegravelser. Disse giver ikke samme mulighed for naturvidenskabelige analyser som de ubrændte knogler, men de kan dog anvendes til bl.a. køns- og aldersbestemmelse samt datering.


Fig. 2a og 2b. Mandslang kiste af store sten tætnet med undergrundsler og hovedstore sten. I graven fandtes, sammen med brændte knogler af en voksen mand, bl.a. et sværd i træskede og rester af et sværdbælte besat med spiraler af guld og bronze. Egshvile, THY 2554. FF 110210-12.


Fig. 3. Sekundær grav i en stenkiste med overliggende lag af mindre sten. Graven er placeret i foden af en eksisterende høj, hvorefter der er pålagt et ekstra lag højfyld. Til venstre for kisten ses, over det gamle muldlag og under det nye lag højfyld, den opgravede undergrund fra anlæggelsen af graven. Villerup, THY 1696. FF 110612-86.
Omkring midten af bronzealderen aftager stenkisterne i størrelse, og i yngre bronzealder ses meget små stenkister, der afløses af urnegrave, der også kan være stenomsatte.


Fig. 4. Urne fra yngre bronzealder omsat med kalkstensblokke, lige op til en randstenskæde. Nørhå, THY 1678. 110304-43.
Tidlige urnegrave
Urnegrave kendes i Thy allerede fra midten af ældre bronzealder. I én og samme høj fandtes to urnegrave, der dateres til per. II og overgangen per. II/III. Højen rummede også den sekundære stenkiste (fig. 2). Denne høj er et eksempel på, at overpløjede høje stadig er en kilde til nye oplysninger, selv om der gennem tiden er undersøgt et betragteligt antal. Centralgraven i højen var en urnegrav fra ældre bronzealder per. II omgivet af en stensætning (fig. 5).



Fig. 5. Urnegrav fra ældre bronzealder per. II. Urnen er omgivet af en kistelignende stensætning, der var for lille til at rumme urnen. Denne blev derfor slået i stykker og randskårene nedsat omkring den intakte bund, der indeholdt de brændte knogler fra et femårigt barn samt små stk. overvejende uforarbejdet rav. Egshvile, THY 2554. FF 110210-12.
Fokus på:
•Grave med mulighed for bevarede ubrændte knogler er meget vigtige med henblik på demografiske undersøgelser samt materiale til analyser af ernæring, sammenhæng med naturgrundlaget m.m. DNA-analyser og strontium-analyser kan belyse den gravlagtes individuelle historie, hvorvidt vedkommende er lokal eller kom udefra m.m. Det betyder, at grave fra områder med kalk i undergrunden og kalksten eller kridt anvendt som byggemateriale i kister har høj prioritet.
•Velbevarede grave i almindelighed er vigtige på grund af muligheden for at få indblik i samfundsstrukturer, demografi, udlandskontakter osv.

9. Egekistegrave - før og nu
Af Louise Felding


Fig.1. Oversigtskort fra FF. Stammekister fra bronzealderen. Datavisning med forbehold for søgekriterier: Anlægshovedgruppe: Begravelse, Anlægstype: Stammekiste, Anlægsdatering: BXXX - Bronzealder.
Egekistegravene er fast del af begravelsesskikken i ældre bronzealder og kendetegner især per. II. Traditionelt set kendes de især fra de meget velbevarede egekistegrave fundet bl.a. i Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj.
De berømte egekistegrave fremkom alle fra midten og slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Deres bevaring skyldes særlige jordbundsforhold i højene, hvor højens kerne blev fundet uforstyrret, vanddruknet og indkapslet af en jernkappe. Jernlagene i højen dannes ved redoxprocesser, hvor det naturlige jern i jorden bl.a. udfældes i overgangen mellem fugtige og tørre jordforhold i højen. Jernudfældningen kan danne et eller flere uigennemtrængelige lag. For yderligere gennemgang af redoxprocessen samt generering af de særlige bevaringsforhold, se Breuning-Madsen & Holst 1995; Breuning-Madsen & Holst 1998; Breuning-Madsen, Holst & Rasmussen 2001, Holst & Rasmussen 2013 & 2015.
De meget velbevarede egekister stammer alle fra Jylland og her i sær Syd- og Sønderjylland, mens traditionen med at begrave i egekister kendes over hele landet – dog uden de samme gunstige bevaringsforhold. I overpløjede høje er det i dag usandsynligt at støde på helt uforstyrrede og velbevarede egekistegrave. Som oftest vil kisten og dens organiske indhold være forsvundet eller stærkt nedbrudt. Der kan dog ved heldige tilfælde stadig være høje, der fremstår med centrale våddruknede og fugtige bevaringsforhold. Hvis bevaringsforholdene ikke er ideelle, kan eventuelle stenlejekonstruktioner være indikatorer på gravformen.
