Bronzealderen


DropDownMenu


Bronzealderen

Bronzealderen

Fra Henrik Thrane, Århus Universitet (www.danmarkshistorie.dk):
BRONZEALDER: 1700-500 f. Kr.
Da metaller ikke forekommer heroppe, måtte bronzealderen forudsætte en intensiv forbindelse med de mellemeuropæiske egne, hvor kobber findes og blev brudt i store mængder ved minedrift. Tin er sjældnere, og måtte hentes separat. At tale om den nordiske bronzealder er på sin vis absurd, idet hvert gram metal måtte bringes udefra, men intetsteds i Europa findes flere bronzer pr. kvadratkilometer, eller lavedes højere kvalitet end netop i Sydskandinavien.
Igen er gravarkæologien vigtigst, takket være de vel 100000 gravhøje, som bronzealderen har efterladt sig. Højene viser dens tilstedeværelse overalt i landskabet bedre end noget andet. Gennem 150 år kunne arkæologerne kun grave i højene, hvis de ville skaffe viden om bronzealderen. Det store højbyggeri begyndte i den anden af de seks perioder, vi deler bronzealderen i. Det skete samtidigt med spiralstilens gennembrud og den nordiske bronzealders fulde udfoldelse.
Særligt oplysende er ældre bronzealders storhøje, som den største af dem alle: Hohøj 70x12 m, Borum Eshøj på Århuskanten, tømt i 1870’erne, og Skelhøj ved Kongeåen. Den sidste blev totaludgravet 2002-04 og danner basis for en nyvurdering af højbyggeriets organisation og de mange naturvidenskabelige informationer, som højene med fugtig kerne gemmer. Fænomenet med den fugtige kerne er specielt midtjysk og betyder, at det i gravhøje fra en kort periode på omkring hundrede år mod slutningen af det 2. årtusind f. Kr. er muligt at finde bevarede organiske materialer som selve kisterne, hvis fældningsår er dendrodaterede (årringsdaterede), dvs. med absolutte årstal, og deres indhold af redskaber, møbler, trækar, frisurer og tøj. Disse jyske egekister har leveret Europas bedste klædekollektion fra bronzealderen, blot børnetøj savnes. Kvindeklæder fra Egtved (Egtvedpigens berømte snoreskørt) og Skrydstrup og mandstøj fra Muldbjerg, Trindhøj og Borum Eshøj med huer og kyser, trøjer og kapper viser uldvævningens betydning, der først synes at slå igennem nu. Gravene er alle enkeltbegravelser. Både trækister og stenkister brugtes, lokalt varierende.
Ligbrænding indførtes i løbet af 14.- 12. århundrede f. Kr., først på Sjælland og de frisiske øer.
I yngre bronzealder ændrede brandgravskikken mulighederne for iagttagelser af meget af gravenes indhold. Udvalget af genstande blev også ændret, fx forsvandt sværdet fra gravene. Modsat hvad man før troede, kan der tydeligere end før ses en markant lagdeling i gravudstyret, som kan tolkes socialt. Lusehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn kan nævnes med Nordeuropas to rigeste grave fra omkring 800 f. Kr.
En anden klassisk fundgruppe er de såkaldte depotfund, især kvindesmykker, men også kultudstyr, som findes tilfældigt, typisk i moser. Bronzerne (og guldsagerne) er dels import, frem for alt fra Mellemeuropa, dels lokalt producerede med højt teknisk niveau som solvognen fra Trundholm, der bruger fremmede elementer på en ny og enestående vis. Importsagerne og metallerne anses for resultater af udveksling mellem høvdinge over Østersøen. Voldtofte med Lusehøj giver det bedste eksempel på en koncentration af monumenter og rige oldsager af bronze og guld, der bedst tolkes som et høvdingesæde.
