DropDownMenu

Flintøkser
Fra Nationalmuseets hjemmeside
Oldtid (indtil år 1050) / Bondestenalderen (4.000 f.Kr.-1.700 f.Kr.) /
Slebne flintøkser
I bondestenalderen bredte landbruget sig. Bønderne måtte rydde urskoven, fælde træer og brænde kvas, inden jorden kunne dyrkes. Til skovhugst og tømmerarbejde blev der anvendt slebne flintøkser. Flint var det vigtigste råmateriale til fremstilling af økser.
Flintøksen var dog ikke kun et arbejdsredskab. Økserne blev fremstillet af den bedste flint, og de var smukt tilhuggede og slebne. At besidde pragtøkser af flint var tegn på rigdom og anseelse. Samlinger af flintøkser blev ofret og lagt ned i søer. Søerne groede til og er senere blevet til moser. Mange samlinger af økser er fundet ved tørvegravning i nutiden.

Slebne flintøkser
Flintøkser fra Maglehøjs Vange

Slebne flintøkser Du kan se seks af Nationalmuseets smukkeste fund af flintøkser i Oldtidsudstillingen.

Økser ofret i vand
Flintøkser fra Spang Ådal.
Allerede tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. blev værdigenstande, så som flintøkser og rav, ofret i vådområder. Denne skik holdt ved helt frem til jernalderen. Ofte blev økserne lagt ned i forbindelse med vand – åer, søer eller moser. Betydningen af disse offerfund er uklar. Måske er de del af komplicerede ritualer, hvor samfundets ledende medlemmer ofrede på samfundets vegne?


Flintminedrift – et risikabelt erhverv
Produktionen af de store, slebne flintøkser krævede flint af den bedste kvalitet. For at dække behovet for flint rakte fritliggende blokke af stenarten slet ikke. Derfor benyttede man sig, hvor de geologiske forhold var til det, af regulær minedrift – ”flintminedrift”. Sådanne miner er eksempelvis lokaliseret ved Hov i Nordjylland. Her har man ved arkæologiske udgravninger fundet snesevis af nedgravede skakter. Stenaldermenneskene har gravet prøvehuller i undergrunden for at finde flinten. Hvis de fandt flint, udvidede de hullerne. I de øverste lag var der størst fare for sammenstyrtning – her gravede man brede huller med skrånende vægge. Når de nåede længere ned, blev undergrunden mere stabil, og man kunne grave regulære skakter. Skakterne blev fortsat, indtil man stødte på flinten; det skete gerne i 5-6 meters dybde. Herfra gravede man vandrette gange ud til siderne for at bjerge så meget flint som muligt. I en af de største miner har stenaldermenneskene i et område på mere end 60 m2, fulgt flintlag dybt under jordens overflade. Flintminedriften har været et risikabelt erhverv – men de har vidst, hvad de havde med at gøre!

Flint findes i mange forskellige former og farver.





Ved den 12 km lange Stevns Klint kan man se de lange bånd af flint i kalklagene De slebne økser – nye muligheder
Flintøkser fra Staby.
De slebne økser – nye muligheder
I bondestenalderen begyndte man at anvende flintøkser, der var slebet. Slibning af flint markerer et så betydeligt teknologisk skift, at arkæologer bruger dette til at sætte grænsen mellem ældre og yngre stenalder. De slebne flintøkser muliggjorde opdyrkningen af landet – med dem kunne store træer fældes, så der blev plads til marker. Men disse økser blev også brugt, når huse og hegn skulle bygges, eller hvis der skulle hugges brænde. Udover at være et redskab kunne økser også have vigtige rituelle og sociale funktioner. I løbet af bondestenalderen ændrede økserne udseende. Fra at være spidsnakkede, blev de tyndnakkede for til sidst at ende som tyknakkede.




De slebne økser – nye muligheder
De slebne økser findes sjældent skæftet, men denne økse fra Sigerslev Mose ved Præstø blev fundet med et skaft af asketræ. Se den i udstillingen om Danmarks Oldtid.

