DropDownMenu
Andres detektorfund

Kristusfigur fundet på en mark ved Aunslev,Vestfyn af Dennis Fabricius Holm

Guldskat




Danmarks ældste kristusfigur fundet i Aunslev 16. marts 2016 | Vikingemuseet Ladby
Danmarks ældste kristusfigur "Kristus fra Aunslev" vurderes til at være fra første halvdel af 900-tallet og er dermed ældre end Jelling-stenen.
Fredag den 11. marts dukkede der noget helt særligt op af jorden på en mark ved Aunslev på Østfyn. Dennis Fabricius Holm var ude med sin metaldetektor og gjorde et enestående fund. Han kontaktede straks arkæologen Malene Bech på Østfyns Museer.
Kristus i guld og filigran Dennis havde fundet et lille hængesmykke af guld, 4,1 cm højt, i form af en mand med udstrakte arme – Kristus på korset. Figuren er skabt af fine leddelte guldtråde og små filigrankugler og vejer ca. 13,2 g. Bagsiden er glat. Øverst er påmonteret et fint øje til ophængning. Korset ligner meget det kendte forgyldte sølvkors fundet i Birka ved Stockholm i Sverige i 1879, i en kvindegrav fra vikingetiden (grav 660).
Kendt fra kvindegrave
Korset fra Aunslev er det første danske eksemplar i fuld figur. Tidligere har man i Danmark fundet fragmenter af lignende kors, i den nyligt fundne vikingesølvskat fra Omø og i en vikingetidig vognfadinggrav ved Ketting på Als, alle fragmenterne er af sølv. Fragmentet af en hånd fra Omø skatten, der dateres til sidst i 900-tallet, ser lidt anderledes ud. Det mangler tommelfingeren og er ornamenteret på bagsiden. Sølvkorsene fra Ketting og Birka er begge fundet i, hvad der tolkes som kvindegrave dateret til første halvdel af 900-tallet. Dermed bliver Aunslevkorset foreløbig det eneste, der er fundet på bar mark.
Kvindesmykke fra første halvdel af 900-tallet
Det er et held, at det lille smykke har overlevet de 1100 år i jorden. Det har sandsynligvis været båret af en vikingekvinde, men om korset har vist at hun var en kristen viking eller blot var en del af en hedensk vikings værdifulde pynt, kan ikke umiddelbart afgøres. Kristus fra Aunslev skal foreløbig dateres til første halvdel af 900-tallet og bliver dermed et af de ældste kristne kors fra Danmark og ældre end Haralds store sten i Jelling.
Tegn på vikingebebyggelse omkring Aunslev Kirke
I dag ligger Aunslev kirke for sig selv vest for den nutidige landsby Aunslev. På markerne rundt om kirken, hvor korset er fundet, er der kommet en del andre fine detektorfund. Tilsammen antyder fundene at kirken ikke altid har ligget her helt alene. Engang lå her sandsynligvis en vikingebebyggelse og måske gav den grundlaget for en tidlig kirke her. Der har desuden engang stået en runesten på stedet. Ifølge beretningerne blev stenen fundet lige syd for Aunslev kirke i 1623. I 1652 blev den bragt til København hvor den gik til i Københavns brand i 1728. Afskriften lyder: … står denne sten. Ro… satte … og Roulv gjorde … Sten hører til gruppen af Roulv sten.
Udstilles på museet Korset vil blive udstillet på Vikingemuseet Ladby fra fredag den 18. marts og påsken over, før det skal til konservering. Til sommer vil det indgå i en udstilling på museet af en række spændende nye vikingetidsfund fra Østfyn.
Af en artikel i Politiken d 17/3-16
omtaler Henrik Larsen og arkæolog Malene Refshauge Beck fundet.Man vil kontakte Historiske Museet i Stockhol, hvor et tilsvarende kors findes, for at undersøge om smykket er lavet af samme håndværker.Smykket synes at vise at den gamle asatro og den nytilkomne kristendom levede side om side omkring år 900.
Når man ser på smykkets ornamentik kendes den både fra sen jernalder og fra vikingetiden. Smykkets ansigt viser en sejrende Jesus og ikke som den lidende Jesus, som det senere var god tone at fremstille ham. Det er en Jesustype, der har kunnet ekstistere side om side med Thor og Odin og de kunne alle opfattes som stærke guder.
Smykket er et meget fint stykke filigranarbejde. Smykkehåndværkeren har brugt en tynd guldtråd, som han har kunnet forme til mønstre og små kugler.Det er en højstatussmykke og har tilhørt en kvinde, der har været gift med en af områdets stormænd



