Enkeltgravstid


DropDownMenu


Enkeltgravstid

Enkeltgravstid

Fra Henrik Thrane, Århus Universitet (www.danmarkshistorie.dk):
Enkeltgravstid, 2800-2400 f. Kr.
Man gik omkring 2800 f.Kr. over til noget nyt, nemlig enkeltgrave under små høje – den såkaldte enkeltgravskultur, som længe ansås for resultatet af en ny invasion, fordi der ingen forbilleder var for kulturens genstandstyper. Der mangler stadig en forklaring på ændringen, der skete i store dele af Nordeuropa, men invasionsteorien er opgivet. Kulturen er bedst kendt fra Jyllands magre jorder, hvor skeletsporene er vasket helt ud.
Gammelkendte typer ændrede form, både flintøkser, stridsøkser og lerkar, landskabet åbnedes mere, sågar heder opstod pga. større græsningsarealer. Bopladserne synes indskrænket til enkeltgårde. Nu begynder øernes kultur at skille sig fra Jyllands.
Sidst i denne epoke, omkring 2200 f.Kr., kom et nyt indslag, klokkebægerkulturen, der i Midtjylland fik sit lokale præg, som kun vagt minder om den ægte, europæiske klokkebægerkultur. Den danner overgang til metaltiden, idet den udbredte kendskabet til metalteknologi over Vest- og Nordeuropa. Dens små kobberdolke blev kendetegnet for mandsgravene ude i Europa og må have inspireret til flintdolkene.

Fra Den Store Danske-Gyldendal:

Statussymboler og redskaber Oprindelig forfatter JJe
Gravene
Offernedlæggelsern... Danmarks Oldtid
Noget af det mest iøjnefaldende ved de nye enkeltmandsbegravelser i Jylland var brugen af stridsøksen som gravgave. De var små mesterværker af omhu og præcision, fremstillet af meget finkornede bjergarter som diabas og diorit. Man kan ordne stridsøkserne i en rækkefølge efter deres alder.116
De ældste havde alle en konveks overside og konkav underside. De blev fremstillet i to udformninger. Den ene med en ret dybt nedtrukken æg og en mere eller mindre knapformet nakke. Også nakken var nedtrukken, og der var ofte en længdesøm langs oversidens midte.117 Den anden type var slank og fintformet.118 Den havde knap så stærkt nedtrukken æg. Ud for skafthullet sad en vertikal liste, og der var gerne langs nakkekanten en smal kam. Disse økser kendes fra den tidligste del af enkeltgravstiden i Jylland i henved 100 enkeltmandsbegravelser.119 I henved en tredjedel af gravene var stridsøksen den eneste gravgave.
Med tiden udviklede man nye stridsøkseformer. De lidt yngre former kunne have omtrent plan over- og underside,120 eller de kunne have en let konkav overside og en stærkt tilbagetrukket, buet æg.121 Endelig kunne de være helt symmetriske med omtrent ensdannet, konkav over- og underside,122 og de var ofte prydet med lister og indridsede linjer.123
Endelig førte udviklingen hen imod slutningen af enkeltgravstiden frem til typer, der generelt var mindre end før og noget blødere i linjerne. Den symmetriske form fastholdt man endnu i nogen tid.124 Men efterhånden rykkede skafthullet nærmere nakken, der som regel var sammentrykt eller indkneben.125 Øksen var ofte kortere end tidligere, men man lavede også lange, slanke og meget spinkle eksemplarer, hvis funktion som rangstegn var helt tydelig.
Kun i et eneste tilfælde har man fundet en stridsøkse med rester af skaftet bevaret. Det var i det ovenfor omtalte store trækammer ved Vroue i Nordjylland.126 Her havde øksen ligget på den dødes bryst. Men i andre grave finder man den ofte foran ansigtet eller ved livet. I øvrigt er det tvivlsomt, om stridsøksen var et særlig effektivt våben. Dens skafthul var for lille til at muliggøre en solid skæftning, og skaftet må have været overordentlig udsat for brud, dersom øksen blev anvendt til hug.
Stridsøkser fra jyske enkelt-grave. Øverst de tidligste fra undergravstid. I midten økser fra bundgravstid og nederst økser fra overgravstid.
© Foto Anne Vibeke Leth, Nationalmuseet