Fig.2. Søjlediagram over samme søgning i FF som vist ovenfor. Datavisning med forbehold for søgekriterier: Anlægshovedgruppe: Begravelse, Anlægstype: Stammekiste, Anlægsdatering: BXXX - Bronzealder.
Egekisten og dens placering i højen
Selve kisten består af en udhulet egestamme, der er typisk er 2-3 meter lang og bred nok til at indeholde person med gravgods.
Kisten dannes ved at flække stammen på langs og udhules derefter. Der kan udformes tapper (håndtag) på underdelens ender. Den dødes hoved placeres ofte i rod-enden (stammens bredeste del). I mange tilfælde ses en spalte eller et hul i kistens bund og det formodes at skulle være til bortdræning af væsker.
Egekister forekommer både med og uden bark.
Den mest almindelige orientering er øst-vest (hvor den afdøde har hovedet placeret i vest og ser mod øst), men alle orienteringer af kisten forekommer.
Den afdøde har typisk været udstyret med gravgaver, dragt og udstyr typisk for perioden.


Fig. 3. Egekister med udstyr. Til venstre kvinde fra Ølby (Boye 1896: XXVI) og til højre kister på stenleje fra Jerslev og Svennum (Boye 1896: I).
Egekisterne anbringes på jordoverfladen, oftest understøttet af stenrækker eller trugformede stenlejer. Kisterne dækkes for det meste med tørv, men stendynger er også almindelige. Der kendes også eksempler på, at stenkister/hellekister indeslutter en trækiste, eller at en større egekiste omslutter en mindre (Brøndsted 1939: 33).


Fig. 4 Eksempler på egekister i grave. Øverst tv: Borum Eshøj. Øverst th: Guldhøj. Nederst tv: Jerslev. Fra Boye 1896.
Hvad kan man forvente at finde i dag? Stenforinger og stenpakninger i overpløjede høje.
På trods af at bevaringsforholdene i dag er præget af intensiveret dyrkning og skovdrift, kan man selv under kraftigt overpløjede gravhøje finde spor fra egekistegrave.
Ud over stammekister i gravhøjene, er der også eksempler på plankebyggede kister. Hvis der ikke noget bevaret af selve kisten, må man være opmærksom på stenlejets udformning. Hvis det er meget firkantet og plant, kan der være tale om et leje for en plankebygget kiste og ikke en stammekiste (eksempel kendes fra Højvangen i Ørum sogn VSM 09035, 131213-41).
To eksempler på nyere udgravede egekistegrave under overpløjede gravhøje:
VKH 3418 Jelling Øst (170904-58)
Umiddelbart øst for Jelling blev der i 2005 udgravet en overpløjet høj fra ældre bronzealder med bevaret højfyld i 60cm højde (plus det moderne pløjelag). I højen fandtes tre gravlæggelser i to erkendbare højfaser. Den primære centrale grav i første højfase blev plyndret allerede i oldtiden og indeholdt derfor ikke daterende materiale. En formodet relativ datering må være senneolitikum eller ældre bronzealder.
Centralgraven i højens anden fase bestod af en stammekiste, hvoraf et tyndt lag formuldet træ stadig var bevaret over stenpakningen, som har støttet kisten. I graven fandtes et bronzesværd, en dragtnål samt et fragment af en mulig ragekniv. Graven dateres til bronzealderens per. II. Til samme periode dateres en jordfæstegrav i højens østside. Denne grav rummede skeletrester i efter to individer - en voksen og et barn. Ved kraniet efter den voksne fandtes en bronzekniv. Under højen kunne yderligere konstateres ardspor (Christensen 2006).


Fig. 5. VKH 3418. Centralgrav A14 i anden højfase under udgravning. Rester af egekiste samt dele af sværd ses i den vestlige halvdel. Den runde stenforing indikerer, at der har været tale om en egestamme.

Fig. 6. VKH 3418. N-S profil af højen ved A14. Bevarede ardspor ses under højen.

Ved en udgravning nær Solrød Strand foretaget af Køge Museum i 2008, fandtes under en overpløjet høj resterne af en central egekistebegravelse samt to sekundære begravelser (jordfæstegrav og brandgrav). Egekisten i centralgraven var nedbrudt, men stenlejet og bronzegenstandene i graven var bevarede.
Højen havde en diameter på ca. 15 meter og på det højeste sted en tykkelse på ca. 60 cm. Højen var opbygget af lys grå til mørk brun sand og ler og havde en meget kompakt struktur, der på det tykkeste sted målte 25 cm. I højfylden kunne ses rester af tørv, og der fandtes en del forarbejdet flint. Under højfylden var der bevarede rester af den oprindelige muldhorisont på ca. 15 cm tykkelse.