Andres detektorfund

Meget, meget sjældent« fund af vikingegud i Østsjælland

Loke1

Nyt fund af beslag med sjældent Loke-motiv på vikingebopladsen Ågård uden for Køge bekræfter, at bopladsen havde særstatus i vikingetiden. Der er dog ikke enighed om, hvorvidt fundet rent faktisk forestiller Loke.
Det nyfundne beslag. Ifølge arkæolog Nanna Holm har det vendt denne vej. Lokes hoved er tilknyttet fuglehammet med en 'perlekæde', og han ligger på maven og kigger fremad mod nederste spids af beslaget.
Siden udgravningerne på vikingebopladsen Ågård nær Køge, som Videnskab.dk tidligere har skrevet om, begyndte, er det væltet op med unikke fund fra vikingetiden. Udgravningerne begyndte som den første storstilede eftersøgning i området for at forstå det vikingelandskab, som pladsen var en del af.
Det nyeste skud på stammen af store fund fra Ågård er et beslag med et meget sjældent Loke-motiv. Fundet er gjort af detektorfører Knud Kristian Laursen.
»Beslaget har siddet på et bælte eller en rem. Loke-motivet er meget, meget sjældent. Vi kender kun Loke-figuren fra Uppåkra i Sverige, som er en af de helt store lokaliteter fra vikingetiden. Det, at vi pludselig gør et sådant fund i Danmark på Ågårdpladsen, er vi ret begejstrede for,« fortæller arkæolog Nanna Holm.
Det nyfundne beslag er i bronze, og ifølge Nanna Holm forestiller det Loke liggende på maven iklædt fugleham. På den firkantede del af spændet, som sandsynligvis vendte opad, ses fuglehalen og vingerne. Halsen er nærmest en perlekæde, der symboliserer overgangen mellem fuglens krop og Lokes hoved, som kigger fremad mod spidsen af spændet.
Loke er en af aserne, selvom han er af jætteslægt. Han bor i Asgård og respekteres af guderne, fordi han har blandet blod med Odin. Det gør ham til en markant dobbeltskikkelse: Er han med eller imod os?
Loke er far til jættekvinden Angerbodas tre monstre: Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. De tre spiller alle vigtige roller ved Ragnarok, som Loke er igangsætter af. Derfor tror arkæologerne, at han måske har repræsenteret beskyttelse mod Ragnarok for vikingerne.
I en myte om Loke er han med til at bortføre Ydun og hendes ungdomsæbler og får lov at låne frugtbarhedsgudinden Frejas fugleham for at skaffe hende tilbage. Derfor kunne han også have repræsenteret evig ungdom.
»Det kræver god fantasi, når man skal kigge på disse ting,« anerkender Nanna Holm.
Det tilslutter Jens Ulriksen, som er arkæolog og museumsinspektør ved Museum Sydøstdanmark, sig.
»I vores fortolkning af beslaget så vi på, hvilke figurer i nordisk mytologi der ifører sig et fugleham. Der er ikke ret mange. Det kunne også være jætten Tjasse, Freja eller Odin, men vores umiddelbare bud er, at motivet forestiller Loke. Men vi kan jo ikke være sikre. Vi tolker ud fra en 21. århundredes bevidsthed, men den passer jo ikke nødvendigvis med det, som foregik for 1000 år siden,« siger han.
Loke skulle formentlig beskytte mod det onde
Beslaget har været båret af en mand, men Nanna Holm og Jens Ulriksen ved ikke, hvilken betydning bæreren har tillagt det. I deres brainstorm er teorier om sikkerhed mod Ragnarok og evighed ungdom kommet op, men intet er afklaret.
»For os i dag er Loke en sagnomspunden figur, som adskilte sig ved at være en hybrid mellem en jætte og en gud. Han forårsagede kaos for de andre guder, men i sidste ende endte det altid med at gavne dem. Da vi har fundet så få figurer af Loke, virker det dog ikke til, at vikingerne har dyrket ham i lige så stor stil som eksempelvis Thor. Men hvordan han har været for de asatroende vikinger, ved vi ikke « siger Nanna Holm.
Det giver Jens Ulriksen hende ret i.
»Det er lidt mærkeligt. I vores tid opfattes Loke som en kontroversiel figur i gudeverdenen. Han har en fremtrædende rolle i fortællingerne om gudernes liv, men han er samtidig ophav til Midgårdsormen og Fenrisulven, der er gudernes fjender i Ragnarok. Og Loke ender jo selv som gudernes fjende. Jeg tror, der var meget symbolik i vikingetidens smykker, så hvorfor bar nogle vikinger sådan en figur? Uanset hvordan man vender og drejer Loke, er jeg overbevist om, at han som symbol har afværget det onde,« siger han.
Til sammenligning bar vikingerne også amuletter med slanger, selvom den slangelignende Midgårdsorm endte med at æde Jorden, tilføjer Jens Ulriksen. Slangerne var også afværgende mod det onde.
Museumsinspektør: Det er ikke Loke
Museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Vang Petersen er dog kritisk over for Nanna Holm og Jens Ulriksens tolkning af det nye fund ved Ågård.
Peter Vang Petersen ser ikke et Loke-motiv på beslaget. Han anerkender, at det da er muligt, at dem, som producerede beslaget, mente, at det var Loke, men han kan ikke genkende noget, der antyder det.
»Beslagets motiv er fint og sjældent, men jeg vil ikke vurdere, at det forestiller Loke. Jeg kan ikke se nogle klare antropomorfe – altså menneskelige – træk, som kunne antyde, at motivet forestiller en person i fugleham. Jeg kan godt se et sæt øjne, men ingen næse og mund eller hænder og fødder, som stikker ud. Det er helt anderledes tydeligt på beslaget fra Uppåkra,« siger han og refererer til fundet af et vikingesmykke i Sverige, som, flere forskere mener, forestiller Loke i fugleham.
Fundet fra Uppråka, Sverige. Ifølge Nanna Holm og Jens Ulriksen er det næsten identisk med Loke-beslaget fra Ågård. Peter Vang Petersen mener derimod, at Uppråka-fundet har markant tydeligere menneskelige træk. (Foto: Michaela Helmbrecht)