Våben, vold og død i bondestenalderen

Befolkningen voksede, og det skabte konkurrence om plads, magt og lederskab. Bonden kunne markere sin position ved kamp såvel som ved fredelig udveksling af gaver med naboer og venner. Gaver kunne bestå af pragtøkser af flint eller af ravperler. En del af disse rigdomme blev ofret i søer til de højere magter. I den tidlige bondestenalder skete det dog også, at mennesker blev henrettet og kastet i søer. Bøndernes indbyrdes konflikter kan have udløst vold og drab. Men der kan også have været tale om menneskeofringer. Både unge og gamle er kommet af dage på denne måde.
Våben, vold og død i bondestenalderen Porsmose-mandens brystben er blevet gennemboret af en benpil. Våben, vold og død i bondestenalderen Kranie med pil i næsen fra Porsmose.

Våben, vold og død i bondestenalderen

Porsmose-skelettet er fundet i en mose nordøst for Holme Olstrup ved Næstved.



Ofring af mennesker
Mennesker blev ofret i den tidlige bondestenalder. Eksempelvis endte to unge pigers liv i en sø, nu Sigersdal Mose i Nordsjælland, for næsten 5500 år siden. Den ene af pigerne blev 18-20 år. Hun havde en snor strammet om halsen – hun er formentlig blevet kvalt. På den ene side af hendes hoved er en læsion. Om hun har været udsat for vold, inden hun døde, eller om hendes kranium er blevet beskadiget af opholdet i mosen, kan dog ikke afgøres. Den anden pige fra Sigersdal Mose blev omkring 16 år. Hendes dødsårsag kan ikke fastslås. Måske er hun også blevet kvalt. De to pigers kranier har fællestræk, og de kan have været søstre.
Ofring af mennesker
Den ene kvinde fra Sigersdal havde et reb omkring halsen, da hun blev fundet. Hun er sandsynligvis blevet kvalt med det.
Ofring af mennesker Du kan se kranierne fra Sigersdal Mose i Oldtidsudstillingen.
Ofring af mennesker Ikke blot menneskeofre endte i denne mose – også flintøkser og et stort lerkar blev lagt ned her.
Øksedepoterne
Sigersdal Mose ligger nordvest for Veksø i Nordsjælland.

Krigere i kamp?
Nogle kom til skade i kamp. Kampene kunne formentlig dreje sig om retten til plads, magt og lederskab. Læsioner i hovedet blev behandlet ved trepanation: et operativt indgreb, hvor man fjernede bensplinter, svulster eller blodansamlinger. Mange trepanationer blev foretaget på venstre side af hovedet, hvor en økse eller kølle ofte rammer i nærkamp. Kraftige benpile blev også brugt som kampvåben.
Øksedepoterne 1) Spang Ådal ved København. Fire tyndnakkede økser 2) Magle Højs Vange. I efteråret 2001 blev der, ved drængravning, fundet seks slebne økser. Ved efterfølgende besigtigelse fremkom endnu en økse. Ved efterundersøgelse af stedet blev der fundet yderligere tre slebne flintøkser. I alt er der fundet ti økser. 3) Hagelbjerggård ved Sorø. 4) Jægstrup Bæk ved Viborg, tre tyndnakkede økser. 5) Staby Mose, Vestjylland, otte økser. 6) Hesselbjerg, Midjylland, fire uslebne økser, en flintplanke og tre flintstykker. Danmarks største flintøkse fundet: Kunne ikke bruges til noget praktisk