Fig. 7. KØM 2565 etape III. Profilsnit af højen.
Den centrale egekistegrav, A761, var orienteret SØ-NV med hovedenden i SØ. Af organisk materiale var kun en smule tandemalje og enkelte halshvirvler fra den gravlagte bevaret. Den gravlagte bestemmes ud fra gravgods til at være en kvinde. Egekisten, som anslås til en længde på 2,5m, var sat på et leje af marksten anlagt oven på det oprindelige muldlag. Højen var efterfølgende anlagt oven på graven. Ved udgravningen var der ca. 20 cm muld bevaret over graven.
Ved hovedenden fandtes et lille lerkar, en bronzehalsring og en lille nål af bronze. Derudover fandtes i graven en bæltedåse, bronzedolk med mulig fæsteknap samt bronzerør fra snoreskørt. Bronzerne var i meget dårlig stand og måtte optages i præparat. Typologisk dateres graven til ældre bronzealder.


Fig. 8. Centralgrav A 758. KØM 2565 etape III.

Fig. 9. Bronzer i centralgrav A 758, KØM 2565 etape III.
Øvrige grave: NØ for centralgraven fandtes de sidste rester af en jordfæstegrav (A758), orienteret N-S og synlig i fladen som et 70cm langt mørkt fyldskifte nedgravet i højfylden. I graven fandtes resterne af en stærkt fragmenteret bronzedolk, samt resterne af træ eller læder, formodentlig fra dolkskeden. Intet var bevaret af den gravlagte.
SØ for centralgraven fandtes en brandgrav (A757), erkendt som en cirkulær nedgravning ca. 32cm i diameter. Graven var anlagt uden for højfoden og må derfor antages at være yngre. Graven bestod af et lerkar med låg
Under højen fandtes ardspor, der kunne ses i hele højfyldens udstrækning. (Langkjær 2008).
Fokus
Selv ved udgravningen af overpløjede høje kan der være gode muligheder for at identificere tilstedeværelsen af egekistegrave. Det organiske materiale vil som oftest være nedbrudt, men mørke aftegninger kan indikere tilstedeværelsen af kiste, knogler og gravgods.
Ved stærkt nedbrudte egekistegrave anbefales en prøveudtagningsstrategi i samarbejde med naturvidenskabelige specialister og konservatorer. Optagning af præparater til senere udgravning, konservering og evt. prøveudtagning, synes at være en anbefalelsesværdig fremgangsmåde.
10. Brandgravsformer
Af Mogens Bo Henriksen
Bronzealderens brandgrave
Bronzealderens brandgrave udviser stor variation, når man ser dem under ét. Ofte ser man en skildring af et generelt udviklingsforløb, hvor de brændte ben først blev anbragt i legemsstore stammekister, dernæst i mindre stammekister, så i stadigt mindre stenkister – for i yngre bronzealder at blive placeret i lerkar, altså urner (Broholm 1949:9ff; Brøndsted 1958:155; Jensen 2002). Dette meget forenklede billede dækker imidlertid over betydelige geografiske såvel som konstruktionsmæssige variationer, og billedet er blevet noget mere nuanceret i de sidste tiår (jf. f.eks. Ille 1991:113ff; Hornstrup et al. 2005; Runge 2010; Harvig et al. 2014).
Definitioner og brandgravenes typeinddeling
En forudsætning for, at man kan kalde et anlæg for en brandgrav, er at der indgår brændte menneskeknogler. Ud over disse kan man have udsorteret dele af det forkullede brændsel samt ildpåvirket gravgods til deponering i graven; hertil kommer komponenter, som bevidst eller ubevidst er kommet fra ligbrændingsstedet til graven (f.eks. ildskørnet flint og rødbrændt ler).
Der er ikke med sikkerhed påvist usorterede ligbrændingsssteder (såkaldte in situ-kremeringer) fra bronzealderen, således som det kendes fra senneolitikum (Krause 2009), så bronzealderens brandgrave repræsenterer sekundære aflejringer. Som nævnt kan gravene imidlertid dernæst være placeret i ligbrændingsstedet. Fra ældre bronzealder kendes der endvidere eksempler på, at en mængde brændte ben kan være placeret i en jordfæstegrav; dette betegnes som en birituel grav (jf. Lomborg 1964:26ff).