Loke3

»Når jeg kigger på fundet fra Ågård, ser jeg kun et fugleansigt med et tydeligt næb, der vender nedad mod kroppen. Derfor mener jeg, at motivet er en ørnelignende rovfugl, som kunstneren har flettet lidt om på for at passe den ind i vikingetidens fletværks-stil,« fortsætter Peter Vang Petersen.
Loke var uønsket motiv
Peter Vang Petersen mener også, at beslagets symbolik er tilknyttet fuglemotivet.
»Krigsfugle som ravne og ørne var symboler for krigsguden Odin. Det var de fugle, der bragte krigerne til Valhal i småstykker, og desuden optrådte Odin til tider selv som ørn. Vikingerne bar rundt på billeder af Odin-symboler, fordi de – i overført betydning – ønskede at ende i Valhal efter at omkomme på slagmarken. Det var den mest ærefulde død,« siger han.
Peter Vang Petersen ser derimod ikke Loke som en figur, vikingerne ønskede at bære.
»Formålet med vikingesmykkernes motiver var at påkalde sig den pågældende guds kraft og bevågenhed. Så vidt jeg ved, er Loke ikke en figur, vikingerne ville påkalde sig. Han har en skurkerolle tilsvarende Fanden eller Judas' i kristendommen og spiller kun en positiv rolle i meget få sammenhænge. Hvorfor skulle man lave billeder af ham? Det ville være som at male Fanden på væggen så at sige,« siger han.
Arkæologi er ikke en eksakt videnskab
Selvom Jens Ulriksen medgiver, at beslagets motiv ikke har tydelige menneskelige træk i ansigtet, har han en anden forklaring på dette end Peter Vang Petersen.
»På beslaget er fuglekroppen meget tydelig, men hovedet ligner mere en maske. Andre smykker med en tilsvarende fuglekrop har hoveder, der er mere genkendelige som fugle. Derfor mener jeg, det er en person i fugleham,« siger han.
Trods kritikken holder han og Nanna Holm fast i konklusionen om, at beslagets motiv forestiller Loke. Men ingen af dem er overraskede over, at der forskellige tolkninger tilknyttet det nye fund.
»Om det er en fugl eller en person i fugleham er jo op til øjet, der ser, og hvad vedkommende føler sig overbevist om. Der er ingen facitliste. Vores fortolkning er, at dette godt kunne være en Loke-figur, men der er ikke et endegyldigt svar,« siger Jens Ulriksen.
»Det er det, der er så fantastisk ved arkæologien. Det er jo ikke en eksakt videnskab, det hele er gætværk og bedst mulige fortolkninger af fortiden,« istemmer Nanna Holm og tilføjer, at hun og kollegaerne jo er de eneste, der har siddet med det nyfundne beslag i hånden og kunnet nærstudere det.
loke ågård borgring vikinger beslag fund udgårdsloke