Den store af flintøkserne er mere end en halv meter lang. Foto: Viborg Museum / Viborg Museum To mænd har fundet to flintøkser ved Tastum Sø. Den ene økse er den største, der nogensinde er fundet i Danmark. Viborg Museum har netop fået indleveret to flintøkser fra yngre stenalder. Og det er ikke hvilke som helst flintøkser, fortæller Mikkel Kieldsen, der er arkæolog og museumsinspektør på Viborg Museum. - Det helt særlige ved de to flintøkser er, at der aldrig før er fundet så store økser af denne type i Danmark, siger han. Den største af økserne er med sin længde på 50,5 centimeter den største flintøkse, der nogensinde er fundet i Danmark. Økserne er formentlig blevet lagt ned i mosen som offergaver i begyndelsen af yngre stenalder omkring 3800-3500 f.Kr., vurderer museumsinspektøren. - For det første er de fundet i en mose, og det er ikke naturligt, at økser havner der. For det andet har sådan nogle store økser ikke været praktisk anvendelige i forhold til, hvor smalle de er. Hvis man forsøgte at hugge dem i et træ, ville de knække ret hurtigt, siger Mikkel Kieldsen. - Flint er et besværligt materiale at arbejde med lidt ligesom glas. Fra moderne forsøg ved vi, at det tager mange hundrede timer at slibe så stor en økse til det resultat, vi kan se her, siger han. Det var to lokale mænd, der gjorde fundet en aften i sidste uge, da mændene var i færd med at etablere et nyt dræn på en ejendom ved landsbyen Kobberup. Flintøkserne blev fundet i et tidligere moseområde ved den i dag drænede Tastum Sø sydøst for Skive. Ifølge museumsinspektør Mikkel Kieldsen er økserne danefæ og skal således til vurdering på Nationalmuseet. De er dog de næste tre uger udstillet på Viborg Museum. Danish Design Tom Holck