Stridsøkser fra jyske enkelt-grave. Øverst de tidligste fra undergravstid. I midten økser fra bundgravstid og nederst økser fra overgravstid.
I alt har man fundet henved 2500 af disse stridsøkser i Danmark. Hvad kan vi læse ude af det store antal? Formentlig at stridsøksen mindre var et våben end et symbol. Som sådan var den formentlig med til at understrege den enkelte families øgede status, dvs. at der var større lighed mellem de enkelte familier. I tidligere århundreder havde man også brugt stridsøkser. Også de må have været statussymboler og har på en eller anden måde formentlig signaleret bærerens rang som kriger. Krigeriske konflikter var i hvert fald et almindeligt fænomen i de tidlige bondesamfund; det tyder bl.a. de mange trepanerede kranier i storstensgravene på, som vi allerede har hørt det. Men samtidig har økserne formentlig også signaleret en eller anden form for lederrolle i familier med særlig høj status.
Med begyndelsen af enkeltgravstiden blev stridsøksen en langt mere almindelig gravgave end tidligere, i hvert fald i de vestlige dele af landet, hvor enkeltmandsbegravelser dominerede. Måske stridsøksen ikke længere var symbolet på ledere i et ættesamfund. Måske den snarere symboliserede rollen som familieoverhoved i et samfund, hvor den enkelte familie havde fået en mere uafhængig status. Det øgede antal økser kan evt. have været med til at markere en større social kappestrid mellem de enkelte familier. I hvert fald var det nu en betydelig større del af befolkningen end før, der fik en særlig fornem begravelse. Øksen blev derved endnu et tegn på det nybrud, der skete ved enkeltgravstidens begyndelse.
Endnu brugte man ikke metalsager som gravgods for at markere enkeltindividers særlige rolle. Helt uden kendskab til metalsager var man dog næppe.127 I Sverige forekommer der på den tid i nogle få tilfælde ganske små kobbersager som gravgods.128 Også på kontinentet mod syd kunne man finde på at lægge kobbergenstande i gravene. Men generelt må tiden have været ganske metalfattig.
Ravsmykker fra enkeltgravstidens gravhøje. Øverst et lerkar med mere end 300 ravperler fundet i Sæby ved Viborg. Nederst en stridsøkse, en arbejdsøkse og to ravskiver, de sidste sandsynligvis fra et bælte, fundet i Ejstrup ved Skanderborg.
© Foto Lennart Larsen, Nationalmuseet

Ravsmykker fra enkeltgravstidens gravhøje. Øverst et lerkar med mere end 300 ravperler fundet i Sæby ved Viborg. Nederst en stridsøkse, en arbejdsøks... | Læs mere
Rav blev derimod ofte lagt i enkeltmandsbegravelserne i Vestdanmark.129 I de ældste mandsgrave var det ofte store ravskiver, mens mindre ravperler især var almindelige i kvindegrave. Her kunne antallet ofte være ganske stort, ikke sjældent over 100 ravperler i en enkelt grav. En grav fra Tarp i Ribe amt indeholdt 375 ravperler i én hob.130 En anden grav fra Ottinggård i Ringkøbing amt rummede 428 ravperler.131 Og i en grav fra Fly nær Skive fandtes over 500 perler. Undertiden findes ravperlerne på en måde, som viser, at de indgik i komplicerede, sammensatte smykker.132
Hvad man lagde i gravene i Østdanmark er mere uklart.133 Her var genbegravelser i ældre tiders megalitgrave den almindeligste gravform. Det er imidlertid svært at skille de enkelte begravelser ud fra hinanden. Dog er det klart, at stridsøkser var en meget sjælden gravgave, navnlig i de første århundreder af perioden.134 Nogle få såkaldte tap-stridsøkser stammer formentlig fra den tidlige del af enkeltgravstiden, men kan slet ikke måle sig i antal med fundene fra Vestdanmark.135 Derimod var flintøkser og flintmejsler meget almindelige gravgaver.
Flinten til disse fint forarbejdede redskaber skaffede man sig som før i de områder, hvor skrivekridtet nåede op i dagens lys. Man kender dog kun et enkelt flintbrud fra det tidlige 3. årtusinde f.Kr. Det blev fundet ret sydligt i Østjylland, i Blegvad ved Kousted Å nord for Randers.136 I den tidlige enkeltgravstid havde man her, i kanten af en lille ådal, gravet flint ud af skrivekridtet. Der lå større værkstedsområder omkring gruberne, og de viser, at flintfolket her især fremstillede små økseplanker.
Tyknakket flintøkse fra enkeltgravstiden. Teknisk set er disse økser ringere end økserne fra den ældre bondestenalder. De er ofte lavet af grov danienflint og slibningen er temmelig overfladisk.
© Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993

Tyknakket flintøkse fra enkeltgravstiden. Teknisk set er disse økser ringere end økserne fra den ældre bondestenalder. De er ofte lavet af grov danie...