Loke3

Arkæologi er en fortolkningsvidenskab. På beslaget ser Jens Ulriksen og Nanna Holm en 'perlekæde', der symboliserer overgangen mellem fuglens krop og Lokes hoved, som kigger fremad mod spidsen af spændet. Peter Vang Petersen ser et fuglehoved med et næb, der vender tilbage mod fuglekroppen. (Foto: Museum Sydøstdanmark)
Fund giver viden om Ågårds særstatus
Udover at være et sjældent, spændende fund, giver beslaget også arkæologerne ny viden om Ågård. Siden fundet af bopladsen har det vist sig, at Ågård ikke bare var landbebyggelse med en enkelt gård, men en landsby med stormandsgård og haller.
»Ågård har været en højstatusgård, dog ikke helt på niveau med kultpladsen Lejre, som husede en af vikingetidens vigtigste stormænd. Men vi har en idé om, at stormanden på Ågård har haft en nær relation til Lejre. Og det bekræfter fundet af Loke-beslaget,« siger Nanna Holm.
I Lejre fandt man for et par år siden en lille stolefigur, som forestiller Frigg eller Odin på Odins trone. Det nye fund af en tilsvarende særlig Loke-figur fra Ågård giver mulighed for bedre at forstå bopladsens rolle i vikingetidens netværk.
»Vi finder ikke denne type figurer på almindelige bopladser. Ågård er altså ikke bare en tilfældig landbebyggelse, men – som vi havde mistanke om – kongens eller stormandens forlængede arm ud mod området omkring Køge. Pludselig kan vi kæde netværkene bedre sammen,« siger Nanna Holm.
Udgravninger som denne i Ågård gør det muligt for arkæologerne at kæde vikingetidssamfundet bedre sammen. Det er netop tanken med det store Vikingeborg-projekt i Sydøstsjælland, som Ågård er en del af sammen med blandt andet Borgring, tilføjer hun.
Bygninger er hovedårsag til Ågårds særstatus
Da Peter Vang Petersen ikke mener, at beslaget forestiller Loke, er han også kritisk over for denne konklusion.
Landmænd bruger vikingernes muld
Arkæologerne er ikke færdige med at undersøge Ågård. Men de har travlt, for det arkæologiske område er en 'dyrkningstruet lokalitet'.
Det skyldes, at der er så lidt muld, at det moderne landbrug går ned i fortidsminderne. Nutidens landmænd bruger altså samme muld som vikingerne.
Det er helt lovligt for landmændene at dyrke området omkring Ågård, men arkæologerne vil gerne nå at gennemgå mulden, inden den forsvinder. Selvfølgelig i samarbejde med bondemanden, som ejer jorden, understreger Nanna Holm.
»Det er et usædvanligt flot beslag, som jeg gerne selv ville have fundet. Men om beslaget gør Ågård til en særlig plads ala Lejre og Tissø må afhænge af de øvrige fund fra området. Dette fund i sig selv indikerer ikke, at Ågård var en plads med særlig status. Der skal meget mere til,« siger han.
Jens Ulriksen anerkender, at fundet af det nye Loke-beslag ikke i sig er bevis nok for Ågårds særstatus som boplads.
Han henviser til de andre udgravninger på Ågård, som Videnskab.dk netop har skrevet om.
»Vores tidligere udgravninger ved Ågård i efteråret har jo ikke været publiceret tidligere, så dem kender Peter Vang Petersen ikke til. Men de viste, at Ågårds huse var store og velbyggede med vægge i træ, som er mere ressourcekrævende end normale lerklinede vægge. Samt at de havde bygningsdetaljer, der nærmest ser ud til at være kopieret fra kongesædet Lejre,« siger han.