Med ”Danish Design” tænker vi på møbler, lamper eller måske på sølvkunst og arkitektur. Men allerede for 5000 år siden var vi fremme i skoene med design, f.eks. flintøksen. Den slebne økse var med til at bane vejen for landbruget, noget der den dag i dag præger Danmark.
De såkaldte tyndnakkede flintøkser er fra begyndelsen af bondestenalderen og meget almindelig. De kendes i tusindvis fra markfund rundt i hele Danmark. I dag var det næppe blevet miljøgodkendt at forurene naturen med alle de flintredskaber, man i tidens løb har smidt rundt omkring. Flinten er uforgængelig og forsvinder ikke. Derfor kan vi i dag finde flintøkser, der er så gamle og på den måde få viden om oldtiden og fortidens mennesker (se billede 1 og 2). Øksen på billedet blev fundet under pløjning af en mark ved Drengsted midt i 1960`erne. Den blev afleveret til museet i 2012. Bonden, der fandt den, har formentlig været fortrolig med at finde flintøkser på sine marker og har kunnet se, at denne økse var lidt ud over det sædvanlige. Der er ikke blot tale om en almindelig arbejdsøkse, men om en offerøkse. En offerøkse At det drejer sig om en offerøkse, ses ved at den er stor og ubrugt, samt på farven, med de fine orangebrune nuancer, som kun fremkommer, når flinten har været påvirket af mosejord gennem lang tid. Flint har som udgangspunkt en grålig og mere kedelig farve, og når flint ikke er forarbejdet er den dækket af en hvid skorpe. Det mest sandsynlige er, at sådanne økser blev nedlagt som offergave, oftest i søer og moser. Økserne kendes fra hele Danmark, dog er de relativt sjældne i de sydvestlige egne, hvorfra denne økse stammer. Den smukt patinerede fuldslebne økse måler 31 cm i længden. For Sønderjylland er det en pæn størrelse. De største, der kendes fra Midtsjælland og Nordjylland, er dog op til 50% længere. De tyndnakkede økser dateres til ca. 3600 f. Kr. og blev fremstillet gennem 600 år. Man inddeler øksetypen i syv undertyper ( I- VII). Øksen fra Drengsted er en af de senere typer, en type VI (se billede3) Kendetegnet for type VI økser, er at de er de tykkeste af de tyndnakkede øksetyper. De er dog ikke de længste. De tidlige typer er slankere, mere tilspidsede og med hvælvede bredsider. De har en klar østdansk udbredelse. De største økser, som stammer fra Ålborgegnen er flade og med en trapezoid form. De udgør type IV. Sådan fremstilles økserne Flintøkser er hugget fra fire sider af en flintplanke, med finere og finere afslag efterhånden som flintsmeden nærmede sig den rigtige form. Selv i dag har eksperimentelarkæologer svært ved at få øksen hugget rigtig. Den bliver nemt skæv. Efterfølgende er øksen slebet på en slibesten af kvartsit. Selve slibningen har taget op mod 100 timer. Til rituelt brug eller? Hvorfor voksede de tyndnakkede økser – ligesom dinosaurerne – til monstrøse størrelser, hinsides hvad der er brugbart og hensigtsmæssigt? Vi må antage, at disse økser har tjent rituelle, åndelige og sociale formål. Det meste fra den tid, bortset fra flinteøkserne og de spor efter huse og grave arkæologerne finder, er væk, så der er stadig plads for teorier og den enkeltes drømme om, hvad der kan være foregået dengang for 5000 år siden i den tidlige bondestenalder. Vi kan drømme og spekulere over fortiden, ligesom bonden gjorde, da denne smukke økse pludselig kom til syne under markarbejdet for ca. 50 år siden (se billede 4) 1. Øksen fra Drengsted. Øksen var en særlig offerøkse. 2. Tyndnakket økse fra Drengsted. De orangebrune farver skyldes, at øksen har ligget i mosejorden i lang tid. 3. Oversigt. Viser de syv typer af tyndnakkede økser. 4. Øksen fra drengsted. Der er ingen slidmærker, så øksen har aldrig været i brug. Øksen Den slebne flintøkse var frem for noget det redskab, der lå bag de første bønders landnam. Effektiv var den, det har efterlignende forsøg vist – og et kraftfuldt redskab, som ført med de rette hug kunne bringe selv de største træer til fald.155 Den var uden sammenligning mandens vigtigste redskab. Den blev brugt, når markerne skulle ryddes, når der skulle bygges hegn og opføres huse, når der skulle fremstilles større redskaber, hugges brænde, osv. Men den havde også vigtige sociale og rituelle funktioner. Det skal vi senere vende tilbage til. I tiden omkring landbrugets begyndelse var øksens blad spidsnakket og havde et ovalt tværsnit. Når det ikke var slebet, havde det stor lighed med Ertebøllefolkets store kerneøkse. Den slebne, spidsnakkede flintøkse brugte man især i de østlige dele af Danmark.156 Men den var også i brug uden for dette område: i Skåne, i Slesvig-Holsten og i egnene langs den tyske Østersøkyst. Man brugte den ikke som gravgave, men der er gjort mange fund af den på de første bønders bopladser. Dens brugstid var i den tidlige del af det 4. årtusinde f.Kr.