Traditionelt har forhistoriske brandgrave, herunder bronzealderens, ofte været defineret ud fra deres konstruktion (f.eks. ”brændtbenskiste”), men dette er ikke hensigtsmæssigt. Hvis man skal forstå de processer, der har skabt de enkelte brandgravstyper, er det i stedet vigtigt at fokusere på de komponenter, man har udsorteret fra ligbålet og dernæst valgt eller fravalgt ved etableringen af gravanlægget. I de senere år er dette emne behandlet i flere arbejder (Hornstrup et al. 2005; Henriksen 2009:67ff; Runge 2010:20ff; Harvig et al. 2014). Overordnet set kan bronzealderens brandgrave – som det også er tilfældet med brandgrave fra oldtidens andre perioder – inddeles i to hovedgrupper, nemlig dem, hvor ligbålsresterne er frasorteret og dem, hvori bålrester er medgivet. Definitionen bør således primært være baseret på det tilstedeværende udvalg.
Gruppe 1 – grave uden bålkomponenter
Urnegrav
En urnegrav defineres som en beholder af uorganisk materiale, hvori der er placeret brændte ben samt evt. gravgods; derimod rummer hverken beholderen eller dens nærmeste omgivelser rester af ligbålet. Urnen udgøres af et uorganisk materiale, oftest et lerkar, men der er også enkelte eksempler på, at bronzekar har været anvendt som benbeholder.
Yngre bronzealders urnegrave har ikke sjældent låg i form af et lerkar eller dele heraf eller en stenflise; begge dele kan være fastgjort med harpiks eller beg. At dømme ud fra aflejringsforholdene øverst i bronzealderens urner kan det antages, at de fleste har haft et låg af organisk materiale. Gravgodset i bronzealderens urnegrave er sjældent ildpåvirket. Når man ser på sammensætningen af udvalgte komponenter fra ligbålet, er urnegraven nærmest beslægtet med benhoben (se nedenfor). Bronzealderens urnegrave er hyppigt omgivet af sten eller indsat i en lille kiste af sten eller stenfliser.
Kildehuse grav FZ og HD. Fritstående urnegrave fra slutningen af yngre bronzealder. Efter Runge 2010.
Benhob
En benhob består af brændte ben, der er udsorteret fra det nedbrændte ligbål. Benhobe fra ældre bronzealder kan indeholde begrænsede mængder af bålrester, mens denne komponent ikke spiller nogen væsentlig rolle i benhobe fra yngre bronzealder. Samlingen af brændte ben har været nedlagt i en grube i jorden, antagelig ofte i en beholder af organisk materiale (træ, skind, klæde). Benhoben kan også være anbragt i en stammekiste eller i en stenkonstruktion (”brændtbenskiste”), ligesom der er eksempler på, at de kan være anbragt sammen med et ubrændt lig i en jordfæstegrav (birituel grav). Sekundært gravgods kan indgå i benhoben. Benhobens sammensætning af komponenter fra det nedbrændte bål svarer til urnegravens (se denne).
Kildehuse grav JF og KG. Benhobe uden omgivende beholder af uorganisk materiale. Efter Runge 2010.
Benhob i stenkiste (”brændtbenskiste”) fra Gl. Brydegård (Thrane 2004:50).
Gruppe 2 – grave med bålkomponenter
Brandpletgrav
I brandpletgraven udgør trækul og aske samt evt. ildpåvirket gravgods den dominerende komponent fra det nedbrændte ligbål, mens brændte knogler udgør en mindre andel. Det udsorterede materiale er anbragt uden synligt system i en grube eller på en flade; i sidstnævnte tilfælde er der mulighed for forveksling med et ligbrændingssted. I sjældne tilfælde er brandpletgraven omgivet af en konstruktion af stenfliser; dette fænomen ses næsten udelukkende i yngre bronzealder. I Lusehøj grav GX var brandpletgraven som noget ekstraordinært omgivet af en risfletning og dækket af en flettet halmmåtte, således at konstruktionen har mindet om et hus (Thrane 1984:136, cf. Svanberg 2005:86ff).
Endelig forekommer anlæg, hvor bålfylden er anbragt i et lerkar; denne variant benævnes lerkar med bålfyld (Henriksen 2009:70) og er hyppigt forvekslet med urnebrandgruber (se denne).
Kildehuse grav HF og JD – brandpletgrave. Efter Runge 2010.
