DropDownMenu


Kongerækken
Peg på billedet med musen

Gorm den GamleHarald1.BlåtandSvend 1 TveskægHarald 2.Knud 1. den Store.HardeknudMagnus den GodeSvend 2.EstridsenHarald 3. HenKnud 2. den HelligeOluf 1. HungerErik 1. EjegodNielsErik 2Erik 3.Svend 3. GratheKnud 3.Valdemar 1. den StoreKnud 4.Valdemar 2.SejrErik 4.PlovpenningChristoffer 1.Erik 5. KlippingErik 6. MenvedChristoffer 2.Valdemar 3.Valdemar 4. AtterdagOluf 2.Margrethe 1.Erik 7. af PommerenChristoffer 3. af BayernChristian 1.HansHardeknudChristian 2.Frederik 1.Christian 3.Frederik 2.Christian 4. Frederik 3.Christian 5.Frederik 4.Christian 6.Frederik 5.Christian 7.Frederik 6.Christian 8.Frederik 7.Christian 9.Frederik 8.Christian 10.Frederik 9.Margrethe 2.

Fortidens Konger

0958 - 0986 Harald 1. Blåtand
0986 - 1014 Svend 1. Tveskæg
1014 - 1018 Harald 2.
1018 - 1035 Knud 1. den Store
1035 - 1042 Hardeknud
1042 - 1047 Magnus den Gode
1047 - 1074 Svend 2. Estridsen
1074 - 1080 Harald 3. Hen
1080 - 1086 Knud 2. den Hellige
1086 - 1095 Oluf 1. Hunger
1095 - 1103 Erik 1. Ejegod
1104 - 1134 Niels
1134 - 1137 Erik 2. Emune
1137 - 1146 Erik 3. Lam
1146 - 1157 Svend 3. Grathe
1146 - 1157 Knud 3.
1157 - 1182 Valdemar 1. den Store
1182 - 1202 Knud 4.
1202 - 1241 Valdemar 2. Sejr
1241 - 1250 Erik 4. Plovpenning
1252 - 1259 Christoffer 1.
1259 - 1286 Erik 5. Klipping
1286 - 1319 Erik 6. Menved
1319 - 1326 Christoffer 2.
1326 - 1330 Valdemar 3.
1340 - 1375 Valdemar 4. Atterdag
1375 - 1387 Oluf 2.
1387 - 1412 Margrete 1.
1396 - 1439 Erik 7. af Pommern
1439 - 1448 Christoffer 3. af Bayern
1448 - 1481 Christian 1.
1481 - 1513 Hans
1513 - 1523 Christian 2.
1523 - 1533 Frederik 1.
1534 - 1559 Christian 3.
1559 - 1588 Frederik 2.
1588 - 1648 Christian 4.
1648 - 1670 Frederik 3.
1670 - 1699 Christian 5.
1699 - 1730 Frederik 4.
1730 - 1746 Christian 6.
1746 - 1766 Frederik 5.
1766 - 1808 Christian 7.
1808 - 1839 Frederik 6.
1839 - 1848 Christian 8.
1848 - 1863 Frederik 7.
1863 - 1906 Christian 9.
1906 - 1912 Frederik 8.
1912 - 1947 Christian 10.
1947 - 1972 Frederik 9.
1972 - Margrethe 2.

Kongerækken i tidlig vikingetid- ifølge Nationalmuseet

Godfred den Store 804-810
Hemming 810-812
Sigfred II og Anulo 812
Reginfred og Harald Klak 812-813
Horik I og hans brødre 813-819
Harald Klak(samt nogle af Horik I´s brødre) 819-827
Horik I 827-854
Horik II 854-efter 864
Halfdan og Sigfred III Efter 864-efter 891
Helge den Retfærdige Efter 891-895(?)
Olav den Svenske 895(?)-917(?)
Gnupa og Gurd ca. 917
Sigtrugg ca. 917
Hardeknud ca. 918-ca. 948
Gorm den Gamle ca. 948-ca. 958
Harald Blåtand ca. 958-987
Svend Tveskæg 987-1014
Harald 2. 1014-1018
Knud den Store 1018-1035


Fortidens sagnkonger
Kongerækken ifølge fortidensjelling.dk:
Dan 300-400 årene
Humble
Lotther
Skjold
Halvdan
Frode Fredegod
Roar 400 - 500 årene
Helge 400 - 500 årene
Rolf Krake 400 - 500 årene
Hjarvard
Vermund og Uffe Hin Spage 400 - 500 årene
Chochilaicus omkring 515
Ogendus (Agantyr) ca 710
Harald Hildetand ca. 710 - 770
Sigfred 770 - ca. 800
Godfred 800 - 810
Hemming 810 - 812
Sigfred II død 812
Anulo død 812
Harald Klak død 852
Regindfrid død 814
Rudolf død 873
Rorik sidst omtalt i 873
Horik I 813 - 854
Horik II før 857 - efter 864
Sigfred III 873 - 887
Halvdan levede 873
Helge 890 erne
Olaf ca. 910
Gyrd efter 910
Gnupa efter 910
Sigtryg før 920
Hardeknud

Alle beskrivelser samt foto af kongerne er fra www.fortidensjelling.dk:

Før Gorm den Gamle
Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske annaler, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er, at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.
Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Men, man kan vel også sige at sagn nok ikke kommer ud af ingenting, og det kan meget vel være at alle vore sagn engang var levende og virkelige.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker.
Dan
Dan, dansk sagnkonge. Hos Saxo og i Lejrekrøniken (fra ca. 1180) er Dan den første danske konge, og desuden menes han at have givet navn til danerne. Men det er snarere omvendt: Hans navn er en afledning af folkenavnet daner. Saxo fortæller, at Dan er bror til Angel, der var anglernes første konge. I de norrøne kilder er kong Skjold den første danske konge. Ud over at spille på navneligheden med daner kan navnet Dan også være forbundet med den bibelske person Dan, der ifølge traditionen gav navn til en af Israels 12 stammer. Det fremhævede dansk storhed at være knyttet sammen med bibelske og antikke motiver.
I Lejrekrøniken hersker Dan først kun over Sjælland. Jyderne har ufred med tyskerkongen og tilkalder Dan, der sejrer. Han føres til deres tingsted ved Viborg, sættes op på en stor sten og udråbes også til jydernes konge. Samtidig bestemmes det, at hele landet skal kaldes Danmark: "Du er Dan, riget skal hedde Danmark, og det navn skal vare, så længe verden står".Kong Dan bygger en kongsgård i Lejre. Da han dør, bygges en gravhøj, og han bliver sat ind i gravkammeret fuldt hærklædt og ridende på sin hest. Så kaster de jord over gravkammeret, indtil der bliver en vældig høj.
Humble
Kong Humble
Søn af kong Dan.
På sydlangeland, i nærheden af Humble Kirke ligger en langdysse der bærer navnet, Kong Humbles Grav.
Langdyssen som kong Humbles grav ligger midt i, måler 55 gange 9 meter, og er danmarks største. Der er 77 randsten som står tæt og ubrudt hele vejen rundt.
Midt i langdyssen ligger gravkammeret/jættestuen.

Langdyssen som kong Humbles grav ligger midt i, måler 55 gange 9 meter, og er danmarks største. Der er 77 randsten som står tæt og ubrudt hele vejen rundt.
Midt i langdyssen ligger gravkammeret/jættestuen.
Lother Kong Lotther
Søn af kong Dan
Skjold
Kong Skjold
Efter Svend Aggesens opfattelse, udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark. Kong Skjold skulle være sendt af selveste Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie.
En gammel fortælling:
I gamle dage, før kongemagten var indført i vort fædreland, havde danskerne ingen love at rette sig efter. Det gjaldt kun om at have kræfter den gang, for den stærkeste har altid ret. Det var den regel de mægtige levede efter, og de svage måtte bøje sig for den, hvor nødig de end ville.
Det var ikke alene mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang plyndrede på vore kyster.
Derfor var der nød i Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt.
Værst var det i Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade de kunne finde på.
Da skete det en dag, som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et underligt skib der kom sejlende langt ude.
Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast.
Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord, uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille til land.
Langs med fjorden havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var forsamlet.
Odin har hørt vor bøn, for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne landet og dets beboere.
Det var en ung hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget.
Imidlertid gik årene, og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed og sine kræfter.
Det hændte sig nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt.
Som Skjold nu trængte frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar. Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod og beundrede hans styrke.
Ligesom Skjold overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens.
Dog kunne han også straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne forsøg.
Også udenfor Danmark indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre. Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til Danmark.
Om det nu er denne Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion.
Det fortælles at Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Vänern.
Denne ø som Gefion således dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte.
Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra.
Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.
Halvdan
Ingen tekster
Frode Fredegod
Frode Fredegod er en af Danmarks største konger i hedensk tid. Han underlagde sig hele Norden og mange østlige folkeslag og stammer. Han skabte orden ved fremsynet og retfærdig lovgivning, både i Danmark og for de overvundne folkeslag.Da han har besejret russerne, pålægger han dem først at føre krig på samme måde som danskerne.
Hvis nogen vovede at voldtage en ugift kvinde, skulle han straffes med afskæring af visse legemsdele eller betale tusind mark i bod for overgrebet. Han sejrede over 170 østlige konger, enten af hunner-oprindelse eller konger der havde tjent under hunnerne.
Frode Fredegod som skabte fred, moral og civilisation overfor danskerne og deres naboer dræbtes af en troldkvinde, der omskabte sig til et søuhyre. Hans folk var bange for at hans mægtige rige skulle gå i opløsning, når han ikke var mere og vedblev at køre ham rundt i saltet tilstand. Til sidst var han dog så forrådnet at han måtte gravsættes. Han blev begravet på Sjælland, i den landsdel der blev regnet for den fornemmeste i hans rige.
Roar
Beowulfkvadet er skrevet ca. år 700 og omtaler, at kong Roar søger at få sin datter Freawaru gift med Hadbardkongen Ingeld Frodesøn for at skabe forsoning og fred mellem de to stammer efter mange års kampe, hvor både Ingelds fader, og Roars fader og ældre broder er faldne.
Under bryllupsceremonien opdager en Hadbardkriger, at en af Freawarus danske ledsagere bærer Ingelds faders (Frodes) våben. Dette var en oplagt hån mod Hadbarderne og i stedet for bryllup kommer det til fornyet krig.
Helge
Ingen tekst
Rolf Krake
Kong Rolf Krake
I Widsithkvadet, som er skrevet omkring år 600, står der et sted, oversat af prof. A.Olrik: Hrodvulf (Rolf Krake) og hans farbroder Hrodgar (Roar) kæmper mod vikinger og mod Hadbarder ved kongeborgen Heorot (Hjort)
Sagnet fortæller om Rolf Krake som boede i kongeborgen i Lejre.
Hans halvsøster Skuld var gift med den skånske jarl Hjarvard, som ville være konge i Danmark. Hjarvard sejlede derfor på familiebesøg til Lejre, men hans skibe var lastet med krigsfolk. Da de danske krigere var gået i seng, satte Hjarvard og hans folk ild til skoven omkring Lejre.
Hjalte, som kom lidt sent hjem den aften, opdagede fjenden og skyndte sig til kongeborgen, hvor han sang det berømte Bjarkemål for at vække de sovende krigere. Det kom til et blodigt slag. Rolf Krake og alle hans mænd, med undtagelse af den trofaste Vigge, blev dræbt. Få dage senere dræbte Vigge Hjarvard.
Hjarvad
Ingen tekst
Vermund og Uffe Hin Spage
Kong Vermund og Uffe Hin Spage 400-500 årene
Uffe (offa) omtales i det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at Vermund og Uffe har levet i 400-årene. Saxo fortæller at sagnkongerne Vermund og Uffe hin Spage boede i Jelling, og flere hundrede år senere rejste kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand to store runesten i Jelling, der fortæller os at der har været konger og dronninger i byen. I folkemindet er der bevaret en beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man nedgravede Skræp.
En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn Uffe.
Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen af sine jævnaldrende, men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke ham det allerringeste.
I denne døs og sløvhed levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham af hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og legeme til selv at regere længere. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i en tvekamp.
Men var det ham heller ikke tilpas, så måtte han straks være belavet på krig, thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at han kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se, thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.
Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. Men hvorfor udæskede du to for een? spurgte han. Fordi, svarede Uffe, at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel.
Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked.
Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde. Man kom frem med det ene efter det andet, men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm.
Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen, men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær.
Det var en aftale, at kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt opmærksomhed.
Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse. Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet.
Nu hørte jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær, men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen.
Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn
Kan ses på Hjortsvang Museum.

Dermed var kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem. Men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen.
Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.
Chochilaicus
Kong Chochilaicus omkring 515
Kong Chochilaicus også kendt som (Hygelac, Hugleik)
Han angreb et område af frankerriget der regeredes af Theodoric I, og dræbtes i et af angrebene på frankerne, da hans skibe, fuldt lastet med bytte, var på vej væk fra stranden, men blev indhentet af frankerne.
Kong Chochilaicus er den tidligst kendte danske konge.
Ogendus (Agantyr)
Kong Ogendus også kendt som (Agantyr)
Danernes konge. Omkring år 710 rejste den engelske ærkebisp St.Willibrord til Danmark der dengang regeredes af Kong Ogendus, for at missionere. Han vendte tilbage med 30 drenge der skulle oplæres i den kristne lære. Om Kong Ogendus fortaltes, at han var mere grusom en noget dyr og hårdere end sten
Harald Hildetand
Kong Harald Hildetand Obotritterne som var den største af de slaviske stammer truede Danmark, og Danerkongen Harald Hildetand anlægger en befæstning ved rigets sydgrænse, det senere Danevirke.
Sigfred
Kong Sigfred (Sigurd Ring)
Hans slægtsskab med tidligere konger kendes ikke. En bestemt Halfdan dukker op som udsending fra kong Sigfried til Karl den Store i året 782. Sigfried nævnes senest i 798, da Karl den Store sendte en gesant til kong Sigfried. Den saksiske høvding Widukind flygtede til kong Sigfried i 777, da Widukind forgæves havde forsøgt at samle Saxerne til modstand mod Karl den Store. To gange måtte han flygte til sin svoger kong Sigfred af Danmark-Sverige. Det stordanske rige under kong Sigfred var en respektabel modstander for Karl den Store, og så længe kong Sigfred levede gik Karl ikke ind i Nordalbingien, som var Widukins hjemstavn.

Godfred
Kong Godfred (Gøtrik) ca.800-810
Kong Godfred (Gøtrik)
Godfreds fader var vistnok (ikke sikkert) kong Sigfred (Sigurd Ring).
Godfred dukker op i kilderne i 804, da han ankom med sin flåde og hele sit kavalleri til grænsen mellem hans kongerige og sakserne i Slesvig, hvor han udvekslede gesanter med kejser Karl den Store. Godfred angreb obodritterne i 808 og indtog bl.a.handelscentret Reric, og deporterede handelsfolkene til sit eget nyanlagte handelssted Hedeby. For at forstærke forsvaret af Hedeby opførte han volden Kovirke. Angrebene på obodritterne resulterede i et sammenstød med frankerne da kejseren sendte en hærstyrke mod nord. Under sammenstødet dræbtes hans brorsøn Reginold. En forhandling mellem Godfred og kejser Karl den Stores udsendinge førte i 809 ikke til enighed, og Godfred drog i 810 med en hær til øst Frisland. På fremrykningen mod kejser Karl den Store slog Godfred tre frankiske opbud. Karl den Store ventede med sin hær øst for Weser, men inden Godfred nåede frem med sin hær blev Godfred myrdet, måske af en af sine egne, måske var det iscenesat af Karl den Store.
Forskerne diskuterer stadig om, hvorvidt mordet på Godfred var iscenesat, og om hvad der var sket ved en evt.- ikke usandsynlig- dansk sejr, om der så var blevet skabt et stort nordisk rige, og om Godfred, og navnlig hans efterfølgere havde kunnet holde sammen på et sådant. Til Karl den Stores lettelse døde altså Godfred, og hans brodersøn og efterfølger Hemming sluttede fred med Frankerriget. Ejderen blev anerkendt som grænse. Efter Karl den Stores død i 814 blev hans søn Ludvig den Fromme regent til 840, derefter blev riget permanent delt i tre dele: Frankrig, Tyskland og Italien.
Det er denne deling der har interesse for vikingernes historie. Når de nordiske vikinger kom for at plyndre, blev de ofte købt bort af den stedlige konge, stormand eller by. De angelsaxiske krøniker fremhæver vikingernes ordholdenhed. Var de købt væk for f.eks. et år, undertiden to eller tre, overholdt de samvittighedsfuldt aftalen, hvad der jo ikke forhindrede dem i at plyndre hos naboen, og da der en tid lang var tre Frankerriger og fem britiske, var vikingerne sjældent i forlegenhed for et plyndringsobjekt.
Godfreds sønner:
1. Ældste søn, medkonge, 813-814, død 814.
2. Horik I, danernes konge 813-854, død 854
3. Søn, medkonge, 813-efter 827
4. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
5. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
Børnebørn af Godfred:
1. Gudurm, udfordrer til tronen i 854, og søn af en af Horiks brødre.
Andre slægtninge hvis nøjagtige slægtsskab er usikkert:
1. Regindold, død 808, søn af Godfreds bror. Det vides ikke om han var fætter eller bror til Hemming og hans søskende.
2. Hemming, død 812, danernes konge, søn af Godfreds bror.
3. Hankwin (måske Hakon), levede 811, bror til Hemming.
4. Angogeo (Agantyr), levede 811, bror til Hemming.
5. Sigifrid II, død 812.

Hemming
Kong Hemming
På et møde i 811 mellem udsendinge fra den danske Kong Hemming og den tyske Kejser Karl den Store blev grænsen mellem Danmark og det tysk-romerske rige fastlagt til at følge Ejderen. På den tid stod de slaviske stammer langt op i Holsten og truede de danske områder mod nord. Derfor indsatte skiftende danske konger fra midt i 800-tallet statholdere eller jarler i Hedeby og Slesvig. De skulle værne grænsen og dæmme op for indflydelsen sydfra.
Hemmings død i 812 førte til borgerkrig.

Sigfred II
Kong Sigfred II død 812
Udfordrer til tronen år 812
Sigfred II
Kong Anulo død 812
Anulo Udfordrer til tronen år 812

Harald Klak død 852
Kong Harald Klak
Harald Klak og Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af Godfreds sønner regerede i fællesskab 819-27.
Harald, der senere fik tilnavnet Klak (betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få listet Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der overgår til kristendommen.
Da Harald Klak rejser hjem til Danmark, gav kejser Ludvig den Fromme ham en præst med, som skulle styrke kongen i den nye tro, og fortælle danskerne om den kristne tro. Denne præst hed Ansgar og kom til Danmark i 826.

Ansgar
Ansgar var født i det nordlige Frankrig i året 801.
Han var tilsluttet klostret Corvey, og var meget optaget af at udbrede evangeliet. I drømme troede han ofte at modtage Guds bud om at gå ud blandt hedningerne, og derfor fulgte han med glæde kong Harald Klak til Danmark i 826.
Men Harald Klak var en upålidelig mand, og snart blev han for stedse jaget ud af landet. Ansgar udrettede derfor i hans tid næsten intet i Danmark.
Større held havde han, da han drog til Sverige.På en ø i Mälaren blev der rejst en kirke. Efter sin hjemkomst blev han udnævnt til ærkebisp for danske, svenske og Vender, med sæde i Hamburg.
Længe varede det dog, inden han kunne genoptage forkyndergerningen i Danmark. Vikingetogterne blev nemlig voldsommere, og selve Hamburg blev ødelagt af en dansk flåde, og Ansgar undslap med nød og næppe.
Snart måtte han gøre Bremen til sit sæde.
Men da tog frankerrigerne sig sammen, så den danske kong Hårik måtte holde fred med sin nabo, Tyskland, og nu optrådte Ansgar som den tyske konges udsending i Danmark, og ved sin uplettede vandel vandt han Håriks tillid.
Kong Hårik tillod opførelsen af en dåbskirke ved Slesvig.
Kongens efterfølger, Hårik den Yngre gav Ansgar grund til en kirke ved Ribe. I disse vigtige handelsbyer i Danmark dannedes menigheder, som var udgangspunkter for troens videre udbredelse.
Kirkerne fik tilladelse til klokkeringning, til foragrelse for hedningerne, der troede, at klokkeklangen skræmte landvætterne bort.
Missionen i Sverige var overtaget af andre, men det gik ilde. Ansgar gæstede da atter kirken i Mälaren og styrkede den lille menighed.
At blive blodvidne for guds rige var hans højeste ønske, men ingen nordbo lagde hånd på ham, og han døde af sot i 865.
Ansgars efterfølgere i Hamburg - Bremen virkede ikke med hans kraft. Den svage spire til en menighed i Sverige kvaltes snart. I Danmark fik kristendommens udbredelse ikke den fornødne støtte fra den tyske rige, der i denne tid var svagt.
Derimod kunne det ske, at danske høvdinger tog dåben på togt i vesten.

Med Henrik 1. og Otto den Store blev Tyskland endelig stærkt nok til atter at give kristenforkyndelsen støtte.
Gorm den Gamle, død 957-58, var dog endnu hedninger og højsattes på hedensk vis.
Men deres søn Harald Blåtand, død omkring 986, skaffede kristendommen sejr. Han skildres som en mand, der var rede til at høre, men sen til at udtale sin mening.
I disse år bredte den nye tro sig stærkt, og Hanburg - Bremens ærkebisp indviede de første danske bisper ( i Slesvig, Ribe og Århus).
Flere og flere mente, at Kristus var en stærkere Gud end Odin og de gamle landvætter.
Omkring 965 var det at en klerk, Poppo, tilbød at bevise den nye tros sandhed ved jernbyrd. Han bar det glødende jern, uden at hans hænder tog skade, og dermed var efter tidens opfattelse godtgjort, at den nye Gud var den mægtigste.
Harald tog da kristendommen, og på kongsgårdene og overalt, hvor kongens magt nåede hen, ophørte dyrkelsen af aserne.
Selv byggede Harald Blåtand en kirke i Jelling og Roskilde, og med rette kalder Harald sig, på den store runesten i Jelling som han rejste over sine forældre, for "den Harald som gjorde danerne kristne".
Langt ud over Danmarks grænser søgte han at bane vej for troen. Vikens omvendelse begyndtes af ham, da han havde herredømmet over Norge i flere år.

Regindfrid død 814
Kong Regindfrid død 814
Dræbt af Godfreds sønner

Rudolf død 873
Kong Rudolf- Søn af Harald Klak ,Var på vikingetogt i Frankrig fra 864 til sin død

Rorik sidst omtalt i 873
Bror eller nevø til Harald Klak. Regent i Frisland. I 850 angreb Rorik Frisland, og kejser Lothar skænkede ham da Dorestad og andre landområder. Rorik blev drevet ud af Frisland i 867. Han førte flere samtaler med Charles den Skallede, som må have anset ham som en nødvendig allieret

Horik I 813 - 854
Kong Horik I
Danernes konge. Søn af kong Godfred.
Godfredsønnerne besejrede Harald Klak, og delte kongemagten, men fra 827 optræder Horik som enekonge.
I 845 angreb han sakserne, men heldet var ikke med ham. Horik blev dræbt i 854 i et større slag om kongemagten. Mange af hans slægtninge blev dræbt i slaget.