De slebne, spidsnakkede flintøkser findes i tre varianter. 1. En tosidet variant, som er den ældste. 2. En variant med rundet, tre- eller firesidet tværsnit. 3. En firesidet variant. © Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993 De slebne, spidsnakkede flintøkser findes i tre varianter. 1. En tosidet variant, som er den ældste. 2. En variant med rundet, tre- eller firesidet t... | Læs mere Den slebne, spidsnakkede flintøkse fandtes i tre varianter.157 Én var tosidet med spidsovalt tværsnit. En anden havde afrundet tre- eller firsidet tværsnit. Og en tredje havde firsidet tværsnit.158 De var alle skæftet som retøkser, dvs. at øksens æg havde samme retning som skaftet på samme måde som på en moderne skovøkse. I Christiansholms Mose ved København159 og på jagtpladsen Muldbjerg i den vestsjællandske Åmose160 har man fundet økseskafter, som må have hørt til spidsnakkede økser. Skaftet har omsluttet den midterste del af øksebladet lige bag dets bredeste og stærkeste sted, således at nakken ragede frit ud.161 Praktiske forsøg har vist, at det er øksebladets smalsider, der opfanger trykket, når man hugger med øksen. Derfor udviklede man den firsidede form, som bedst sikrede, at øksebladet ikke beskadigedes under brugen.162 På denne tid brugte man ikke blot flint, men også forskellige former for bjergart til økseblade. De kaldes gerne „grønstensøkser“, og slibning af bjergartsøkser var kendt herhjemme siden Maglemosetiden. De tidligste af bjergartsøkserne fra bondestenalderen var spidsnakkede og lignede i deres form meget flintøkserne. I modsætning til disse var de mindre udsat for at springe itu under hugningen. Deres skæftning lignede meget flintøksernes.163 Efterhånden gik de ud af brug for dog siden hen at dukke op i slutningen af bondestenalderen. Den erfaring, som bønderne efterhånden fik ved at arbejde med flintøksen i det daglige, lærte dem, at det tunge redskab kunne forbedres yderligere. Man ændrede på øksebladets form og udviklede således den firsidede, tyndnakkede skovøkse. Den havde større vægt og en bedre balance; det var et afgørende fortrin, og den blev om noget de første bønders vigtigste redskab; den forblev i brug igennem henved 600 år. De syv varianter af den tyndnakkede økse, den dominerende øksetype i det 4. årtusinde f.Kr. Varianterne 1 og 2 er samtidige og de ældste, variant 7 er den yngste. © Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993 De syv varianter af den tyndnakkede økse, den dominerende øksetype i det 4. årtusinde f.Kr. Varianterne 1 og 2 er samtidige og de ældste, variant 7 e... | Læs mere

Den tyndnakkede flintøkse blev fremstillet i et utal af varianter.164 De mange varianter viser, at der var tale om en udvikling, hvor man byggede på erfaringerne fra de spidsnakkede økser og hele tiden tilstræbte mere funktionsdygtige redskaber. Nogle af økserne var således typiske overgangsformer mellem de spidsnakkede og de tyndnakkede økser.165 I bondekulturens anden fase, da det store landnam begyndte, var man nået frem til nogle meget funktionsdygtige former. De blev meget udbredte, vi kender dem fra tusindvis af fund. De kom i brug over hele landet, dog var de forholdsvis sparsomme i de sydvestlige egne.166 En række heldige fund viser os, hvordan økserne så ud i skæftet tilstand. Skaftet var skåret ud af et større stykke træ, hvis marv man havde fjernet. Bladet blev stukket så langt ind i skaftet, at en væsentlig del af nakken var fri. I en mose ved Arnakkegård i Svinninge Vejle, en af de inderste forgreninger af den udtørrede Lammefjord, fandt man således to økseskafter, begge af birketræ.167 På det ene var skaftets nederste ende afbrudt, den bevarede længde var 50 cm. Skaftets hoved var udformet som en jævn fortykkelse, der endte i en lang spids. Selve øksebladet var en opskærpet, tyndnakket flintøkse med slibning på alle fire sider, der var sat ind i en firkantet udskæring, så en del af nakken ragede frit ud. Bladet sad lidt skråt i forhold til skaftet. Det andet skaft var af samme type, blot var hovedet lidt sværere. Den nederste ende var afbrudt, den bevarede længde var 45 cm. Øksens blad var en temmelig stor, tyndnakket flintøkse, som var slebet på alle sider, men i øvrigt ganske medtaget efter lang tids brug. Hen imod slutningen af det 4. årtusinde var de tyndnakkede øksers tid ved at være forbi. Den sidste variant, der var i brug, var en bred, tyndnakket flintøkse med stump nakke og uslebne smalsider.168 I to tilfælde har man fundet denne øksetype skæftet. Den ene blev fundet i Sigerslev på Stevns,169 den anden i Stormosen i Borum sogn ved Århus.170 Begge økserne havde kraftige skafter af asketræ. Bladet var indsat i en firkantet udskæring i skaftet og nakken af øksen ragede frit bagud. Skaftet havde været svajet og lignede derved et moderne økseskaft. Svajet har givetvis øget stabiliteten under brugen. Ved efterlignende huggeforsøg har man lært en del om disse øksers særlige egenskaber, bl.a. at man i frostvejr skal bruge dem med stor varsomhed.171 Man har også lært, at øksebladet i skæftningen kun må spænde på smalsiderne af skafthullet, ellers revner skaftet. Men da man ved hugge-forsøgene først havde lært at håndtere økserne, skete beskadigelser kun sjældent. Det viste sig, at der skulle hugges med korte rappe hug, og at bevægelsen navnlig foregik i albueled og håndled. Bevægelsen i skulderen var derimod mindre, og kroppen var næsten fikseret. Huggede man på den måde, kunne man fælde en bøgestamme på 30 cm i diameter på lidt over en time. Man kunne enten fælde stammen ved rundhugning, eller man kunne hugge en kærv ind i stammen fra to diametralt modsatte sider. Derved kunne man bestemme den retning, stammen faldt i. Da de tyndnakkede flintøksers tid var omme, afløstes de af de såkaldt tyknakkede økser, som forblev i brug igennem resten af bondestenalderen.172 De tyknakkede økser havde i modsætning til de tyndnakkede en plan, rektangulær eller kvadratisk nakkeflade, som var afgrænset af lige sider, og som var fremstillet ved en retvinklet afhugning af såvel bredsiderne som smalsiderne. De findes i to principielt forskellige former, hvoraf den ene hører hjemme i tiden omkring 3000 f.Kr. og århundrederne derefter, mens den anden hører hjemme i enkeltgravstiden, dvs. tiden efter ca. 2800 f.Kr.173 Navnlig forskelle i slibningen adskilte de to øksetyper. De tre varianter af den tyknakkede flintøkse. 1: Bundsø-varianten. 2: Lindø-varianen. 3: Valby-varianten. © Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993 De tre varianter af den tyknakkede flintøkse. 1: Bundsø-varianten. 2: Lindø-varianen. 3: Valby-varianten.