I en særlig variation af yngre bronzealders brandpletgrave forekommer de brændte knogler ikke vilkårligt spredt i fylden, men derimod i isolerede, koncentrerede lag eller bunker. I disse tilfælde er der først foretaget en sortering af det nedbrændte båls komponenter – og dernæst er de igen forenet i gravgruben. Der er næppe tvivl om, at de brændte ben i denne gravtype oprindeligt har været indeholdt i en organisk beholder, f.eks. af bark eller skind. Gravtypen optræder i litteraturen som ”benhobgrave med bållag” (Hornstrup et al. 2005:87),
Urnebrandgrube
Urnebrandgruben kan beskrives som en urnegrav, der er nedsat i en brandpletgrav. Typen består således af en grube med samme fyld som i en brandpletgrav, dvs. trækuls- og askeholdig fyld med brændte ben og evt. gravgods, der tilsyneladende er anbragt uden system, og heri står et lerkar, der udelukkende indeholder frasorterede brændte knogler. Urnebrandgruben kan forveksles med lerkar med bålfyld (jf. brandpletgrave ovenfor), men i denne gravtype blev hældt herover. Efter Runge 2010.
Ældre bronzealders brandgrave
I Jylland domineres ældre bronzealders brandgrave fuldstændigt af benhobe, der kan indgå i forskellige træ- eller stenbyggede gravkonstruktioner. Hyppigst forekommer disse som selvstændige grave, men i flere tilfælde indgår der benhobe i jordfæstegrave med Egtved-graven som det bedste kendte eksempel (Aner og Kersten 1990 nr. 4357A).
De første urnegrave dukker op i periode II i Thy, og de antages at afspejle kontakter til de nordfrisiske øer (Olsen 1992:150; Hornstrup et al. 2012:25). Kontakten til samme område opfattes som baggrunden for flere thylandske fund af højdækkede stenkister med tilhørende ligbrændingssteder fra den sidste del af ældre bronzealder. Især lokaliteten Damsgård indeholder mange detaljer, der dokumenterer samhørighed mellem ligbrændingssted og graven i den nærliggende kiste. Ud over brændte ben indeholdt graven også lidt trækul og aske fra ligbålet, således at gravtypen ganske vist må defineres som en benhob, men med elementer fra brandpletgraven. Det er tankevækkende, at der i ligbålet fandtes gravgods, som ikke var overført til kisten og at dette på trods af turen på flammerne ikke fremstod ildpåvirket (Olsen & Bech 1996:160ff).
Forbindelser til de nordfrisiske øer antages også at have givet inspiration anlæggene på et fladmarksgravfelt med 23 grave, der er undersøgt ved Lustrupholm nær Ribe. Gravene dateres generelt til periode III, og de udgøres af enkelte brandpletgrave, men især af urnegrave og benhobe. To af disse var nedlagt i jordfæstegravlignende fyldskifter, mens resten lå i mindre gruber. Knoglesamlingerne i benhobene lå så kompakt, at de utvivlsomt har været nedlagt i en organisk beholder. Det er væsentligt at bemærke, at gravgodset viser spor af ildpåvirkning (Feveile & Bennike 2002).
Ved Jelling i Østjylland er undersøgt et mandsstort stenleje, og heri lå tre koncentrationer af brændte ben med et vist indslag af trækul og aske (Aner & Kersten 1990 nr. 4534). Den foreliggende dokumentation tillader ikke at afgøre, om der er tale om regulære brandpletgrave, eller som de snarere skal opfattes som benhobe med indslag fra ligbålet som det var tilfældet i Damsgård-graven.
Også i Den fynske Øgruppe er benhobene fuldstændigt dominerende. Her er der imidlertid også påvist enkelte grave med et vist indslag af materiale fra ligbålet, og disse kan betegnes som brandpletgrave (Aner & Kersten 1977 nr. 2012C og 2060). AMS-dateringer af to fundtomme brandpletgrave fra Nordvestfyn henfører disse til periode II (Runge 2013:20 note 7), mens dateringer af fire brandpletgrave fra en gravplads sydøst for Odense placerer dem i periode III-IV (Runge 2013:13). Det er således ikke umuligt, at brandpletgraven har været mere udbredt end som så i hvert fald i den sidste halvdel af ældre bronzealder; kun systematiske AMS-dateringer af materiale fra fundtomme anlæg kan underbygge denne fornemmelse.
I Den sjællandske Øgruppe såvel som på Bornholm udgjorde benhobe, der var placeret i forskellige former for konstruktioner, langt hovedparten af brandgravene i ældre bronzealder. Fra disse landskaber kendes dog mindst tre urnegrave fra periode III, hvoraf Skallerup-graven med en importeret kedelvogn som benbeholder er den mest markante (Aner & Kersten 1976 nr. 815, 1051 & 1269).