Horik II før 857 - efter 864
Horik II (Barn) før 857-efter 864
Kong Horik II (Barn)
Danernes konge.Slægtning med Horik I

Sigfred III 873 - 887
Kong Sigfred III Danernes konge.
Samkonge med Halvdan.Førte forhandlinger med Ludvig den Tyske. Halvdan levede 873
Kong Halvdan
Danernes konge. Medkonge sammen med sin broder Kong Sigfred (Sigurd).
Sender i 873 bud til den tyske konge for at bekræfte freden mellem rigerne, måske for at have frie hænder andensteds
Helge 890 erne
Kong Helge
Adam af Bremen skriver at Kong Helge var elsket af folket.
Søn af Harald Klak: Godfred prøvede i 855 at overtage den danske trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede Godfred fred med Charles den Skallede. Sammen med sin slægtning Rorik, som var regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et forsøg på at overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i 854, men forsøget mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det vides ikke med sikkerhed om denne Godfred var den samme person som den danske vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden mellem 882 og 885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes i 885
Olaf ca. 910
Kong Olaf (Olaph)
Ifolge Adam af Bremen
Høvdingen Olaf kom fra Sverige og erobrede kongemagten i Danmark ved våbenmagt. Han havde mange sønner, og to af dem satte sig i besiddelse af kongemagten efter Kong Olafs død.
Deres navne var Chnob og Gurd
Gyrd efter 910
Kong Gyrd (Gurd)
Tog kongemagten efter sin fader Kong Olav.

Gnupa efter 910
Kong Gnupa (Chnob) (Knud)
Søn af Kong Olav, overtog kongemagten efter sin broder Kong Gyrd.
Gnupa nævnes på to runesten i Hedebyområdet, så han har muligvis kun været konge i Sønderjylland.
Gnupa var gift med Asfrid, som rejste de to runesten over deres søn Sigtryg.
Asfrid var datter af Odinkar og blev gift med Kong Gnupa, og er den første dronning man kender navnet på i Danmark.

Sigtryg før 920
Kong Sigtryg
Sigtryg var søn af Kong Gnupa og Dronning Asfrid.
På en runesten der er rejst af Asfrid over sønnen Sigtryg står der: Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Stenen er fundet ved Hedeby, og står i dag i Hedebymuseet. Sigtryg var konge før 920.
Sigtrygs død kunne være et opgør med Hardeknud.

Hardeknud
Hardeknud (Knud I) ca. 920-ca.934
Kong Hardeknud Knud I
Danernes konge.
Hardeknud, Svens søn, som kom fra Nortmannia (Norge eller Normandiet), berøvede Sigtryg kongemagten.
Hardeknud kom til Danmark, formentlig fra Normandiet, og betragtes som grundlæggeren af Jellingdynastiet.
Hardeknud havde sønnen Gorm, der senere blev konge i Jelling omkring 934, med tilnavnet den Gamle.
Kilde, Adam af Bremen
En anden kilde, Store Saga om Olav Tryggvason, har en anden fremstilling af Hardeknuds fremkomst:
Under Kong Gorm hændte det sig, at nogle af hans træller engang var sendt til Holseteland for at købe vin, som de førte på mange heste. Da de drog søndenfra tilbage over den skov som kaldes Mørkved, tog de natteleje i skoven. Det var ganske stille vejr. Som nu trællerne om natten var vågne, hørte de et barn græde inde i skoven, og da det blev lyst om morgenen, gik de ind i skoven for at lede efter barnet, men skoven var både trang og mørk. De nærmede sig efterhånden skriget og fandt omsider barnet. Det var svøbt i et linnedklæde, som var knyttet sammen foran på brystet. Da de løste knuden op, var deri tre guldringe, og barnet var indenfor svøbt i et silkeklæde. Det var den dejligste dreng man kunne se.
De tog ham med sig, og da de kom til Kong Gorm, viste de ham barnet i samme klæder, som de havde fundet det. Kongen øste vand på drengen, gav ham navn, og kaldte ham Knud efter den knude, som han førte på sig.
Denne dreng blev nu opfødt ved Kong Gorms hof, blev tidlig forstandig og udmærkede sig ved alskens færdigheder frem for de fleste, som var her i landet. Kong Gorm havde ingen søn, og da han elskede sin fostersøn Knud så højt, tog han ham i søns sted og ærede ham frem for alle sine frænder, så han bestemte, at Knud skulle være hans eftermand i regeringen. Han fik navnet Knud den Fundne.
Kong Gorm rådede ikke længe over landet, men døde af sygdom, men før sin død lod han Knud udråbe til konge over hele det rige, som han havde haft i Jylland. Kong Gorm blev da højlagt efter oltids skik.
Kong Knud lod stævne til et hovedting, og på dette ting lyste han for folket,om der fandtes noget menneske, fremmed eller indfødt, der kunne give ham sikker underretning om hans slægt, da ville han ophøje ham til rigdom og magt. Dette spurgtes vidt omkring. Og nu fortæller man, at en aften kom to saksiske mænd til Kong Knuds hof, og da de fik kongen i tale, tog den fornemste af dem ordet og spurgte: Er det sandt herre, at i har lovet den mand stor belønning, som kan underrette eder om eders æt. Kongen sagde, at det var sandt, og svor på, at han skulle også vel opfylde dette sit løfte.
Skulle lige så vel trælle som fri mænd opnå dette, spurgte gæsten videre. Ja, derpå skal ingen forskel gøres, sagde kongen.
Så har jeg først at fortælle dig, sagde den fremmede, at jeg og denne min ledsager er trælle hos en jarl i Saksland, men vi kunne give dig sikker underretning om din æt.
Arnfin jarl herskede over Holseteland, og vi var da hans trælle, men dog tillige hans fortrolige. Det hændte nu, at jarlen avlede et barn med sin søster, og det blev holdt hemmeligt, og da hun fødte barnet, blev det svøbt i silkeklæder, uden om hvilke der blev knyttet et linnedklæde, og deri blev knyttede tre guldringe. Derpå overgav man denne dreng til os, at vi skulle ombringe ham. Vi drog da hen i skoven Mørkved og bar barnet langt ind i skoven og lagde det ned ved rødderne af et træ og gik siden bort.
Og disse mænd sagde nu nøjagtige mærker om, hvor de havde båret barnet hen, så de træller, som havde fundet ham, erkendte, at det var på samme sted.
Kong Knud gav da de saksiske træller penge til at udløse sig med af trældommen, og bad dem dernæst komme til sig. De gjorde så, og da de kom tilbage til Kong Knud, gav han også sine træller, som havde fundet ham, frihed, og gav dernæst alle de frigivne jarledømme, og gjorde dem alle til mægtige mænd, som han havde lovet. Deraf blev han kaldt Trælleknud.
Knud havde en søn, som han lod kalde Gorm efter sin fosterfader. Trælleknud rådede ikke længe over riget, men blev dog en navnkundig konge. Efter ham blev hans søn Gorm taget til konge og styrede riget under Regnar Lodbrogs sønner, og var mest i gunst hos Sigurd Orm i Øje. Gorm opfostrede den søn, Sigurd havde med Kong Ellas datter Blæja. Gorm øste vand på denne dreng, gav ham navn og opkaldte ham efter sin fader Knud.
Han blev siden kaldt Hardeknud efter det sted Hørd i Jylland, hvor han blev født.
Hardeknud blev konge over Sjælland og Skåne efter Gorm, sin fosterfader. Hardeknud giftede sig, og avlede med sin kone en søn, som han lod kalde Gorm efter sin fosterfader. Da Hardeknuds søn Gorm voksede op, var han den dejligste mand, man kunne se for sine øjne, og han var stor og stærk og fortrinlig i alle færdigheder. Dog ansås han ikke for at besidde den visdom, som hans frænder før ham var i orde for.
Da Gorm var voksen, fik han en kone ved navn Thyre, en datter af den jarl i Jylland, som kaldtes Klakharald. Thyre var en dejlig og forstandig kvinde, og hun var den mægtigste af alle kvinder her i de nordiske lande. Hun blev kaldt " Thyre Danmarks Bod."

Gorm den Gamle
Kong Gorm den Gamle og dronning Thyra
I 936 rejser ærkebiskop Unni af Hamburg til Danmark, og på det tidspunkt hedder danernes konge, Gorm den Gamle, og bor på kongsgården i Jelling.
Vi har lært i skolen at kongerækken begynder med Kong Gorm, men der var mange konger før ham. Det danske rige eksisterer længe før Gorms tid.
Ifølge de nordiske sagaer hed Gorm den Gamles far Hardeknud, (Knud I.Hardeknud Svendsen) som var konge før Gorm.
Vi ved at Gorms kone hed Thyra.
Ifølge Roland Stenberg var hendes navn Thyra Danebod Klacksdatter, født ca. 880, og ved hendes død rejste Gorm en runesten over hende.
Fra en ct-scanning af et stykke træ fra nordhøjens gravkammer i Jelling, hvor Gorm blev begravet, ved vi, at Gorm døde i vinteren 958-959.

Harald 1. Blåtand 0958-0986
Kong Harald Blåtand
Harald Blåtand er søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra. Haralds fødselsår er ukendt, men det formodes at han døde i efteråret 986 i Jomsborg, som følge af et pileskud, der blev affyret af en tilhænger (Palnatoke) af hans oprørske søn, Svend. Kong Harald blev sandsynligvis bisat i Treenighedskirken i Roskilde, som han selv havde ladet påbegynde. På samme sted er domkirken nu opført.
Den tyske historiker Adam af Bremen omtaler at Harald Blåtand var gift med Dronning Gunhild. På en runesten der står ved Sønder Vissing Kirke syd for Silkeborg beskriver en kvinde som kalder sig Tove, sig selv som "Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone", så Harald må have været gift to gange.

Svend 1. Tveskæg 0986-1014
.Kong Svend Tveskæg ca.960-1014 - konge 987 - 1014
Svend Tveskæg ledte et oprør mod sin far, Harald Blåtand, der blev dræbt af et pileskud. Jomsvikingerne tog Svend Tveskæg til fange, og måtte løskøbes for en stor mængde guld. Kong Svend forsøgte at frigøre den danske kirke fra Bremens overhøjhed, og blev derfor lagt for had af tyske gejstlige historikere.
Det meste af sin regeringstid bruger Svend Tveskæg på at udplyndre England, og han ender med at erobre hele England. De første togter til England foregår i samarbejde med den norske høvding Olav Tryggveson. Siden bliver de uvenner, og danskerne og svenskerne indgår i en alliance mod Norge, og i år 1000, i slaget ved Svold falder Olav, og Svend Tveskæg bliver overherre i Norge.
Ved Svend Tveskægs død blev hans søn Harald konge i Danmark, og den anden søn Knud (den Store) blev hyldet i England. Da Knud blev fordrevet fra England, og søgte til Danmark, for at hente nye stridskræfter, og foreslog at de delte Danmark mellem sig. Men Harald ville ikke dele Danmark med Knud, men ville gerne hjælpe ham med tilbage erobringen af England. De blev enig om at hente deres mor hjem fra Polen, hvortil hun havde boet efter opløsningen af ægteskabet med deres far.
Kong Svend foretog mange vikingetogter mod England, hvor han krævede "danegæld" af de slagne englændere. I 1002 forsøgte kong Æthelred af England et etnisk udrensning af danskere i England, hvor mange blev dræbt, bl.a. Svends søster Gunhild.
Det kaldte hævnlysten til live i Danmark, og de følgende år hærgedes Englands kyster.
I 1013 gik Svend Tveskæg over til regulær erobringskrig, da han selv sammen med sønnen Knud krydsede Nordsøen med en stor flåde. London forskansede sig og ødelagde broen over Themsen, for at standse vikingernes fremrykning.
Svends hær trak sig tilbage fra London med tab, men Svend Tveskæg var en dygtig strateg, og i stedet for at bruge kræfter på London, lod han sig hylde, næsten uden modstand, rundt omkring i landet, og i områderne op mod London.
Til sidst var London alene tilbage, omgivet af et land der helt og aldeles havde overgivet sig.
Kong Æthelred gav op og flygtede til Normandiet, hvor hans familie opholdt sig, og sidst på året i 1013 valgte det engelske rigsråd klogeligt Svend Tveskæg til konge af England. Det danske Nordsø Imperium var nu en kendsgerning. Svend Tveskæg døde to måneder senere.
Død 3 februar 1014 i Gainsborough i England.
Kong Svend Tveskæg blev bisat i York og senere overflyttet til Roskilde Domkirke.
Svend Tveskæg var søn af Harald Blåtand.
I første ægteskab var Svend Tveskæg gift med Gunhild, datter af hertug Mieszco af Polen. Senere forskød Svend hende, og hun rejste tilbage til sin hjemland Polen.
I anden ægteskab var Svend Tveskæg gift med Sigrid Storråde, datter af den svenske vikingehøvding Skogul-Toste.

Harald 2. 1014-1018
Harald 2. Født 989. Senere konge. Død 1018
Knud den Store. Født 995. Senere konge. Død 1035.

Estrid Svendsdatter. Født 997. Død 9 maj 1074 i Roskilde. Skulle have været gift med Robert af Normandiet, der imidlertid vægrede sig. Første ægteskab med Richard (the Good), Duke of Normany. Andet ægteskab med Ulf Jarl ca. 1015. Børn: 1. Asbjørn Jarl. 2. Svend II Estridsen, født ca. 1019, senere konge af Danmark.
Gyda Svendsdatter. Gift i 996 med Erik Haakansson, Jarl in Norway and England. Børn: 1. Hakon Eiriksson, Jarl in Norway.
Knud 1. den Store 1018-1035
Kong Knud den Store 995 - 1035 - Konge 1018 - 1035
Vikingekrigeren der skabte et Nordsøimperium bestående af England, Danmark, Norge og en del af Sverige.
Knud den Store var søn af Svend Tveskæg, bedstefaderen var Harald Blåtand og oldefaderen Gorm den Gamle.
Svend Tveskæg efterlod sig to sønner. Den ældste, Harald, blev taget til konge i Danmark, mens Knud, efter det ønske faderen havde udtalt på sin dødsseng, hyldedes af hæren i England som dette riges konge. Englænderne fik imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod, og under Æthelreds tapre søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og tvang Knud til at rømme landet og gå til søs med flåden. De engelske gidsler, som han havde i sin magt, lemlæstede han ved at skære øre, næse og hænder af dem og sendte dem så i land. Knud søgte til Danmark og fik sin broders hjælp til ny rustninger. Også fra Norge og Sverige ilede kæmper til, og endelig kom Torkil den Høje, som atter havde forladt Æthelreds parti. Med stor magt sejlede Knud igen til England, hvor han og Eadmund Jærnside udkæmpede en række blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Æthelred var da død. De byttede sværd og kappe og tilsvor hinanden broderskab. Knud fik det nordlige, Eadmund det sydlige. Og da Eadmund døde uventet 1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det samlede riges konge.
Den hårde modstand havde lært Knud, at han kun i tryghed kunne nyde sit rige, når dets folk glemte at han var en fremmed. Derfor gik hans ønsker ud på at knytte sig så nær som muligt til England. Den omtrent tyveårige konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller frille fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner, Harald og Svend, og i 1017 ægtede han nu Æthelreds enke Emma fra Normandiet (født omkring 982), og lovede at de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for sine to sønner med den Nordengelske Ælfgifu. Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske kongehus, og hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild.
Dronning Emma, født omkring 987. Datter af hertug Richard I af Normandiet. Emma havde tidligere været gift med kong Æthelred 2. af England, med hvem hun fik sønnerne Edmund Jernside og Edward Bekenderen.
Det var langt fra at danskerne blev til en herskende klasse i England. Knud måtte selvfølgelig belønne den store ledingsflåde, som havde fulgt ham fra Danmark. De fik en uhyre stor sum - 72.000 pund sølv i Danegæld, foruden de store summer, der var ydet som brandskat, af London f.eks. 10.000 pund sølv. Men derefter gav han ledingsflåden i året 1018 hjemlov. Overfor sit folk gav han det højtidelige tilsagn, at han ville holde "Eadgars love", som stillede daner og angler lige, så hvert folk lød under sin egen lov.
De endnu levende medlemmer af det gamle engelske kongehus, som snarest kunne komme ham i vejen, fik han fjernet til udlandet. Da han endvidere med hård hånd afsatte eller udryddede de stormænd, som var farligst for hans magt, sad han snart trygt på Englands trone.
Ved at hjemsende den hær, som havde hjulpet ham til at erobre England, ville Knud stryge alt af sig, som kunne minde det engelske folk om, at han i virkeligheden var kommen til riget som en fremmed landeraner. Men han havde brug for en stor væbnet styrke for at sikre sig. Den fandt han i den huskarleflok, som allerede Æthelred havde holdt, og som især rummede nordiske krigere. Af denne engelske hird, som hidtil havde haft et kald at slås med danerne, og vel også af sin egen hird dannede han sig en efter tidens forhold meget stor stående hær af mænd, for hvem krigen var det egentlige livskald.
Det er den navnkundige Tinglid, som siges at have talt 6000 mand. For at holde orden og tugt i denne store flok huskarle, som skulle leve sammen i og ved kongens gård, lod han de gamle danske hærlove gælde, sådan som de havde gjort for hirden i Danmark. De kaldtes Venderloven, et navn som i Danmark overførtes på hele huskarleflokken, der i de følgende hundrede år oftest hed Vederlaget. Venderloven indeholdt nøje regler for, hvilken bod der skulle gives for hver udåd, øvet af en hirdmand. Sakse fortæller, at Knud selv var den første som brød loven ved i hidsighed at dræbe en huskarl, og at han derpå viste sin anger og lovlydighed ved at idømme sig selv nifold mandebod. Der er flere handlinger i Knuds liv, som ligner denne. En ustyrlig vrede, der driver ham til voldsmand, og bagefter en ydmyg fortrydelse. Det mærkelige er ikke at han, vikingesønnen, endnu ikke var så dybt præget af kristendommen, at han helt kunne afholde sig fra drab i avind og vrede. Det påfaldende er derimod, at de voldshandlinger, der skyldes ren personlig hævnlyst, synes at være få. Det er snarere politiske grunde, der har ledet ham i de fleste af slige tilfælde. Dette gælder f.eks. drabet på Eadrik Streon. Eadrik var en engelsk stormand, som under kampen om Englands krone havde spillet en tvetydigt rolle rolle, og til slut forrådt Eamund Jærnside. Ved et møde i London 1017, hvor adskillige af Knuds fjender blev henrettet, forlangte Eadrik løn for sit forræderi. "Du drottensviger, hvorledes skulle du være mig tro" råbte Knud og bød Erik Jarl at dræbe ham. Jarlen løftede sin økse og huggede ham ned. Langt senere var det, at Knud fattede fjendskab til den danske jarl, Ulf, som var gift med hans søster Estrid. Ulf havde som jarl i Danmark stræbt efter en selvstændighed, som ikke kunne forliges med Knuds magt. Det siges endog, at han på grund af Knuds langvarige fraværelse fra riget, havde ladet dennes søn, drengen Hardeknud, hylde som Danmarks konge.
Da Knud så kom til Danmark, tyede Ulf til St. Lucii Kirke i Roskilde, men Knuds vrede var så stor, at han lod svogeren nedhugge på det hellige sted. I begge disse tilfælde vendte Knuds fjendskab sig mod stormænd, som var farlige for hans kongemagt. Men ondskab, øvet for ondskabens skyld, rent personlig hævnsyge, ondskabsfuld glæde ved at martre værgeløse fjender, alt det var han fri for.
En tid tænkte Knud på at frigøre den danske kirke fra ærkebispen i Bremen, og at lade sin engelske ærkebiskop i Canterbury være dens leder. Men snart forligede han sig med Bremen og tillod, at en klerk fra Køln blev biskop i Slesvig. Det hænger sammen med, at Knud sluttede venskab og forbund med Tysklands konge og Roms kejser, Konrad den Anden. De trængte til hinandens støtte imod Polen, som på den tid var blevet en mægtig stat, der udvidede sit herredømme mod vest blandt Venderne. Knud underlagde sig en stor del af Vendland, eller snarere fornyede den gamle danske overmagt i disse egne.
Med rette kaldtes Knud "den Rige", eller senere "den Store".
Snorre fortæller "I hele hans rige var der så god fred, at ingen turde bryde den". Han tog skat og skyld af de rigeste blandt alle nordlandene. Vi har set at de nordlande, han tog skat og skyld af, var England, Danmark og Vendland. Men hans krav rakte videre ud. Som Konrad imod syd var kejser over mange lande og fyrster, opfattede Knud sig som en overherre over alle de nordlige riger. Han kaldte sig kejser over Bretland, d.v.s. over både Skotland og England, og på mønter, der er slået i Sigtuna, nævnes han som konge over Sverige. Var nu end hans magt over Skotland og Sverige næppe stort mere end et navneherredømme, så vandt han til gengæld virkelig kongedømmet i Norge
I hans tid fik England også et nyt engelsk aristokrati, der skyldte ham takken for deres fremgang. I de mange kampe siden 991 var mændene i mange af de gamle slægter døde i heltemodig kamp, dræbt af kongerne for mistanke om forræderi eller gået i landflygtighed. Knud videreførte hovedstrukturen i den engelske kongemagt, men hans mænd var andre end Æthelreds, og i forbindelse med disse skift skete der store omfordelinger af jord og ændringer i rigets styrelse.
I 1018 døde kong Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog Knud dertil for at sikre magten efter broderen, mens styret i England blev lagt i hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et budskab til det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig fremførelse ud over riget, hvor han gør rede for sine resultater, at han har sikret England mod trusler fra dansk side, og han understreger sin rolle som kristen konge af England og sin autoritet der. Senere blev Thorkild Høje vistnok Knuds repræsentant i Danmark for den lille Hardeknud. I 1020erne begyndte Knud at gøre krav på Norge, og i 1028 erobrede han landet fra Olav den Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu og hendes søn Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i det budskab til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom i 1027, kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over nordmændene og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af den tyske kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også praktiske aftaler til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte giftermål med Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin datter Gundhild. Ægteskabet blev indgået i 1036, men hun døde få år efter.
Knud blev først og fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når der opstod problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der er heller ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til hans Thinglid, men det blev formentlig anset for både billigere og behageligere end plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende fjender.
Knud lagde vægt på de gamle engelske love, og han var en stor velgører for kirken. I mange henseender blev han næsten engelsk- engelsk, og han gjorde under stor publicity afbigt for gamle vikingesynder. For at bøde kong Edmund af East Anglias martyrdød i 869 byggede han en stor kirke til klosteret i Bury St. Edmunds. For mordet på ærkebispen af Canterbury i 1012 lod han under stor ceremoniel dennes lig overføre fra London til Canterbury. Og som bod for det blodige slag ved Assandun i 1016 lod han bygge en kirke på slagmarken. Mange kirker fik store gaver, og overdragelsen af en af dem, et gyldent alterkors til New Minster i Winchester, blev omkring 1031 foreviget i tegning i kirkens mindebog.
Knud og Emma opholdt sig ofte i Winchester, og her blev han begravet i en anden af byens hovedkirker, Old Minster, da han døde i Shaftesbury 12 november 1035, ca. 40 år gammel. Det var lykkes den meget unge vikingekonge at ændre sit image til engelsk konge og på fortrinlig vis at varetage embedet.
Men med Knud var stabiliteten forbi, og det store imperium splittedes straks. Hardeknud var i Danmark og trods megen modstand fra Emma og andre blev Ælfgifus søn Harald konge i England. Alfred en af Emmas to sønner med Æthelred, kom fra Normandiet, men blev dræbt, og Emma måtte flygte. Harald døde i 1040. Hardeknud og Emma vendte tilbage til England, hvor han opkrævede en kolossal skat til de 60 skibe i sit følge. Han døde i 1042," han stod med sin drik og faldt pludselig om med skrækkelige kramper", fortæller krøniken, og en anden version skriver," I hele sin regeringstid gjorde han intet, som var en konge værdigt".
I 1066 blev Harold Godwinsson valgt til konge. Men andre havde kik på tronen, og i september sejlede Norges konge Harald Hårderåde mod England. Ligesom Svend Tveskæg ville han begynde sin erobring i Nordengland, hvor det nordiske befolkningselement var stærkest. Men i slaget ved Stamford Bridge blev han slået af kong Harold og dræbt. Hertug Vilhelm af Normandiet landede nu i Sydengland, også med erobring for øje, og Harold Godwinsson hastede sydpå. I slaget ved Hastings blev hans hær slået og han selv dræbt, og juledag 1066 blev den normanniske vikingeætling Vilhelm kronet som Englands konge. Det afgørende slag ved Hastings og hele baggrunden derfor blev en halv snes år efter gengivet i normannisk version på det 70 meter lange billedtæppe, som kom til katedralen i Bayeux i Normandiet.
Med Vilhelm fik England et helt nyt styre og en fransk-normannisk overklasse, og der var adskillige oprør. I 1069 blev et stort oprør i Nordengland slået ned og straffet på usædvanlig brutal vis, og de store vikingeflåder, der dukkede op i 1069, 1070 og 1075 ledet af medlemmer af det danske kongehus, fik ingen større betydning. I 1085 organiserede kong Knud af Danmark en vældig flåde for at erobre det land hans navnefælle og bedstemors broder havde hersket over. Vilhelm overførte enorme hærstyrker til England, Men Knuds flåde kom aldrig af sted. Han blev selv opholdt af problemer ved sin sydgrænse, og i sensommeren spredtes den. Hans embedsmænds voldsomme fremfærd mod dem der var draget hjem, fremprovokerede et oprør, og kong Knud blev dræbt. Det skete i den engelske helgen St. Albans kirke i Odense i 1086. Drømmen om England gjorde Knud til Danmarks første kongehelgen, men ikke til engelsk vikingekonge. Det var sidste gang England blev søgt erobret fra Norden.
For Skandinavien fik Englandseventyrerne kolossal betydning. De som overlevede, fik del i de vældige sølvmængder udbetalt som Danegæld og heregeld lige til 1051, samt mellem 991 og 1016 i plyndringsgods, selv om anførerne sikkert fik mest. Der er udbetalt millioner af mønter. Kun en brøkdel kendes i dag, men selv det er imponerende, for over 40.000 mønter er fundet i Skandinavien, og tallet vokser stadig.
Knud den Store og frillen Ælgifus (datter af Ælfhelm, jarl af Northumbria) børn: Harald Harefod, 1015-40, Engelsk konge.
Svend Alfifasen, 1016-36

Knud den Store og dronning Emmas børn:
Knud 3. Hardeknud (1018-42) senere konge
Gunhild, 1019-38, gift i 1027 med den senere tysk-romerske kejser Henrik 3. af Tyskland.

