Bondestenalderen


DropDownMenu


Bondestenalderen

Bondestenalderen
Fra Henrik Thrane, Århus Universitet (www.danmarkshistorie.dk):

Oldtid, indtil ca. 800
Bondestenalderen, 4000-1700 f. Kr.
Omkring 4000 f. Kr. nåede en af de vigtigste ændringer i danmarkshistorien, nemlig landbruget, endelig Sydskandinavien. Generationer af forskere har diskuteret, om en indvandring bragte det herop, eller om jægerne klarede en gradvis tilpasning til tamdyr og kornavl. Tamdyr og korn er i hvert fald fremmedelementer.
Arkæologisk er keramik og slebne økser nemt påviselige standarddele i landbrugskulturernes udstyr. Lerkarrenes skiftende former og ornamentik er de sikreste udgangspunkter for studiet af rumlig og kronologisk variation og udvikling. Arkæologernes noget spøjse navngivning taler om tragtbægerkultur for de første 1200 år af landbrugskulturen.
Naturen viser i mosernes pollenaflejringer et landnam, hvor skovtræerne gradvis viger for urter på de åbnede områder i urskoven. Kulturbetinget ukrudt som vejbred er sikrere tegn end korn, der producerer færre pollen. En fase med svedjebrug – afbrænding af skov og såning i asken - indleder agerbruget. Den var nok mere præget af de nye husdyr – svin, får og okse.
Under stendysser over hele landet findes spor af den ældste plovtype arden, som beredte jorden til såning i den næste fase med mere udbredt kornavl – hvede og byg og benyttelse af okser som trækkraft.
Grundredskabet var øksen, som gennemgår en hurtig udvikling, hvor nye og vel mere effektive typer afløser hinanden, så man har talt om den tyndnakkede økses tid osv. Den fine nordiske flint var et godt grundlag for ordentlige redskaber. Regulær minedrift udfoldedes i Nordjyllands kridtlag. Overdimensionerede økser nedlagdes i søer som ofre til frugtbarhedsguderne. Lerkar med mad, store mængder rav, og sågar mennesker fik samme skæbne. Enkelte økser og smykker af kobber nåede herop fra Sydeuropa, men de førte ikke til nogen metaltid.
Nu begynder langhuset sin lange karriere i Norden, men endnu er kun få kendt fra de tidlige århundreder, underligt nok bedst fra Bornholm. En række midtsuler (tagbærende stolper) gennem længdeaksen er karakteristisk. Bopladserne var først små, efterhånden større. Særlige fangstpladser ved kysten supplerede om sommeren fødeudvalget med sæler og fisk. Stammebåde og oksetrukne kærrer med skivehjul var tidens færdselsmidler.
Det er dog gravene, som bedst viser bondesamfundets kultur. Første fase er nogle lange jordhøje med indvendige pæleinddelinger og trækamre. De afløses af storstensgravene med små stenkister i rund- eller langhøje/dysser. De klassiske dysser kendes i tusindvis over hele landet, opført inden for blot 300 år, sine steder i tætte koncentrationer i såkaldte dyssebygder, som viser lokale befolkningscentre gennem generationer. Sammen med disse stengrave hører nogle store indhegninger (op til flere hektar store) med palisadehegn og nogle underlige grøfter, hvori man smed bl.a. menneskeknogler. Sarup på Sydfyn er det bedst kendte eksempel. Befolkningen fra omegnens bopladser samledes formentlig her til fælles arrangementer, spisning m.m. Regionalstudier af bebyggelsen foreligger fra Sydvestfyn, Østjylland og Bornholm.
Vi skal åbenbart forestille os nogle meget indviklede gravritualer, hvor knoglerne blev flyttet flere gange og ikke altid havnede i de regulære grave.
Efter dyssen kom jættestuerne, der var større kamre med gang, som blev genbrugt ofte, og derfor kan indeholde snesevis af skeletter. De har leveret et stor antal skeletter, som viser traumer og vellykkede trepaneringsoperationer. Hensætninger af lerkar osv. både i og uden for kamrene viser gravstedernes betydning for de lokale folk.