»Det er hovedårsagen til, at vi mener, at Ågård er en plads, der tydeligt hæver sig over det almindelige, uden dog være i samme høje luftlag som Lejre. Og det bekræfter metaldetektorfundene som Loke-beslaget også. De er ikke lavet af en klamphugger, men er af relativt høj kvalitet.«
Loke
Loke er den mest gådefulde af de nordiske guder. Han hører egentlig ikke til blandt guderne, han er af jætteslægt.Faderen er en ret ukendt jætte ved navn Farbauti. Moderen hedder Laufey eller Nal. Loke er gift med Sigyn og sammen har de sønnen Narfi. Men Loke er også fader til tre frygtindgydende uhyrer: Midgårdsormen, Fenrisulven og dødsgudinden Hel
Loke var smuk af udseende men ond af sindelag.
Loke er den mest gådefulde af de nordiske guder. Han hører egentlig ikke til blandt guderne, han er af jætteslægt.Faderen er en ret ukendt jætte ved navn Farbauti. Moderen hedder Laufey eller Nal. Loke er gift med Sigyn og sammen har de sønnen Narfi. Men Loke er også fader til tre frygtindgydende uhyrer: Midgårdsormen, Fenrisulven og dødsgudinden Hel
Loke var smuk af udseende men ond af sindelag.

Loke er søn af jætten Farbute og Laufey. Han har med sin kone Sigyn, sønnerne Narfe og Vale.
Med en anden jættekvinde Angerbode, "Sorgvoldersken" der kom fra jernskoven, har han avlet de frygtelige uhyrer Hel, Fenrisulven og Midgårdsormen.
De voksede op hos jætterne i Jotunheim, men da Loke så dem, sendte han et par guder ud for at hente dem til Asgård, for at uskadeliggøre dem, idet han forudså at de kunne bringe ulykke over Aserne.
Loke kastede Midgårdsormen langt ud i havet for at den skulle drukne, men i stedet voksede den sig så stor, at den nåede hele vejen rundt om jorden, og kunne bide sig selv i halen.
Hel blev sendt til Niflheim, hvor hun blev dronning i dødsriget. Fenrisulven lignede en sød lille hundehvalp da den kom til Asgård, men blev hurtigt stor og glubsk, at kun Tyr kunne nærme sig den og give den mad.
Loke stammede fra slægter der var gudernes modstandere, men mytologien fortæller, at han i tidernes morgen blandede blod med Odin. Således blev de fostbrødre, og på den måde blev Loke optaget i gudernes kreds.
Loke er både smuk og snedig, og han har tit snydt både guder og jætter, og er derfor tit uvenner med guderne. Selvom Loke kan være rigtig ondskabsfuld, beholder guderne ham alligevel i Valhal. Loke er nemlig god til at løse problemerne igen.
Da Loke var skyld i Balders død, fik guderne nok af ham. De fangede ham og hans to sønner Nar og Vale. Så forvandlede de Vale til en ulv, der straks dræbte broderen Narfe. Loke blev ført til en hule, hvor han blev lænket til tre sten, med tarmene fra hans søn Narfe. Da Loke var bundet forvandledes tarmene til jern.
Der blev hængt en slange over ham, som dryppede gift i hans øjne. Lokes kone Sigyn prøvede at hjælpe ham ved at samle giften i et fad. Men fadet skulle tit tømmes. Så vrider Loke sig i smerte, så hele jorden skælver.
Loke optræder i mange forklædninger, bl.a. som jættekvinden Tøk, der hjalp den blinde Høder med at ramme Balder med misteltenen. Det var også Loke i den samme forklædning som Tøk, da hun blev spurgt, om hun ville græde for Balder, svarede Loke forklædt, Tøk græder kun tørre tårer, og så måtte Balder blive hos Hel i dødsriget.
Pålstav fra ældre bronzealder