Hardeknud 1035-1042
Kong Hardeknud 1018-42- konge1035 - 1042
Hardeknud, var konge i Danmark fra 1035, og i England fra 1040, søn af Knud den Store og dronning Emma. Født 1018. Død 8 juni 1042.
Ugift og barnløs.
Da Hardeknud ville angribe Norge, satte høvdingerne fra begge lande igennem at de unge konger skulle holde fred, og at den længstlevende af dem skulle arve den andens rige.
Ved halvbroderens død i England i 1040, fik Hardeknud også dette rige, men døde pludselig i 1042.
Han deltog i et bryllup i London, og da han udbragte brudens skål, segnede han død om.
Dermed var Knud den Stores rige opløst, og England vendte tilbage til den Angelsaxiske kongestamme.
Gravsat i Winchester domkirke.

Magnus den Gode 1042-1047
Kong Magnus den Gode 1024-47 Norge 1035-47 Danmark 1042-47
Magnus var konge i Norge, og ved Hardeknuds død i England, blev han accepteret som konge i Danmark.
Magnus havde meget af sin slægts hårdhed, men blev med tiden mildere, og vandt sig tilnavnet "den Gode".
I Danmark huskes han for sejren på Lyrskov Hede over en stor Vendisk hær, der var trængt ind over grænsen.
Ulf Jarls søn, Svend Estridsen, som Magnus gjorde til Jarl i Danmark, gjorde oprør mod ham, men var ikke heldig i kampen, og søgte støtte hos sine venner i Sverige, hvorfra han gentog sine angreb.
En halvbroder til Olav den Hellige, Harald Hårderåde, der havde været Væringhøvding i Miklegård (Constantinopel), kom hjem til Norge, og Magnus måtte dele riget med ham.
Før sin død i 1047 bestemte Magnus, at Svend Estridsen skulle være konge i Danmark, Harald Hårderåde i Norge.
Magnus døde ved et hestestyrt.
Magnus den Gode var søn af Olaf den Hellige af Norge og dennes frille, Alvhild. Magnus var ugift, men havde med en frille datteren:

Ragnhild, født 1035, som i 1050 blev gift med Håkon 1. Brigitta, født 1047


Svend 2. Estridsen 1047-1074
Kong Svend Estridsen 1019 - 1074 Konge 1047 - 1074
Svend Estridsen var en klog og dannet mand. Det var ham der gav Adam af Bremen oplysninger om nordens historie.
Hans vigtigste gerning var ordningen af den danske kirke og særlig bispedømmerne. Det store nørrejyske stift deltes i fire. Dermed havde Danmark nået den stiftsinddeling, som bestod i hele middelalderen.
Vest for Store Bælt var der seks bispedømmer: Slesvig, Ribe Århus, Viborg, Vendsyssel (Børglum), og Odense.
Øst for Store Bælt kun to bispedømmer: Roskilde og Lund. Det største var Lunds stift, der omfattede Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.
Svend havde til hensigt, at Lund skulle være sæde for en nordisk ærkebisp, og han forhandlede med Paven derom. Men denne plan blev ikke udført i Svends levetid.
Hans mål var at frigøre den danske kirke fra det tyske ærkesædes overhøjhed. Han knyttede Danmark nøje til pavestolen og begrænsede med stor snildhed Hamburg-Bremens indflydelse.
Ærkebisp var der Adalbert, en myndig og højtstræbende mand, der som formynder for Henrik IV styrede Tyskland. Da Svend Estridsen havde ægtet en kvinde han var i slægt med, tvang Adalbert ham til at skille sig fra hende, fordi ægteskabet stred mod kirkens regler.
Da Adalbert ville gribe ind i Danmarks kirkelige forhold, forstod Svend Estridsen at standse ham, uden at det kom til åbent brud mellem dem.
Trods sit kirkelige sindelag gav Svend Estridsen forargelse ved at have mange friller.
Ægteskabet med dronning Gunhild blev opløst efter krav fra kirken, da han var hendes halvonkel.
Harald Hårderåde fra Norge vedblev i 17 år at gøre krav på kongedømmet i Danmark som arv efter Magnus den Gode. Fra Oslo, hvor han byggede sig en kongsgård, holdt han udkik med de danske kyster, og slog ned når man mindst ventede det, og hærgede de danske lande. Han fik dog aldrig overtaget, og i 1064 opgav han Danmark og sluttede fred med Svend Estridsen.
Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Estrid Svendsdatter, der var søster til Knud den Store. Gravsat i Roskilde Domkirke.

Svend Estridsen var en klog og dannet mand. Det var ham der gav Adam af Bremen oplysninger om nordens historie.
Hans vigtigste gerning var ordningen af den danske kirke og særlig bispedømmerne. Det store nørrejyske stift deltes i fire. Dermed havde Danmark nået den stiftsinddeling, som bestod i hele middelalderen.
Vest for Store Bælt var der seks bispedømmer: Slesvig, Ribe Århus, Viborg, Vendsyssel (Børglum), og Odense.
Øst for Store Bælt kun to bispedømmer: Roskilde og Lund. Det største var Lunds stift, der omfattede Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.
Svend havde til hensigt, at Lund skulle være sæde for en nordisk ærkebisp, og han forhandlede med Paven derom. Men denne plan blev ikke udført i Svends levetid.
Hans mål var at frigøre den danske kirke fra det tyske ærkesædes overhøjhed. Han knyttede Danmark nøje til pavestolen og begrænsede med stor snildhed Hamburg-Bremens indflydelse.
Ærkebisp var der Adalbert, en myndig og højtstræbende mand, der som formynder for Henrik IV styrede Tyskland. Da Svend Estridsen havde ægtet en kvinde han var i slægt med, tvang Adalbert ham til at skille sig fra hende, fordi ægteskabet stred mod kirkens regler.
Da Adalbert ville gribe ind i Danmarks kirkelige forhold, forstod Svend Estridsen at standse ham, uden at det kom til åbent brud mellem dem.
Trods sit kirkelige sindelag gav Svend Estridsen forargelse ved at have mange friller.
Ægteskabet med dronning Gunhild blev opløst efter krav fra kirken, da han var hendes halvonkel.
Harald Hårderåde fra Norge vedblev i 17 år at gøre krav på kongedømmet i Danmark som arv efter Magnus den Gode. Fra Oslo, hvor han byggede sig en kongsgård, holdt han udkik med de danske kyster, og slog ned når man mindst ventede det, og hærgede de danske lande. Han fik dog aldrig overtaget, og i 1064 opgav han Danmark og sluttede fred med Svend Estridsen.
Svend Estridsen var søn af Ulf Jarl og Estrid Svendsdatter, der var søster til Knud den Store. Gravsat i Roskilde Domkirke.

Svend Estridsen fik med flere hustruer og friller mange børn, hvoraf 5 blev konger.
Thorgils
Harald (Hen) senere konge (1041-80)
Knud (den Hellige) senere konge(1043-86)
Oluf (Hunger) senere konge (1052-95)
Erik (Ejegod) senere konge (1056-1103)
Niels, senere konge (1064-1134)
Bjørn
Knud Magnus Svend, død 1097 Thorgils Sigurd
Benedikt, dræbt i 1086 i Odense sammen med Knud den Hellige.(1048-86)
Guttorm Ømund Ulf Svend
Ingrid (1068- Gift med kong Kyrre af Norge.
Gunhild Sigrid Ragnhild

Ingrid (1068- Gift med kong Kyrre af Norge. Gunhild ,Sigrid ,Ragnhild

Harald 3. Hen 1074-1080
Kong Harald Hen 1041 - 1080 Konge 1076 - 1080
Ved sin død i 1076 skal Svend Estridsen have efterladt sig 14 sønner. Fem af dem blev konger efter hinanden.
Først kårede hele folket på Isøre Ting, Harald Hen, og han blev populær ved at stadfæste love, som folket ønskede.
Flere af brødrene udnyttede hans svaghed til at gøre oprør.
Pave Gregor VII skred ind til fordel for Harald Hen og opfordrede ham til at blive pavelig vasal som sin far. Samtidig befalede paven Harald at skride ind over for den udbredte overtro i Danmark. Tilnavnet "Hen" betyder hvæssesten.

Harald Hen var gift med Margrethe Asbjørnsdatter Harald Hen blev gravsat i Dalby Kirke i Skåne.

Knud 2. den Hellige 1080-1086
Kong Knud den Hellige 1043 - 1086 Konge 1080 - 1086
Knud den Hellige var af naturen kamplysten som en af vikingetidens helte, men samtidig grebet af kristendommen. Han var gavmild mod de fattige, men ufredsmænd blev straffet hårdt. Frigivne træller og fremmede, enker og faderløse tog han under sit værn.
Han rensede farvandene for sørøvere (bl.a. Blod-Egil) og holdt venderne i ave.
I alle forhold søgte han at hæve kirken, bispesæderne fik store gaver. Han krævede de kirkelige fastedage og højtider nøje overholdt.
For at skaffe kirken en sikker indtægt og større uafhængighed ville han have at folket skulle give Tiende. Men kongen havde ingen lovlig myndighed til at pålægge folket nye afgifter, og først langt senere blev Tienden indført.
Knud var altid rede til at slå folkets modstand ned med hårde midler. Særlig kuede han stormændene. Værst var det dog, at han på egen hånd udstedte love, der var forhadte af folket, og selv om Knud havde høje formål med lovene, så blev det modtaget som krænkelse af folkets gamle ret, og det vakte stærk uvilje mod kongen.
Kongen samlede en stor ledingsflåde i Limfjorden for at erobre England, et sted står der at der samledes 1000 skibe plus 60 skibe fra Norge, foruden at 600 skibe ville støde til fra Flandern, men da han blev opholdt i Sønderjylland, så længe at det blev for sent på Året, måtte han opgive togtet.
Harmfuld over denne skuffelse blev Knud endnu strengere i sin styremåde. Hans fogeder tilføjede folket de groveste forurettelser.
Da brast tålmodigheden, og da Knud tog til Vendsyssel, rejste vendelboerne sig til åbent oprør, så Knud flygtede til Odense. Men fynboerne rejste sig også, og Knud flygtede ind i St. Albani Kirke hvor hans broder Benedikt og hans mænd spærrede indgangen. Men de huggedes ned, og Knud blev dræbt foran alteret.
At Knud blev helgenkåret i 1101 skyldtes i højere grad kirke og magtpolitiske interesser end egentlig personlige fortjeneste.
Gravsat i St. Knuds Kirke i Odense.
Knud den Hellige var søn af Svend Estridsen
I 1082 gift med Edel af Flandern, datter af grev Robert 1. af Flandern.
De fik børnene:
Karl den Danske (1075-1127) gift med Margrete af Clermont. Dræbt i Flandern i 1127. Ingrid (1080-? gift med den svenske høvding Folke.
Cecilie (1110-? gift med Erik Jarl af Götaland.

Dronning Edel giftede sig igen i 1092 med hertug Roger af Apulien, og døde 1115.

Oluf 1. Hunger 1086-1095
ong Oluf Hunger 1052 - 1095 Konge 1086 - 1095
Da Knud den Hellige var blevet dræbt, blev Oluf valgt til konge.
Ifølge saxo stod Oluf bag en sammensværgelse med stormændene, der dræbte Knud den Hellige. Oluf Hungers regeringsår er præget af misvækst og fattigdom, der har givet Oluf hans tilnavn. Misvæksten udlagdes af kirken som straf for drabet på Knud den Hellige.
Oluf var søn af Svend Estridsen, og blev gift med Ingegerd af Norge. De fik børnene:

Magnus (?-1090)
Svend (?-1097) gift med Tora Torbergsdatter, anden gang med Ellisif af Rusland.

Erik 1. Ejegod 1095-1103
Kong Erik Ejegod 1056 - 1103 Konge 1095 - 1103
Erik Ejegod var den af alle brødrene folket holdt mest af. Han var høj og stærk. Han tugtede Venderne, der i Olavs kongetid var begyndt at gøre de danske farvande usikre. Det lykkedes ham at få oprettet et ærkesæde for Norden, uafhængig af Hamburg-Bremen. Ærkesædet blev placeret i Lund i 1103.
I 1103 drog Erik Ejegod på pilgrimsfærd til Jerusalem. Han nåede kun til Cypern hvor han døde. Dronning Bodil drog videre til Jerusalem og døde på Oliebjerget. Dronning Bodil var datter af den tyske jarl Thrugot.

Erik Ejegod fik med dronning Bodil sønnen Knud Lavard, født 1096, død 1131 og far til Valdemar den Store. Han opfostredes først hos stormanden Skjalm Hvide, derefter var han hos Lothar, den senere tyske konge.
Han blev gift med Ingeborg, datter af storfyrst Mstislav af Rusland. Han dræbtes i Haraldsted Skov ved Ringsted af sin fætter Magnus, Kong Niels` søn, der ville hindre at Knud Lavard gjorde krav på den danske trone. I 1169 blev Knud Lavard helgenkåret af pave Alexander 3.
Med forskellige friller fik Erik Ejegod børnene: Harald Kesja, ca. 1080-1135
Benedikt, død 1086
Erik Emune, senere konge
Ragnhild, gift med Hakon Sunnivassøn. Ragnhild blev mor til Erik Lam.

Niels 1104-1134
Kong Niels 1064 - 1134 Konge 1104 - 1134
Da Erik Ejegod døde på korstog til det hellige land, blev Niels valgt til konge. Han var en kraftløs konge og meget gerrig. Lovenes strenge bestemmelser mildnedes, og retssikkerheden blev mindre. Samtidig blev riget udsat for plyndringer, af vendiske røverbander.
9. august 1113 tabte han et slag ved Lytjenborg i Venden. Ved Fotevig i Skåne udkæmpede han også et slag i 1134, men tabte, og Niels flygtede til Urnehoved, hvor han udnævnte Harald Kesja til medkonge.
Derefter drog kong Niels til Slesvig, hvor borgerne slog ham ihjel. Gravsat i Slesvig Domkirke.
Niels var søn af Svend Estridsen. Gift ca. 1104 med Margrete Fredkulla (død ca. 1127), datter af kong Inge af Sverige, var først gift med kong Magnus Barfod af Norge. Tilnavnet Fredkulla betyder "fredspigen", da hendes første ægteskab var et led i fredsslutningen mellem Sverige og Norge.
Niels var gift anden gang i 1130 med Ulvhild, datter af den norske høvding Hakon Finssøn. Ulvhild var først gift med kong Inge den Yngre af Sverige. Hun forlod Niels for derefter at gifte sig med kong Sverker af Sverige.
Kong Niels og Margrete fik børnene:
Inge, (1106-12), sparket ihjel af en hest.
Magnus, ca. 1106-34, gift 1127 med Richiza af Polen. Magnus faldt ved Fotevig 1134.
Kong Niels havde med en frille, datteren Ingertha, gift med en af Knud Lavards mordere, Ubbe Jarl.

Erik 2.Eume 1134-1137
Kong Erik Emune 1090 - 1137 Konge 1134 - 1137
Asser Rig og Ebbe (Skjalm Hvides sønner) æggede sjællænderne til hævn for drabet på den vellidte Knud Lavard, og på Ringsted Landsting dømtes Magnus fredløs.
Da kong Niels alligevel kaldte Magnus tilbage, rejste sjællænderne sig og valgte Knud Lavard`s broder, Erik til konge.
I tre år kæmpede Erik for tronen, særligt støttet af sjællænderne, mens jyderne holdt med Kong Niels og Magnus.
Afgørelsen kom da skåningerne med ærkebiskop Asser i spidsen sluttede sig til Erik. Ved Fodevig i 1134 bukkede Magnus`s store ledingshær under for Eriks brynjeklædte rytterskare. Magnus faldt, kong Niels flygtede til byen Slesvig, men byboerne der hævnede Knud Lavard ved at dræbe Kong Niels.
Erik Emune (den evig mindeværdige) var en hård mand, der tog blodig hævn over Magnus`s tilhængere, så at han endog lod sin egen broder og hans sønner dræbe.
Tre år senere dræbtes han selv på Urnehoved ting af en jysk stormand, Sorte Plov.
Erik Emune var søn af Erik Ejegod.
Blev i 1132 gift med Malmfred, datter af storfyrst Mstislav af Rusland og Christine af Sverige, og søster til Ingeborg, der var gift med Knud Lavard, og tidligere gift med den afdøde norske konge Sigurd Jorsalfar.
Ingen børn.
I en del år havde Erik Emune levet sammen med frillen Thunna. Med hende fik han ca. 1127 sønnen Svend Grathe.


Erik 3. Lam 1137-1146
Kong Erik Lam 1100 - 1146 Konge 1137 - 1146
Af kongeætten var der efter Erik Erik Emunes effektive udrensning af arvinger til tronen, kun børn tilbage. Til konge kåredes derfor Erik Lam, der stod nærmest tronen, sammen med Harald Kesjas eneste overlevende søn Oluf, som han kæmpede imod og besejrede. Erik Lam stammede på mødrenes side fra Svend Estridsen.
Kirken der fik Eskild til Ærkebisp havde gode tider. Lunds Domkirke indvies i 114
Venderne havde også gode tider på sund og bælt, hvorfra de plyndrede kysterne, uden at Erik Lam var i stand til at holde dem væk.
Erik Lam frasagde sig til sidst tronen for at gå i kloster. Gravsat i St. Knuds Kirke i Odense.
Erik Lam var søn af Hakon Jyde og Ragnhild, som var datter af kong Erik Ejegod. I 1144 blev han gift med den tyske grevedatter Luitgard. De fik ingen børn. Med en frille havde havde Erik Lam sønnen Magnus.

Svend 3. Grathe
Kong Svend Grathe 1127 - 1157 Konge 1146 - 1157 Efter at Erik Lam havde frasagt sig tronen i 1146, valgte sjællænderne Erik Emunes søn Svend, og jyderne Magnus`s søn Knud. Af skåningerne holdt de fleste med Svend.
På Svends side stod Knud Lavards unge søn Valdemar, der var født 8 dage efter faderens mord, og opfostret hos Asser Rig, sammen med dennes sønner, Esbern og Absalon.
Den lange kongekrig ødelagde Danmark, og vendernes plyndringer forøgede ulykkerne. Svend vandt tronkampen, og var i flere år enekonge, indtil Valdemar udsonede sig med Knud og trolovedes med hans smukke halvsøster Sofie.
Da Knud og Valdemar gjorde oprør, måtte Svend forlade Danmark og søge hjælp i Tyskland. Efter at han var kommen tilbage med en stor hær, gik de andre konger ind på et forlig, hvorved Danmark deltes i tre riger.
Da der et stykke tid efter holdes et forligs sammenkomst i kongsgården i Roskilde, kendt som "Blodgildet i Roskilde", forsøgte Svend imidlertid at skille sig af med Knud og Valdemar. De blev angrebet af bevæbnede mænd, og selv havde de ikke våben med ved festen, og havde kun deres bare hænder at forsvare sig med.
Knud blev hugget ned, men hårdt såret lykkedes det Valdemar at undslippe og tog til Jylland, hvor han samlede en stor bondehær.
Svend fulgte efter med sin hær, men tabte i kampen mod bondehæren. Efter kampen blev Svend dræbt af en bonde på Grathe Hede ved Viborg (1157). Svend fik tilnavnet Grathe, efter stedet hvor han døde.
Valdemar hyldedes nu som enekonge.
Svend Grathe var søn af Erik Emune og hans frille Thunna.
I 1152 blev han gift med Edel, datter af markgreve Konrad af Wettin og Luitgard.
Ingen børn.