Brandgrave fra ældre bronzealder - en opsummering
Ældre bronzealders brandgrave udviser ganske stor variation med hensyn til gravtyper såvel som til gravkonstruktioner. Der er dog ingen tvivl om, at det er benhoben, der dominerer over andre brandgravstyper, men at den mod periodens slutning suppleres med urnegrave. Grave, hvor en mindre eller større del af ligbålsresterne er medtaget i graven, er stadig sjældne i ældre bronzealder, men de forekommer dog spredt. Som et næsten periodekarakteristisk træk kan man betegne de grave, hvor der er nedlagt en samling brændte ben – i mange tilfælde en egentlig benhob – i en jordfæstegrav (jf. Lomborg 1964:26ff). Generelt har gravgodset ikke været med på ligbålet, men fundet fra Damsgård i Thy maner til forsigtighed med at afgive alt for bombastiske udsagn på dette punkt.
Yngre bronzealder
Der er overvejende kontinuitet i brandgravsskikkens praksis fra sen ældre til tidlig yngre bronzealder, og små kister af marksten eller stenfliser som omgiver brændte knogler og gravgods, der ikke har været på bålet, anvendtes fortsat. Urnegraven slog for alvor igennem med periode IV, og i løbet af perioden blev den helt dominerende (Brøndsted 1958:155; 196).
I enkelte tilfælde er urnen udformet som en lerkasse med låg, der utvivlsomt efterligner bark- og træbeholdere af samme form som de kendes fra egekistegravene fra ældre bronzealder og i heldige fund tillige som beholdere for de brændte ben i yngre bronzealder (Broholm 1953 nr. 324-25).
Bortset fra ansigtsurner, der kan være fremstillet med særligt henblik på brug som urner, (Mikkelsen, M. 2014), ser man oftest husholdningskar i denne funktion. Fra per. V ses et vist indslag af brandpletgrave og urnebrandgruber; dermed var det ikke længere blot de brændte ben, der var det væsentlige ved gravlæggelsen, men også andre komponenter fra ligbålet.
I Jylland dominerer urnegravene i yngre bronzealder, men der er dog også eksempler på benhobe (Jensen, J. 1967:46ff; 1997:154ff; Hornstrup 1999:115).
Allerede fra periode IV ses de første brandpletgrave og urnebrandgruber, men først fra periode VI er de ikke længere ualmindelige (Thrane 1984:211; Clemmensen 2013:44f; Kristensen 2013; Mikkelsen, M. 2013:58).
Hvor stor variation gravtyperne kan udvise på overgangen mellem bronze- og jernalder kan ses på gravpladser som Thorskov ved Århus (Eriksen 1984) og ikke mindst Hellegård-gravpladsen i Salling. På sidstnævnte lokalitet er der er undersøgt 70 brandgrave fra yngre bronzealder periode VI og førromersk jernalder periode I (Hornstrup et al. 2005:85ff). Materialet er veldokumenteret og -beskrevet, og det rummer mange detaljer, der er væsentlige for forståelsen af brandgravsskikken på overgangen mellem bronze- og jernalder. Som noget usædvanligt er urnegrave helt fraværende, mens urnebrandgruberne er den hyppigste gravform. Brandpletgrave (brandgruber) er den næsthyppigste gravform, mens benhobe er stadig i anvendelse. I nogle af gravene har gravgodset været med på bålet, men det er ikke gjort konsekvent. Urnerne i urnebrandgruberne var anbragt oven på bålresterne i gravgruben; denne fremgangsmåde er nærmest omvendt af, hvad man ser i jernalderen.
Også på Fyn og de syd herfor liggende øer var urnegraven den dominerende gravform gennem hele yngre bronzealder; disse kan stå frit i jorden såvel som være omgivet af marksten eller en stenkiste. På periode IV-gravpladsen under Lusehøj var urnegravene således i overtal. Da storhøjen opførtes i periode V, var det også over en urnegrav, der i dette tilfælde udgjordes af et importeret bronzekar, der var anbragt i en kiste af flade sten (Thrane 1984:16ff).
Fra Sydfyn og Langeland er der flere eksempler på, at urnen var placeret på det nedbrændte ligbål, evt. omgivet af sten, og dernæst dækket af en høj (Winther 1929:25ff; Madsen & Thrane 1992; Jensen, J. 1997:250ff; Thrane 2004).
Parallelt med urnegravene forekommer benhobe gennem hele yngre bronzealder, dog i aftagende antal. Benhobe med omgivende stenkonstruktioner kan følges til periode V. Nogle af disse har været konstrueret som et kammer om en organisk benbeholder. Det var således tilfældet i periode V-gravene fra Sarup og Tinghøj, hvor bengemmet var træbeholdere, der var sammensat med harpix eller beg (Thrane 2004:106ff; 257f).
I flere benhobe fra yngre bronzealder er der, som det var tilfældet i ældre bronzealder, dokumenteret et vist indslag af trækul, antagelig fra ligbålet. Det gælder således anlæg CD på periode IV-gravpladsen under Lusehøj (Thrane 1984:66; 2004:74f) såvel som benhobene på Kildehuse-gravpladsen fra periodens slutning (Runge 2010:22).