Den ældste af typerne kan inddeles i tre varianter, som har fået navne efter tidens store bopladsfund, Bundsø, Lindø og Store Valby.174 Hvad der adskiller de tre varianter, er navnlig udformningen af øksens nakke, som med tiden blev mere kvadratisk. Hvordan disse tyknakkede økser var skæftet, står ikke helt klart. Man har dog fundet et helt og et fragmenteret økseskaft af asketræ på den store boplads Spodsbjerg på Langeland. De har begge tilhørt tyknakkede flintøkser175 og viser, at bladet sad skævt, og at kun en lille del af nakken ragede bagud.176 Samtidig med at den tyndnakkede og den tyknakkede økse var i brug, fremstillede man mindre økseblade, såkaldt tyndbladede økser. De var aldrig længere end 16 cm, og tykkelsen afbladet var højst 2,4 cm.177 Det var letvægtsøkser, som var beregnet til finere tømmerarbejde. Deres variation var stor, men de lignede i visse henseender de svære retøkser, og fulgte til en vis grad deres udvikling. De havde næsten altid uslebne smalsider og intensivt slebne bredsider.178 Fragment af økseskaft til tyknakket, svær flintøkse, lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Fragment af økseskaft til tyknakket, svær flintøkse, lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland. Med tiden udvikledes det værktøjssæt, som man brugte til tømrerarbejde. Den spidsnakkede huløkse kom til. Øksebladet havde et hvælvet, spidsovalt tværsnit, og længden oversteg sjældent 16-18 cm. Det var skæftet som en tværøkse, dvs. at æggen sad vinkelret på skaftet.179 Det var et ganske specialiseret og effektivt stykke værktøj, øksebladets hule side vendte opad, dvs. mod det træ, som blev bearbejdet med øksen. Huløksen med spids nakke kom først til i den seneste del af perioden, lige inden enkeltgravstiden.180 Næsten lige så sent kom også udviklingen af den firsidede flintmejsel,181 som man dog også blev ved med at bruge gennem resten af bondestenalderen.182 Mejslerne var lange, slanke redskaber med en kort, sleben æg, som var velegnede til udsparing af taphuller i hustømmer, skæftningshuller i økseskafter og lignende. Man slog sikkert på dem med en trækølle, ligesom man gør på moderne stemmejern. Som vi allerede har set, kunne man også bruge benmejsler til det samme arbejde som flintmejslerne. Fire varianter af de såkaldte tyndbladede økser. 1: tyndbladet, tyndnakket, tosidet variant. 2: tyndbladet, tyndnakket variant med slebne smalsider. 3: tyndbladet, firsidet variant med uslebne smalsider. 4: tyknakket, tyndbladet variant. Fire varianter af de såkaldte tyndbladede økser. 1: tyndbladet, tyndnakket, tosidet variant. 2: tyndbladet, tyndnakket variant med slebne smalsider. ... | Læs mere Men lad os igen vende tilbage til den skæftede flintøkse. Den var bøndernes vigtigste red