Knud 3. 1146-1157
Kong Knud III Magnussen 1128 - 1157 Konge 1146 - 1157
I 1146 gik Erik Lam i kloster, og Knud blev valgt til konge af jyderne, samtidig med at Svend Grathe lod sig hylde af sjællænderne. Det gav borgerkrig.
De søgte alle støtte hos den Tyske kejser Frederik I Barbarossa, som gav kronen til Svend, og forskellige len til Knud og Valdemar.
Krigene fortsatte. Efter et kortvarig nederlag, hvor Knud måtte flygte til Tyskland, men vendte tilbage med en saksisk hjælpehær. I sommeren 1157 fandt de sammen om et forlig, hvor de hver skulle have en trediedel af Danmark.
Da der et stykke tid efter holdes et forligs sammenkomst i kongsgården i Roskilde, kendt som "Blodgildet i Roskilde", forsøgte Svend imidlertid at skille sig af med Knud og Valdemar. De blev angrebet af bevæbnede mænd, og selv havde de ikke våben med ved festen, og havde kun deres bare hænder at forsvare sig med. Knud blev hugget ned, men hårdt såret lykkedes det Valdemar at undslippe og tog til Jylland, hvor han samlede en stor bondehær.
Svend fulgte efter med sin hær, men tabte i kampen mod bondehæren. Efter kampen blev Svend dræbt af en bonde på Grathe Hede ved Viborg (1157). Svend fik tilnavnet Grathe, efter stedet hvor han døde. Valdemar hyldedes nu som enekonge.
Knud 3. Magnussen var søn af Magnus Nielsen og Richiza. Magnus var søn af kong Niels. Ca. 1154 blev han gift med en datter af Kong Sverker 1. af Sverige. Ingen børn.
Knud 3. havde en del frillebørn.
Niels "den Hellige" Knud Valdemar, 1158 - 1236. Jutta Hildegaard Ingerd

Valdemar 1. den Store 1157-1182
Kong Valdemar den Store 1131 - 1182 Konge 1157 - 1182
Valdemar den Store voksede op dels hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med Absalon og Esbern Snare, og dels hos sin mors familie i Rusland. Valdemar den Store var medkonge, sammen med Knud III og Svend Grathe. Valdemar var sluppet fra blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev myrdet, og han selv såret. Opgøret på Grathe Hede, hvor Svend Grathe blev dræbt. Hermed var 26 års broderkrig slut.
Valdemar var høj og smuk, men barnlig og opfarende, og kunne også være ustadig og grusom. Næppe ville Valdemar have hævet Danmark fra den største elendighed til stor lykke, hvis ikke en kreds af udmærkede mænd havde stået ved hans side. Den bedste var kongens ven og fostbroder Absalon, en mand med stor viljekraft og klarsyn, så alle måtte bøje sig for hans overlegenhed. Stærk og modig som en viking og udrustet med en veltalenhed der var som "et tveægget sværd". Han var i stand til at skabe ro og orden på den urolige sjællandske landsting.
Han revsede endog kong Valdemar selv, når denne synes ham vægelsindet eller alt for hård. I Paris havde han uddannet sig i tidens lærdom. Hans store mål var Danmarks magt og ære og folkets lykke.
Det splittede og forkvaklede folk skulle samles om en stor national opgave, nemlig kampen mod de farlige vender. Kongedømmet og kirken skulle slutte sig sammen i et stort samarbejde, og derved blive langt stærkere, og bringe Danmarks kultur på højde med det civiliserede Europa.
Kort efter at Valdemar var blevet enekonge, valgtes Absalon til biskop i Roskilde, og fik derved den stilling, hvor han kunne udfolde sine evner som Danmarks største fører. Saxo kalder ham folkets fader.
Venderne var i det 12. århundrede endnu hedninger, og i kongefejdernes tid overfaldt de, de danske kyster som var værgeløse.
Danmarks ledingsvæsen var i forfald. Man var uvillig til at drage i krig, og kun med møje og besvær fik Valdemar og Absalon samlet en lille flåde fra Sjælland og Skåne, og de tog på et plyndringstogt til den vendiske kyst.
Da dette lille togt gik godt, gentoges togterne hvert år med større og større deltagelse, først for at plyndre, senere for at erobre.
Sjælen i denne kristne vikingefærd var Absalon, modig og snild. Sammen med sin broder Esbern Snare udførte han mange berømmelige dåd.
14. juni 1169 indtog han Arkona, og Guden Svantevits billede væltes. Der blev indsat præster på Rygen, som lagdes til Roskilde Stift, og ryboernes fyrste blev en dansk lensmand.
Borge blev bygget for at værne kysterne: Havn i 1167 (København) blev bygget af Absalon. Sprogø og Vordingborg af Valdemar. Kalundborg af Esbern Snare, Fåborg, Svendborg og Nyborg.
Foran Dannevirkes jordvold lod Valdemar den Store opføre en mur af teglsten, kaldet Valdemarsmuren, og foran denne en grav og ydervold. På gravpladen på Valdemar den Stores kiste regnes dette kæmpeværk lige så stort som sejren over venderne.
Der opførtes domkirker i Slesvig, Ribe, Århus og Viborg samt en lang række sognekirker, der nu byggedes af sten.
Valdemar den Store døde d.12 maj 1182. Gravsat i Ringsted.
Valdemar den Store var søn af Knud Lavard og Ingeborg. I 1157 blev han gift i Viborg med den yndefulde Sophie (1141-98), datter af en russisk fyrste og Richiza som var søster til Knud 3. Magnussen.
Valdemar og Sophie fik børnene:
Knud 4. (1162-1202) senere konge
Valdemar Sejr, (1170-1241) senere konge
Sofie, gift i 1181 med grev Sigfred af Orlamünde
Richiza, (1174-1220) gift i 1210 med kong Erik Knutsson af Sverige
Ingeborg, (1175-1237) gift i 1193 med kong Philip August af Frankrig der forstødte hende.
Helene, (1176-1212) gift i 1202 med grev Wilhelm af Lüneburg

Med frillen Tove fik Valdemar sønnen Christoffer (ca. 1150-73)

Knud 4. 1182-1202
Kong Knud IV 1163 - 1202 Konge 1182 - 1202
Den unge kong Knud var en kæmpehøj mand, over to meter. Kilderne roser ham for fromhed og kyskhed, men nogen egentlig herskernatur var han næppe. I hans første regeringsår er det mændene fra faderens dage, først og fremmest Absalon der fører an, og i sin senere kongetid træder han i skygge for sin yngre broder, den sejrrige Valdemar.
Men lykkelig var hans regering. Hvad faderen i mange år havde måttet kæmpe for, ja hvad han end ikke havde vovet at stræbe efter, det faldt sønnen næsten utrolig let. Da kejser Barbarossa forlangte Lensed af ham, svarede Absalon på Knuds vegne et bestemt nej: "Kong Knud er lige så fri en herre som kejser Frederik Barbarossa, og har lige så god adkomst til Danmarks rige som han til det romerske".
Kejseren, hvis magt var fuldt optaget på andre kanter, måtte finde sig i dette afslag, men fik ved gaver og løfter, Pommerns hertug Bugislav til at angribe den danske vasal Jaromar af Rygen.
Så snart Jaromar fik nys om at Bugislav samlede sin flåde mod ham, sendte han ilbud til Absalon, der i en fart fik Sjællands og småøernes ledingsskibe ud.
Anden pinsedag 1184, som Bugislavs store flåde roede frem i sundet mellem Rygen og fastlandet i tæt tåge, faldt Absalon uventet over dem. Og så snart venderne så de danske bannere og hørte de danske krigssange, grebes de af skræk og flygtede næsten uden kamp, dels gennem den snævre sund, dels til lands gennem kær og skove. En mængde druknede eller nedhuggedes, og de danske krigere fik et umådeligt stort udbytte til deling.
Budskabet om denne afgørende sejr nåede vidt om. Kejseren modtog det i Mainz, ja det nåede helt til Miklagård (Konstantinopel), og da kong Knud lod en af deltagerne fortælle om det på Viborg Ting, opgav jyderne deres indgroede uvilje mod vendertogterne, og gik villig ind på at udruste flåden til et nyt togt samme år.
Og i 1185 drog danskerne på ny mod Bugislav og indesluttede ham i Kammin. Den slagne venderfyrste, som ingen hjælp kunne vente fra kejseren, måtte da overgive sig og stille gidsler for sin troskab.
Han gik med kone og børn frem for kong Knud, kastede sig for hans fødder og overgav sig til hans nåde, hvorpå Knud, rørt over hans ulykke, rejste ham op. I samme øjeblik udbrød et mægtigt tordenvejr. Det betød slavernes undergang, sagde danerne. Næste år kom Bugislav til Roskilde og bar sværdet for kongen som hans mand.
I obotriterlandet rådede endnu to vendiske fyrster, Niklot og Borvin. Men ikke længe efter (1187) blev de fanget af de danske lensmænd Jaromar og Bugislav, og kom kun fri mod at sværge lensed til kong Knud.
Han kaldte sig nu danernes og slavernes konge, og fra den tid har de danske konger i deres titel beholdt ordene "De danskers og venders konge", (Danske konger anvendte denne titel til 1972).
Danmark kunne nu med rette betragte sig som en af Østersøens førende stormagter. Danmarks grænse løb nu ved Elben.
Kong Knud var søn af Valdemar den Store og dronning Sophie.
I 1177 blev han gift med Gertrud af Sachsen (ca.1154-96), datter af Henrik der Löwe af Sachsen. Ingen børn. Knud døde 1202, kun 39 år gammel, og blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted.
Her bliver Knud nævnt som den 4. Han ses også nævnt som den 6. og det er afhængig af hvor man starter kongerækken.

Veldemar 2. Sejr 1202-1241
Kong Valdemar Sejr 1170-1241 Konge 1202-41
I 1187 blev kong Knuds yngre broder Valdemar hertug i Sønderjylland, hvor styrelsen foreløbig havde været overdraget til biskop Valdemar af Slesvig, en frillesøn af Knud Magnussøn. Forbitret over at træde i skyggen af den begavede hertug, knyttede den magtsyge biskop et forræderisk forbund med kong Sverre af Norge, kongen af Sverige, den tyske kejser, og flere nordtyske fyrster, der så skævt til Danmarks stigende magt, deriblandt grev Adolf af Holsten.
Forræderiet blev opdaget, og biskop Valdemar flygtede, men kom igen med en fremmed hær. Hurtigt sejrede dog Hertug Valdemar, hvorefter bispen blev sat i fængsel på Søborg. Derefter indtog hertug Valdemar først Rensborg, Hamburg (1201), senere hele Holsten (1202).
Valdemar hyldedes til konge og kronedes af ærkebisp Anders Sunesen i Lund, juledag 1202. Kejser Otto 4 udstedte 1214 et brev, hvorved han til Danmark afstod sin ret til alt land nord for Elben og dens biflod Elde, der løber syd for Mecklenburg.
I 1219 drog Valdemar til Estland med Danmarks ledingshær. Togtet betragtedes som korstog. Straks underkastede esterne sig, og lod sig døbe, men tre dage efter overfaldt de (15 juni) den danske lejr, og bragte den i stor fare, indtil kongen fik samling over sine krigere, og derefter vandt en blodig sejr. Dette togt har givet kong Valdemar tilnavnet "Sejr".
Til dette slag er sagnet om den himmelfaldne fane knyttet (Dannebrog).
Estland hørte til Danmark fra 1229 - 1346.
Med Estlands erobring nåede Valdemar Sejrs magt sit højdepunkt. Forbindelsen mellem de udstrakte lande var imidlertid svag, og afhang udelukkende af kongens personlighed. Derfor kunne det store rige opløses blot ved at kongen blev fjernet fra landet.
En utilfreds vasal, Henrik af Schwerin, som med kongen og hans søn, havde deltaget i en jagt på Lyø, overrumplede natten derefter kongen og hans søn i deres telt, bortførte dem på sine skibe, og bragte dem til en uintagelig borg syd for Elben (1223).
I Danmark vakte det lumske overfald harme, men ingen enkeltmand havde myndighed nok til at samle folket. Kong Valdemar Sejr måtte indgå forlig for at komme på fri fod. Han måtte udrede en stor sum løsepenge, og afstå alle lande syd for Ejderen og love ikke at hævne sig (1225)
Valdemar Sejr holdt ikke sit løfte og blev af paven løst fra sin ed. Han gik med sin hær over Ejderen, indtog Ditmarsken og trængte langt ned i Holsten.
Da forenede alle de truede fyrster sig, og tilføjede Valdemar et afgørende nederlag ved Bornhøved (1227). Valdemar måtte fra nu af opgive alle erobringsplaner. Han beholdt kun Danmark og Rygen. Estland fik han ved kloge forhandlinger tilbage til Danmark.
Kort efter at have udstedt Jyske Lov døde Valdemar Sejr 1241 i Vordingborg. Gravsat i Ringsted
Den næsten samtidige Ryd Årbog skriver: Da faldt kronen af danernes hoved, mens Knytlingasaga skriver: Han er den største konge, der har været her oppe i nordens lande.
Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store og dronning Sophie. I 1205 blev han gift med Dagmar af Bøhmen, datter af kong Ottokar 1. af Bøhmen og Adela af Meissen. Hun døde i 1212 i Ribe.
I 1214 gift anden gang med Berengaria, datter af kong Sancho 1. og dronning Dulce af Portugal. Hun døde i barselsseng 1221.
Valdemar Sejr og dronning Dagmar fik barnet Valdemar den Unge, 1209-31, gift med Eleonora af Portugal.
Valdemar Sejr og dronning Berengaria fik børnene:
Erik Plovpenning, 1216-50, senere konge - Abel, 1218-52, senere konge - Christoffer, 1219-59, senere konge - Sophie, død 1247
Valdemar havde udenfor ægteskab med Helene (enke efter Esbern Snare) sønnen Knud, 1205-60. Med en ukendt frille havde Valdemar sønnen Niels, død 1218.

Erik 4. Plovpenning 1241-1250
Kong Erik Plovpenning 1216-50 Konge 1241-50 Erik Valdemarsøn, kaldet Plovpenning, som allerede i en alder af 16 år var blevet kronet. Han var 25 år da Valdemar Sejr døde, og han blev Danmarks konge.
Han var en varmblodig og stridbar ung mand, og nidkær over sin magt. Erik Plovpenning brød Valdemarernes gode samarbejde med kirken og der opstod kraftig modsætningsforhold til biskop Niels Stigsen Hvide i Roskilde, og Jacob Erlandsen i Lund. Nu var Hvide ættens fjendskab mod kongen en kendsgerning.
Tilmed levede han i ufred med sine brødre, navnlig med Abel. Der var flere krigshandlinger mellem de to brødre, efterhånden befandt Danmark sig i en tilstand af rent anarki.
I en pause i borgerkrigen indførte kong Erik den upopulære plovskat, der gav ham tilnavnet Plovpenning.
I året 1250 opstod der igen ufred mellem brødrene, og Erik blev taget til fange og ført til en båd på Slien, hvor en af Abels mænd, Lave Gudmundsøn, halshuggede kong Erik.
Erik Plovpenning var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria. I 1239 gift med Jutta af Sachsen, datter af hertug Albrecht 1. af Sachsen.
Erik Plovpenning og dronning Jutta fik børnene:
Sofie, 1240-86, gift med kong Valdemar Birgersson af Sverige.- Ingeborg, 1244-87, gift i 1261 med Magnus 6. Lagabøte af Norge.- Jutta, 1245-84- Agnes, 1249-90
Kong Abel 1218 - 1252 Konge 1250 - 1252 Allerede inden rygtet om at Abel havde del i mordet på kong Erik Plovpenning var han kommet i besiddelse af kronen.
Han fængslede nogle af Eriks tro mænd, og ilede hurtigt til Viborg Landsting og blev her valgt til konge. Og senere på året (1.nov.) kronedes han og Mechtilde i Lunds Domkirke. Abel fralagde sig ved ed alt skyld i Eriks død, men Eriks mordere blev ikke straffede, men beholdt deres høje stillinger i Abels kongsgård. Som konge viste Abel sig som en kraftig og dygtig hersker, og af alle brødrene den, der havde arvet mest af faderens evner.
Abel søgte at drage riget ind i den stigende handel ved at fremme de tyske handelsmænds forbindelser med Danmark. Lybæk fik stadfæstelse på dens gamle friheder, også Hamborg og de nye stæder Rostok og Vismar fik handelsfriheder, lige som der blev sluttet handelsaftaler med de hollandske byer.
I sommeren 1252 drog kong Abel med hæren mod friserne, hvad striden handlede om, vides ikke, men rimeligvis har det været skatterne.
Det gik ham uheldigt, og på Husum Bro blev han slået ihjel. Hans lig gravsattes i Slesvig Domkirke, men er efterfølgende blevet begravet i en skov i Slesvig. Stedet er markeret med en mindre sten.
Dronning Mechtilde
I Ryd Årbogen kaldes hun "djævelens datter" og i Jyske Krønike i 1300 tallet står at forbindelsen mellem Abel og Mechtilde voldte mange ulykker i Danmark.
Kong Abel var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria. I 1237 gift med Mechtilde af Holsten, datter af Adolf 4. af Holsten og Helvig af Lippe.
Abel og Mechtilde fik børnene:
Valdemar, 1238-57, hertug af Sønderjylland.
Erik, 1240-72, gift med Margrete, datter af fyrst Jaromar af Rügen
Abel, 1252-79



Christoffer 1. 1252-1286
Kong Christoffer I 1219 - 1259 Konge 1252 - 1259
Ved Abels død forbigik stormændene mod nedarvet skik og brug Abels sønner, og hyldede Bengerds yngste søn, Kristoffer.
Dette valg blev årsag til strid i flere slægtled. Da Abels efterkommere så sig udelukket fra tronen til fordel for en yngre linie, holdt de med så meget større iver fast ved, at deres æt havde gammel ret til hertugdømmet i Jylland, og de var altid rede til at slutte sig til den nye kongestammes fjender.
På samme tid kom Christoffer i en uforsonlig strid med ærkebispen Jakob Erlandsøn. Da denne strid var på sit højeste, døde kongen pludselig i Ribe (29.maj 1259) af forgiftet altervin. Rygtet fortæller at han blev forgivet af abbed Arnfast fra Ryd Kloster, som havde skænket det.
Derefter tog Margrete, kongens enke, styret på sønnen Erik Klippings vegne. Christoffer blev gravlagt i Ribe Domkirke.
Christoffer var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria. I 1248 gift med Margrete Sambiria (1230-82) datter af fyrst Sambor og Mechtilde.
Christoffer og Margrete fik børnene:
Erik Klipping, 1249-86, senere konge- Mechtilde, gift med Albrecht af Brandenburg.- Margrete, gift med Johan af Holsten.- Ingeborg- Valdemar- Niels

Erik 5. Klipping 1259-1286
Kong Erik Klipping 1249 - 1286 Konge 1259 - 1286
Erik Klippings mor regerede på hans vegne, indtil han blev myndig. Da den unge konge blev myndig, var han til stadighed i problemer med stormændene. Omsider måtte han i 1282 gå ind på at udstede et forpligtelsesbrev (Håndfæstning), hvorved der sattes grænser for kongens indgreb i retsplejen, og der bestemtes, at der hvert år skulle afholdes et rigsmøde (Danehof), på hvilket kongen mødtes med stormændene, "rigets bedste mænd".
Der blev dog ingen varig fred. Stormændene, ledet af grev Jakob af Halland og Marsk Stig, vedblev at være kongens fjender. Også hertug Valdemar af Sønderjylland holdt med dem.
Mordet i Finnerup Lade. Gl. litografi fra Hjortsvang Museum
Kong Erik Klipping blev myrdet i sin seng 22 november 1286 i Finnerup ved Viborg. Han blev myrdet af sine egne med 56 stiksår.
Den samtidige Ryd Årbog beretter at det skyldes en sammensværgelse, og blev begået i et ensomt beliggende lade.
Senere har moderne undersøgelse af skelettet vist, at han blev grundigt maltrakteret. Gravlagt i Viborg Domkirke.
Erik Klipping var søn af Christoffer 1. og dronning Sambiria.
I 1273 gift med Agnes af Brandenburg (1258-1304), datter af markgreve Johann 1. af Brandenburg.
Erik Klipping og dronning Agnes fik børnene:
Erik Menved, 1274-1319, senere konge
Christoffer 2, 1276-1332, senere konge
Valdemar, død 1304
Margrete, død 1341, blev gift med kong Birger Magnusson af Sverige.
Richiza, død 1308, blev gift med fyrst Nicolaus 2. af Werle i Mecklenburg.


Erik 6. Menved 1286-1319
Kong Erik VI Menved 1274 - 1319 Konge 1286 - 1319 Erik Menved blev kronet i 1287, da hans far brutalt var blevet myrdet i Finnerup Lade. Moderen, dronning Agnes ledede en formynderregering, indtil Erik Menved blev myndig.
På et Danehof i Nyborg nedsattes et nævn af fyrster og riddere til at dømme Erik Klippings mordere.
Den almindelige mening var, at de skyldige var de samme stormænd, som havde stået i spidsen for modstanden, mod den dræbte konge. Det nedsatte nævn dømte i overensstemmelse hermed 7 riddere og to væbnere fredløse, som skyldige i kongens mord, deriblandt Jakob af Halland, Marsk Stig og Rane Jonsøn.
Erik Menved drømte om at kalde Valdemar Sejrs tid til live igen, og atter at oprette Danmarks Østersøvælde. Større held synes Erik at have med sine planer i nordtyskland, hvor de opløste tilstande gjorde det let at vinde fremgang.
Lübeck, Rostock og andre byer underkastede sig, mere eller mindre nødtvungent, og den tyske kejser fornyede Frederik II afståelsesbrev på landet nord for Elben. Denne magtudvidelse var mere skin end virkelighed, og blev til skade for Erik Menved, idet hans krigstogter bragte ham i stadig pengenød.
Han søgte at råde bod derpå på tre måder. At slå dårlig mønt, at pålægge store skatter, og optage store lån.
Der voksede stor modstand mod hans styrelse. Både jyske herremænd og bønder gjorde oprør, som måtte kues med strenghed.
Også kongens broder Kristoffer, gjorde åbent oprør, og gik selv efter tronen.
Da Erik døde i 1319, var økonomien i en sørgelig tilstand. Fyn, Skåne og desuden mange krongodser var sat i pant for lån. Gravsat i St. Bendts Kirke i Ringsted.
Erik Menved var søn af Erik Klipping og dronning Agnes. I 1296 gift med Ingeborg af Sverige, datter af kong Magnus Ladelås af Sverige og Helvig af Holsten.
Erik Menved og Ingeborg fik efter sigende mindst otte børn, der alle døde som spæde.

Christoffer 2. 1319-1326
Kong Christoffer II 1276 - 1332 Konge 1320-26 1330-32
Stormændene valgte Erik Menveds broder Christoffer til konge. Men først måtte han underskrive en håndfæstning, som sikrede de højere stænder de rettigheder de havde kæmpet for i to menneskealdre.
Kirken blev uafhængig af kongemagten. Herremændenes ret til at oppebære alle mindre bøder af deres bønder stadfæstedes. Den herremand, som i kongens tjeneste blev taget til fange af fjenden, skulle løskøbes af kongen, og de var ikke forpligtet til at gøre krigstjeneste udenfor riget.
Loven måtte ikke ændres uden samråd med rigets prælater og bedste mænd, og kongen forpligtede sig til at betale sin broders gæld.
Christoffer underskrev disse bestemmelser, men da han først blev konge, overholdt han dem ikke. Han viste ingen retfærdighed, men herskede snarere som en tyran. Sandhed var der aldrig i hans ord, hedder det i en samtidig krønike, og uviljen mod ham blev hurtigt stor.
Holsten kom nu til at gribe dybt ind i Danmarks skæbne. Det var delt mellem flere herrer, hvor Gert i Rendsborg var den største, også kaldet "den Kullede Greve", og Johan i Kiel, Christoffers halvbroder på mødrenes side.
Da den sønderjyske hertug Erik, der var gift med Gerts søster, døde 1325, ville både Gert og Christoffer være formynder for hans unge søn, Valdemar. De misfornøjede stormænd og grev Johan sluttede sig til Gert. Christoffer blev fordrevet fra sit rige. I stedet valgtes Valdemar til konge 1326.
Imidlertid lykkedes det Christoffer i 1330 at blive konge igen. Han købte Johans hjælp ved at give ham Sjælland og Skåne i pant. Til Gert pantsatte han Jylland og Fyn, som han kun måtte indløse ved at udrede 100,000 Mk. sølv på en gang - altså aldrig.
Resten af tiden til sin død i 1332, var han kun konge af navn. Gravsat i Sorø Kirke.
Christoffer var søn af Erik Klipping og dronning Agnes. I 1307 gift med Eufemia af Pommern (1285-1330), datter af hertug Bugislav 4. af Pommern og Agnes af Brandenburg.
Christoffer og Eufemia fik børnene: Margrete, 1308-40, gift med markgreve Ludwig af Brandenburg.
Erik
Otto
Valdemar Atterdag, 1320-75, senere konge
Agnes, død som lille
Helvig, død som lille


Valdemar 3. 1326-1330
Kong Valdemar III 1315 - 1364 Konge 1326 - 1330
Gerhard blev formynder for Valdemar og fik ham indsat som konge som 11 årig for at fordrive Christoffer 2. Valdemar nedlagde kronen i 1330, og var til sin død hertug af Sønderjylland. Den kongeløse tid fra 1332 - 1340
Danmarks rige var delt, der valgtes ingen konge efter Christoffers død, og panthaverne indrettede sig på at beholde deres pantelen som varigt eje. Men danskerne følte sig stærkt trykket af tyskernes herredømme.
Allerede 1332 smed skåningerne Johans fogeder og lejetropper ud, og meldte sig under Sveriges konge, Magnus Smek, der købte pantebrevet af Johan.
I 1334 forsøgte Christoffers søn Otto at rejse jyderne, men blev slået på Taphede af Gert og blev sat i forvaring på Segeberg.
Imidlertid voksede harmen i Jylland over de fremmedes voldsherredømme. Da hertug Valdemar blev myndig, ængstedes han for sin morbroders store magt. Gert besad allerede Vestholsten, Fyn og Nordjylland, og begyndte at tilegne sig dele af Sønderjylland.
Hertug Valdemar tog forbindelse med kongesønnen Valdemar, og de jyske stormænd, og de ønskede det danske kongedømme genoprettet.
Grev Gert oprustede af al magt for at knuse modstanden i fødslen, og besatte Nordjylland. Da blev han i Randers d. 1. april 1340 om natten overfaldet og dræbt af en skare jyske mænd med væbneren Niels Ebbesen i spidsen. Ved denne dåd var stillingen med et forandret.
Gerts lig førtes af hans sønner til Holsten. Lejetropperne opløstes og drog hærgende mod syd, forfulgt af bønderne, og kun nogle faste borge forblev i holstenernes vold.
Hele sommeren fortsatte jyderne kampen for at indtage borgene, indtil Niels Ebbesen faldt d. 2 november 1340 ved Skanderborg. Niels Ebbesen og hans brødre, og de øvrige af den Kullede Greves drabsmænd, hvis lig holstenerne fandt, lagdes på hjul og stejle.
Mens disse kampe gik for sig i Jylland, var der mellem fyrsterne ført underforhandlinger, der afsluttedes med forliget i Lübeck 1340. Gerts sønner, Jernhenrik og Klaus opgav helt deres faders store planer om at grundlægge et nyt rige.
Det aftaltes at Valdemar (Valdemar 4. Atterdag) skulle være konge i Danmark.
Valdemar 3. var søn af hertug Erik 2. af Sønderjylland og Adelheid. Valdemar var gift med Richardis af Sachsen-Lauenburg, og de fik en søn Henrik, død 1375.