Fra Danske fortidsminder

Bondestenalderen 4.000 - 1.700 f. Kr. .
Poskær Stenhus på Mols. Danmarks største runddysse. Foto: K. Kristiansen.

- Grundlæggelsen af Danmark landbrug
Der findes ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor mennesket omkring 4.000 f. Kr. begyndte at ændre livsgrundlag til agerbrug og kvægavl. Måske forårsage-de klimaændringer en nedgang i naturens egne ressourcer, som tvang Ertebøllekulturens jægere til at se sig om efter nye muligheder, eller også drev en stigende befolkning rovdrift på især skovens jagtvildt. Faktum er i al fald, at der sideløbende med Ertebøllekulturens sidste jægerkulturer omkring 4.000 f. kr. opstod nye kulturer baseret på landbrug og kvægavl i Danmark, som en nordlig udløber af de agerbrugskulturer der i løbet af de foregående ca. 2.000 år bredte sig op gennem Europa.
Den ældre del af bondestenalderen (4.000 - 2.800 f.Kr.) kaldes også for Tragtbægerkultur efter de karakteristiske tragtformede og ofte rigt ornamenterede lerkar vi kender fra perioden. Denne keramik, den slebne flintøkse og synlige gravlæggelser i langhøje, dysser og jættestuer er Tragtbægerkulturens kendetegn.
Tragtbægerkulturen levede sikkert for størstedelen fredeligt sammen med de sidste jægere, og hvor der var mulighed for det - især i kystegnene - fortsatte det gamle jæger/fangererhverv i specialiseret form. Herom vidner den såkaldte Grubekeramiske kultur som eksisterede sideløbende med bondestenalderens agerbrugskulturer og som med stærkt specialiserede flint- og benredskaber bl.a. drev sæljagt.
Med introduktionen af agerbrug og kvægavl begyndte mennesket for første gang at ændre landskabet. Skoven blev fældet og afbrændt til fordel for marker, og den tætte skov blev afgræsset og ændret af de fritgående husdyr. Samtidig blev mennesket, i forhold til den tidligere omstrejfende jæger-tilværelse, langt mere bofast og tilknyttet et mindre område, og heraf udspringer ideen om synlige gravlæggelser sikkert. Udover at hædre den afdøde repræsenterer disse første gravanlæg en fælles ideologi, samtidig med at de f.eks. fysisk markerer gruppens territorium. Med bofastheden fulgte også permanente og større huse end jægerstenalderens traditionelle hytter som let kunne flyttes.
Det er Tragtbægerkulturens mange forskellige gravanlæg og den senere bronzealders gravhøje som dominerer de synlige fortidsminder.
Jord- og træbyggede langhøje fra omkring 3.800 f. kr. er de ældste gravmonumenter. Udgravninger har vist at de som regel øst-vest orienterede langhøje almindeligvis indeholder adskillige på hinanden følgende gravlæggelser, og derfor er opført ad flere omgange. I østenden findes mange gange stolpekonstruktioner og grøfter, hvor ofringer og rituelle handlinger fandt sted. Givehøje ved Vinding, langhøjen ved Rude Strand og Haversdås er flotte eksempler herpå i østjylland.
Fra omkring 3.500 f.Kr. begynder byggeriet af stendysserne. De første har ganske små, og ofte lukkede rektangulære gravkamre, men i løbet af få århundrede udvikler dyssen sig til større mangekantede (polygonale) gravkamre med tilstødende gange gennem den omsluttende jordhøj. Hvis stendyssen ligger alene i højen er højen som regel næsten cirkelrund og dyssen er da en runddysse. Langdysser har derimod en langoval eller rektangulær jordhøj. Den kan udmærket kun indeholde et enkelt dyssekammer, men som regel findes flere, som måske er tilføjet løbende ligesom langhøjenes grave. Det er kendetegnende, at hvert gravkammer har sin egen gang, og både rund- og langdyssen omsluttes af en stenrække langs højfoden - de såkaldte randsten.