Loke1

Øverst pålstaven set fra siden. Her ses afsatserne til skæftning i nakkenenden tydeligt.
Nederst ses pålstaven fra smalsiden. Her ses støbenfinnen. Øksen måler 17,5 cm i længden.
Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.

Til den lidt grå og triste januar har vi et fund af de meget sjældne: En såkalædt pålstav fra ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.). Bronzeøksens bagende har været udformet således at den kunne kiles ind i et splittet, vinkelbøjet skaft. Lister på siderne og mellem nakkenenden og bladet har holdt øksen på plads.
Det noget specielle ord pålstav stammer fra de islandske sagaer og betyder våbenøkse. Om denne økse har været ment som våben eller redskab kan vi ikke afgøre. Et er dog sikkert. Den har aldrig været anvendt. Således ses der stadig støbegrater eller finner, hvor de to hlavedeles af tøbeformen til bronzeøksen har mødtes. Det kan være et offer, som er taget nærmest direkte fra støbeformen og ofret til dehøjere magter.
Tillykke til Troels Thomsen med den fine fund, der gjort nær Mønsted vest for Viborg.

Lommesolur

Loke1
Lommesoluret måler ca. 4 x 2,5 cm. For at måle tiden skal klappen slåes op og en udspændt tråd danne skygge på tallene, når man sigter i den rigtige kompasretning. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Den første sommermåned er officielt startet og afgrøderne på markerne er efterhånden groet til en højde, hvor detektoren ikke længere kan svinges med en fornuftig afstand. Så er det godt, at vi fra Send Erik Poulsen netop har fået indleveret et par fund fra årets tidligere måneder.
Svenne har primært sin gang med metaldetektoren omkring Løvskal og Skjern, og her er juni måneds detektorfund da også gjort. Det er for os på Viborg Museum noget af en kuriositet, da ingen kunne mindes, at vi tidligere havde set et lommesolur!
Lommesolure af lignende udformning kendes bl.a. fra Tyskland, hvor de dateres til sidst i 1400-tallet og starten af 1500-tallet. Derfor tror vi også at dette skal dateres hertil.
På Lommesolurets klap ses et våbenskjold, som vi desværre ikke kan afkode motivet med 100% sikkerhed. Muligvis er det to stående løver med ryggen til hinanden eller også er det egekviste, begge kendte motiver fra danske og udenlandske våbenskjolde. Hverken det ene eller andet motiv kan knyttes til nogen af de slægter, der gennem tiden har ejet det nærliggende Skjern Slot og Hovedgård. Måske er uret tabt af en adelig gæst på slottet sidst i middelalderen?