Valdemar 4. Atterdag 1340-1375
.Kong Valdemar Atterdag 1320 - 1375 Konge 1340 - 1375
Da Valdemar blev konge, ejede han 1/4 af Nordjylland. 20 år senere havde han bragt hele riget, også Fyn og Skåne tilbage under sin magt.
Det store resultat han nåede 1340 - 1360, skyldes først og fremmest hans overordentlige statsmandsevner. Han var udholdende og klogt beregnende, snild til at drage nytte af sine fjenders uenighed, hensynsløs i at forfølge sit mål med alle midler. Når modstanden var for stærk, kunne han bøje af og vente til det heldige øjeblik kom. Men hans fremgang har også sin forklaring i, at der var en stærk trang til fred og orden.
Kirkens mænd, som havde lidt stor nød i opløsningstiden, støttede næsten altid Valdemar. Det danske folk længtes efter en styrelse, som kunne sætte grænser for de fremmedes og stormændenes lovløse færd. Også blandt herremændene var der mange, som var trætte af den ufredstilstand, de selv var skyld i, og stillede sig på kongens side.
Hvordan Valdemar Atterdag fik Jylland og Sjælland i sin magt, er ikke helt oplyst. Bispen af Roskilde overlod ham det vigtige København, der blev udgangspunktet for Sjællands tilknytning. I løbet af få år vandtes alle sjællandske borge fra holstenerne, dels ved indløsning, dels ved kamp. Lige som sjællænderne indvilgede jyderne i selv at udrede en skat "Sølverstød" til indløsning af deres landsdel.
Estland solgtes 1346 til Sværdridderne, i hvis orden kongens broder indtrådte. Fra grev Gerts sønner indløste han den ene halvdel af Fyn. Valdemar fik endda tid til en pilgrimsfærd til det hellige land. Omkring 1350 var største delen af riget vest for Øresund i Valdemars hånd.
En stor landesot "den sorte død" hærgede netop på denne tid Norden.
De følgende 10 år gik med stridigheder mellem kongen og greverne, og hvor nu hertug Valdemar og misfornøjede jyske stormænd sluttede sig.
Kong Valdemar var dog gennemgående heldig. Holstenerne led stort nederlag ved Gamborg, syd for Middelfart, og til sidst søgte jyderne forlig med kongen ved et møde på Sjælland. På tilbagevejen blev de jyske udsendinge dræbt ved Middelfart, deriblandt Niels Bugge fra Hald, og kampen truede med at bryde ud på ny. Men da kongen med edsmænd fralagde sig al del i drabet, kom det til almindelig udsoning på Danehoffet i Kalundborg 1360.
I hele sin kongetid havde Valdemar aldrig tabt Skåne af syne. Men en lejlighed til at vinde det, havde ikke budt sig. Sveriges konge, Magnus Smek, som lå i stadig strid med sin adel, og som med forundring så, hvorledes den danske konge forstod at kue sine stormænd, havde søgt om hans råd og hjælp. I en række år holdtes der tit møder mellem de to konger, og da Magnus`s stilling overfor adelen altid blev uslere, kastede han sig helt i Valdemars arme. Magnus Smeks søn Håkon, var Norges konge, trolovedes med Valdemars datter Margrete. Under disse forhold måtte svenskerne se roligt på, at Valdemar gik med sin hær over sundet og på kort tid gjorde sig til herre over de skånske lande.
Men da Valdemar 1361 angreb og indtog Visby og hele Gulland, og Magnus intet gjorde for at hævne dette, men tværtimod knyttede sig endnu nærmere til den danske konge ved at lade ægteskabet mellem Håkon og Margrete fuldbyrde, fik hans modstandere overmagt. Stormændene indkaldte hans søstersøn Albrecht af Mecklenburg (1363) og hyldede ham som konge. Fra nu af hørte Sverige til Valdemars fjender, mens Håkon af Norge holdt fast ved forbundet med Danmark.
Da hertug Henrik døde i 1375, beredte kongen sig til at inddrage Sønderjylland, men Kong Valdemar døde selv i 1375 på Gurre Slot. Først gravsat i Borgkirken i Vordingborg, senere overført til Sorø Klosterkirke.
Valdemar Atterdag var søn af Christoffer 2. og dronning Eufemia. I 1340 gift med Helvig, datter af hertug Erik 2. Valdemarsen af Slesvig og Adelheid af Holsten, og søster til Valdemar 3.
Valdemar Atterdag og dronning Helvig havde børnene:
Christoffer, 1344-63, hertug af Lolland.
Margrete, 1345-50
Ingeborg, 1347-70, gift med Heinrich af Mecklenburg.
Catharine, 1349 død som lille
Valdemar, 1350 død som lille
Margrete,1353-1412, senere Margrete 1.


Oluf 2. 1375-1387
Kong Oluf II 1370 - 1387 Konge 1375-87 Norge 1380-87
Med hertug Henrik og kong Valdemars død, udsluktes begge mandslinier af det danske kongehus, og den 5 årige Oluf, Margrethe og Håkon 6.s søn, valgtes til Danmarks konge.
Margrethe førte regeringen i Olufs navn. Hun var 6 år gammel blevet trolovet med Håkon og gift i en alder af 10 år.
Efter brylluppet skete hendes opdragelse i Norge, hos en datter af den hellige Birgitta. Det fortælles at den unge dronning ofte måtte smage riset. Den store ærbødighed hun nærede for kirken, er sikkert grundlagt i barndomsårene.
Da hun var 22 år gammel, og skulle føre regeringen i Olufs navn, viste hun snart, at hun havde arvet sin faders klogskab, udholdenhed og evne til at udnytte alle muligheder. Hun optrådte i reglen med en rolighed, samtidig med at hun viste ubøjelig fasthed.
I den første tid var hendes magt ringe. Hun måtte lade Oluf udstede en håndfæstning hvor adelen fik mange godser tilbage, som Valdemar Atterdag havde lagt under kronen. Hansestæderne havde det vestlige Skåne, og holstenerne havde sat sig fast i Sønderjylland. Havet gjordes usikkert ved sørøverskibe, som udsendtes fra de danske borge, og som især skadede Hansestædernes handel. Når stæderne klagede herover, svarede Margrethe med at henvise til, at hun desværre havde for få borge inde til at magte at kue sørøverne.
Først da de Skånske slotte virkelig var udleverede til hende 1385, trådte hun frem med kraft og bragte fred på søen.
Holstenerne så hun sig ikke i stand til at fordrive fra Sønderjylland, men det lykkedes hende at få dem til at aflægge lensed. Hertugdømmet blev givet som udelt, arveligt len til Jernhenriks søn Gerhard 6 (1386). Fra nu af kaldes det ofte Slesvig efter sin hovedby.
Efter at Danmark havde fået ro mod syd, steg Margrethes anseelse hurtigt. Man må beundre denne kvinde, der var så fattig, at hun ikke var i stand til at give et måltid mad uden sine venners hjælp, da alle hendes slotte var pantsatte.
Ved Olufs uventede død 1387, var hendes magt så grundfæstet, at hun både i Danmark og Norge blev valgt til rigernes frue og husbond og fuldmægtige formynder.
Snart fik hun også magten i Sverige. Oluf blev gravsat i Sorø.

Margrtethe 1. 1387-1412
Dronning Margrete I 1353 - 1412 Dronning 1387 - 1412
Da Margrete var valgt til at lede regeringen i 1387, havde Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige 1363 - 1389, store problemer med stormændene.
Mens fjendskabet mellem Albrecht og adelen stadig blev mere voldsom, rustede Margrete sig til et angreb på Sverige for at gøre sin søns arveret gældende.
Den svenske adel turde ikke tage kampen op, både med Albrecht og Margrete, og sluttede sig da til hende, og anerkendte hende som Sveriges "fuldmægtige frue og husbonde".
Ved Åsle (nær ved Falköping) blev Albrechts tyske hær slået af de forenede Danske, Norske og Svenske i 1389. Adelbrecht blev taget til fange og sat i forvaring på et dansk slot. Snart var hele Sverige i Margretes hånd, undtaget Stockholm, hvor de tyske købmænd havde magten. Efter et forlig, hvor Adelbrecht kom på fri fod, blev Stockholm overgivet til hansestæderne, der senere overlod staden til Margrete.
For at gøre foreningen mellem de nordiske riger varig, ønskede Margrete at give dem en ung konge, som kunne grundlægge en fælles kongeslægt. Hertil udvalgte hun sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, der allerede 7 år gammel blev overgivet til hende og opfostret af hende.
I en alder af 15 år blev han i Kalmar, af Lunds ærkebisp, kronet til konge over alle tre riger under et. Talrige nordiske stormænd overværede kroningen. Margrete vedblev at lede regeringen, også efter at Erik var blevet myndig. Han fandt sig gerne i hendes ledelse. Adelen bøjede sig overalt for dronningen. Hun styrede rigerne ved underordnede tjenestemænd. Alt gods, der var kommet adelen i hænde i de urolige tider (i Sverige siden 1363, i Danmark siden 1368), blev atter gjort skattepligtig til kronen.
Fra sine brevgemmer på Kalundborg Slot, fremdrog hun mange skøder og pantebreve for at påvise hvad der havde tilhørt kronen, og fik sig det tildømt Dronning Margretes bryllupskjole af guld, syet af det kostbareste guldbrokade. Ifølge sagnet bar dronning Margrete kjolen til sit bryllup, da hun som 10 årig i 1363 blev gift med kong Håkon af Norge.
I 1659 førte den svenske konge Karl d. Tiende Gustav, bryllupskjolen til Sverige som krigsbytte, og den er aldrig kommet tilbage til Danmark.
Kirken nød Margretes yndest. Tit skænkede hun store gaver. Hun gjorde at Birgitta blev kanoniseret, og selv lod hun sig indskrive som søster i Vadstena Kloster. Hun opnåede endog af paven, at de nordboere, som ikke havde deltaget i Jubelfesten i Rom i 1390, i stedet kunne drage til Vadstena. 30 skriftefædre var da næppe nok til at uddele aflad, og klosterets rigdom forøgedes med mange tusinde mark ved de frommes gaver. Paven overdrog hende stor indflydelse på kirkelige embedsudnævnelser.
Danmark havde overvægten i unionen. Margrete satte mange af sine tro danske, eller indvandrede tyske adelsmænd på kronens slotte i Norge og særlig i Sverige. Hansestæderne havde mistet deres politiske overmagt, der havde været på sit højeste 1370 -1385, også deres handelsrettigheder søgte Margrete at indskrænke.
Da Gerhard d. 6. faldt på et ditmarskertogt, syntes det endda, at Margrete skulle få Sønderjylland i sin magt. Gerhards enke og umyndige sønner måtte finde sig i, at Margrethe besatte det ene slot efter det andet.
Under de stridigheder der opstod herved, drog hun til Flensborg for at forhandle. Mens skibet var på Flensborg Fjord, døde Margrete af pest i 1412. Hun blev gravsat i Roskilde, hvor hendes "søn", kong Erik, senere rejste et pragtfuldt minde for hende. Gravsat i Sorø. Senere overført til Roskilde Domkirke.
Margrete 1. var datter af Valdemar Atterdag og Helvig. Blev gift i 1363 med Håkon af Norge, og de fik en søn, Oluf, som blev valgt til dansk konge efter Valdemar Atterdag, og efter Håkons død i 1380 blev han også valgt til konge i Norge med Margrete som formynder.

Erik 7. af Pommeren 1396-1439
Kong Erik VII af Pommern 1382 - 1459 Konge 1396-1439 Norge 1389-1442 Sverige 1396-1439
Erik var i næsten hele sin regeringstid optaget af kampen om Sønderjylland, mod de unge grever af Holsten. Disse gjorde krav på hertugdømmet som deres fædrene arv, mens kongen hævdede, at de havde forbrudt deres ret ved at føre våben mod riget. Kongen lod sagen pådømme, først ved Danehoffet, senere af kejser Sigismund, og opnåede begge gange den dom, at lenet var hjemfaldet til kronen.
Men da greverne ikke ville bøje sig, måtte kongen føre krig mod dem i over 20 år. I lang tid havde kongen overtaget og beherskede det meste af hertugdømmet, mens holstenerne kun holdt sig på Gottorp og i den sydligste del af landet.
Men da Erik også fik krig med hansestæderne, kunne han ikke værge Sønderjylland. Flensborg blev indtaget af holstenerne, og til sidst enedes man om at standse fjendtlighederne.
Grev Adolf, der nu var den eneste overlevende af Gerhards sønner, havde da det meste af Sønderjylland i sin magt, men kunne ikke sætte igennem, at Erik ville godkende ham som rigets lensmand.
For Øresunds store betydning havde han et åbent blik. Han tog København fra Roskilde bispestol, og lagde byen ind under kronen. I Skåne grundlagdes Landskrona, og ved Helsingør rejstes slottet Krogen, hvorfra kongen midt under krigen mod hansestæderne begyndte at kræve told af hvert forbi sejlende skib.
Af harme over, at deres privilegier ikke overholdtes, erklærede de vendiske stæder krig. Deres flåde angreb forgæves København, der forsvaredes af Eriks dronning, den engelske prinsesse Philippa, og ved freden (Vordingborg 1435) fik de ikke sundtolden ophævet.
I Sverige som Erik sjældent gæstede opstod i tidens løb utilfredshed med hans styrelse. De klagede over skatterne, over ufred og lovløshed i landet, og over kongens lensmænd, især over fogeden i Dalarne, Jens Eriksøn. Engelbrekt Engelbrektssøn bragte klagerne for kongen, og da dette ikke nyttede, greb de til våben under Engelbrekts ledelse.
Efter at bondehæren over fire måneder havde gjort sig til herre over hele landet, på nær enkelte borge, tvang den rigsrådet til at opsige kongen huldskab og troskab. På et rigsmøde i 1434 valgtes Engelbrekt til rigets høvedsmand. Snart måtte han dog dele førerskabet med adelsmanden Karl Knutsson som adelen valgte til høvedsmand.
Mens Engelbrekt drog om i landet for at jage Eriks lensmænd bort fra slottene, blev han en nat lumsk overfaldet og dræbt. Med hans død var sammenholdet i bondehæren forbi. Rigsrådet blev nu den egentlige leder, og tog atter Erik til konge, men betingede sig selv en stor magt. Også i Norge havde bønderne rejst sig mod de danske fogeder.
Erik blev endelig træt af disse forvirrede forhold. Han stod alene, dronning Philippa var død barnløs, og en pommersk slægtning han ville have til efterfølger, ville det danske rigsråd ikke vide af.
Da drog Erik bort, tog bolig på Gulland og fejdede derfra på Sverige, hvor Karl Knutsson var blevet valgt til rigsforstander.
Idet Danmark således var uden konge, kom regeringsmagten i rigsrådets hænder. I 1439 blev Erik erklæret for afsat, først af det danske, derpå af det svenske rigsråd. Erik levede på Gulland til 1449, derefter i Pommern til sin død i 1459. Gravsat i kirken i Rügenwalde.
Erik af Pommern var søn af Vartislav 7. af Pommern og Maria, en søsterdatter til Margrethe 1. af Danmark. Han blev i 1406 gift med Filippa af England (1394-1430) Ingen børn .

Christoffer 3. af Bayern 1439-1448
Kong Christoffer III af Bayern 1415 - 1448 Konge 1439-1448 Norge 1442-48 Sverige 1441-48
Danmarks rigsråd indkaldte Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern, der i nogen tid var Danmarks rigsforstander og derpå blev valgt til konge i alle tre riger. Karl Knutsson, rigsforstander i Sverige, gik af, mod at få store forleninger. Således var unionen genoprettet, men Christoffer måtte love at holde rigerne fuldstændig adskilte i sin styrelse, og han var i hvert land helt afhængig af rigsrådet. Det gjaldt først om at kue de nordjyske bønder, der efter at Erik havde forladt landet, havde rejst sig mod herremændene. Grev Adolf som truede med at støtte dem, blev vundet ved, at han anerkendtes som arvelig hertug af Slesvig.
Derpå overvandt kongen og herremændene bønderne, som førtes af Henrik Tagesøn. Det fortælles, at morsøboerne og Thyboerne uden kamp lod sig overtale til at nedlægge våbnene, mens "de ædle vendelboer" de ville ikke fly, men led et blodigt nederlag.
Efter denne kamp måtte også nordjyderne gå ind på at yde bispetiende, og det blev forbudt bønderne at bære våben. Stormandsvælden, som havde været holdt nede under Margrethe og Erik, var igen i fremvækst.
Mod hansestæderne førte Christoffer samme politik som Erik. idet han særlig for Norges vedkommende fremmede handelsforbindelserne med Holland og England.
Christoffer døde i 1448. Gravsat i Roskilde Domkirke.

Christian 1. 1448-1481
Kong Christian I 1426 - 81 Konge 1448-1481 Norge 1450 - 81 Sverige 1457 - 64
Efter Christoffers død fik i Sverige unionens modstandere overhånd, og valgte Karl Knutsson til konge. Det danske rigsråd tænkte at vælge hertug Adolf, for således ad fredelig vej atter at knytte Slesvig til riget. Men han afslog kronen og henviste rigsrådet til sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg, hvis moder nedstammede fra Erik Klipping.
Efter at Christian havde lovet rigsrådet, at han ikke ville føre krig eller udskrive skatter uden dets samtykke, blev han konge i Danmark og ægtede Christoffers enke, Dorothea af Brandenburg. Norge vaklede mellem Karl Knutsson og Christian 1. indtil det ved et møde i Halmstad mellem de danske og svenske rigsråder blev fastsat, at Karl skulle opgive Norge.
Christian blev derpå kronet i Trondhjems Domkirke og sluttede i Bergen den aftale med Norges rigsråd, at Norge og Danmark til evige tider skulle blive sammen under en konge (1450).
Således knyttedes foreningen mellem disse to riger fastere, mens Sverige trådte ud af unionen. Dog opgav de danske konger ikke Sveriges krone, og de tre første Oldenborgske konger opnåede virkelig at blive herre i dette land, men hver gang kun for en kort tid.
I Sverige var unionspartiet, der omfattede mange adelige slægter endnu stærkt og ønskede at afsætte Karl Knutsson. Ærkebisp Jöns Bengtsson Oxenstjerna brød med ham i 1457, idet han i Upsala Domkirke nedlagde sin bispestav på højalteret, klædte sig i harnisk og svor kong Karl Knutsson fjendskab. Kong Karl blev forjaget.
Christian 1. blev indkaldt og hyldet som konge og havde magten i Sverige fra 1457 - 1464. Så var landets almue ked af hans styre og uvillig over hans skattepålæg. Karl Knutsson kom tilbage, og beholdt under stadige kampe kronen til sin død i 1470. På sin dødsseng udpegede han Sten Sture den Ældre som sin efterfølger.
Da Christian 1. foretog et nyt angreb, slog Sten Sture ham på Brunkebjerg i 1471. I 25 år derefter havde Sverige ro for danske angreb.
Da hertug Adolf døde barnløs, ville den holstenske adel helst vælge en tysk greve, mens de slesvigske ville have Christian 1. til hertug. Men begge parter ønskede at holde landene sammen, da mange havde godser både i Holsten og i Slesvig.
Christian 1. truede med, at hvis de ikke valgte ham, ville han inddrage Sønderjylland som herreløst len, og derved satte han igennem, at landenes råd, der svarer til det danske rigsråd, i Ribe 1460 kårede ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten.
I henseende til ydre magt vandt den danske krone betydeligt ved overenskomsten 1460, hvorefter dens magtområde nåede til Lübecks og Hamburgs porte. "Da blev holstenerne danske" siger den Lybske Krønike. Christian 1. gjorde meget for at sikre denne landvinding. Han tilkøbte sig sine medbejleres samtykke for store summer og fik af kejseren Holsten ophøjet til hertugdømme, der også skulle omfatte Ditmarsken.
Christian 1. var ridderlig, modig og virkelysten. Så længe hans morbroder Adolf levede og vejledede ham, var hans regeringstid vellykket, men efter Adolfs død, gik det ham tit uheldigt. Han var ikke besindig og selvstændig nok. Det blev til skade for ham, at han altid var i pengenød, især efter valget i Ribe. Derfor blev han nød til at føje sig efter hansestæderne, som endog tvang ham til at afbryde handelen med de nederlandske stæder.
Da tyskerne i Bergen dræbte den kongelige lensmand, bispen og mange andre og stak ild på et kloster, lod han det forblive ustraffet.
Hans datter blev gift med den skotske konge, James 3. og da han ikke kunne udrede medgiften, satte han Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant, og de blev aldrig senere indløste. Store summer brugte han til udenlandsrejser, hvor en gik til Rom i 1474, hvor paven tilstod ham stor indflydelse på udnævnelsen af kirkens embedsmænd og tilstod ham at oprette et universitet. Dette indviedes i københavn 1479. Under besøget hos paven vakte Christians skikkelse beundring, men ikke hans kendskab til latin, og paven bemærkede "smukt dyr, blot skade at det ikke kan tale".
Christian 1. blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt. Gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian 1. var søn af Didrik af Oldenburg og Hedvig af Holsten. I 1449 blev han gift med Dorothea af Brandenburg, enke efter Christoffer af Bayern. De fik Børnene:
Olaf, 1450, død som lille.
Knud, død som lille.
Hans, 1455-1513, senere konge.
Margrete, 1456-87, gift i 1469 med kong Jakob 3. af Skotland.
Frederik 1, 1471-1533, senere konge.