Solvognen, småfigurer og indridsede billeder på rageknive m.m. plus helleristningernes tusinder af billeder (i Sverige og Norge og på Bornholm) giver indblik i ritualer og tro. Vægtsystemer synes anvendt, og de særegne blæseinstrumenter - lurerne - viser et solidt kendskab til metallets fysiske og kemiske egenskaber.
Bronzealderen slutter lidt underligt, idet de traditionelle forbindelser til Mellemeuropa først bragte et nyt sæt nåle og toiletsager med, men derefter standsede kontakten i mere end 300 år.
Sværdet er bronzealderens logo, udviklet af dolkene, som endnu en tid formedes i flint. De første sydøsteuropæiske sværd kopieredes hurtigt, og en sprudlende nordisk produktion gennem 800 år indledtes med Valsømagle-sværdet. Sværd blev det karakteristiske gravudstyr i hundredvis af ældre bronzealders grave, selvom bronzealderen ser ud som en fredelig guldalder. Eksotiske elementer som krumsværd, guldringe, egerhjul og klapstole optoges lokalt.
Bevæbningen fornyedes hele tiden med nyt fra Mellemeuropas toneangivende kulturer, hvorimod kvindesmykker udvikledes efter lokale traditioner, der skabte nye stilarter med spiraler og bølgeornamenter. Denne nordiske stil spredtes fra Danmark til resten af Skandinavien og udtrykker en slags fællesskab.
Først fra 1955 begyndte vi at kende til bopladserne, som nu kan tælles i tusindvis. Hvor man engang troede, at folk var nomader, fordi man ikke kunne finde deres huse, er det nu tanken, at bopladserne flyttede inden for territorier, når langhusene var udtjente (efter max. 50 år). Bopladserne omfattede 1-2 gårde à et langhus plus småhuse og små uregelmæssige agre. Langhusene fik midt i ældre bronzealder to rækker tagbærende stolper og afrundede hjørner. Denne nye form for langhuse brugtes resten af oldtiden, omend med ændringer undervejs. Båse til opstaldning forekommer allerede fra omkring 1200 f.Kr., men blev først norm i jernalderen. Nogle meget store huse med op til 500 m2 under tag fra omkring 1300 f. Kr. tolkes stundom som høvdingehaller (som jernalderens). Voldtoftebopladsen havde huse med malede vægge.
Landskabet åbnedes fortsat og heden bredte sig på sandjorderne. Avneklædt byg kan ses som udtryk for gødskning af markerne, og spelt og de gamle kornsorter avledes. Uld fik først i bronzealderen den betydning, som tekstilerne viser. Uden de bevarede tekstiler ville vi næppe tillægge ulden så stor betydning, da fx vævevægte er sjældne. Kvæg dominerer på bopladser som Voldtofte – ikke blot som køddyr, men også som statussymbol.
Skovrydningen fortsatte ufortrødent, langhusene krævede meget tømmer. Langhusene spredtes over hele Skandinavien, hvad bronzekulturen som sådan havde svært ved. Skibe må have været uundværlige, men er hidtil alene kendt fra billedkunsten.
Om navnet 'bronzealder': Da Christian Jürgensen Thomsen i 1835 periodiserede oldtiden, fik denne periode navnet broncealderen. I 1870'erne gik man over til det tyske 'bronze', som ordbøgerne nu har knæsat mod al historisk fornuft.