Skæftet tyknakket økse fra enkeltgravstiden. Fundet ved Føllenslev på Vestsjælland. Kun den øverste del af skaftet er bevaret. Det er sekundært tilskåret med en tap for neden.
© Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993

Skæftet tyknakket økse fra enkeltgravstiden. Fundet ved Føllenslev på Vestsjælland. Kun den øverste del af skaftet er bevaret. Det er sekundært tilsk... | Læs mere
Flintmejsler fra enkeltgravstiden. I formen ligner de mejslerne fra den ældre bondestenalder, men deres slibning er mere overfladisk end de ældre typer.
© Tegning Orla Svendsen. Efter F. Højlund 1975
Flintmejsler fra enkeltgravstiden. I formen ligner de mejslerne fra den ældre bondestenalder, men deres slibning er mere overfladisk end de ældre typ... | Læs mere
Enkeltgravstidens flintøkser kan være svære at adskille fra de økser, der havde været i brug i de forudgående århundreder.137 Der findes dog en særdeles talrig variant, som især forekommer på Sjælland, Lolland-Falster og Møn samt på Bornholm og i Skåne, og som har været en af de foretrukne gravgaver i enkeltgravstiden i storstensgravene i Østdanmark. Denne sene øksetype adskiller sig tilsyneladende fra de ældre flintøkser ved en anderledes skæftning.138 Også hvad angår slibningen er der forskelle mellem de tidlige og de sene økser. Det ser ud til, at de tidlige økser havde mindre slibning på smalsiderne end økserne fra enkeltgravstiden.139
Ved Føllenslev i Nordvestsjælland fandt man en tyknakket, skæftet flintøkse fra enkeltgravstiden.140 Skaftet, der var lidt over 24 cm langt, var lavet af en gren eller en tynd stamme af asketræ, hvis marv var bevaret. Forneden afsluttedes skaftet af en ejendommelig flad tap. Den var skråt afskåret mod den øvrige del af skaftet, men der var ikke tale om et brud fra ældre eller nyere tid. Skaftet har ikke været længere. Øksebladet var 20,5 cm langt og en retøkse af tyknakket type med slibning alene på bredsiderne nærmest æggen. Nakken af flintbladet flugtede med bagsiden af skaftet. Et offerfund var det formentlig, det slutter man af, at der i nærheden var bygget en lille platform af grene, kviste og spidse pæle. Tæt ved øksen lå i øvrigt en stammebåd.141
Diverse flintøkser fra enkeltgravstiden. 1: Mellembladet økse, dvs. en lang, tyknakket retøkse med tyndt blad fra den tidlige enkeltgravstid. 2: Tyknakket huløkse, den såkaldte Hornebytype, en firsidet huløkse, hvor bladets største tykkelse findes et stykke fra nakken. Dateres til den senere del af enkeltgravstiden. 3: Tyknakket huløkse, den såkaldte Kregme-type. Har rette sidekanter og et V-formet længdesnit. Dateres til sen enkeltgravstid og den efterfølgende dolktid.
© Tegning Lykke Johansen. Efter P.V. Petersen 1993
Diverse flintøkser fra enkeltgravstiden. 1: Mellembladet økse, dvs. en lang, tyknakket retøkse med tyndt blad fra den tidlige enkeltgravstid. 2: Tykn... |