Ved publikationen af Lusehøj betegnede Henrik Thrane den rigt udstyrede per. V-brandpletgrav GX i Lusehøj som det ældste eksempel på denne gravtype i Skandinavien og det tidligste eksempel på anvendelse af primært gravgods (Thrane 1984:134). Som nævnt i tidligere afsnit kendes der tidligere eksempler på, at gravgodset har været med på ligbålet, ligesom brandpletgrave eller beslægtede anlæg optræder før periode V. Derfor indtager grav GX ikke længere en særstilling ved sit indhold af bålfyld; konstruktionen og gravgodset er derimod stadig at betragte som i en klasse for sig selv (Thrane 1984:78ff). Almindelig er brandpletgravene imidlertid ikke i per. V på Fyn, men fra per. VI optræder gravtypen mere udbredt (jf.Thrane 2004). På Kildehuse II-gravpladsen er brandpletgraven med ni anlæg ligefrem den næsthyppigste gravform; her findes også et enkelt anlæg, hvor en benhob er placeret i en brandpletgrav (grav KJ) (Runge 2010:23ff; 250f).
På Fyn blev urnebrandgruben introduceret i per. V eller VI, i enkelte tilfælde endog med stenompakning – men udbredt bliver gravformen ikke i denne periode (Thrane 2004:25ff; 47; 154f). En undtagelse herfra er Kildehuse-gravpladsen fra periode, hvor urnebrandgruben med 23 anlæg ligefrem er den dominerende gravform (Runge 2010:24f).
Det er vanskeligt at få et opdateret overblik over de sjællandske gravfund fra yngre bronzealder, da kun få fund er fremlagt i nyere tid. Urnegrave – med eller uden omgivende stenpakninger eller -kister – synes at være den dominerende gravtype, men der er også eksempler på brandpletter, urnebrandgruber og stenkister med benhobe, hvoraf en er så sen som periode VI. Hertil kommer i hvert fald et enkelt lerkar med bålfyld (Becker 1941; Broholm 1946; Thrane 1975; 1984:209ff; Nielsen, S. 1978:27ff; Kaul 1987:36f; Jensen, J. 1997:241ff; Appel & Pantmann 2013:104).
På Hårbølle-gravpladsen er der fra slutningen af bronzealderen påvist urnegrave, brandpletgrave samt – ifølge udgraveren – urnebrandgruber. Eftersom gravkarrene i sidstnævnte indeholdt samme fyld som den omkringliggende gravgrube og ikke kun frasorterede ben, er der imidlertid ikke tale om urnebrandgruber i den ovenfor beskrevne betydning; der synes derimod at være tale om lerkar med bålfyld. I flere tilfælde var graven placeret i ligbrændingsstedet (Glob 1938:66f; Jensen, J. 1997:245ff).
På Bornholm anvendtes både urnegrave og benhobe uden eller med omgivende stenkister i yngre bronzealder, og disse var ikke sjældent dækket af røser. Brandpletgraven og urnebrandgruben blev også introduceret på øen i løbet af yngre bronzealder, men præcis hvornår og i hvilket omfang kan ikke afgøres på baggrund af de fortrinsvis ældre publikationer, der berører emnet (Vedel 1886:18ff; 1897:14; Klindt-Jensen 1957:46; Becker 1990:62ff; Nielsen, V. 2000).
Brandgravsskik og brandgrave fra bronzealderen – en sammenfatning
Overordnet set har Johannes Brøndsted (1958) såvel som Jørgen Jensen (2002) glimrende skildret brandgravsskikkens og brandgravsformernes udvikling gennem bronzealderen. I sagens natur giver deres oversigtsværker et generaliserende billede af udviklingen i det nuværende Danmark, og det afspejler således ikke altid de mange nuancer i form af undtagelser fra det generelle billede og ikke mindst de mange lokale eller regionale varianter. Når det er vanskeligt at få et mere præcist overblik, skyldes det især, at mange gravfund er utilstrækkeligt dokumenteret og ikke mindst, at mange fund ikke er publiceret. Fyn er i den forbindelse en behagelig undtagelse, og ved en gennemgang af Henrik Thranes materialepublikation fra 2004 bliver det tydeligt, hvor stor variation gravmaterialet fra denne periode udviser. Selv blandt de publicerede fund er det problematisk, at terminologien ofte er forvirrende og misvisende, men især fremlæggelsen af gravpladserne Hellegård og Kildehuse har rettet betydeligt op på dette problem (Hornstrup et al. 2005; Runge 2010).