Celleemaljefibel

Loke1
Smukt smykke fra den midtjyske muld April 2016
Det flotte smykke er fundet af Michael Thorup nordvest for Viborg. Diameteren på smykket er ca. 3 cm. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Månedens detektorfund for april 2016 er et meget smukt kvindesmykke fra slutningen af vikingetid eller starten af middelalderen, altså sidst i 900-tallet til slutningen af 1000-tallet. Smykket er en såkaldt celleemaljefibel af angelsaksisk- sydskandinavisk type, og har som betegnelsen antyder, sin hovedudbredelse i Sydskandinavien og Sydøstengland.
Smykkeformen med indlagt emalje er inspireret af de ældre korsemaljefibler, der i sin oprindelige form stammer fra det karolingiske og efterfølgende ottonske rige i det centrale Europa i 800 og 900-tallet.
Emaljen er lavet ved at udfylde de enkelte felter med et glasgranulat, hvorefter det varmes op til glassets smeltepunkt (ca. 800 °C). At lave sådanne smykker har krævet et indgående kendskab til materialerne, og processen er har været tidskrævende. Det må formodes, at kun ganske få specialiserede håndværkere har kunnet udføre emaljesmykker.
Døllemejsel

Loke1
Bronzestøberens værktøj? September 2015
Månedens detektorfund i september 2015 er gjort af Flemming Sørensen ved Lynderup. Foto: Mikkel Kieldsen, Viborg Museum.
Månedens detektorfund for september 2015 er lidt af en sjældenhed i Viborg Museums ansvarsområde. Det er således den første detektorfundne døllemejsel vi nogensinde har modtaget. Og skæbnen ville, at der faktisk blev fundet to på samme dag dog, forskellige steder i kommunen. Vi har valgt Flemming Sørensens fund fra Lynderup som månedens fund.
Denne døllemejsel er ca. 8,5 cm lang og har tre omløbende bånd lige under dølleåbningen. Den dateres til den tidlige del af yngre bronzealder (periode IV), hvilket vil sige at den er cirka 3000 år gammel. Da den er lavet af den forholdsvis bløde legering bronze, har den næppe været anvendt til hårdere materialer så som dyretak, men snarere til finere udskæringer i træ.
Mejsler fra yngre bronzealder findes ofte i depotfund sammen med bronzeskrot (råmateriale til støbning) og associeres derfor med bronzestøberen.