Men lad os igen vende tilbage til den skæftede flintøkse. Den var bøndernes vigtigste redskab i dagligdagen. Men den havde også en anden funktion, som udsprang af noget mere åndeligt, nemlig menneskets basale behov for kommunikation og identifikation. Øksen kunne være et kommunikationsmiddel, som udtrykte værdier og normer, der var gældende i samfundet. At det var tilfældet aner vi, når vi f.eks. finder slebne flintøkser, der er så store og så fornemt udførte, at de umuligt kan have haft en rent praktisk funktion i dagligdagen. Vi aner det også, når vi gang på gang finder flintøkserne nedlagt under omstændigheder, der kun kan tolkes som offerhandlinger. Her må vi imidlertid erkende, at arkæologiens kilder er spredte og ufuldstændige. Det bliver navnlig klart, når man sammenligner dem med den viden, f.eks. etnograferne besidder om nulevende samfund i afsides liggende dele af verden. Vi kan tage et eksempel fra Ny Guinea, i hvis højland der helt op mod vor tid levede mennesker, som ernærede sig ved et primitivt agerbrug uden brug af plov, ganske som man gjorde det i Danmark i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. Også i disse højlandssamfund var stenøksen det vigtigste arbejdsredskab. Den blev brugt til fældning af skov, til bygning af hegn, huse osv. ganske som i bondestenalderens Danmark. Men stenøkserne indgik også i en omfattende byttehandel mellem de forskellige stammer. Og byttehandelen omfattede tillige buer og pile, farvestoffer, fjer af fugle, kløpinde af ben, mineralolie, flettede netposer, nødder, muslingeskaller, plantefibre, salt, tobak, træolie, yams, røget kød, levende svin samt meget andet.183 Hvor meget af det ville overleve efter 5000 år i jorden? Næppe meget. Det giver en fornemmelse af, hvor spinkelt et grundlag vore forestillinger om oldtidsmenneskenes levevis hviler på. Skaft til tyndbladet, tyknakket flintøkse lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland. Skaft til tyndbladet, tyknakket flintøkse lavet af asketræ. Fundet på Spodsbjerg-bopladsen på Langeland.