Det helt generelle billede er, at benhoben var dominerende i ældre bronzealder, men at den også var i anvendelse gennem hele yngre bronzealder. Fra periode II-III af ældre bronzealder får denne gravtype selskab af urnegraven, der i løbet af periode IV blev den mest udbredte gravform. Set i relation til ligbålets komponenter er der ikke forskel på disse to gravtyper, hvilket da også understreges af, at det i mange tilfælde har været muligt at påvise spor af organiske beholdere omkring benhobene. Allerede i ældre bronzealder ses tilløb til, at trækul og andre elementer fra ligbålet bliver medgivet i enkelte benhobe, ligesom regulære brandpletgrave og urnebrandgruber forekommer sporadisk fra den sidste del af dette tidsrum. Dette billede forstærkes i yngre bronzealder, og mod periodens slutning er brandpletgrave og urnebrandgruber ikke længere noget særsyn. Det er også mod slutningen af yngre bronzealder, at regulære ligbrændingssteder dukker op i større antal, ofte i kombination med selve gravanlægget. Dette og den stadigt hyppigere nedlæggelse af ligbålsrester mod slutningen af yngre bronzealder kan indikere, at selve ligbrændingen fik en mere central rolle i begravelsesritualerne mod bronzealderens slutning.
I langt de fleste brandgrave fra bronzealderen har gravgodset ikke været med på ligbålet bronzealderen (såkaldt primært gravgods), men der forekommer undtagelser gennem hele perioden (Olsen et al. 1996:160ff; Feveile & Bennike 2002; Thrane 2004:80f). Derimod ses det hyppigt, at der er tilføjet gravgaver efter kremeringen. Symbolske gravgaver (pars pro toto) kendes fra yngre bronzealder, men ikke så hyppigt som i ældre jernalder (Henriksen 2009; Runge 2010;). Det gælder også for det antropologiske materiale; mængden af brændte knogler i bronzealderens brandgrave er generelt større, end det ses i ældre jernalder. Generelt kan det også iagttages, at knoglematerialet fra yngre bronzealder udviser spor af mindre intensiv brænding, end det ses i jernalderen (f.eks. Harvig et al. 2014).
I den arkæologiske litteratur beskrives brændte ben i bronzealderens grave hyppigt som ”rensede” eller ligefrem ”vaskede”; dette er imidlertid ikke tilfældet, ligesom knoglerne ikke har været udsat for systematisk knusning. Bronzealderens brandgrave findes hyppigt som sekundærgrave i høje og megalitter fra neolitikum og ældre bronzealder, men i de sidste årtier er en lang række gravpladser fra flad mark også dukket op. Nogle af disse har utvivlsomt været dækket af mindre høje af jord eller røser, men især undersøgelserne af per. IV-gravpladsen under Lusehøj viser, at ikke alle grave har været tækket af en mindre høj som udgangspunkt. Der er flere eksempler på, at gravpladserne er anlagt i tilknytning til en eksisterende høj, men enkeltliggende grave ses også. Ydermere er det værd at bemærke, at der på flere brandgravpladser er fundet koncentrationer af samtidige kogegruber, som må antages at have spillet en rolle i begravelsesritualerne (jf. Runge 2010).
Anbefalinger
Ved udgravning af brandgrave anbefales det at anvende et standardiseret dokumentationsskema som en checkliste, således at man sikrer en ensartet registrering af de elementer i fyldsammensætningen, som er væsentlige bestemmelse af gravtypen (Henriksen 1995a; 1995b). I de tilfælde, hvor graven indeholder lerkar, er det væsentligt, at disse tages op i præparat med henblik på undersøgelse i laboratoriet. Undersøgelsen af lerkarret skal helst ske efter forudgående røntgenfotografering og/eller ct-scanning (Harvig et al. 2012; Harvig & Lynnerup 2013). Det er helt centralt, at en arkæolog deltager i tømningen af karret, men gerne i samarbejde med en konservator og/eller en person med bioantropologisk viden. Selv om lerkarrets indhold udgraves i laboratorium, er det væsentligt, at den floteres med henblik på at bjerge evt. rester af makrofossiler mv.
Ved udgravning af brandpletgrave og urnebrandgruber er det, som ved undersøgelsen af ligbrændingssteder, væsentligt, at al fyld hjemtages til flotering og soldning – og at der efterfølgende gennemføres kursorisk gennemsyn af floteringsresterne med henblik på vurdering af materialets potentiale (jf. Mikkelsen, P.H. 2010; 2013). Især for de ofte sparsomt udstyrede brandpletgraves vedkommende er det væsentligt at have fokus på, at dette materiale kan danne baggrund for en AMS-datering af de ellers vanskeligt daterbare anlæg.