Jellingebægeret




Fra Danmarkshistorien.dk
Jellingbægeret, ca. 950
Jellingbægeret er et lille bæger af sølv, som i 1820 blev fundet i Nordhøjens gravkammer i Jelling. Det var da slidt efter ca. 900 år i højen, og det blev udsat for en hårdhændet restaurering. Alligevel fremstår bægeret som et glimrende eksempel på vikingetidens håndværksmæssige kunnen og er et enestående fund fra dansk vikingetid. Det findes i dag på Nationalmuseet.
Jellingbægeret består af to dele: en beholder og en stilk på en rund fodplade. Beholderen er ca. 3 cm høj, og stilken og fodpladen er tilsammen ca. 1 cm høj. Beholderen har en udvendig diameter på ca. 3,5-5 cm, da den er smallere forneden end foroven. De to dele er lavet enkeltvis, hvorefter de er sat sammen. Begge dele er af næsten rent sølv og vejer tilsammen 120 gram. Beholderen er forgyldt på indersiden, og på både beholderens yderside og stilken er der også spor af forgyldning. Forgyldningen på beholderens yderside er anvendt som ekstra dekoration af ornamentikken, der også er dekoreret med niello (en sulfidholdig gråsort masse), således at ornamentikkens figurer fremhæves.
Ornamentikken findes primært på beholderens yderside, men foden har tilsyneladende også været udsmykket. Desværre har ornamentikken lidt under de mange århundreder i jorden og den hårdhændede restaurering, bægeret blev udsat for, efter det blev fundet. På beholderens yderside er et motivfelt, der er markeret ved streger øverst og nederst. I motivfeltet ses to S-formede slangelignede dyr, som fletter sig symmetrisk sammen. De to dyrefigurers ansigter er markeret ved bl.a. øjne og åbne munde, og de er forbundet til en tredje figur, som synes at udgøre et centralt element i motivfeltet. Figuren hviler på en slags fødder nederst i motivfeltet, og øverst ses plantelignende dele.
I 1820 påbegyndtes den første arkæologiske udgravning i Jelling, da man fra toppen af Nordhøjen gravede sig ned i højen, indtil man stødte på loftet i det gravkammer, som findes i højens kerne. Det stod hurtigt klart, at man ikke var de første, der havde gravet sig frem til gravkammeret. Et hul i loftet vidnede om et tidligere indbrud, og gravkammeret var næsten tømt for indhold. Man fandt ingen spor af den gravlagte person og kun ganske få af de fine genstande, som man ville forvente i en højstatus-vikingegrav. Ved det tidligere indbrud må både den afdøde og gravgaverne være blevet fjernet fra graven. Jellingbægeret var en af de eneste hele genstande, som den gravlagte sikkert har fået med sig i graven. Men da bægeret blev fundet lige under hullet i gravkammerets loft, kan det ikke afvises, at det er endt i kammeret i forbindelse med det første indbrud.
Uanset hvordan bægeret endte i gravkammeret, er det tydeligvis et nordisk arbejde fra 900-tallet, der afspejler et avanceret håndværksmæssigt niveau.
Jellingbægeret og især dets udsmykning fik stor betydning for forskningen i vikingetiden og dens kunstneriske stilarter. Oldtidsforskeren Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) foreslog i 1836, at bægerets særlige ornamentik kunne anvendes til at lave en sondring mellem den yngre jernalder, som siden blev kendt som vikingetid, og de ældre dele af oldtiden. Senere i 1800-tallet kom bægerets ornamentik og findested til at give navn til en af vikingetidens kunstneriske stilarter: Jellingstil.
Jellingstil er som vikingetidens andre stilarter udtryk for den dyreornamentik, som opstod blandt germanske grupper i Europa, da Romerrigets magt og indflydelse blev mindre i 300- og 400-tallet. I forskellige varianter levede dyreornamentikken videre i Norden indtil omkring år 1100. I Norden inddeles dyreornamentikken i forskellige stilarter, der repræsenterer hver sin periode. Jellingstil er navnet på den dyreornamentik, som var populær i Norden ca. 900-1000. Stilen er blandt andet karakteriseret ved stilistiske og båndformede dyr, der ses i profil. Dyrene ligner ofte slanger eller fugle. Derudover karakteriserer planteornamentik også Jellingstilen. Disse karakteristika kommer alle til udtryk i Jellingbægerets udsmykning.
Bægerets funktion
Jellingbægerets beholder kan kun rumme ca. 3 centiliter og er derfor bemærkelsesværdigt lille, sammenlignet med de drikkebeholdere (f.eks. drikkehorn og -bægre), som ellers kendes fra vikingetiden. Godt nok er mindre sølvbægre dukket op i skattefund fra perioden, men de er af en helt anden type end Jellingbægeret, som tydeligvis er et unikum. Derfor er dets funktion også blevet flittigt diskuteret. Det er blandt andet blevet foreslået, at bægeret skulle bruges i førkristne ritualer, hvor indtagelse af stærke alkoholiske drikke indgik, eller at det var en beholder til salver til hud og/eller hår. Endelig er det muligt, at Jellingbægeret er en kristen alterkalk, som kan have været anvendt i forbindelse med den egentlige begravelse eller med en kristen handling i forbindelse med det senere indbrud.
I tiden efter fundet i 1820 blev Jellingbægeret genstand for stor opmærksomhed, ikke kun i forskningskredse. I midten af 1800-tallet opstod en ny interesse for bægeret – og mange andre fund fra vikingetid – som del af den nationale vækkelse, danskerne oplevede i perioden. Man begyndte at opfatte vikingetidens kunst som udtryk for en national egenart, da den var enestående i europæisk sammenhæng. Kunstnere lod sig inspirere af vikingernes kunst, og smykkehåndværkere producerede populære smykker, der var inspireret af vikingetidens stilarter – især Jellingbægeret.