Alligevel kan sådanne sammenligninger have deres værdi, hvis man bruger dem med omtanke. Det kan eksemplet fra Ny Guinea måske vise. På Ny Guinea fandtes højlandsfolkenes økser i flere forskellige udgaver. Der var dels meget store økser, som navnlig blev brugt i forbindelse med brudekøb. Brudeprisøkser kunne man kalde dem. Så var der mellemstore økser, som blev brugt i forskellige ceremonielle sammenhænge, og endelig var der økser af normal størrelse, der fortrinsvis fungerede som almindelige arbejdsøkser. Der var imidlertid ikke nogen skarp skillelinje mellem de forskellige øksetyper. Man kunne ikke umiddelbart skelne mellem økser, der kun havde en praktisk funktion og økser, der udelukkende blev brugt i rituelle og sociale sammenhænge. De kunne principielt alle benyttes på begge måder, alt efter hvilken sammenhæng det foregik i.
Økserne tilhørte en gruppe særligt værdifulde ting, der spillede en vigtig rolle i højlandsfolkenes sociale og politiske liv i. Udvekslingen af disse værdigenstande under ceremonielle former udgjorde nemlig en central del af den kamp om prestige, som gennemsyrede hele samfundet. I højlandet ejedes jorden kollektivt, kun brugsretten blev uddelegeret til de enkelte familier. Det var altså ikke kontrollen med jorden, som var den væsentligste forudsætning for magt og position. Afgørende var derimod kontrollen over mennesker – og resultatet af deres arbejde. Denne kontrol udøvede man via udveksling af værdigenstande. I en række kritiske situationer brugte man nemlig værdigenstande til at indfri forpligtelser i forbindelse med f.eks. giftermål, fødsel, sygdom, dødsfald og våbenhvile.
Spidsnakket huløkse af flint.

Spidsnakket huløkse af flint.
Normalt ejede unge mænd ikke sådanne værdigenstande. De måtte derfor låne af ældre mænd, som regel klanfæller, fædre, onkler eller ældre brødre. Derved fik navnlig ældre, velhavende mænd en central magtposition, idet de unges afhængighed gjorde det muligt at gennemtvinge lydighed og solidaritet i samfundet. Kontrollen over værdigenstandene var altså af stor vigtighed. Derfor vanskeliggjorde man på forskellig vis adgangen til de socialt vigtige værdigenstande, som ofte bestod af materialer, der ikke var lokalt tilgængelige. Det var således ofte de ældre mænd, der kontrollerede udvekslingsforbindelserne med nabostammerne.
En mulighed for at omgå den traditionelle magtstruktur, dvs. de ældre mænds monopol på importen af værdigenstande, var at opdrætte svin, som i sig selv var værdigenstande. Det blev imidlertid ikke anset for passende, at mænd udførte det arbejde, som hørte til svinepasningen – det mente man var kvindearbejde. En kone var således den første forudsætning for at kunne deltage i produktionen og dermed udvekslingen af værdigenstande. Kontrollen over brudeprisbetalinger var derfor en betydelig magtfaktor, som de ældre kunne udnytte. Ved kloge investeringer i unge mænds brudepris kunne foretagsomme og velhavende mænd opbygge en gruppe af satellitter omkring sig, som var bundet af personlige afhængighedsforhold. Det gav støtte og opbakning i konkurrencen om magt og indflydelse og gav den ældre mulighed for at blive en „stor mand“. Det var altså ikke en position, han opnåede i kraft af sin fødsel eller afstamning men i kraft af evnen til at manipulere sine medmennesker.

Tre varianter af bondesten alderens flintmejsler. 1: tosidet mejsel, kun æggen er slebet. 2: tyndnakket mejsel, minder stærkt om de tyndnakkede økser, er undertiden dobbeltægget. 3: tyknakket mejsel med kvadratisk tværsnit. De største stykker kan nå en længde på 30 cm; de fleste er mellem 5 og 20 cm lange.
Fælles for udvekslingerne af værdigenstande var, at de overvejende foregik mellem naboklaner, som var knyttet til hinanden gennem giftermål. Disse forbindelser var af uvurderlig betydning for gruppens overlevelse på længere sigt. For på den måde sikrede man sig militære allierede og tilflugtssteder i tilfælde af hungersnød, sygdom og nederlag i krig.
Der er ingen som helst sikkerhed for, at det er foregået netop sådan i bondestenalderens Danmark. Men der er næppe tvivl om, at de fornemme, slebne flintøkser, som blev fremstillet i et omfang, der gik langt ud over det praktiske behov, på en eller anden måde spillede en rolle i den sociale konkurrence, som eksisterer i alle menneskesamfund. Vi skal senere se, at også andre værdigenstande indgik i udvekslingen mellem bondesamfundene og i den sociale konkurrence, som må have været en vigtig drivkraft i disses udvikling.