Fra Odensen Museum

Dolktid
Stenalderens afslutning og begyndelsen på bronzealderen sættes til ca. 1.700 f.Kr. Den sidste periode i stenalderen går under betegnelsen senneolitikum eller dolktid. Omkring det tidspunkt var det nye metal, bronzen, dog almindelig kendt i datidens samfund.
Senneolitikum (2.350-1.700 f.Kr.)
Stenalderens afslutning og begyndelsen på bronzealderen sættes traditionelt til 1.800 f.Kr., men nyere forskning har vist, at dette skal revideres 100 år tilbage. Denne sidste periode går under betegnelsen senneolitikum eller dolktid. Omkring det tidspunkt var det nye metal, bronzen, almindelig kendt i datidens samfund. Langt fra alle ejede en genstand af bronze, og flint blev stadig anvendt flittigt på bopladserne langt ind i bronzealderen. Med det nye metal fulgte en mentalitetsændring samt nogle nye muligheder, der førte et skift i samfundet med sig. Ikke så revolutionerende som ved overgangen fra jæger/samlerøkonomi til agerbruget, men trods alt en ny tid underlagt en større afhængighed af omverdenen, for bronzen kunne ikke bare samles op på markerne, den skulle skaffes langvejs fra.
Hindsgavldolken - det ypperste eksempel på, hvad ca. 10.000 års flintteknologisk ud-vikling resulterede i inden bronzen fik det til at gå drastisk ned ad bakke igen. Stenalderen be-gyndte med en simpel pilespids til jagtbrug og sluttede med en dolk, hvis fornemmeste opgave var, at imponere omgivelserne.
Allerede i slutningen af stenalderen blev bronzen taget i brug. Uden at vide det, sørgede tidens flinthuggere imidlertid for en værdig afslutning på små 10.000 års stenalder, hvor flinten havde været det vigtigste råmateriale. Det er ikke nogen tilfældighed, at der fra disse århundreder kendes flere flintminer, hvorfra man har hentet den førsteklasses råvare, der var en væsentlig forudsætning for at fremstille i hvert fald de flotteste af flintdolkene.
Dolkene blev fremstillet ved fladehugning, en teknik der er typisk for senneolitikum. Ikke kun dolkene, men også kornsegl, pile-, spyd- og lansespidser har to bredflader dannet ved afhugning af små afslag. Ved moderne forsøg har man fundet ud af, at de håndværksmæssigt mest perfekte fladehuggede genstande kun kunne fremstilles ved at bruge bronzeprene til at presse de små afslag af med. Flere af genstandene var tilstræbte kopier af de bronzesager, der nok var kendte, men også sjældne og dermed meget eftertragtede. Bronzealderen trængte sig derfor på i mere end én forstand.
Den senneolitiske keramik kan det ikke betale sig at bruge mange linjer på, for den var grov i godset og - hvis overhovedet - kun udsmykket med helt enkel ornamentik. Der er virkelig langt fra de smukke kvalitetskar af Skarpsalling-type fra den første del af mellemneolitisk tragtbægerkultur til det, de senneolitiske pottemagere lod sig stille tilfredse med. En lignende middelmådighed præger mange af tidens økser af flint og bjergart - det er som om man lod de fladehuggede dolke, segl og spidser få al opmærksomheden.
Periodens huse når en størrelse, der ikke er set tidligere. På bopladsen Limensgård på Bornholm er der udgravet flere store hustomter, hvoraf det længste er over 40 m. Det er vanskeligt at påvise med sikkerhed, at mennesker og dyr - som i bronze- og jernalderen - boede under samme tag i hver sin ende af langhuset. Det gjorde de nu nok, men først med de lange dolktidshuse bliver det så godt som sikkert. Hvorfor skulle husene ellers være så lange, hvis det ikke drejede sig om at skaffe plads til netop både mennesker og husdyr?
Gravskikken i senneolitikum er ret varieret og lokalbestemt. I det gamle, jyske enkeltgravsområde begraves der videre i toppen af højene, mens de døde i de megalitrige egne stedes til hvile i dysser og jættestuer. "Almindelige" grave under flad mark forekommer også, mens mere "ualmindelige" kollektivgrave i hellekister kendes i et betydeligt antal. Ja, sågar ligbrænding har man haft som valgmulighed!
Skikken med at ofre til guderne fortsætter uændret i senneolitikum. Eneste nyt under solen er de ofrede genstande, der nu ud over sten- og flintøkser omfatter tidens fladehuggede flintgenstande: dolke, skeskrabere, spydspidser og især segl, ofte eksemplarer med tydelige brugsspor. Når sidstnævnte er så almindelig blandt offerfundene skyldes det utvivlsomt, at man har taget alle midler i brug for at sikre en god høst.