Langhøjenes og dyssernes grave blev alle opført for gravlæggelse af enkeltpersoner, men dyssegravene er - både i stenalderen og senere - næsten altid blevet genanvendt til nye begravelser. Herunder blev tidligere begravelser og gravgaver skubbet til side og mange gange helt fjernet fra gravkammeret. De gravlæggelser som evt. findes i dysserne repræsenterer således ikke nødvendigvis dem som dyssen rejstes over. I slutningen af den ældre bondestenalder omkring 3.100 f.Kr. tager man så at sige konsekvensen af behovet for gravlæggelser ved at videreudvikle dyssen arkitektonisk til den store jættestue.
Jættestuen har et i forhold til dyssen langt større gravkammer, og er i udgangspunktet opført som en fællesgrav, hvortil en stenopbygget kammergang gav adgang. Vi kender eksempler på over 100 skeletter fra samme jættestue, og flere steder ses rumopdelinger i kammergulvet som sikkert var forbeholdt særlige personer. Tilsvarende har 29 af de ca. 700 danske jættestuer små tilstødende gravkamre - såkaldte bikamre - der blev opført samtidig med hovedkammeret. Det store jættestuekammer kan også være opdelt i to separate kamre af en tværmur og med hver sin indgang til en såkaldt dobbeltjættestue.
Ved en arkæologisk undersøgelse af bondestenalderens storstensgrave er randstensområdet særligt interessant. Især området omkring udmundingen af gangene tilgravkamrene er vigtigt, da udrømmede grave og gravgaver fra gravkammeret sammen med de offergaver der som regel blev henstillet på toppen af randstenene foran åbningen ligger her. Det ældste materiale som evt. daterer gravens opførelse findes mange gange i dette offer- og udrømningslag.
I dysserne og jættestuerne findes talrige arkitektoniske detaljer og konstruktionsforskelle, som viser hvorledes Tragtbægerkulturen mestrede byggeriet med op til 20 tons tunge sten - omkring 1.500 år før Egyptens pyramider blev bygget (se f.eks. Kongehøjen v. Voldstedlund, Tustrup-jættestuen og Balle Mark-dyssen ). Særligt tankevækkende er det også, at der i løbet af disse få århundrede anslås at være blevet bygget omkring 20.000 af disse storstensgrave. Desværre har kun ca. 10 % ”overlevet” eftertidens skattegravninger, ødelæggelse og stenhugst, og de bevarede anlæg bærer næsten også alle sammen præg heraf.
Den yngre bondestenalder ( 2.800-1.700 f.Kr.) karakteriseres ved en konsolidering af landbrugserhvervet og ændringer i gravskikken mod mere individuelle begravelser. Kvægholdet voksede og agerbruget blev udvidet til de lettere jorder i indlandet. Arkæologisk betegnes denne kulturgruppe Enkeltgravskultur (2.800 - 2.300 f.Kr.), da man udover genbegravelserne i Tragtbægerkulturens storstensgrave nu også opførte små høje med individuelle gravlæggelser. Flotte stridsøkser i forskellige bjergarter afløste flintøksen som typisk gravgave i mandsgravene, og kvinderne blev som regel medgivet ravperler. Enkeltgravskulturens grave indeholder også tidstypiske lerbægre som ud fra deres udformning og ornamentik muliggør en nærmere datering.
Enkeltgravskulturens gravhøje ses særligt i de jyske hedeegne, hvor de kan danne lange højrækker omkring små træbyggede dødehuse. Gravhøjene består typisk af flere på hinanden overbyggede høje med hver sin grav: I bunden en ”undergrav” nedgravet i undergrunden og dækket af en lille høj, hvor den følgende ”bundgrav” blev anlagt og forseglet med endnu en høj, og herover findes ofte en tilsvarende ”overgrav”.
En anden gravform som optræder i enkeltgravskulturen er gravkister opbygget af flade sten og omsluttet af en jordhøj (Se Hørret Skov samt langhøjen ved Rude Strand. Afslutningen af bondestenalderen betegnes Dolktid ( 2.300 - 1.700 f.Kr.). Her opnår flinthåndværket sit absolut højeste niveau, som særligt giver sig udtryk i de utroligt smukke, fladehuggede flintdolke hvorfra kulturen har fået sit navn. Disse smukt forarbejdede dolke blev medgivet som gravgaver i de mandslange ”hellekister” i flade sten, som er den typiske gravform i denne afslutningsperiode.