Dolktid


DropDownMenu


Dolktid

Dolktid

Fra Henrik Thrane, Århus Universitet (www.danmarkshistorie.dk):
Dolktid, 2400-1700 f. Kr.
En lang overgangsfase kalder vi senneolitisk tid eller dolktid. Flintdolke i tusindvis blev fremstillet i en teknik, som kunne nå samme høje kvalitet som i Ægypten (op til 45 cm lange). Kobberøkser blev importeret fra Mellem- og Vesteuropa, men også kopieret lokalt. Keramikken blev æstetisk set temmelig mislykket. Meget lange huse med kun en midterrække af tagbærende stolper blev bygget efter kontinentale forbilleder. Man vendte tilbage til store stenbyggede grave - hellekister - i høje med samme genbrugsidÚ som jættestuen. Men gravskikken varierede i landsdelene fra enkeltgrave uden høj i Midtjylland til Østdanmarks hellekister. Skeletterne er mere velvoksne end stenalderfolkets ellers, hvilket tyder på gode livsvilkår. Flintminedriften ved Limfjorden blev stordrift, og økser og dolke eksporteredes til Nordskandinavien.
Perioden varede til omkring 2000 f. Kr. med flydende overgang til bronzealderen.

Fra Odensen Museum:
Dolktid
Stenalderens afslutning og begyndelsen på bronzealderen sættes til ca. 1.700 f.Kr. Den sidste periode i stenalderen går under betegnelsen senneolitikum eller dolktid. Omkring det tidspunkt var det nye metal, bronzen, dog almindelig kendt i datidens samfund.
Senneolitikum (2.350-1.700 f.Kr.) Stenalderens afslutning og begyndelsen på bronzealderen sættes traditionelt til 1.800 f.Kr., men nyere forskning har vist, at dette skal revideres 100 år tilbage. Denne sidste periode går under betegnelsen senneolitikum eller dolktid. Omkring det tidspunkt var det nye metal, bronzen, almindelig kendt i datidens samfund. Langt fra alle ejede en genstand af bronze, og flint blev stadig anvendt flittigt på bopladserne langt ind i bronzealderen. Med det nye metal fulgte en mentalitetsændring samt nogle nye muligheder, der førte et skift i samfundet med sig. Ikke så revolutionerende som ved overgangen fra jæger/samlerøkonomi til agerbruget, men trods alt en ny tid underlagt en større afhængighed af omverdenen, for bronzen kunne ikke bare samles op på markerne, den skulle skaffes langvejs fra.
Hindsgavldolken - det ypperste eksempel på, hvad ca. 10.000 års flintteknologisk ud-vikling resulterede i inden bronzen fik det til at gå drastisk ned ad bakke igen. Stenalderen be-gyndte med en simpel pilespids til jagtbrug og sluttede med en dolk, hvis fornemmeste opgave var, at imponere omgivelserne.
Allerede i slutningen af stenalderen blev bronzen taget i brug. Uden at vide det, sørgede tidens flinthuggere imidlertid for en værdig afslutning på små 10.000 års stenalder, hvor flinten havde været det vigtigste råmateriale. Det er ikke nogen tilfældighed, at der fra disse århundreder kendes flere flintminer, hvorfra man har hentet den førsteklasses råvare, der var en væsentlig forudsætning for at fremstille i hvert fald de flotteste af flintdolkene.
Dolkene blev fremstillet ved fladehugning, en teknik der er typisk for senneolitikum. Ikke kun dolkene, men også kornsegl, pile-, spyd- og lansespidser har to bredflader dannet ved afhugning af små afslag. Ved moderne forsøg har man fundet ud af, at de håndværksmæssigt mest perfekte fladehuggede genstande kun kunne fremstilles ved at bruge bronzeprene til at presse de små afslag af med. Flere af genstandene var tilstræbte kopier af de bronzesager, der nok var kendte, men også sjældne og dermed meget eftertragtede. Bronzealderen trængte sig derfor på i mere end Ún forstand.
Den senneolitiske keramik kan det ikke betale sig at bruge mange linjer på, for den var grov i godset og - hvis overhovedet - kun udsmykket med helt enkel ornamentik. Der er virkelig langt fra de smukke kvalitetskar af Skarpsalling-type fra den første del af mellemneolitisk tragtbægerkultur til det, de senneolitiske pottemagere lod sig stille tilfredse med. En lignende middelmådighed præger mange af tidens økser af flint og bjergart - det er som om man lod de fladehuggede dolke, segl og spidser få al opmærksomheden.
Periodens huse når en størrelse, der ikke er set tidligere. På bopladsen Limensgård på Bornholm er der udgravet flere store hustomter, hvoraf det længste er over 40 m. Det er vanskeligt at påvise med sikkerhed, at mennesker og dyr - som i bronze- og jernalderen - boede under samme tag i hver sin ende af langhuset. Det gjorde de nu nok, men først med de lange dolktidshuse bliver det så godt som sikkert. Hvorfor skulle husene ellers være så lange, hvis det ikke drejede sig om at skaffe plads til netop både mennesker og husdyr?
Gravskikken i senneolitikum er ret varieret og lokalbestemt. I det gamle, jyske enkeltgravsområde begraves der videre i toppen af højene, mens de døde i de megalitrige egne stedes til hvile i dysser og jættestuer. "Almindelige" grave under flad mark forekommer også, mens mere "ualmindelige" kollektivgrave i hellekister kendes i et betydeligt antal. Ja, sågar ligbrænding har man haft som valgmulighed!
Skikken med at ofre til guderne fortsætter uændret i senneolitikum. Eneste nyt under solen er de ofrede genstande, der nu ud over sten- og flintøkser omfatter tidens fladehuggede flintgenstande: dolke, skeskrabere, spydspidser og især segl, ofte eksemplarer med tydelige brugsspor. Når sidstnævnte er så almindelig blandt offerfundene skyldes det utvivlsomt, at man har taget alle midler i brug for at sikre en god høst.