Hans 1481-1513
Kong Hans 1455 - 1513 Konge 1481 - 1513 Norge 1483 - 1513 Sverige 1497 - 1501
Hans var som barn valgt til tronfølger i alle tre riger. I Danmark blev han konge uden modstand. I Norge satte det mægtige præsteskab sig imod hans valg, men måtte give efter og hylde ham, da han udstedte en håndfæstning for Danmark og Norge som udvidede rigsrådets og adelens magt meget.
Denne håndfæstning var også bestemt for Sverige. Det Svenske rigsråd kunne ikke modstå et sådant tilbud og valgte Hans til konge. Men Sten Sture forstod ved møder og underforhandlinger at holde Hans hen, så at der gik mange år inden han virkelig fik Sverige i sin magt.
I året 1497 brød imidlertid det gamle fjendskab mellem Sten Sture og rigsrådet ud i åben kamp. Da greb kong Hans lejligheden, drog til Sverige med en stor hær, og indesluttede rigsforstanderen i Stockholm. Dalkarlenes undsætningshær blev slået af danskerne ved Rotebro, og idet sejrherrerne vendte tilbage, gjorde Sten Sture et udfald, der endte med et stort nederlag for ham.
Han gav da endelig efter og anerkendte Hans mod selv at få Finland til len. Hans blev kronet, og hans søn Christian hyldet som hans efterfølger. Således fornyedes unionen netop 100 år efter kroningen i Kalmar. Tre år efter led kong Hans sit store nederlag i Ditmarsken, og Sverige rejste sig påny.
De højere stænder var ikke altid tilfredse med kong Hans, der med strenghed hævdede sin magt. For borgerstanden viste kong Hans forkærlighed, og lod en kort tid sin søn Christian opdrage hos en Københavnsk købmand, Hans Bogbinder. I det hele var han jævn og afholdt for sin danskhed. Han var den første indfødte konge efter Valdemar Atterdag. Men med sin godmodighed, kunne han være vilkårlig, uretfærdig og af et tungt sind. Det er de samme egenskaber, som i højere målestok genfindes hos sønnen.
Begravet i Odense Gråbrødrekloster, senere flyttet til St. Knuds Kirke i Odense.
Kong Hans var søn af Christian 1. og dronning Dorothea. I 1478 gift med Christine af Sachsen (1461-1521) De fik børnene:
Christian 2, 1481-1559, senere konge.- Elisabeth, 1485-1555, gift i 1502 med Joachim 1. af Brandenburg.- Frans, 1497-1511- Hans- Jacob

Christian 2. 1513-1523
Kong Christian II 1481 - 1559 Konge 1513 - 23 Norge 1513 - 23 Sverige 1520 - 23
Christian 2 var af udseende firskåren, kraftig og smuk. Udrustet med en skarp forstand, men tillige mistænksom, hemmelighedsfuld med sine planer, hensynsløs i sine lidenskaber. Han nærede uvilje mod de højere stænder, men forkærlighed for borgerstanden. Han måtte underskrive en håndfæstning, som navnlig indeholdt to strenge bestemmelser: 1. Han måtte ikke søge at få sin søn udnævnt til sin efterfølger. 2. Hvis han handlede imod håndfæstningen og ikke ville lade sig "undervise" af rigsrådet, skulle alle rigets indbyggere hjælpe at afværge det.
Christian giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en ædel og trofast hustru. Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som sin elskerinde.
Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit var udvandret fra Amsterdam.
Christian giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en ædel og trofast hustru. Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som sin elskerinde. Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit var udvandret fra Amsterdam.
Da Dyveke døde pludselig, d. 21 september 1517, beskyldte kongen lensmanden på Københavns Slot, den rå og lidenskabelige Torben Oxe, for at have forgivet hende. Da rigsrådet frikendte ham, udbrød kongen: Havde han end en hals så tyk som en tyr, skal han dog miste den, og nedsatte i henhold til almindelig rettergang et nævn af 12 bønder, der fældede en dødsdom med den ofte nævnte retsformel: "Vi dømmer ham ikke, men hans gerninger dømmer ham".
Efter Torben Oxes henrettelse, blev fjendskabet mellem kongen og højadelen stadig større, og den kloge Sigbrit fik mere indflydelse på ham. Til sidst blev hele rigets pengevæsen lagt i hendes hånd. Hun ville hjælpe Christian til at forøge kongemagten og kronens indtægter. Først og fremmest måtte han have penge til at undertvinge Sverige.
Føreren for den kongevenlige parti i Sverige var ærkebispen Gustav Trolle. I tillid til Christians hjælp, indlod han sig i strid med Sten Sture den yngre. Christian sendte en hjælpe hær der blev slået af Sten Sture. Rigsdagen vedtog at afsætte ærkebispen, som blev indespærret i et kloster. Om denne beslutning opsattes et brev, der besegledes af rigsrådet i 1517. Året efter angreb Christian på ny Sverige, og blev atter slået.
Paven satte Sten Sture og hans tilhængere i band for deres færd mod ærkebispen, og da Christian for tredje gang (1520) sendte sin hær til Sverige, lod han bandbullen opslå på kirkedørene.
På den islagte sø Åsunden ved Bogasund i Vester-Götland slog danskerne Sten Sture, der døde af sine sår. Sten Stures enke, Kristina Gyllenstjerna, forsvarede Stockholm Slot sommeren over indtil hun blev overtalt til forlig, og kongen lovede glemsel og tilgivelse.
Sveriges rigsråd måtte anerkende Christian som arvekonge, og han kronedes den 4. november af Gustav Trolle. Der gik nogle dage i fest og glæde, dog varslede det ilde, at der blandt dem, der sloges til riddere, ikke fandtes en eneste svensker.
Christian pønsede på at stække den svenske adel således, at den aldrig mere turde prøve på oprør mod sin konge. I samråd med den underfundige, retslærde tysker Didrik Slaghek og flere andre, har han sandsynligvis udklækket den plan at ramme adelen for dens forbrydelse mod kirken. Så ville det jo ikke kunne siges, at han brød sit løfte om at tilgive hvad der var forbrudt mod kronen.
Onsdag d. 7. november samledes efter tilsigelse en mængde stormænd på slottet, og portene lukkes. Gustav Trolle fremtrådte med en klage over dem, der havde afsat ham. Han afviste al tale om forlig, og krævede sagen dømt efter lovens strenghed og gjorde fordring på en uhyre skadeserstatning.
Mens alle var skrækslagne, stod Kristina Gyllenstjerna op og sagde, at denne klage ikke alene kunne ramme hendes afdøde mand eller hans arvinger, da afsættelsen var vedtaget af råd og stænder. Til bevis fremdrog hun det beseglede brev fra 1517. Men i dette brev tilsagde underskriverne hinanden, at hvis de blev bandlyste, ville de af al magt sætte sig imod paven. Dermed fik kongen et bevis for, at de havde gjort sig skyldige i den groveste kirkelige forbrydelse.
Mange adelsmænd og prælater blev natten over holdt fængslede i tårnet. Den 8. november nedsattes et nævn, bestående af en dansk biskop og Gustav Trolle tillige med 12 andre svenske prælater, som erklærede, at en sådan misgerning var åbenbart kætteri.
Med denne kendelse som påskud lod Christian henrettelserne begynde på Stortorvet. Bisper, stormænd og stockholmske borgere halshuggedes, deriblandt flere, som ikke havde underskrevet brevet fra 1517, eller var anklagede af Gustav Trolle. Den første dag dræbtes 82, og i de følgende dage fortsattes myrderiet. Der faldt en stærk regn, så at blodet strømmede gennem gaderne.
Ligene lå på tredje dag på torvet i dynd og snavs. Derpå blev de brændt på et stort bål. Sten Stures lig blev opgravet og kastet på bålet.
Også i Finland henrettedes adskillige, og deres ejendom inddroges under kronen. Ved denne udåd troede Christian at have sikret sig Sveriges krone, og at have kvalt enhver spire til oprør. Herefter drog han til Danmark og overlod styrelsen af Sverige til Gustav Trolle, Didrik Slaghek og nogle andre.
Mens kong Christian var beskæftiget med sine store reformplaner, begyndte hans mange fjender at hæve hovederne. Det var lykkes Gustav Vasa at undvige til Lübeck fra Kalø, hvor han sad som fange, og et halvt år før blodbadet i Stockholm, var han nået hjem til Sverige, hvor han i det stille virkede for at rejse folket. Først ville de ikke høre på ham, selv blodbadet kunne ikke vække dem til opstand, men da det rygtedes, at Sveriges almue skulle udlevere sine våben og desuden pålægges en tung skat, rejste de sig og valgte Gustav Vasa til høvedsmand, og snart var hele Sverige i fuldt oprør.
Endvidere begyndte Lübeck krig mod Christian. Hans farbroder Frederik af Gottorp og den jyske adel sluttede sig til hans fjender. Overfor alle disse fjender tabte kongen al den sædvanlige fasthed. Han blev tvivlrådig, om han skulle samle sine trofaste venner til modstand, eller på forhånd opgive kampen.
Omsider valgte han den udvej med hustru og børn at drage til Holland for at hente hjælp (1523). Sigbrit, der var forhadt og ved sin overmod væsentlig havde bidraget til hans fald, førte han med sig.
Sverige valgte nu Gustav Vasa til konge. I Danmark udstod borgerne i København og Malmø en lang belejring og overgav sig først til Frederiks hærfører, Johan Rantzau, da al udsigt til Christians snarlige tilbagekomst var svundet.
Først 9. år senere genså Christian Danmark. Han blev arresteret og indsat på Sønderborg Slot d. 9. august 1532. Han genvandt aldrig siden sin frihed. Christian 2. døde på Kalundborg Slot 25. januar 1559, 77 år gammel. Begravet i Gråbrødreklostret i Odense, senere overflyttet til St. Knuds Kirke i Odense.
Christian 2. var søn af kong Hans og dronning Christine, født på Nyborg Slot 1. juli 1481. Blev i 1515 gift med Elisabeth (1501-1526), datter af ærkehertug Filip den Smukke af Castilien og Johanne den Vanvittige af Aragonien Christian og Elisabeth fik børnene: Hans, 1518-32
Maximilian, 1519, tvilling, død efter dåb.
Philip, 1519, tvilling, død efter dåb.
Dorothea, 1520-80, gift i 1535 med grev Friedrich 2. af Pfalz
Christine, 1521-90, i 1534 gift med hertug Francesco 2. Sforza af Milano. Derefter i 1541 med hertug Frans 1. af Lorraine.


Frederik 1. 1523-1533
Kong Frederik I 1471 - 1533 Konge 1523 - 33 Norge 1523 - 33
Frederik 1 måtte støtte sig til de højere stænder, der havde sat ham på tronen, og Christian 2`s love blev brændt på Viborg Ting. I sin håndfæstning lovede Frederik at skærme kirken og strengt at straffe alle lutherske kættere. Men ofte kunne han sætte sin vilje igennem imod rigsrådet.
Han fik flere gange store skatter bevilgede, som også præstestanden måtte bidrage til, og kirkerne måtte give ham deres kostbarheder. Han truede nemlig med, at ellers ville han slutte forlig med Christian 2. og overlade ham kronen igen, hvilket rigsrådet frygtede mest af alt.
Frederik 1. boede på Gottorp, kom sjældent til kongeriget, aldrig til Norge, og forstod næppe dansk. Kongen førte regeringen fra Gottorp. Han gik for at være troskyldig og ligefrem, men var i virkeligheden indesluttet, beregnende og listig. Frederik 1.s fortrolige rådgivere var holstenere (Johan Rantzau).
Frederik 1. blev aldrig en folkekær konge. Da han kom til magten ved at afsætte den reformivrige Christian 2. med hjælp fra den jyske adel, har dette sået tvivl om hans rette egenskaber, og bedre blev det ikke med den svigefulde tilfangetagelse af Christian 2.
Frederik 1. var søn af Christian 1. og dronning Dorothea, og blev født på Haderslevhus 7. oktober 1471. Frederik blev første gang (den 10. april 1502) gift med Anna af Brandenburg (1487-1514), hun var datter af kurfyrst Johann af Brandenburg og Margrete af Sachsen. Hertuginde Anna døde allerede som 26 årig af tuberkulose. På det tidspunkt var Frederik endnu ikke konge, men var hertug i Slesvig og Holsten.
Frederik og Anna fik børnene: Christian 3, 1503-59, senere konge
Dorothea, 1504-47, som i 1526 blev gift med hertug Albrecht af Preussen.
Gift anden gang 9 oktober 1518 med Sofie af Pommern (1498-1568), hun var datter af hertug Bugislav 10. af Pommern og Anna af Polen.
Frederik og Sofie fik børnene:
Hans, 1521-80
Elisabeth, 1524-86, gift med hertug Magnus 3.af Mecklenburg, derefter med broderen hertug Ulrich. Adolf, 1526-86, hertug af Holsten-Gottorp, gift i 1564 med Christine af Hessen.
Anna, 1528-35
Dorothea, 1528-75, gift i 1573 med hertug Christoffer af Mecklenburg.
Frederik, 1529-56


Christian 3. 1534-1559
Kong Christian III 1503 - 1559 Konge 1534 - 59 Norge 1534 - 59
Christian 3. havde tidlig vist, at han satte reformationens gennemførelse over alt andet. Da han ved faderens død fik magten i hertugdømmerne, sørgede han først for, at den nye læres udbredelse sikredes.
Hellere vil jeg, skrev han, gå til fods herfra og lade alt blive liggende, end finde mig i deres ukristelige levned.
Et år efter faderens død, som udløste borgerkrigen fra 1534 - 1536 og som kaldes Grevens Fejde, blev den både modne og mådeholdne mand, af en del af de danske rigsråder og lavadelsmænd opfordret til at modtage kronen. Christian 3 kunne i august 1536 holde sit indtog i en udsultet København, Grevens Fejde var overstået.
Efter sin sejr 1536 viste han samme utålmodighed efter at gennemføre reformationen med et slag, vistnok tilskyndet af sine voldsomme holstenske råd, der råbte på, at det var nødvendigt at knække de danske storhanser.
Kort efter sit indtog i København holdt Christian 3. et møde med Johan Rantzau og sine tyske rådmænd. Her bestemte man at fængsle bisperne. De verdslige råd skulle også have været fængslede, men slap for det, da de alle straks lovede at finde sig i bispemagtens ophævelse, og den evangelske kirkeordnings indførelse. De fængslede bisper løslodes snart efter, da de gav samme tilsagn, undtaget Joakim Rønnov, der holdtes i fængsel til sin dødsdag.
Ved dette statskup opnåede kongen både, at kirken lagdes under ham, hvad rigets usle financielle tilstand næsten nødvendiggjorde, og at rigsrådet, der nu kun talte verdslige medlemmer, blev underordnet under kongemagten.
Den nye ordning blev fastslået i håndfæstningen, vedtaget mellem kongen og rådet, og recessen*) vedtaget på en rigsdag, bestående af 400 adelsmænd, 200 borgere og 500 bønder, som holdtes i København i oktober 1536.
Kongens 2 årige søn Frederik kåredes til tronfølger, og til hans hånd skulle slottene holdes, hvis kongen døde.
Der skulle aldrig mere indsættes bisper, men beskikkes superintendenter*) til at lære folket det hellige evangelium. Bispegodset skulle lægges under kronen.
Kongens magt var forøget overordentligt. Straks inddroges bispegodset og efterhånden klostergodset.
I de første år efter 1536 støttede Christian 3. sig til holstenske rådgivere, men senere udsonede han sig med den danske adel, og de tyske rådgivere, deriblandt Johan Rantzau, trak sig tilbage.
I det hele brugte han sin store magt med mådehold. Han var et mønster på gudsfrygt, og ved sit hof tålte han ikke drik og udsvævelser.
Sine kræfter viede han især til at bringe kirkevæsnet på fode. Hans uvenner kaldte ham "Præstekongen".
Han døde på Koldinghus i 1559. Gravsat i St. Knuds Kirke i Odense, overført i 1578 til Roskilde Domkirke.
Christian 3. var søn af Frederik 1. og Anna af Brandenburg. Gift i 1525 med Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-71), datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Cathrine af Braunschweig- Wolfenbüttel.
De fik børnene: Anna,1532-85, hun blev i 1548 gift med kurfyrste August af Sachsen.
Frederik 2, 1534-88, senere konge
Magnus, 1540-83, konge af Livland og i 1573 gift med Marija af Rusland.
Hans, 1545-1622, hertug af Slesvig-Holsten, gift i 1568 med Elisabeth af Braunschweig.
Anden gang i 1588 med Agnes Hedevig af Anhalt.
Dorothea, 1546-1617, der blev gift med hertug Wilhelm af Braunschweig- Lüneburg.


Frederik 2. 1559-1588
Kong Frederik II 1534 - 1588 Konge 1559 - 1588 Norge 1559 - 1588
Frederik 2. beskrives som livslysten, rundhåndet og pragtlysten. Hans store fornøjelse var krigskunst, jagt og festlighed. Det sidste havde ifølge slotsprædikant Anders Sørensen Vedel, forkortet hans liv.
Han havde under sin opvækst haft en dygtig lærer, men det lykkedes ikke for den unge prins at tilegne sig boglig viden. Han lærte blandt andet aldrig at skrive korrekt dansk.
Efter endt skolegang fik han Ejler Hardenberg som hovmester.Han besad det store len Malmøhus. Her skulle den unge prins forberede sig til sin kongegerning. Her blev Frederik 2. som 20 årig forelsket i hofmesterens niece Anna Hardenberg. Hverken hans forældre, rigsrådet eller hoffet tillod ham at gifte sig med hende.
Den 20. juli 1572 blev han gift standsmæssigt med den 14-årige Sofie af Mecklenburg. Han var blevet kronet 13. august 1559.
Frederik 2. begyndte sin regeringstid med at erobre Ditmarsken i 1559 som blev indlemmet i Holsten.
Han deltog i den svenske syvårskrig 1563-1570 som startede efter at Sverige havde erobret Estland og derefter forsøgte at bryde den danske mur omkring landet. Men ved freden i Stettin blev svenskerne tvunget til at betale et stort beløb for at få fæstningen Elfsborg tilbage, og Sverige måtte desuden anerkende Danmarks besiddelse af Gotland. Svenskernes forsøg på at hindre Danmarks herredømme over Østersøen endte som en fiasko.
Det var Frederik 2. der ombyggede det det gamle kongeslot i Helsingør. Erik af Pommern havde i 1420erne opført borgen ”Krogen”. Herfra kontrollerede kongens mænd skibsfarten i Øresund og inkasserede Øresundstold.
Frederik 2. byggede en prægtig renæssanceslot på stedet og udsmykkede det med søjler og skulpturer. Denne nye flotte fæstning fik det mere kendte navn Kronborg Slot.
1571 oprettede Frederik 2.sin egen livgarde, Drabantgarden.
Han blev en af danmarkshistoriens største og mest betydningsfulde konger før enevælden og han gjorde Danmark til en rig handelsnation.
Kong Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke.
Dronning Sofie 1557-1631
Var datter af Elisabeth og hertug Ulrich af Mecklenburg. Hun stod brud som 14-årig på Københavns Slot og fik 7 børn, det første som 16 årig.
Efter kongens død forlangte hun sin enkepension og livsvarig ophold på et gods på Lolland - Falster. Hun krævede at få overopsynet med børnenes opdragelse og kom herved på kant med Rigsrådet.
Hun blev senere efter Christian 4`s kroning en god støtte for sin søn, og hun ydede ham ved flere lejligheder økonomisk støtte. Med stor dygtighed helligede hun sig forvaltningen af sine godser og blev en kapitalstærk kvinde.
Hun døde på Nyborg Slot 74 år og blev gravsat i Roskilde Domkirke ved siden af Frederik 2.
Kong Frederik og dronning Sofie fik børnene:
Elisabeth, 1573-1626, gift i 1590 med hertug Heinrich Julius af Braunsweig - Wolfenbüttel.
Anna, 1574-1619, gift i 1589 med Jakob 6. af Skotland, søn af Maria Stuart og Henry Darnley.
Jakob 1. blev også engelsk konge i 1603.
Christian 4, 1577-1648, senere konge
Ulrik, 1578-1624, biskop af Schwerin
Augusta, 1580-1639, gift i 1596 med hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp.
Hedvig, 1581-1641, gift i 1602 med kurfyrste Christian 2. af Sachsen.
Hans, 1583-1602, skulle have været gift med Xenia, datter af den russiske zar Boris Gudonov, ............men døde kort forinden.