På Lindholm, en lille ø ca. 2 km fra Lollands nordkyst, fandt man yderligere en skæftet flintøkse.142 Også her var anvendt en askegren, hvis marv var bevaret i skaftets midte, og som var ganske enkelt tildannet omkring øksehovedet. Dette udgjordes af en svær, tyknakket flintøkse, eller rettere kun nakken af den, for hele den forreste part var slået bort. Nakken ragede også her kun ubetydeligt bagud af hullet.
Ud over retøkserne brugte man også huløkser som gravgave, specielt i den senere del af enkeltgravstiden.143 Det var tyknakkede, firesidede økser, hvor bladets største tykkelse lå et stykke fra nakken. De er fundet i en halv snes jyske enkeltgrave, men kendes fra talrige megalitgrave, depoter og enkeltfund i den østlige del af Danmark. Fra Sydskandinavien blev typen i stort tal spredt langs de østsvenske kyster, og højt oppe i den Botniske Bugt findes den i meget store depoter.144
Bægre med vandret snoreornamentik
© Dette billede må du ...
Bægre med vandret snoreornamentik
De lerkar, man satte i gravene til de døde, viser ligesom de andre gravgaver, at der på overgangen til enkeltgravstiden var sket meget nyt. Selve pottemagerteknikken blev forandret, man begyndte at magre leret med chamotte, dvs. knuste lerkarskår. Også brændingsteknikken blev forbedret.145 I tidligere århundreder havde lerkarrene været lavet af groft ler, magret med brændte granitkorn og brændt under meget iltrige forhold. Med enkeltgravstidens begyndelse blev lerkarrene generelt mere tyndvæggede, og karrene blev brændt under iltfattige forhold. Formentlig blev de brændt i ildgrave på samme måde, som man senere brændte jydepotter. Hvor hurtigt denne nye pottemagerteknik slog igennem, er dog ikke helt klart. Nogle undersøgelser tyder på, at det skete langsomt og gradvist.146 Det tog også nogen tid, før lerkar reglmæssigt blev lagt i gravene som gravgods.147 De tidligste gravkar var bægre med svajet profil og en vandret snoreornamentik, som med tiden udviklede sig til et sildebensmønster.148
Retvæggede bægre findes næsten udelukkende i Jylland, kun i meget få tilfælde på øerne. I jættestuen fra Hagebrogård i Nordvestjylland var der 15 sådanne bægre fra begravelser foretaget i enkeltgravstiden.
© Tegning Henning Ørsnes. Efter E. Jørgensen 1977a
Retvæggede bægre findes næsten udelukkende i Jylland, kun i meget få tilfælde på øerne. I jættestuen fra Hagebrogård i Nordvestjylland var der 15 såd... | Læs mere
Som vi så i den udsædvanligt velbevarede Kobberup-kiste, klarede man sig langt hen ad vejen med trækar. Formgivningen af lerkarrene, specielt bægrene var ens over meget store områder, ikke blot i Jylland, men også i Nordvesttykland og Holland.149 Det gjaldt i øvrigt hele enkeltgravstiden igennem, at lerkarrene afspejlede bønderens kontakter med nabofolkene i lavlandsområderne mod syd og sydvest. De svajede bægre forblev i brug ganske længe,150 udelukkende svajede østlige bægertyper meget varierende i form og ornamentik. De har gerne en svajet profil og kan have en konveks overdel. Nogle af dem er dekoreret med kamdekoration eller horisontale vinkelbånd. Nogle af de sene bægre er dekoreret med horisontale bånd adskilt afblanke felter,151 men afløstes efterhånden af mere eller mindre retvæggede bægre, som kunne være dekoreret med alle mulige stregmønstre. Navnlig ét motiv vandt stor udbredelse, vinkelbånd med vandrette bånd ved randen udført med tandstok. Blandt de retvæggede bægre har nogle hul krave,152 mens andre, de almindeligste, har en helt ret side.153 Disse motiver kan man finde i mange variationer, og tit klumper ens dekorerede lerkar sig sammen i små områder. Det kan betyde, at karrene blev lavet af den samme pottemager, eller at de enkelte familier hver havde deres bestemte motivkombinationer.
Med enkeltgravstiden viser der sig for første gang i danske oldtidsfund lerkarformer, der kan tolkes som mælkeskåle, som f.eks. disse, der stammer fra jyske gravfund.
© Dette billede må du ...
Med enkeltgravstiden viser der sig for første gang i danske oldtidsfund lerkarformer, der kan tolkes som mælkeskåle, som f.eks. disse

Gravkarrene var i øvrigt kun et lille udvalg af de lerkar, man brugte på bopladserne. Mange forskellige former var i brug: ud over bægrene også skåle, globulære kar og store forrådskar.154 Skålene, som undertiden kom med i gravene, kunne have vorteformede fødder eller en lav, indkneben fod. Det var former, som var dukket op forholdsvis tidligt i enkeltgravstiden,155 og de kan meget vel tænkes at have været brugt til mælkeprodukter. Vi skal senere vende tilbage dertil.
Store, globulære kar var også forholdsvis almindelige i bøndernes husholdninger. Det var kar med en kort, snæver hals og ører på bugen.156 Også de lignede de kar, man kunne finde længere sydpå, på kontinentet.157 Endelig var der de store forrådskar, som hørte til enhver husholdning.158 De havde ofte en pålagt bølgeliste eller en liste med fingerindtryk under mundingen.159