Christian 4. 1588-1648
Kong Christian IV 1577 - 1648 Konge 1588 - 1648 Norge 1588 - 1648
Christian var kun 11 år da hans far Frederik 2. døde. De første år indtil kroningen i 1596 blev landet styret af et rigsråd. Christians udnævnelse fandt sted i juli 1596 af rigsrådet. Den 17.august underskrev han sin håndfæstning og få dage senere satte Sjællands biskop den pragtfulde kongekrone, som i dag kan ses på Rosenborg, på kongens hoved.
Christian 4.fik gennem sin opvækst, hvoraf en del var hos sine bedsteforældre i Mecklenburg, en sund og naturlig opdragelse, men de store kundskaber tilegnede han sig ikke, men tidlig udvikledes hans kærlighed til søvæsen og bygningskunst. Da han blev voksen og selv tog styret, viste han snart de egenskaber, som gjorde ham til Danmarks og Norges folkekæreste konge. Til daglig var han sparsommelig og nøjeregnende, men når det gjaldt om at kaste glans over kongeriget, var han rundhåndet, ofte ødsel.
Til de mange orlogsskibe og slotte, han lod bygge, gav han selv tegningen af adskillige enkeltheder. I sin politik viste han en utæmmelig handlelyst. Han ville selv udføre alt, og han nærede store planer om at udvide sit rige og gøre det stærkt og rigt. Men i de afgørende øjeblikke dømte han helt fejl om sin egen og sine modstanders styrke.
Som hærfører var han ikke betydelig, og hans lyst til at blande sig i de mindste småting bevirkede ofte, at han manglede det store overblik. I den første del af hans regeringstid, synes mange af hans planer at skulle lykkes, men når det gjaldt, viste det sig, at hans magt hvilede på usikker grund, og han efterlod et formindsket og opløst rige. Af ydre var han smuk og kraftig, han var en stærk sanselig natur, og ligesom faderen var han hengiven til umådehold i drik.
Christian 4. deltog i Kalmarkrigen 1611-13 hvor Sverige blev taberen og måtte betale en stor sum penge. Da krigen sluttede, blev det starten på 200 års strid og krig mellem Danmark og Sverige.
Christian 4. på det danske flagskib "Trefoldigheden" hvor han mistede synet på det højre øje, under slaget på Kolberger Heide, mellem den svenske og den danske flåde,
Danmark del i 30 års krigen 1618-1648 blev kaldt for Kejserkrigen. Under denne krig erklærede Sverige Danmark krig i 1643 og hele Jylland var besat. Ved slaget på Kolberger Heide 1.juli 1644 blev kongen kongen såret og mistede sit venstre øje. Det er her den berømte sang ”Kong Christian stod ved højen mast, i røg og damp” stammer fra.
Christian 4. oprettede Dansk Ostindisk Kompagni, og med grundlæggelsen af Trankebar i Indien, blev Danmark en kolonimagt.
Christian 4. havde sit eget orkester som bestod af musikere fra Frankrig, Tyskland, Italien og England. Det var et usynligt orkester som skulle spille nede i kælderen under vinterhaven på Rosenborg og gennem faldlemme i loftet trængte musikken smuk igennem til kongens selskaber.
Bygningsværker blev opført: Rosenborg Slot, bydelen Christianshavn, Børsen og Holmens Kirke. Trinitatis Kirke og Rundetårn var færdige i 1642. De eksisterende hovedstadskirker: Vor Frue Kirke, Helligåndkirken og Nikolaj Kirke smykkedes med spir. Frederiksborg Slot blev ombygget og Kronborg som var brændt i 1629 blev genopført.
Året efter sin kroning blev Christian 4.gift med den brandenburgske prinsesse Anna Cathrine (1575-1612). Hun var datter af kurfyrst Joachim Frederik af Brandenburg og grevinde Cathrine af Küstrin. Dronningen førte en stilfærdig og tilbagetrukken tilværelse og de historiske kilder om hendes liv har ikke kunne findes. Hun fødte 6 børn hvoraf 2 var døde. Den 2. ældste blev den senere Frederik 3.
Kirsten Munk blev i 1615 Christian 4.s anden hustru. Hun var datter af adelsmand Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Der fandt ikke nogen vielse sted, men ægteskabet regnedes for gyldig på grund af skriftlige aftaler mellem kongen, Ellen Marsvin og Kirsten Munk. Hun beskrives som en intelligent og selvstændig person, men også grisk og ondskabsfuld.
Hun fødte 12 børn hvoraf 9 overlevede. Det sidste barn fødte hun efter at hun blev forvist fra Rosenborg på grund af sit forhold til en tysk greve Otto Ludvig af Salm. Hun boede derefter på sine jyske godser Boller og Rosenvold. I perioder havde hun husarrest og kom i fængsel. Christian 4.anklagede hende for ægteskabsbrud. Faderskabet til hendes 12. barn var aldrig blevet fastslået. I nogle år frydede hun sig over den magt som bl.a. hendes datter Leonora Christina, som var blevet gift hofjunker Corfitz Ulfeldt, fik. Han blev senere rigshofmester, landets højeste stilling efter kongens, og oparbejdede en formue der oversteg statens årlige indtægter. Men med Christian 4. død i 1648 ændredes situationen.
I 1657 fratog Frederik 3. Kirsten Munk titlen grevinde af Slesvig og Holsten. Sine jyske godser fik hun lov at beholde og hun døde på Boller19. april 1658.
Sine sidste år levede Christian 4. sammen med Vibeke Kruse. Hun havde været i tjeneste hos Kirsten Munk på Rosenborg senere hos hendes mor Ellen Marsvin på et af hendes godser. Forholdet blev arrangeret af Ellen Marsvin som gerne ville være på god fod med kongen.
Vibeke Kruse havde stor indflydelse på kongen og han skænkede hende et gods i Holsten. Efter kongens død blev hun fordrevet fra Rosenborg af Corfitz Ulfeldt og døde samme år. Christian 4. blev gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian 4. og Annas Cathrines børn: . Frederik, født og død i 1599
Christian, 1603-47, valgt som tronfølger. Gift i 1634 med Magdalene Sibylla af Sachsen.
Sofie, født og død i 1605
Elisabeth, 1606-08
Frederik, 1609-70, senere konge
Ulrik, 1611-33

Christian 4. og Kirsten Munks børn: Anna Cathrine, 1618-33
Sofie Elisabeth, 1619-57, gift i 1634 med Christian Pentz.
Leonora Christina, 1621-98. I 1636 gift med Corfitz Ulfeldt (1606-64) der senere blev rigshofmester. Fra 1663-85 var hun fange i Blåtårn.
Valdemar Christian, 1622-56
Elisabeth Augusta, 1623-77, gift i 1639 med Hans Lindenov.
Frederik Christian, 1625-27
Christiane, 1626-70, gift i 1642 med Hannibal Sehested.
Hedvig, 1626-78, gift i 1642 med Ebbe Ulfeldt.
Marie Cathrine
Dorothea Elisabeth, 1629-87
Christian 4.`s børn med elskerinden Kirsten Madsdatter:
Christian Ulrik Gyldenløve, 1611-40, oberst, faldt i spansk krigstjeneste.
Christian 4.`s børn med elskerinden Karen Andersdatter:
Dorothea Elisabeth, 1613-15
Hans Ulrik Gyldenløve, 1615-45, gift i 1641 med Regitze Grubbe (1618-89)
Christian 4.`s børn med elskerinden Vibeke Kruse:
Ulrik Christian Gyldenløve, 1630-58
Elisabeth Sofie, 1633-54, gift i 1648 med Claus Ahlefeldt


Frederik3. 1648-1670
Kong Frederik III 1609 - 1670 Konge 1648-70 Norge 1648-70
Christian 4,s ældste søn Christian var valgt som tronfølger. Han levede et udsvævende liv og var nedbrudt på sjæl og legeme. Han døde 2.juni 1647 og efterlod ingen arvinger.
Som næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Cathrine var Frederik 3.s kongegerning ikke bestemt på forhånd.
Frederik 3.var en indesluttet, tilbageholdende og tænksom personlighed. Han var boglig og videnskabelig interesseret. Han fik en god uddannelse og blev som ganske ung medhjælper hos biskoppen i Bremen stift og blev senere fyrstebiskop af Bremen og Verden.
Som ungkarl havde han i 1637 et forhold til den borgerlige Margrethe Pape fra Holsten som han fik en søn med. I 1683 blev Margrethe Pape udnævnt til baronesse af Løwendal af Christian 5.
Han blev gift med Sofie Amalie på Glücksborg Slot d.18. oktober 1643. Hun var datter af Georg af Braunschwig - Lüneburg (søn af Christian 4.s søster Elisabeth).
Da kongen døde 28.februar 1648, var der endnu ikke valgt nogen tronfølger. Regeringsmagten overgik derfor til rigsrådet som bestod af adelige medlemmer blandt andet svigersønnen Corfitz Ulfeldt som var rigshofmester. Frederik var den eneste der kunne komme i betragtning som konge og han underskrev en meget streng håndfæstning som bekræftede adelens magt.
Kong Frederik 3. og dronning Sofie Amalie blev kronet i Vor Frue Kirke 23. november 1648.
I de første år efter tronbestigelsen overlod Frederik styringen af landet til rigsrådet og embedsmændene, men da striden mellem rigsrådet og Kirsten Munks svigersønner Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested brød ud, stod han på rigsrådets side. Han fik opbakning af Sofie Amalie som ikke brød sig om Ulfeldts kone Leonora Christine.
De flygtede til Sverige anklaget for landsforræderi. Senere deltog Ulfeldt i krig mod sit fædreland. Han blev senere dømt til døden, men døde forinden af sygdom. Leonora Christine blev sat i fængsel i Blåtårn, og sad der i 22 år. Her skrev hun sine erindringer ”Jammers Minde” som blev udgivet i 1869. Hun døde i Maribo Kloster og blev begravet i Maribo Domkirke.
Frederik 3. ønskede krig med Sverige, blandt andet for at vinde Bremen og Verden tilbage, og i 1657 da der kom efterretning om at det gik Karl Gustav ilde i Polen, erklærede Danmark Krig. Men inden Danmark havde havde begyndt på sine rustninger, stod Karl Gustav ved Holstens grænse med 8000 mand kernetropper. Svenskerne oversvømmede halvøen, og Wrangel indtog med storm den nye grundlagte fæstning Frederiksodde (Fredericia). Alligevel var Karl Gustavs stilling farlig, for en polsk hær nærmede sig og stod allerede i Pommern.
Da blev det i januar 1658 så stærk frost, at bælterne frøs til. Fra Sønderjylland gik Karl Gustav over til Fyn og forjog de danske tropper. Hans generalkvartermester Erik Dahlberg undersøgte isen på Storebælt og fandt den sikker. Under dennes ledelse drog hæren over Langeland, Lolland og Falster til Sjælland og nærmede sig uden modstand København, som var ude af stand til at forsvare sig, da søerne og voldgravene var isdækket.
Danmark måtte da søge fred for enhver pris. Ved freden i Tåstrup og Roskilde mistede Danmark Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, to områder i Norge, Bohus og Trondhjems len. Lidt senere blev hertugen af Gottorp løst fra Danmarks lenshøjhed.
Igen samme år gik den svenske hær i land på Sjælland og rykkede frem til København. Da folkene opfordrede Frederik til at forlade byen for at bringe sig i sikkerhed sagde han ”Jeg vil dø i min rede” hvilket gav ham stor folkelig popularitet. Det lykkedes at redde byen.
Rigsrådets magt svandt ind og der blev oprettet et krigsråd som tog sig af militære og politiske beslutninger.
Frederik 3. fik indført arvekongedømmet og opnåede den absolutte magt med enevældens indførelse i Danmark.
I de efterfølgende år lod Frederiks kabinetssekretær Griffenfeldt udarbejde Kongeloven. Den fastslog kongens uindskrænkede magt hvis eneste begrænsning var at han ikke måtte ændre den og at kongen skulle tilhøre den lutherske kirke.
Frederik 3.døde på Københavns Slot, 60 år, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Sofie Amalie døde 20. februar 1685, og blev begravet ved sin mands side.
Frederik 3. og Sofie Amalie fik børnene: Christian 5, 1646-99 senere konge
Anna Sofie, 1647-1717. I 1666 gift med kurfyrst Johan Georg 3. af Sachsen.
Frederikke Amalie, 1649-1704. Gift i 1667 med hertug Christian Albrecht af Gottorp.
Vilhelmine Ernestine, 1650-1706. Gift i 1671 med kurfyrst Karl af Pfalz i Heidelberg.
Frederik, 1651-52
Jørgen, 1653-1708. I 1673 udset til den Polske trone, men prinsen ville ikke skifte tro, og dermed blev det aflyst. Gift i 1683 med prinsesse Anne af England, datter af James 2 og Anne Hyde. Ulrikke Eleonora, 1656-93. Gift i 1680 med kong Karl 11. af Sverige.
Dorothea Juliane, 1657-58. Død af kopper.

Frederik 3. og elskerinden Margrethe Pape fik barnet:
Ulrik Frederik Gyldenløve, 1639-1704. Gift i 1659 med Sophie Urne, opløst i 1660. De blev stamforældre til greverne Danneskjold-Løvendal.
Gift igen 1660 med Marie Grubbe, opløst 1670.
Gift igen 1677 med Antonia Augusta af Altenburg, stamforældre til greverne
Danneskjold-Laurvig. Ulrik Frederik Gyldenløve byggede Charlottenborg i København i 1672.


Christian 5. 1670-1699
Kong Christian V 1646 - 1699 Konge 1670-99 Norge 1670-99
Christian 5. var søn af Frederik 3. og Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg.
Christian 5 var den første danske konge, der kom på tronen som arve - og enevoldsherre uden håndfæstning og uden at modtage riget af nogen anden myndighed. Det kunne da heller ikke stemme med hans suverænitet at lade sig krone af noget andet menneske.
Den nye kostbare krone, som var anskaffet i stedet for den hidtil brugte, påsatte han sig selv.
Christian 5 var kraftig af bygning, interesseret i jagt, og anden voldsom adspredelse, venlig og godmodig, men kun lidt udholdende overfor åndelige anstrengelser og let at påvirke.
Faderens latinske lærdom havde han intet af. Han talte og skrev med samme lethed dansk og tysk, dog ingen af delene fejlfrit, men nærede forkærlighed for dansk.
I Christian 5`s tid fuldendtes enevældens samfundsbygning. Den ledende statsmand var i de første seks år Griffenfeld (Peder Schumacher). Griffenfeld havde opholdt sig 8 år i udlandet, hvor han havde sat sig ind i det absolutte kongedømmes grundsætninger og statskunst. Efter hjemkomsten i 1660, blev han Frederik`s bibliotekar og sekretær. Som sådan fik han det hverv at forfatte kongeloven på grundlag af ældre udkast.
Hans indflydelse voksede stadig, og da Christian 5. kom på tronen, skænkede han ham navnet Griffenfeld, og gjorde ham til medlem af Gehejmekonseilet, og snart fik han som storkansler hele styrelsen i sin hånd. Samtidig udnævntes han til greve og fik store ejendomme. Han gennemførte den nye regeringsforms principper.
Der oprettedes en ny højadel af grever og baroner, som besad stort jordegods. Kongen og hans omgivelser skulle danne den højeste Sfære, hvortil man kun kunne hæve sig skridt for skridt gennem udmærkelser, der udelukkende afhang af den kongelige nåde. Derfor oprettedes Dannebrogsordenen, og Elefantordenen der havde bestået i et par hundrede år fornyedes, ligesom den første rangforordning udstedtes.
I hertugdømmerne, hvor Gottorpernes medejendomsret gjorde det vanskeligere at gennemføre enevælden, knækkede Griffenfeld Landdagens indflydelse. De var sidste gang samlede i 1675. Endvidere skaffede hans kloge statskunst, Oldenburg, kongehusets stammeland.
Ved hoffet dannede der sig imod ham et stærkt parti, der ønskede krig mod Sverige, men Griffenfeld forsøgte at holde igen. Dette parti fik kongens tilslutning, og krigserklæringen blev udsendt. Kongen lod Griffenfeld fængsle og anklage (1676). Det viste sig at han havde modtaget gaver for embedsudnævnelser, og at han i de udenrigske forhandlinger havde indviklet sig i farlige selvmodsigelser for at undgå krigen mod Sverige.
Han dømtes da fra ære , liv og gods, benådedes på retterstedet, men sattes i "evigt" fængsel, først i Kastellet, derefter på Munkholmen ved Trondhjem. 22 år efter tillod kongen ham at tage ophold i Trondhjem, men han døde kort efter i 1699.
Christian 5. døde i 1699 på Københavns Slot efter jagtuheld. Gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian 5. blev i 1667 gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, datter af landgreve Vilhelm 6. af Hessen-Kassel.
Christian 5. og Charlotte Amalie fik børnene: Frederik 4, 1671-1730. Senere konge
Christian Vilhelm, 1672-73
Christian, 1675-95
Sophie Hedevig, 1677-1735
Carl, 1680-1729
Christiane Charlotte, død som barn
Vilhelm, 1687-1705

Christian 5. fik sammen med Sophie Amalie Moth, som var hans maitresse og elskerinde, børnene: Christiane Gyldenløve, 1672-89
Christian Gyldenløve, 1674-1703
Sophie Christiane Gyldenløve, 1675- død som barn
Anna Christiane Gyldenløve, 1676- død som barn
Ulrik Christian Gyldenløve, 1678-1719
Datter født 1682


Frederik 4. 1699-1730
Kong Frederik IV 1671 - 1730 Konge 1699-1730 Norge 1699-1730
Da Christian 5. døde i 1699, var den ny enevælde indadtil fæstnet og organiseret. Men udadtil havde han ikke nået sit mål, at knække Gottorps magt, at genvinde højheden i sundet og at tilbageerobre de skånske lande.
Frederik d.4. som nu skulle fuldføre faderens værk, havde ikke nydt nogen særlig god undervisning. Han skrev dansk og tysk, men med mange fejl og havde dårlige kundskaber i historie og statsvidenskab. Han var elskværdig og ligefrem, han havde en sund forstand, en god hukommelse og stor arbejdslyst.
Han var i de første regeringsår optaget af store reformplaner, oprettede 1701 en national hær, landmilitsen, og ophævede i 1702 det sjællandske vornedskab. Dog forbedredes ikke herved bondens kår så meget, som kongen havde tænkt sig, dels fordi han igennem mange år ( 1700 og 1709 - 1720) deltog i den store nordiske krig for at gennemføre sine forgængers planer udadtil.
Frederik 4 var stærkt grebet af pietismen lod i 1708 oprette et fattigvæsen, og han lod oprette 240 såkaldte rytterskoler, som var de første forsøg på at bibringe bondestandens børn elementære kundskaber.
Frederik var som konge flittig og arbejdsom, men uden nogen overlegen regentdygtighed. Den bedste side af hans styrelse, er de handlinger, hvortil hans religiøsitet ledede ham. Påvirket af den tyske pietisme, der lagde vægten på, at den kristne førte et fromt liv og ikke lod det blive ved rettro alene, oprettede han Vajsenhuset til forældreløse børns opfostring, og stiftede almueskoler på krongodset.
Samtidig blev missionsgerningen taget op i de danske kolonier, og den norske præst, Hans Egede drog til Grønland. I sit personlige liv var Frederik 4. trods sin oprigtige religiøsitet udsvævende. Han tilsidesatte sin dronning for friller og medhustruer, og da dronningen døde, gjorde han Anna Sofie Reventlow, sin hidtilværende hustru til venstre hånd, til dronning. Ved disse forhold fjernedes kronprins Christian fra faderen, men Christians i forvejen tunge sind blev herved endnu mere indesluttet og bittert. .
Frederik 4. født på Københavns Slot 11. oktober 1671, og var søn af Christian 5. og Charlotte Amalie.
Frederik blev gift på Københavns Slot 15. december 1695 med Louise af Mecklenburg-Güstrow (1667-1721)
I 1703 gift til venstre hånd med Elisabeth Helene von Viregg (1679-1704). Døde i barselsseng 1704.
I 1721 gift til højre hånd med Anna Sofie Reventlow, som senere kronedes til dronning.
Frederik 4. og Louise fik børnene: Christian, (1697-98)
Christian 6. (1699-1746) senere konge
Frederik Karl, (1701-02)
Georg, født og død i 1704
Charlotte Amalie, (1706-82) hun byggede Charlottenlund Slot.
Frederik 4. og Elisabeth Helene von Viregg fik barnet: Frederik Gyldenløve, (1704-05)
Frederik 4. og Anna Sofie Reventlow fik seks børn der alle døde som spæde.
Frederik 4. fik med en elsker, Charlotte Helene von Schindel en datter (1710-11)
Frederik 4. døde 12. oktober 1730 i Odense af tuberkulose. Gravsat i Roskilde Domkirke.

Christian 6. 1730-1746
Kong Christian VI 1699 - 1746 Konge 1730-46 Norge 1730-46
Christian 6. var en overordentlig arbejdsom regent, der med omhu opfyldte sine regeringspligter, således som han opfattede dem. Men han havde store forestillinger om sin store magt, og yndede ikke selvstændighed hos sine rådgivere. Han havde et anstrengt forhold til sin far og hans anden hustru Anna Sofie, og efter at Christian blev konge, blev Anna Sofie forvist til Jylland.
Selv om han havde forkærlighed for dansk, var hoffet helt tysk. Dronningen ringeagtede det danske sprog, og hun trak tyskere til, omkring sig. Parret levede harmonisk, men de var svagelige og uselvstændige.
Dronningens pragtsyge og kongens høje tanker om sin magt, blev lagt for dagen ved opførelsen af flere kostbare slotte: Hirshholm, Eremitagen og navnlig Christiansborg, ved hvis opførelse alt den pragt anvendes, som datidens bygningsmåde, rokokoen krævede.
Disse store byggeforetagender trak mange tyske håndværkere til, for den danske håndværkerstand savnede dygtighed til at løse de opgaver, som slottenes udførelse og udsmykning fordrede. Derved tilførtes der vort håndværk dygtighed, men tyskernes indflydelse voksede. Udgifterne til slottene var store, til Christiansborg alene over 10 mill. kr. eller lige så meget som alt jordegods på Sjælland da var værd.
Overfor næringslivet hyldede alle landes statsmænd dengang de samme grundsætninger: Et lands rigdom består i det guld og sølv, det ejer. Derfor bør man ved høj told eller indførselsforbud lukke udlandets produkter ude, og ved statsunderstøttelse fremhjælpe indlandets industri, så at man sælger mere til udlandet, end man køber.
Christian 6. fulgte disse grundsætninger ved at støtte fabrikker, selv om de ikke egnede sig for landet, og at opretholde handelsselskabernes monopoler. Det Vestindiske Handelsselskab købte St. Croix (Danmark havde i forvejen St. Thomas og St. Jan).
For landbrugets vedkommende mente man, at fuld frihed for bønderne ville føre til, at kongen ville mangle soldater og godsejeren arbejdskraft. Derfor indførtes i 1733 Stavnsbåndet, der pålagde bønderne at blive på deres fødested, fra deres 14. til det 35. år.
Christian 6 gav universitetet, som var i forfald, en ny ordning. Navnlig indrettedes ved Andr. Højer et juridisk studium. Først herved fik enevælden med tiden en veluddannet embedsstand til sin rådighed. I 1742 stiftedes "Videnskabernes Selskab", som snart fulgtes af flere lærde selskaber.
Størst betydning fik denne konges regering dog ved pietismens indflydelse. Både kongen og dronningen var grebne af denne retning, der efterhånden bredte sig til folket, og skabte et rigere følelsesliv (Brorsons salmer).
Af hensyn til folkets oplæring i kristendom oprettede Christian 6. Almueskoler over hele riget, hvor der først og fremmest skulle undervises i religion (Pontoppidans forklaring af Luthers Katekismus), men også i læsning, skrivning og regning, og indførte ved Reformationens tohundrede årsfest, konfirmationen.
Men pietismens skyggesider viste sig også. Christian 6 udstedte - (som allerede Frederik 4 gjorde) en helligdagsforordning, der satte svære straffe for dem, der forsømte at gå i kirke. De almindelige folkeforlystelser - i København, maskerader,- på landet, at ride sommer i by, blev forbudt. Christian 6. var den første danske konge siden Christian 3, som ikke førte større krige.
Christian 6. var søn af kong Frederik 4. og dronning Louise af Mecklenburg. Blev i 1721 gift med Sofie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-70), hun var datter af markgreve Christian Heinrich af Brandenburg-Kulmbach-Wewerlingen og Sofie Christiane af Wolfstein. Død 6. august 1746 på Hørsholm Slot. Gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian og Sofie Magdalene fik børnene:
Frederik 5. 1723-66 senere konge Louise, 1726-56, blev i1749 gift med hertug Ernst Friedrich 3. Karl af Sachsen-Hildburghausen.

Frederik 5. 1746-1766
Kong Frederik V 1723 - 1766 Konge 1746-66 Norge 1746-66
Frederik 5. var en fuldstændig modsætning til faderen, ung og livsglad. Den pietistiske tone ved hoffet, som havde været ham meget imod, blev afløst af munterhed. Maskerader og bøndernes majfester blev atter tilladt. Snart genåbnedes teatret, og Holberg gav sig atter til at skrive komedier.
Både kongen og hans unge dronning, Louise af England, blev meget afholdte. Efter Louises tidlige død, ægtede han Juliane Marie af Braunschweig - Wolfenbüttel, der trods sin hæderlighed og agtelse for alt, hvad der var dansk, aldrig blev rigtig afholdt af folket.
Frederik 5`s livsglæde og godmodighed viste sig snart som letsind og karaktersvaghed. Han sank dybt ned i udsvævelser, og lod sine rådgivere stå for styrelsen, bl.a. den dygtige og retskafne Adam Gottlob Moltke. Til held for Danmark var den ledende mand, den dygtige og samvittighedsfulde adelsmand Johan Hartvig Ernst Bernstorff der fra 1751 til 1770 var udenrigsminister, og i samme tid styrede Danmarks handel og fabriksvæsen.
Han var ivrig tilhænger af det merkantile system, og der oprettedes mange fabrikker, som støttedes af regeringen ved gaver, lån, indførselsforbud mod fremmede varer o. lign. Handelsselskaberne blomstrede, især det østindiske, der måtte vise sin taknemlighed ved at rejse Frederik 5`s rytterstatue på Amalienborg Plads.
Men mange af fabrikkerne eller handelsselskaberne var bygget på forkert grundlag, og måtte med store omkostninger overtages af staten.
Regeringen prøvede at få Jyllands heder opdyrket af tyske nybyggere, også kaldet kartoffeltyskere. Det mislykkedes, men kartoffelavlen blev herved indført i Danmark. Opmærksomheden vågnede for landbrugets kummerlige tilstand og bøndernes usle kår. Private godsejere, hvoriblandt enkedronning Sofie Magdalene og J.H.E. Bernstorff, indførte forbedringer på deres godser, ophævede hoveriet, tilbød bønderne selveje. Herved forberedtes den følgende menneskealders store reformer.
Statens pengeforhold var ikke gode, understøttelse til fabriksvæsnet, kostbare bygninger (den ufuldendte marmorkirke), videnskabelige og humane stiftelser (Kunstakademiet, Frederiks Hospital) og oprustningen mod Rusland slugte store summer. Regeringer greb da til at sælge den største del af krongodserne, for at skaffe pengene. Frederik 5`s tid var ikke en reformperiode, men forberedelse til en reformperiode.
Frederik 5. var søn af kong Christian 6. og dronning Sofie Magdalene. Gift i 1743 med Louise af Storbritannien (1724-51), datter af kong Georg 2. af Storbritannien. Efter hendes død blev Frederik gift i 1752 med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel (1729-96), datter af hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel og Louise Amalie. Frederik 5. blev gravsat i Roskilde Domkirke.
Frederik 5. og Louise fik børnene: Christian, (1745-46)
Sofie Magdalene, (1746-1820) gift i 1766 med Gustav 3. af Sverige
Vilhelmine Caroline (1747-1820) gift i 1764 med kurfyrst Wilhelm 1. af Hessen-Kassel
Christian 7. (1749-1808) senere konge
Louise, (1750-1831) gift i 1766 med landgreve Karl af Hessen-Kassel.

Frederik 5. og Juliane Marie fik børnene:
Frederik, (1753-1805) gift i 1774 med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin, og fik sønnen Christian Frederik (1786-1848) den senere Kong Christian 8. af Danmark.

Christian 7. 1766-1808
Kong Christian VII 1749 - 1808 Konge 1766-1808 Norge 1766-1808
Christian 7. der blev konge i en alder af 17 år, havde arvet sin faders karaktersvaghed og letsind, han havde medfødt anlæg for sindsyge, og en dårlig opdragelse virkede uheldig på ham. Ved prygl havde man søgt at give ham kundskaber. Hans lærere havde været udsvævende, og fordærvede unge mennesker. Kun en af hans lærere, Svejtseren Reverdil, havde stræbt efter at uddanne ham på en sund måde.
Resultatet var at Christian 7. blev skadefro og ondskabsfuld, udsvævende, sløv og ligegyldig for sine regentpligter. I løbet af få år udviklede det sig ligefrem til vanvid. Reelt var han kun konge til 1769, da han blev åbenbar sindsyg. Han blev i en alder af 17 år gift med Caroline Mathilde, men ægteskabet bragte ingen forandring i hans liv, og han vedblev at hengive sig til de værste udskejelser.
Da kongen viljeløst lod sig lede af den der forstod at beherske ham, må hans regeringstid deles i flere perioder, alt efter hvem der havde styrelsen. Indtil 1770 bevarede J. H. E. Bernstorff sin indflydelse, og regeringen førtes efter samme synspunkter som under Frederik 5.
1770 - 72 Struenses reformforsøg.
1772 - 84 Guldbergs konservative regering.
Efter 1784 kronprins Frederiks og A. P. Bernstorffs styrelse og de store landboreformer.
Christian 7. blev født på Christiansborg Slot den 29 januar 1749, søn af kong Frederik 5. og Dronning Louise. Blev i 1766 gift med Caroline Mathilde (1751-75) datter af prins Frederick af Wales, og søster til kong Georg 3.af England.
Christian 7. og Caroline Mathilde fik børnene:
Frederik 6, (1768-1839) senere konge Louise Augusta, (1771-1843) gift i 1786 med hertug Friedrich Christian af Augustenborg.
Christian 7. døde af et slagtilfælde 13 marts 1808, 59 år. Bisat i Roskilde Domkirke.

Frederik 6. 1808-1839
Kong Frederik VI 1768 - 1839 Konge 1808-39 Norge 1808-14
Kronprins Frederik var som barn svagelig. Han blev opdraget hos forskellige mennesker, bl.a. Struensee, der havde god indflydelse på kronprinsen. Efter Struensess fald og moderens forvisning blev hans opdragelse mindre heldig, han var da kun 4 år gammel. Hans sindssyge far fik han aldrig nogen forhold til. Han fik ikke store kundskaber, men blev meget interesseret i militærøvelser. Han blev hård og ligegyldig for andres lidelser, og han blev øvet i at forestille sig. I tidens løb ændrede han sig ikke, og som ældre mand var han egensindig, men hjertegod.
Tidlig følte han sig tilsidesat af Juliane Marie (Frederik 5.`s dronning), og da han var 14 år gammel, lagde han den plan at tiltage sig regeringen. Han indviede A. P. Bernstorff, der siden sin afsked levede på sine godser i Tyskland, og nogle få andre statsmænd i denne plan, som blev holdt skjult i to år. Men da han 16 år gammel var blevet konfirmeret og for første gang den 14. april 1784, deltog i statsrådets møde, forelagde han kongen et dokument, hvorved statsrådet opløstes og et nyt udnævntes. Christian 7. underskrev, som han var vandt til, alt hvad man forelagde ham. Arveprinsen protesterede, og det kom næsten til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, men det nyttede intet. Regeringsskiftet blev fuldbyrdet, herefter skulle kronprinsens underskrift stå ved siden af kongens, for at en beslutning skulle have gyldighed. Guldberg, der lige var blevet medlem af statsrådet, sendtes som amtmand til Århus.
Mange ting skete i Frederik 6`s regeringstid: Københavns brand 1795, tabet af flåden, og Københavns bombardement i 1807, under Napoleonskrigene, statsbankerotten 1813, og tabet af Norge i 1814. Den tidligere stormagt, Danmark, blev nu henvist til en fremtidig plads blandt Europas småstater. Kun få ville indse dette, og Danmark førte sig frem som stormagt indtil den nye situation blev klar ved den ulyksalige nederlag til Tyskland i 1864 som beskrevet under Christian 9.
Kong Frederik 6. var meget afholdt, trods meget modgang.
Frederik 6. var søn af Christian 7. og dronning Caroline Mathilde, og han blev gift i 1790 med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel.
Frederik 6. og Marie Sofie Frederikke fik børnene:
Caroline, (1793-1881) gift i 1829 med arveprins Ferdinand af Danmark.
Vilhelmine, (1808-91) gift i 1828 med den senere Frederik 7.

Frederik 6. og elskerinden (maitressen) Frederikke Dannemand (Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted) fik børnene: Louise Frederikke, (1810-88)
Caroline, (1812-44)
Frederik Vilhelm, (1813-88)
Frederik Valdemar, (1819-35)


Christian 8. 1839-1848
Kong Christian VIII 1786 - 1848 Konge 1839 - 1848
Christian 8. var en dannet og begavet mand, dog næppe i besiddelse af det skarpsyn og den fasthed der var nødvendig for at bringe landet frelst ud af de farer, som nærmede sig.
Han havde svært ved at beslutte sig til en fast politik. I de første år tog han parti for danskheden, men fra 1842 til 1846 tog han mere hensyn til Slesvig holstenske rådgivere, for derefter at bryde med dem igen.
Christian 8. ønskede først og fremmest at bevare det danske sprog i Sønderjylland, hvor det endnu levede. Som tronfølger havde han vist levende interesse herfor, og som svar på stændernes bøn om dansk retsprog i Nordslesvig udstedte han "Reskript af 1840", der indførte dansk i retspleje og styrelse til Flensborg Fjord.
Christian 8. havde som ung mand stadfæstet den norske grundlov, og de liberale i Danmark nærede ved hans tronbestigelse håb om, at han ville give Danmark en lignende. Men kongen mente at tiden endnu ikke var kommen, og hans betroede rådgivere, Ørsted og Stemann, var trofaste tilhængere af enevælden.
Derimod tog han kraftig fat i praktiske reformer, kommunallov for købstæderne, statens regnskab blev offentliggjorte, og en årlig overslag over statens indtægter og udgifter. Den store hær Frederik 6. havde beholdt, selv efter at Norge var tabt, blev meget formindsket, men samtidig forbedret.
Herved kom statens finanser i særdeles god tilstand. Samtidig steg nationens velstand, idet landbruget mere og mere kom på fode.
Christian 8. var søn af arveprins Frederik og prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg- Schwerin. Christian 8. blev den 21. juni 1806, gift med sin kusine Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1756-1837), som fødte ham sønnen Frederik, (senere konge) men efter et par års forløb opløstes ægteskabet på grund af, at hun havde haft en affære med den schweiziske komponist Edouard Dupuy. Den 22. maj 1815 giftede han sig med Caroline Amalie af Augustenborg (1796-1881), med hvem han levede et lykkeligt , men barnløst ægteskab.
Efter et besøg på korvetten Valkyrien var Christian 8. blevet forkølet og havde fået feber. For at lindre blev han åreladet, men derved pådrog han sig en blodforgiftning, der førte til hans død d. 20. januar 1848.

Frederik7. 1848-1863
Kong Frederik VII 1808 - 1863 Konge 1848 - 1863
Frederik 7. havde ikke givet sig synderlig af med statssager og ejede ikke nogen dybere dannelse. Han kunne være noget upålidelig, og ofte havde han levet i spændt forhold til hoffet. Da Frederik var et år gammel blev hans moder forvist til Horsens, og forskellige familiemedlemmer tog sig af hans opdragelse. Opdragelsen var dårlig, undervisningen mangelfuld, så han var ikke udrustet til den kommende kongegerning. Men samtidig havde han lune, en jævn folkelig tænkemåde, og en evne til at optræde på en gang kongeligt og elskværdigt, som gjorde ham elsket af menigmand.
Statsrådet havde i Christians 8`s sidste leveår været optaget af at forberede en fri forfatning for hele monarkiet. Derfor kunne Frederik 7. allerede 28. januar 1848 udstede et forfatningsskrift som lød: Kongeriget og hertugdømmerne opfattedes som ligestillede dele. I en fælles stænderforsamling med besluttende myndighed skulle der sidde lige mange medlemmer for hver af disse to halvdele af monarkiet. Hermed havde kongen fraskrevet sig enevælden. Frederik 7. synes ikke at beklage tabet af den enevældige magt, nu kunne kan bruge mere tid på arkæologi, som var en af hans hobbyer.
Begivenhederne i 1848 førte til den såkaldte treårskrig 1848 -1850. Denne kamp vandt danskerne, fordi de tysksindede slesvigholstenere ikke fik den nødvendige opbakning fra Tyskland. I Danmark blev sejren i nogen kredse tolket som en sejr over både Slesvig Holsten og Tyskland, og denne fejlanalyse skulle få skæbnesvangre konsekvenser 14 år senere.
Frederik 7. blev født på Amalienborg 6. oktober 1808 som eneste barn af Christian 8. og Charlotte Frederikke. Blev i 1828 første gang gift med Vilhelmine Maria (Frederik 6´s yngste datter). I 1837 blev de skilt på grund af personlige uoverensstemmelser. Den 10. juni 1841 blev han gift med den 20 årige Caroline Charlotte Mariane af Mecklenburg- Strelitz, men det gik på samme måde, og i 1846 blev ægteskabet opløst. Tredje giftemål 1850 var med Louise Danner, tidligere balletdanserinde, datter af en ugift tjenestepige. Alle tre ægteskaber var barnløse.
Kong Frederik 7. døde 15. november 1863 og var den sidste mandlige efterkommer af Det Oldenborgske Hus.

Christian9.1863-1906
Christian IX 1818 - 1906 konge 1863 - 1906 Den første glücksborgerkonge Christian 9. ville ikke underskrive Novemberforfatningen, som Frederik 7. ikke nåede, inden han døde. Forfatningen betød at Slesvig blev knyttet tæt til Danmark, og kongen kunne se at det betød konflikt med Preusserne og Østrigerne.
Da kongen var modvillig til at underskrive forfatningen, blev hans danske sindelag draget i tvivl. Under stor pres fra folket skrev han under.
Resultatet kom da også omgående. Natten til 1. februar 1864 går preusserne og østrigerne over Ejderen med en stor styrke, og videre mod Dannevirke. Overmagten var for stor, og preusserne var udstyrede med bagladegeværer. Der blev opnået våbentilstand d. 20. juli, og den 30. juli undertegnes freden i Wien, hvor Danmark måtte gå ind på at afstå Holsten, Lauenburg og Sønderjylland helt op til Kongeåen, til Preussen og Østrig. Danmark blev reduceret fra 58.000 km2 til 39.000 km2 og 200.000 danske sønderjyder kom under Preussen-Østrig. Det var en national katastrofe.
Christian 9. kaldet Europas svigerfar, født på Gottorp Slot d.8. april 1818, søn af hertug Vilhelm af Slesvig- Holsten- Sønderborg- Glücksborg og Louise Caroline. Blev i 1842 gift med Louise af Hessen-Kassel (1817-98). Hun var datter af landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel.
Dronning Louise blev kaldt Europas svigermoder, hun sørgede for at deres børn fik en god uddannelse, og det lykkedes at få børnene gift ind i europæiske kongehuse. Frederik 8. senere konge
Alexandra, (1844-1925) i 1863 gift med Edward 7. af England
Vilhelm, (1845-1913) konge af Grækenland i 1863, under navnet Georg 1. Gift med Olga af Rusland i 1867.
Dagmar, (1847-1928) Russisk kejserinde under navnet Maria Feodorovna, da hun blev gift med kejser Alexander af Rusland.
Thyra, (1853-1933) gift med hertug Ernst August af Cumberland.
Valdemar, (1858-1939) gift i 1885 med Marie af Orleans. I 1887 afslår han at blive konge af Bulgarien.
Der blev holdt mange familiefester på Fredensborg Slot, som var samlingssted når familien fra Europas kongehuse var samlet hos svigermor og svigerfar.

Frederik 8. 1906-1912
Frederik VIII 1843 - 1912 Konge 1906 - 1912
Fra 29. januar 1906 til 14. maj 1912, altså lidt over 6. år var Frederik 8. Danmarks konge. Han kom ikke i sin kongetid til at opleve ulykker, som dem der ramte Danmark i hans faders første år, og han så ikke det danske folk delt i så hård strid som den, der splittede riget i midten af Christian 9`s kongetid.
Og dog kan disse 6. år, da Frederik 8. bar kronen, ingenlunde kaldes solskinsår. Sammen med nogen fremgang, rummede de både uro og ulykke, ja til tider en uhygge af helt knugende art.
Kong Frederik 8. havde intet ansvar derfor. Han handlede altid parlamentarisk korrekt, men det er utvivlsomt, at de uhyggelige begivenheder, der i hans tid kastede skygge over den danske styrelse, berørte ham meget.
Frederik 8. var søn af Christian 9. og dronning Louise Han var kronprins det meste af sit liv, nemlig 42. år. Han var 62. år før han blev konge. Frederik blev i 1869 gift med prinsesse Louise af Sverige. Vielsen foregik i slotskirken i Stockholm d.28. juli 1869. Louise var datter af Karl 15. af Sverige- Norge og dronning Lovisa. De fik børnene:
Christian 10, kommende konge
Carl, 1872-1957, bliver konge af Norge, med navnet Håkon 7. Gift med Maud af England, datter af Edward 7. og dronning Alexandra.
Louise, 1875-1906, gift med prins Friedrich af Schaumburg-Lippe
Harald, 1876-1949, gift med Helena af Glücksburg.
Ingeborg, 1878-1958, gift med prins Carl af Sverige.
Thyra, 1880-1945. ugift
Gustav, 1887-1944. ugift
Dagmar, 1890-1961, gift med hofjægermester Jørgen Castenskiold.
Kong Frederik døde i Hamburg af et hjerteanfald d.14 maj 1912.

Christian 10. 1912-1947
Kong Christian X 1870 - 1947 Konge 1912 - 1947
Christian 10. fik en grundig uddannelse, og blev student i 1889, og var således forberedt til kongegerningen. Derefter fik han en officersuddannelse ved livgarden, og det kom til at præge hans liv. Christian var en alvorlig og pligtopfyldende mand med korrekt optræden, og de militære normer og omgangstone kom til at præge hans liv og omgivelser. Han blev udnævnt til generalmajor i 1908.
Han blev kronprins da hans far Frederik 8. bliver konge i 1906, og da faderen dør d. 14.5 1912, bliver Christian udråbt til konge. I begyndelsen havde kongen det lidt svært med den nye parlamentariske statsskik, der var indført i 1901, og med hans militære baggrund kom det til adskillige skarpe ordvekslinger med politiske ledere.
Efter Tysklands sammenbrud i 1918 var kongen stemt for generhvervelse af Sønderjylland ned til Ejderen. Ministeriet Zahles politik var noget andet, og den 29. marts 1920 afskedigede kongen ministeriet, sikkert i tillid til et skifte i folketingsflertallet. Kongen udnævnte forretningsministeriet o. Liebe. Under Påskekrisen der fulgte efter, var der optræk til generalstrejke, og der var tale om at kongens handling var et brud på den parlamentariske praksis der blev indført i 1901, og der var krav om indførelse af republik.
I 1920, efter en folkeafstemning kom en del af Sønderjylland igen tilbage til Danmark, og blev markeret ved at kong Christian 10. under stor jubel red over grænsen på en hvid hest. Efter denne tur i Sønderjylland blev kongen en populær person.
Efter besættelsen i 1940 viste kongens popularitet sig, da han fortsat gennemførte sine daglige rideture gennem København. Det var på en af disse ture at kongen styrtede med hesten, og han ramtes af langvarig sygdom. Den ellers så stærke konge blev svagere og svagere, og kronprins Frederik måtte føre regeringen.
Ved befrielsen i 1945 blev den svækkede konge tiljublet af store menneskeskarer. I foråret 1947 blev kongen angrebet af lungebetændelse, som førte til kongens død.
Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm blev født 26 september 1870 på Charlottenlund Slot. Han var søn af Frederik 8. og dronning Louise. Gift 26. april 1898 i Cannes, med storhertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, datter af storhertug Fridrich Franz og storfyrstinde Anastasia Mikhailovna af Rusland. Død på Amalienborg d.20. april 1947 De får børnene:
Frederik 9, 1899 - 1972. senere konge Knud, 1900 - 1976. blev i 1933 gift med prinsesse Caroline Mathilde (1912-95) datter af Christian 10`s yngre bror, prins Harald. Knud var tronfølger, efter at Frederik 9. var blevet konge i 1947, og indtil tronfølgerlovens vedtagelse i 1953, hvorefter han tildeltes titlen arveprins.
Frederik 9. 1947-1972
Kong Frederik IX 1899 - 1972 konge 1947 - 1972
Frederik 9. var konge i en periode med stor fremgang, og landet udviklede sig til et velfærdssamfund, præget af overflod.
Efter studentereksamen gik Frederik ind i søværnet hvor han avancerede til kontreadmiral. Han holdt meget af livet til søs, og senere togterne med kongeskibet Dannebrog, sammen med familien, gjorde han meget ud af.
Frederik interesserede sig for musik, og fik allerede i ungdommen undervisning, og han blev en ganske udmærket dirigent og komponist.
I Frederik 9`s kongeperiode forvandlede monarkiet sig til et rent monarki, uden reel politisk indflydelse.
I forbindelse med en folkeafstemning, blev en ny tronfølgelov vedtaget 5. juni 1953, hvor prinsesse Margrethe blev tronfølger efter sin far.
Frederik blev en af de populæreste konger vi har haft. Hans gode humør, hans evne til at omgås mennesker, hans naturlige venlighed, og sammen med dronning Ingrid skabte kongeparret et venligt og afslappet forhold til befolkningen, men forstod samtidig at beholde kongeværdigheden.
Den 3. januar 1972 blev kongen indlagt på Københavns Kommunehospital efter et hjertetilfælde. Kong Frederik 9. døde 14. januar 1972.
Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg, var søn af Christian 10. og dronning Alexandrine, født den 11. marts 1899.
Blev d. 24. maj 1935 gift i Storkyrkan i Stockholm, med prinsesse Ingrid af Sverige, (datter af kronprins Gustav Adolf og kronprinsesse Margaretha af Connaught).
Sammen fik de børnene: Margrethe 2. født 16. april 1940, senere regent.
Benedikte, født 29. april 1944. 3. februar 1968 gift med prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg (født 29.oktober 1934).
Sammen fik de børnene:
Prins Gustav (født 12 januar 1969)
Prinsesse Alexandra (født 20 november 1970, 1998 gift med greve Jefferson-Friedrich von Pfeil und Klein- Ellguth)
Prinsesse Nathalie (født 2. maj 1975)
Anne-Marie, født 30. august 1946. Gift i 1964 med kong Konstantin 2. af Grækenland, (søn af kong Paul 1. og dronning Frederikke). Kong Konstantin og dronning Anne- Marie måtte flygte fra landet i 1967, og er nu bosat i England.
Sammen har de børnene:
Prinsesse Alexia (født 10. juli 1965)
Prins Pavlos (født 20. maj 1967, i 1995 gift med Marie Chantal Miller (født 1969)
Prins Nikolaos (født 1. oktober 1969)
Prinsesse Theodora (født 9. juni 1983)
Prins Filippos (født 26. april 1986)

Margrethe 2. 1972-
Dronning Margrethe II 1940 - Dronning 1972 -
Margrethe 2. Alexandrine Thorhildur Ingrid, ældste datter af Frederik 9. og Dronning Ingrid (født prinsesse af Sverige). Navnet Margrethe fik hun efter sin mormor, den svenske kronprinsesse Margereta, der døde da Ingrid kun var 10 år gammel. Dronning Margrethe blev født på Amalienborg d. 16. april 1940 kl. 10.10 i forældrene, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids bolig, Frederik 8`s Palæ. Tronfølger i henhold til tronfølgerloven af 28. marts 1953. Tronbestigelse 14. januar 1972.
Prinsesse Margrethe fik sammen med sine 2 søstre en kærlig og beskyttet barndom. Kronprinsesse Ingrid oprettede en lille børnehave på Amalienborg så Margrethe kunne træffe andre børn. Hun blev undervist på Amalienborg indtil 4.klasse, hvorefter hun fortsatte på Zahles Pigeskole.
Efter sin konfirmation i 1955 rejste prinsesse Margrethe på pigeskole i England et år for derefter at gennemføre gymnasieuddannelsen og blive student i 1959. Prinsessen var meget interesseret i arkæologi, en interesse hun havde efter sin morfar den svenske kong Gustav 6. men det blev jura og statskundskab tronfølgeren valgte at tage eksamen i. Senere studerede hun arkæologi ved universitetet i Cambridge. Dronning Margrethes kunstneriske evner er kommet til udtryk i alt fra maleri, akvarel, tegning, scenografi, broderi, julemærker til kirkelige texiler som bispekåber og messehagler.
Gift i Holmens Kirke den 10. juni 1967 med greve Henri de Laborde de Montpezat. Født den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig, søn af greve André de Laborde de Monpezat og grevinde Renée de Monpezat f. Doursenot.
Efter brylluppet er han prins Henrik af Danmark, og prinsgemal. Prins Henrik tilbragte sin barndom i Fransk Indokina og voksede derefter op på forældrenes vinslot Le Cayrou i Cahors området i Sydvestfrankrig. Som 16. årig vendte han tilbage til Indokina og tog studentereksamen i Hanoi. Efter studier i litteratur og orientalske sprog ved Sorbonne i Paris gik han i 1962 ind i den franske udenrigstjeneste, hvor han under udstationering i London mødte den danske tronfølger.
Dronning Margrethe 2. og Prins Henriks børn:
Frederik Andre Henrik Christian, født 26. maj 1968 i København, tronfølger.
Joachim Holger Waldemar Christian, født 7. juni 1969.